Billede: Grade 11 students in Be'er Sheva
Publiseret 06.09.10, Haaretz Af Or Kashti - Israel news
64% af israelske teenagere i alderen 15-18 siger at arabiske israelere ikke nyder fulde lige rettigheder i Israel, og ud af den gruppe mener 59% at de ikke bør have lige rettigheder, ifølge en speciel rundspørge udfærdiget for "Uddannelse i digitalalderen"-konferencen, der blev afholdt i Haifa mandag.
Rundspørgen afslørede også at 96% af dem, der besvarede spørgsmålene, ønsker at Israel skal være en jødisk og demokratisk stat - men 27% mener at dem, der nægter, skal for en domstol, og 41% støtter at man fratager dem deres statsborgerskab.
På spørgsmålet om de ville være villige til at modtage undervisning i en klasse med en eller flere elever med 'specielle behov', svarede 32% negativt. Da spørgsmålet blev stillet med henvisning til arabiske studerende, svarede 50% negativt. Desuden sagde 23% at de ikke ønsker bøsser og lesbiske i deres klasser.
Undersøgelsen blev foretaget af Professor Camil Fuchs fra Tel Aviv Universitetets statistiske afdeling, i samarbejde med 'Company Sample Projektet'. Undersøgelsen omfattede omkring 500 personer mellem 15-18 år. Konferencen belv sponsoreret af 'Reshet Shocken' i samarbejde med Haifas byråd.
Meningsmålingen afslørede også, at 40% af den jødiske ungdom aldrig har været del af en ungdomsgruppe, og at 45% aldrig tilbød sig til frivilligt arbejde af nogen slags. Når det angik motivationen til at gøre tjeneste i IDF, sagde 83% at de ikke er i tvivl om at det vil de, men omkring halvdelen sagde at de havde venner, som ikke har planer om at lade sig hverve.
Mere end halvdelen af undersøgelsens deltagere - 59% - sagde at de ikke ville gøre tjeneste i hærens kampenheder. På spørgsmålet om hvor vidt de ville nægte at gøre tjeneste i de besatte territorier, sagde 24% af de ville nægte, og resten havde endnu ikke besluttet sig.
Oversat herfra: http://tinyurl.com/3xoulay
Anmeldelse af Benny Morris' bog "1948" af Andrew J. Bacevich
Når det handler om at fortolke den historie, de var fælles om i 1947-49, abonnerer arabere og israelere på to radikalt forskellige fortællinger. Arabere, og specielt palæstinenserne, mindes den periode som 'katastrofen' (Nakba). Israelerne har helliggjort samme periode som deres uafhængighedskrig.
En af denne beundringsværdige bogs mange bedrifter er, at den hjælper læserne med at forstå, hvorfor begge fortællinger kræver deres berettigelse og hvorfor de stædigt vedbliver med at være uforenelige.
Emnet er af mere end akademisk interesse, hvad Benny Morris - en af Israels mest prominente nye fortolkere af historien - fuldt ud forstår. I Mellemøsten er det hukommelsen, der former historien og kraftigt anfægter det mest fundamentale spørgsmål: Hvad er retfærdighed og hvem skylder man den?
Et af formålene med bogen "1948" er at udstille de usandheder, som de konkurrerende arabiske og israelske anekdoter holder fast ved, mens man samtidig insisterer på, at de modsætningsfyldte krav, som bliver fremført fra begge sider, fortjener anerkendelse.
Selvom politiske og strategiske overvejelser svæver over den umiddelbare baggrund, er "1948" først og fremmest en operationel historie - spækket med detaljer om angreb og kampe. Den beretter ikke blot om én men to indlysende - dog tæt relaterede - konflikter. Den første, som foregik mellem november 1947 og maj 1948, var en borgerkrig mellem jøder og arabere, der boede indenfor grænserne af det britisk kontrollerede Palæstina.
Den anden, der begyndte lige efter den første og strakte sig ind i begyndelsen af 1949, var en væbnet konflikt, der satte det nyligt grundlagte Israel op imod adskillige arabiske nationer, som svor at ødelægge det.
Morris tilbyder en fair, omend noget ubalanceret gennemgang af disse begivenheder. Han strækker sig meget langt for at være retfærdig overfor begge sider ved hverken at dæmonisere araberne eller lade Israel slippe fri - specielt når han konfronterer beviser på plyndring, voldtægt, mord og andre grusomheder. Dog, selvom Morris trækker på en betragtelig samling israelsk arkivmateriale, måtte han nøjes med begrænset adgang til arabiske kilder. Som konsekvens heraf fortæller han sin historie fortrinsvis udfra et israelsk perspektiv. Arabiske lederes intentioner eller kalkulationer, for ikke at nævne arabiske kæmpendes erfaringer, får derfor ikke meget plads.
I begge de to konflikter Morris beskriver, kom Israel ud som sejrherrer. Først knuste de den palæstinensiske modstand ved at ødelægge det palæstinensiske samfund, og derpå resolut slå Egyptens, Syriens, Iraks og Transjordans hære. Morris giver en enkel forklaring på dette resultat: Fra starten vidste zionisterne hvad de ville have og demonstrerede en bemærkelsesværdig beslutsomhed i at opnå deres mål. I modsætning hertil kæmpede araberne for at definere deres mål, og kæmpede endnu mere for at organisere sig selv.
Det zionisterne ønskede over alt andet var land. Hvis de to konflikter i 1947-49 var overlevelseskrige for israelerne, så var de samtidig erobringskrige. Selv før seriøse kampe startede, gjorde Moshe Shertok (som snart skulle blive Israels første udenrigsminister) zionisternes intentioner klart: "Vi vil tage så meget af Palæstina, som vi mener vi kan beholde." Skabelsen af en levedygtig jødisk stat krævede ikke blot ekspansion, men også uddrivelse - erobring af territorium - for at opnå strategisk basis og bane en lettere vej for den nationale udvikling, mens så mange palæstinensere som muligt skulle fjernes for at skabe plads til jødiske immigranter - og forhindre at en potentiel 5. kolonne ville kunne opstå.
Arabiske ledere længtes også efter territorium. De kom dog aldrig tæt på at fostre en arbejdsduelig plan for at nå deres mål. Selv da de erklærede deres dybfølte had overfor jøderne, så de mistænksomt hinanden som rivaler. Fravær af tillid gjorde at en samlet indsats forblev en illusorisk.
Araberne havde yderligere et problem: De havde alt andet end tilstrækkelige militære midler. Fra Kairo, Damaskus og Bagdad kom der pralende løfter om at drive jøderne i havet. Privat beklagede arabiske politikere og generaler imidlertid deres hæres svaghed.
I modsætning hertil udviste det israelske lederskab fra Jewish Agency (fra 14. maj 1948 den israelske regering) en klar målbevidsthed, styrket af fleksibilitet og betragtelig grusomhed. Zionisternes sikkerhedsapparat, Haganah og Palmah (fra 1. juni 1948 de israelske forsvarsstyrker, IDF), oprindelig komplementeret af jødiske terroristorganisationer som Irgun- og Sternbanderne, tog næsten øjeblikkelig initiativet. Israelerne handlede - araberne reagerede... som regel ineffektivt. Det er ikke fordi arabiske soldater er kujonagtige eller uvillige til at kæmpe. De manglede simpelthen udstyr der fungerede, tilstrækkelig træning og mest af alt kompetente ledere.
Når det drejede sig om at opbygge effektiv militærmagt, havde zionisterne en afgørende fordel. Gud var på de største bataljoners side. Måske bortset fra de tidligste faser i borgerkrigen, så kæmpede israelerne fra en relativt stærk position, idet de forholdsmæssigt mobiliserede en langt større del af deres befolkning. De skaffede også masser af penge (mange kom fra amerikanske jøder), som de brugte til at anskaffe sig et imponerende våbenarsenal.
Imidlertid affødte denne evne til improviseret kampkraft urealistiske forventninger i den sidste ende. IDFs overlegne styrke overbeviste israelske ledere om, at de simpelthen kunne tvinge deres naboer til at acceptere den jødiske stat. Som den første israelske premierminister David Ben-Gurion udtrykte det: "Krigen skal ende med en så intens bombning af Damaskus, Beirut og Kairo, at de ikke længere vil have lyst til at kæmpe mod os, og vil holde fred med os" - en præcis opsummering af et strategisk princip, som Israel skulle vende tilbage til gang på gang.
Faktum er at tvang ikke indeholdt nøglen til fred. I stedet nægtede araberne, der var blevet ydmyget af nederlag, at forhandle. Israel for sin del - blændet af sejr, følte meget lidt behov for forhandling.
Begge sider hengav sig til deres egen mytiske version af, hvad der var sket i den første arabisk-israelske krig, og lagde dermed grunden til flere fremtidige krige.
Anmeldelsen er skrevet af: Andrew J. Bacevich - professor i historie og internationale relationer ved Boston Universitet.
Oversat af mig herfra:
http://www.boston.com/ae/books/articles/2008/05/18/first_blood/
Og endnu en anmeldelse af bogen "1948" på engelsk - til sammenligning og uddybning:
http://www.jewishliteraryreview.com/2008/06/benny-morris-1948-the-first-arab-israeli-war/
11.26.2009 | Haaretz
Af Gideon Levy, korrespondent for Haaretz i de besatte palæstinensiske områder.
Hvorfor er det tilladt at tale med Hamas om én tilfangetagen soldats skæbne og adskillige hundrede andre fanger, men forbudt at tale med dem om to nationers skæbne? Aldrig har israelsk logik været så forvrænget.
Nu da vore hjerter ser frem til aftalens gennemførelse, nu hvor hvert enkelt menneskes hjerte ser frem til Gilad Shalit løsladelse - og ja, til frigivelse af hundredvis af palæstinensiske fanger, hvoraf nogle af dem i enhver henseende er politiske fanger, ikke bare "terrorister med blod på hænderne" - nu er det tid til endelig at befri os fra nogle af de tåbelige forbud, vi har pålagt os selv og hele det internationale samfund.
Det står nu klart, at der er nogen til at tale med. I Gaza og Damaskus sidder hårde, men rimelige statsmænd. De bekymrer sig også, på deres egen måde, om deres folks skæbne - de ønsker også at bringe dem frihed og retfærdighed. Når aftalen er gennemført, vil vi også opdage, at de kan holde ord.
Var det ikke for det faktum, at Israel er i besiddelse af titusinder af fanger - nogle der har benyttet ufine metoder for at opnå et retfærdig mål, og som dømmes anderledes end jødiske mordere og forbrydere - så ville Hamas måske ikke have været nødt til at bruge kidnapning som våben.
Var det ikke for Israels belejring af Gaza og den internationale boykot mod alt, som leder tanken hen på Hamas, ville organisationen måske ikke have haft brug for Qassam-raketter. Men Israel insisterer på at gøre tingene på sin egen måde: Israel påbegyndte 'Operation Summer Rain' for at få Shalit frigivet og mislykkedes. Derefter belejrede de Gaza for at lægge yderligere pres på at få ham løsladt... og opnåede en total fiasko.
Da Israel indså sine fejltagelser, som 1,5 millioner indbyggere i Gaza stadig betaler for med deres kroppe og sjæle, vendte Israel sig mod det eneste retfærdige og effektive middel: diplomatiske forhandlinger.
Ja, vi gennemfører det vi nægter os selv: forhandlinger med Hamas - og himlen er ikke faldet ned af den grund.
Direkte eller indirekte - vi taler sammen - om vi anerkender Hamas eller ej - er der forhandlinger. Den fremgangsmåde som burde komme først, venter vi som sædvanlig med til sidst. Først efter vi har forsøgt alt det andet - drab og ødelæggelse, krig og sult - går vi over til den direkte vej: forhandlinger. Sådan var det med Egypten, og sådan var det også med Den palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO).
Når aftalen er på plads, når Shalit og den fængslede palæstinensiske leder Marwan Barghouti vender hjem, bliver Israel nødt til at åbne et nyt kapitel med den fredløse organisation. Det bliver ikke let for os. Dette er en fundamentalistisk organisation, der taler om en 'hudna', en midlertidig våbenhvile, ikke om fred. Måske det er prisen for den tåbelige destruktion Israel har påført institutioner under Den palæstinensiske Myndighed og PLO, som naturligvis var umådelig meget mere sympatiske samtalepartnere. Men den mælk er blevet spildt, og Hamas er spillevende - blandt andet på grund af Israels hårde hånd. Er der stadig nogen, der helt alvorligt mener, at Israel kan fælde Hamas' styre med magt? Det er ikke engang lykkedes os at svække det - tværtimod.
Israel med sit luftige "uden forhåndsbetingelser" skal nu henvende sig til Hamas med en opfordring om at indlede forhandlinger, helst om en palæstinensisk samlingsregering under ledelse af en befriet Barghouti. Det er muligt. Der er ingen grund til at bede om anerkendelse som forhandlingspartnere - vi har allerede anerkendt Hamas, og de har anerkendt os.
Israel skal fjerne den kriminelle belejring af Gaza og opfordre det internationale samfund til at fjerne boykotten mod Hamas, som blev indført under Israels ledelse.
Der er nok af internationale diplomater og statsmænd, der er bange for at tale med organisationens repræsentanter, af frygt for at Israel vil gribe ind over for dem. Vi forbyder den franske udenrigsminister og hele verdens statsmænd at tale med Hamas, og alligevel længes vi efter tjenester fra den tyske mægler, der taler med gruppen (om frigivelsen). Hvorfor?
Efter løsladelsen af fanger, er der intet der vil få Hamas ind på en konstruktiv vej, som rehabiliteringen af Gaza - i stedet for den destruktive og desperate vej de har fulgt. De 4.4 milliarder dollars det internationale samfund, under stor pomp og pragt for otte måneder siden på donorkonferencen i Sharm al-Sheikh, lovede at overføre til Gazas rehabilitering, ligger stadig i bankbokse, som om der intet løfte var givet. Nu er det på tide til at sende dem.
Et frit Gaza under genopbygning vil være langt mindre eksplosivt. Et Hamas, der har travlt med at bygge, vil opføre sig anderledes, især hvis det også bliver tilbudt en politisk horisont vil det have meget mere at tabe, noget der ellers er svært at sige om Gaza i dag.
Så efter vi er færdige med at krydse fingre for Shalits frigivelse, skal vi åbne den samme hånd og række den ud til Hamas i fred.
