Torsdag, 18. marts 2010 kl. 18:41 / claus willumsen, roman
Må vi bede om fuldstændig stilhed
0 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven
Oppe på scenen står hun og røger en joint. Hendes mave spænder mod det sorte fløjl. Det eneste man kan se. Er hende. Lige der i den enlige spot. Rygende på en joint og temmelig gravid.
Lige nu er der en mumlen i salen, ikke det sædvanlige amokløb og pogo. Ingen vilde punks der vælter ind i hinanden. Ingen bøjede ribben eller briller der flyver ned på gulvet i et virvar af milier, ølslatter, cigaretskod og bræk. Salen er fuld, men jeg har aldrig hørt den så stille. Det er som om H er indhyllet i en sky af lykke og stilhed. Bortset fra at skyen kommer fra al den dope der bliver røget, tjald, pot, opium plus andre ting jeg ikke kan gennemskue. Og lykken, hun står deroppe på scenen med bandet og svajer lidt fra side til side og ryger, mens bandet stille og roligt begynder på det sidste nummer. Og så er der. Stilheden. Der forstærkes af, at mit hoved er fuldt med snot, piller, øl og tjums. Gad vide om den susen jeg kan høre kan høres i hele lokalet? Vi er i gang med at overvære noget unikt her. Jeg er i hvert fald. Fuck resten, jeg er blæst og smiler rundt til mine sidemænd og damer. Der står et ordentligt lokum ved siden af mig, med nitter på alt sit læder og et stort anarkist-a tatoveret på overarmen. Jeg giver ham en albue i siden, stirrer hårdkogt op på ham, løfter min øl og nikker verdensmandsagtigt til ham og hvis jeg ser sådan ud i fjæset som han gør, så kunne alle verdens fascistsvin vælte herind og bare banke løs på os, knuse vores hoveder som små babysæler. Og vi ville sige tak! Stemningen er summende munter, andægtig. Gåsehudsfremkaldende.
Trommer og bas er dæmpede, inciterende. Guitaren er en dæmpet distortion, jeg har gåsehud. Jeg skæver til venstre og ser ind i ansigtet på en henført, sorthåret tjekker. Der smiler. Til mig. Nu står verden ikke længere! Jeg smiler vildt til hende og lader ligesom min hånd strejfe hendes. Og hun griber fat i den! Mit hjerte fræser min brystkasse i smadder. Hvad sker der? Det band har forhekset hele salen. Jeg tager rystende en tår øl til, prøver at koncentrere mig 100 % om det sidste nummer. Det bliver kun til 50 %. Mens vi forføres af den potrygende, vanvittigt gravide forsangerinde knalder alle mulige og umulige, sindssyge tanker rundt i mit hoved. Stearinlys og tungeslaskere på hendes værelse. Et lille hus med en have ude på landet. Min hånd på hendes bryst. Solnedgang i Nicaragua. Vi sidder i hendes seng og spiser morgenmad. Jeg sidder i et værelse i Spanien og skriver på Romanen. Hun ligger nøgen på sengen. Jeg maler hende på et stort lærred i et kæmpe atelier. Hendes ånde i mit øre.
Er du gået i koma?
Jeg spjætter, vender tilbage til H. Folk er på vej ned i baren. Koncerten er slut? Jeg ser på hende. Hun smiler til mig, forsøger at trække sin hånd til sig. Men jeg klamrer mig til den, svedigt og panisk. Der står et eller andet kvindemenneske og flår i hendes arm. Og det er vist ikke meningen at jeg skal hænge ud med dem. Hendes veninde stirrer på mig som om jeg er en stor stinkende lort. Jeg slipper hendes hånd og ser dem gå hen mod trappen. Jeg er alene i salen nu. Jeg står der mutters alene, med en vanvittig susen i ørene og en øl i hånden. Og glor ud i luften.
Jeg ser op på scenen, hvor bandet er ved at pakke sammen. Det her er helt sindssygt, jeg står i en sal der er tom og stirrer op på scenen, hvor bandet rydder op. Jeg kan høre musik nede fra baren. Men jeg vil ikke ned til de andre. Jeg vil lade denne aften synke til bunds, lagre sig i min hukommelse. Jeg sætter flasken til munden, men den er tom. Jeg ser rundt i det mørke rum, er det en flaske der står derhenne? Jeg går hen og tager den op. Ryster den, den er tom. Jeg stikker hånden i lommen og roder med de få mønter, der er ikke nok til en bajer. Så må jeg bumme.
Men ikke endnu. Jeg går op mod scenen, de er ved at være færdige. Jeg stiller mig foran dem. De smiler og siger et eller andet, er det islandsk? Det må det være. Forsangerinden kommer hen til mig og spørger på engelsk om jeg kunne lide koncerten. Jeg hoster, er helt tør i munden. Yes, it was incredible. You want a beer?
Jeg nikker og stirrer på hendes store mave, på det spændte fløjl. Hun tager min hånd og smiler, lægger min hånd på sin mave. Her kunne jeg stå i tusinde år, i evigheder, for altid. Min hånd på sort fløjl. Det er punk!