Det var den nye Connie Hedegaard, der trådte ind på den europæiske scene i Strasbourg. Glemt var den Connie Hedegaard, der som dansk minister og COP-forkvinde bad 119 stats- og regeringschefer trække i arbejdstøjet i København for at skabe en klima-aftale med et globalt Big Bang. Glemt var løfterne om en politisk bindende aftale af en støbning, verden ikke havde set før.
Den Connie Hedegaard, der trådte ind til pressemødet i Strasbourg, mindede mere om USA's chefforhandler i København, Todd Stern, da han holdt sit første pressemøde ved ankomsten i Bella Centret. USA skyldte ikke nogen noget, lød det.
Connie Hedegaards åbningsord i Strasbourg var af samme klare og letforståelige støbning.
EU har levet op til sine løfter. EU står med de mest ambitiøse klimamål. EU har de mest specifikke mål. EU er ikke problemet. EU er klar til fremskridt. Og EU-kommissionen agter at vise vejen.
Sådan.
Væk var ministeren, der dagligt indyndede sig i folketingets miljøudvalg og gennem to år hele vejen fra Bali til Hopenhagen spillede hele verdens klima-darling på randen af indlandsisen, mens bræerne kælvede i Jakobshavn.
Her i Strasbourg var det en anden baggrundsgruppe, der skulle holdes i snor. De 27 landes regeringer er langt fra enige om at strø om sig med klimaløfter efter den kølige modtagelse, EU's løfter havde fået i København.
Og tilmed så var det en kommissær, der havde lært af ministerens erfaringer i København, der talte.
Københavns-strategien med et klima Big Bang, der skulle føde en global aftale, er nu væk. Den nye EU strategi hedder Skridt-for-Skridt. Altså det modsatte af Big Bang.
Mens efterfølgeren hjemme i København, Lykke Friis, siger "realisme-realisme-realisme", så siger kommissæren i EU nu det samme - bare på en anden måde.
"EU er klar, men det er hele verden måske endnu ikke, og derfor må vi gå frem trin for trin," hed det.
Hendes farvel til Big Bang fik også sin formulering:
"I København havde verden en enestående chance, og den udnyttede vi ikke fuldt ud", lød det nu.
Eller som hun sagde tidligere på dagen til Financial Times, da hun forklarede, at der aldrig igen kommer et "Copenhagen": "You can do such a thing one time."
Den ny strategi, som Connie Hedegaard nu fremlægger, skal bidrage til at opretholde dynamikken i klimaforandringerne. I meddelelsen fra kommissæren foreslås det, at EU straks starter på at gennemføre Københavnsaftalen fra december, specielt hvad angår finansiel bistand til "hurtig start" til udviklingslandene.
Sideløbende hermed bør EU fortsat presse på for at opnå en solid og juridisk bindende global aftale, som inddrager alle lande i en reel klimaindsats. Det vil kræve, at Københavnsaftalen integreres i FN-forhandlingerne, og at der tages fat om svaghederne i Kyotoprotokollen.
Det vil være afgørende, at EU arbejder aktivt opsøgende for at støtte FN-forhandlingerne, meddelte kommissæren.
Men Connie Hedegaard trak de største overskrifter, da hun erklærede, at EU nu officielt opgiver at få en juridisk bindende klimaaftale i år - altså ved december måned COP16-konference i Cancun i Mexico. Det kan så i stedet nås året efter, i 2011 i Sydafrikas COP17, håber man i Bruxelles.
Med denne formulering fik Connie Hedegaard også sagt tak for sidst til Mexicos præsident Felipe Calderon, som under Davos-konferencen i februar i den grad nåede at pege fingre af danskerne. Nu arbejder EU altså ikke længere for en Cancun-aftale. Cancun bliver i stedet de små skridts konference, trin-for-trin konferencen. For hvis ikke klimaduksene i EU kræver en juridisk bindende aftale, er der næppe heller andre, der vil bære den i mål.
Klimakommissæren fremlagde altså en køreplan. Nu skal alt det solide arbejde klares, som Kina, Sudan, Venezuela og Cuba forhindrede i København. Der skal være møder i Bonn i april og juni, i Mexico i december og så en aftale i Sydafrika i 2011. Dermed kan der være en løsning på plads, når den første Kyoto-epoke udløber i 2012.
EU vil derudover bygge på Copenhagen Accord fra december - i hvert fald som et skridt frem mod en juridisk bindende traktat.
Derimod siger kommissionen ikke, om der skal være en Kyoto-II, som Kina, Indien og flertallet af ulande kræver. Eller om Copenhagen Accord skal være modellen for en samlet global aftale, som USA foreslår. Hvis der er en mellemproportional mellem de to løsninger, så blev den i hvert fald ikke skitseret af EU's ny kommissær.
Men Kyoto protokollen nævnes dog som "den centrale byggesten i FN-processen" - tilsyneladende en indrømmelse til Kina og Indien, som nåede at koble sig til Copenhagen Accord få timer før Connie Hedegaards pressemøde tirsdag i Strasbourg.
Kommissionen nævner dog, at der er svagheder i Kyoto-I. Både skovbrug og håndtering af "varm luft" eller overskydende nationale rettigheder til at udlede drivhusgasser, som det hedder i forsigtigt EU-speak, er svagheder. De kan fjerne hele effekten af Kyoto-løfterne, gør man opmærksom på. Så kan kineserne tygge på den.
EU vil fortsat levere lederskab, siger kommissæren i sin meddelelse. Tilbuddet om CO2-neskæringr på 30 % og ikke blot 20 % står stadig ved magt. Det gjorde de ellers ikke for en uge siden i formand Barrosos første udkast. Men det gør det nu efter et mindre slagsmål mellem Hedegaard og portugiseren. Kommissionen vil tilmed lægge en "30 % plan" med 27 nationale mål frem ved junitopmødet.
Endelig vil kommissionen skubbe på for at få EU's bidrag til "hurtig start" penge til ulandene på bordet. Det er 2,4 mio. euro om året i 2010-12. Det skal være bistand, der ydes "uden betingelser", sagde Connie Hedegaard. Løfterne fra København om "new and additional" synes at være forduftet. Det vil også være svært at fast på, når selv Danmark som et af de mest generøse EU-lande, vil overføre pengene fra eksisterende ulandsbistand.
Nu skal miljøministrene så drøfte udspillet i næste uge. Men den rigtige styrkeprøve mellem de 27 kommer i juni, når Connie Hedegaard skal have sin grønne plan på topmødebordet. Den risikerer at få en kontakt behandling. Men den er blot ét skridt af mange i de kommende to års klimadiplomati.
351 jobs på skibsværftet i Saint Nazaire ved den franske atlanterhavskyst. Det er prisen for en falleret europæisk udenrigspolitik. Sådan ser det ud, når man bor i de dele af det tidligere Sovjetunionen, som i dag håber at kunne vælge mellem russisk dominans og en fremtid i Europa. I dette tilfælde Georgien. Men det kunne lige så godt være Ukraine eller Hviderusland.
De 351 jobs blev skåret væk af skibsværftet i Saint Nazaire sidste år på grund af manglende ordrer. De gode folk kan nu komme i arbejde igen takket være Frankrigs planer om at sælge russerne et moderne krigsskib, som de ikke selv kan bygge.
Skibet "Mistral" er specialbygget til at landsætte en angrebsstyrke fra kysten, og det kan medbringe 16 helikoptere og en styrke på 750 tropper. Den russiske flådechef, admiral Vladimir Vysotskij, sagde sidste år, at han kunne have vundet krigen imod Georgien i 2008 på 40 minutter i stedet for 26 dage, hvis han havde haft skibet dengang. I givet fald havde Georgien næppe eksisteret i dag.
Det kan ikke undre, at protesterne fra Georgien suppleres af advarsler fra de baltiske lande, som også føler russerne ånde sig i nakken. Litauens forsvarsminister advarer om, at det franske krigsskib kan blive brugt til "illegale formål, der ikke stemmer overens med vore værdier og principper".
Så er det sagt på en pæn måde, at Frankrigs præsident Sarkozy arbejder for den russiske statsminister Putin med det formål at undergrave sikkerheden i randstaterne omkring Rusland. Letland bakkede op med harmdirrende protester.
Georgiens problemer forstærkes af, at Rusland i sidste uge lavede en aftale med én af de to russisk besatte provinser, Abkhasien, om at bygge en russisk militærbase i provinsen. Provinsen ligger ud til Sortehavet, så den russiske base styrket af franske krigsskibe vil ikke blot true Georgiens selvstændighed, men også olierørledninger til Vesten, der går igennem landet videre til Tyrkiet.
Præsident Sarkozys givtige samarbejde med Kreml viser, at EU mangler en østpolitik, en sikkerhedspolitik og en fælles strategi. Samtidig ofrer man de lande, der burde stå side om side med balkan-landene med udsigt til at blive medlemmer i en overskuelig fremtid.
Det seneste valg i Ukraine burde ellers få den nyslåede EU-udenrigsminister til at vågne op. Men der er stilhed i baronesse Ashtons lokaler i EU-kommissionen, og hendes første udenrigsrejse gik i stedet til de ufarlige Kroatien.
Hvis EU havde forsøgt at gøre en forskel i Ukraine i årene efter den orange revolution, kunne landet have været på vej mod en europæisk fremtid og den nu tidligere præsident Viktor Jusjtjenko og statsminister Julia Timosjenko kunne rimeligvis have fået en kontant vejledning i, hvordan man styrer et demokratisk land.
I stedet står EU nu med lagkagen i ansigtet og ser til, mens den russiskorienterede Janukovitj overtaget styret. Ukrainerne var ikke tilhængere af Nato-medlemskab, de USA's præsident Bush foreslog det for to år siden. Men det store flertal ønsker europæiske værdier og europæisk integration.
Men ingen af EU's store lande som Tyskland, Frankrig og Storbritannien har villet strækker hånden ud til Ukraine. Briterne har tilmed forhindret, at EU overhovedet forsøger at udforme en sikkerhedsstrategi, som også Polen og de baltiske lande af gode grunde efterspørger.
Baronesse Ashton fik dog udsendt en bekymret erklæring forleden, da 40 polske aktivister blev sat i spjældet af politiet i Hviderusland, efter at myndighederne havde smadret oppositionens demonstration. Men selv om Hvideruslands autokratiske præsident Lukasjenko for tiden søger at nærme sig Vesten, så gør EU's manglende fælles udenrigspolitik, at protesterne fra Bruxelles overhøres. Og så længe Frankrigs salg af krigsskibe til Rusland er vigtigere end EU's egen sikkerhedspolitik, så kan østeuropæerne glemme alle deres forhåbninger til en fremtid i Europa.
Bill Clinton var næppe den eneste, der var ved at falde bagover. Han stod foran en statue af sig selv i dobbelt størrelse i Kosovos hovedstad, Pristina. Og selv den 188 cm høje tidligere amerikanske præsident syntes, at det var lige i overkanten. Det mindede næsten om Kim il-Sungs ditto i Pyongyang. "Jeg havde ikke forestillet mig, at nogen ville lave så stor en statue af mig", sagde Clinton.
Det var tre måneder før denne uges toårsdag for uafhængigheden. Regeringen i Kosovo, som ellers ikke er kendt for større effektivitet, havde fået samlet penge sammen til en bronzestatue af manden, der stod bag NATO's bombning af Serbien i 1999 og dermed tog de første skridt på vejen mod Kosovos løsrivelse fra Serbien og vejen frem mod selvstændighed.
-Jeg er dybt taknemlig fordi jeg havde mulighed for at være med til at afslutte de frygtelige ting, der skete jer for ti år siden, og dermed give jer en chance for at bygge en bedre fremtid for jer selv, sagde ekspræsidenten.
Men lige præcis det med selv at bygge en bedre fremtid er ikke Kosovo-regeringens nøglekompetence.
Kosovo er i dag et splittet samfund på randen af en permanent deling mellem et serbisk nord omkring byen Mitrovica og resten, styret af den etnisk-albanske regering.
Det er også et land, der er plaget af korruption, og som kun i yderst ringe omfang selv bidrager til det, Clinton optimistisk kaldte en bedre fremtid.
Selv inden for EU, som gennem EULEX-missionen formodes at lede Kosovo ind i en fremtid som fuldgyldigt selvstændigt og selvbærende land, har landet skabt dyb splittelse.
Kun 22 af de 27 medlemslande har anerkendt Kosovos løsrivelse fra Serbien og selvstændige eksistens. Og det nuværende formandsland, Spanien, benyttede i januar sin rolle til at skabe fornyet forvirring.
Spanien er blandt de fem, der vender ryggen til. Og udenrigsminister Miguel Angel Moratinos brugte et møde i Bruxelles med sin serbiske kollega Vuk Jeremic til at så tvivl om EU's fuldtonende støtte til, at Kosovo skal være et udeleligt og integreret land for både den etnisk serbiske og den etnisk albanske befolkning.
Moratinos sagde, at det spanske formandskab arbejdede "pragmatisk og konstruktivt i det nordlige Kosovo". Det var sød musik for serberne, for hermed havde EU-formanden netop draget en skillelinje mellem de to dele af landet. Og samtidig havde han trukket tæppet væk under den nyslåede EU-udenrigsrepræsentant, baronesse Ashton, som ellers har ansvaret for EU's udenrigspolitik.
Udtalelserne fra Moratinos svarede til gengæld godt til forholdene på stedet. For Kosovo er i dag reelt opdelt i to.
Det er godt og vel et år siden EU overtog ansvaret for sikkerheden og administrationen i Kosovo fra FN. EULEX-missionen har sendt små 2.000 politifolk, toldembedsmænd, dommere og anklagemyndighed til landet for at få i hvert fald politi, sikkerhed og domstole til at fungere og dermed også begrænse korruptionen.
Men selv om EULEX er beskyttet af de 16.000 Nato-tropper, der stadig står i landet, så udstrækker missionens magt sig reelt ikke til det serbiske område nord for Ibar-floden, centreret omkring hovedbyen Mitrovica. Denne del er reelt økonomisk forbundet med Serbien, og dens forbindelse med Kosovo-styret i Pristina er i stigende grad en fiktion.
Ganske vist har den internationale styringsgruppe for Kosovo, ISG, netop fremlagt sin strategi for integration af de to befolkningsgrupper. Og her forudses valg i nord i løbet af i år - og et lokalstyre, loyalt over for Pristina. Men man tilføjede forudseende, at der ikke ville blive lagt store vægt på netop denne deadline. Kort sagt - planen lyder god, men ingen tror på den.
Selv i de små serbiske enklaver i det øvrige Kosovo vender man ryggen til Pristina, hvilket sås i lokalvalgene i november, hvor valgdeltagelsen i enklaverne var minimal. I enklaverne fremmes fremmedgørelsen selvsagt af de løbende overfald, befolkningen udsættes for, og ødelæggelserne på deres kirker og vandalisme på kirkegårdene, forårsaget af bøller fra den muslimske befolkning. Overfaldene fremgår bl. a. af den rapport, EU-kommissionen udarbejdede i oktober sidste år.
Rapporten er nedslående læsning. Korruptionen er gennemtrængende i store dele af landet og giver anledning til alvorlig bekymring, hedder det i den ellers diplomatisk formulerede rapport.
Det kniber også med beskyttelse af menneskerettighederne mange steder i landet - især de serbiske enklaver, hvor der netop er brug for denne beskyttelse.
Der er sket visse fremskridt i forhold til brugen af tortur og mishandling, hedder det også. Som om tortur overhovedet var tolerabelt. Rapporten tilføjer, at det ikke er nogen given sag at kunne gå til domstolene i det nordlige, altså serbiske, Kosovo. Altså endnu en indrømmelse af delingen.
Det fremgår også, at skolerne er delt efter etnisk tilhørsforhold. De serbiske enklaver følger serbiske skolebøger. I resten af landet er der etnisk albansk undervisning.
For god ordens skyld forsømmer det nationale TV at sende de 15 procent udsendelse på ikke-albanske sprog, som selskabet er forpligtet til. Så parabolerne i de serbiske enklaver er rettet mod Serbien.
Økonomisk er situationen enkel. Kosovo er helt afhængig af hjælpen udefra. Donorhjælpen står for 15 procent af bruttonationalproduktet, hvilket matcher de mest afhængige afrikanske udviklingslande. Eksporten dækker kun ti procent af importen, og eksporten er i det store og hele metaller fra landets miner. Eksport af forarbejdede produkter er i det store og hele ikke-eksisterende.
Det tyske ugemagasin Der Spiegel opgjorde sidste år, at det internationale samfund har spenderet i alt 250 milliarder kroner på udviklingshjælp til Kosovos rundt regnet to millioner indbyggere. Det spørgsmål, der rejser sig nu ved toårsdagen, er hvor længe EU og Nato skal blive ved, for at Kosovo kan blive levedygtigt. Indtil dato synes der ikke at være nogen exit strategi for EU, og amerikanerne hævdes at have leaset deres KFOR-base for 99 år.
