Søndag, 8. november 2009 kl. 11:00 / døden, tanker
Mit liv med døden ......
11 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven

"Mit liv med døden" udkom i torsdags d. 5. november. Heri fortæller ti kendte danskere om døden - da den kom allertættest på. Jeg er een af de ti, der deler ud af de erfaringer, jeg har gjort mig med døden..........
I januar 2001 mistede jeg min 57-årige far meget pludseligt. Han var på en rundrejse i Østen med min mor, da han i Cambodja fik influenza-lignende symptomer. I løbet af ganske få dage, blev han så syg, at han måtte flyves med privatfly til Thailand. Det blev hans sidste rejse. Han døde d. 9. januar 2001- formentlig af en voldsom bakterieinfektion på et hospital i Bangkok. En infektion, han formentlig ville ha overlevet her i Danmark - han skulle ha været behandlet med penicillin - det blev han bare aldrig.
Dagen inden han døde, blev jeg ringet op af min svigerinde, som netop havde været i kontakt med min mor i Thailland. Lene fortalte mig, at min far nu var så alvorligt syg, at jeg skulle sætte mig i en flyver prompte - hvis jeg skulle nå at se ham i live. Totalt chokeret og følelsesmæssigt rundt på gulvet, fik jeg bestilt billetter til mine brødre og mig selv - ganske få timer senere, sad vi i flyvet til Thailand. Men vi nåede det ikke. Min far døde 3-4 timer før vi nåede frem.......
Det er denne tragiske hændelse, jeg fortæller om i bogen - om tiden i Thailland, hvor vi kæmpede for at få min døde far med hjem i en kiste. Om tiden efter, hvor min familie og jeg kom tilbage til et Danmark, hvor det hele bare "kørte videre" som om ingenting var ændret og voldsomme avisoverskrifter a la "Trine fløj til sin fars dødsleje" mødte mig på gaden, når jeg dristede mig ud i virkeligheden. Og til den altoverskyggende sorg, der ramte mig med et hårdt stød i maven...hvor lang tid må man være ked af det, når man har mistet et menneske, man elskede over alt på jorden?
Det er nogle af disse erfaringer, jeg forsøger at give videre i bogen. For det er SÅ vigtigt, at vi deler ud af de oplevelser vi får her i livet - osse dem, der gør allermest ondt. Og min fars død, er stadig det mest smertelige i mit liv. Jeg har - her 8 år efter - stadig dage, hvor jeg er særligt ked af det og savner ham uendeligt meget. Og måske netop i denne tid, tænker jeg meget på ham og ville ønske, at han havde mulighed for at opleve mig få mit tredje barn, som jeg venter til jul. Men nej, det kommer han aldrig til at opleve. Og den lille pige, jeg går rundt med i maven kommer aldrig til at kende sin morfar. Det er blot een af de ting, der smerter mig utroligt meget.
Men min fars død har osse bragt en masse "gode" ting med sig - forstå mig ret. For når et liv slutter, opdager man jo osse hvor skrøbeligt livet er. Og det kan faktisk bruges positivt. Idag ved jeg om nogen, at HVER dag ska leves - at livet ikke er en selvfølge og at man skal nå at gøre de ting, man gerne vil opleve og få sagt de ting, man gerne vil sige. Særligt til de mennesker, man elsker......
Og så er jeg osse blevet meget bedre til at tackle ANDRES sorg. For jeg ved nu, at man IKKE kan sige noget forkert, til et menneske, der har mistet. Det er meget værre IKKE at sige noget. Den larmende tavshed og berøringsangst, som mange af os danskere går rundt med, er den værste. For det, man som sørgende har behov for, er OMSORG og anerkendelse af, at man har det rigtig skidt og at der er en grund til at man ser ked ud af det og ikke trives i en periode.....derfor et godt råd; vær aldrig bange for at gå hen til et menneske i sorg og gi din kondolence . Det er den største omsorg man kan vise et andet menneske! Og det er SÅ dejligt at vide, at folk kan sætte sig ind i, hvor hårdt man har det, når man har mistet.
Jeg håber meget at du har lyst til at læse min og de andres beretninger i bogen. De ti fortællinger om døden er alle meget forskellige og meget personlige...
I den kommende weekend kan du se og opleve forfatteren Heidi Von Bülow og Lotus Turéll fortælle om dengang hun mistede sin far - Dan Turéll. Både Heidi og Lotus vil være på bogmessen i Forum - på søndag d. 15. november.
Og du er osse meget velkommen til at skrive her på bloggen, hvis du har haft lignende oplevelser med døden, som du har lyst til at dele med alle os andre - for husk - erfaringer er til for at blive delt!!!
Beste hilsner fra Trine Panum Kjeldsen
"Mit liv med døden", Borgen, udgivet 5. november 2009

