JERUSALEM (21.04.2011): Israel er en demokratisk stat. Det er der ingen tvivl om. Jævnlige parlamentsvalg. Regeringer falder, når deres parlamentariske grundlag forsvinder. Kritisk, uafhængig presse. Konkurrerende politiske partier. Civilsamfund med masser af organisationer og aktive borgere og så videre.
Samtidig er Israel fra sin fødsel defineret som en jødisk stat. Det er et problem. Selvom det set i et historisk lys er forståeligt nok, så er det ikke desto mindre et problem... eller sagt på en anden måde - det er i hvert fald ikke uproblematisk. Det ville måske - men også kun måske - være mindre problematisk, hvis Israel så stort set fra starten kun havde været beboet af jøder. Men det er jo ikke tilfældet. Et sted mellem en femtedel og en sjettedel af Israels befolkning er i dag arabere, og dermed er der naturligvis et problem, når staten er defineret som jødisk. Også et demokratisk problem selvom den arabiske minoritet i Israel har demokratiske rettigheder.
Det kunne sikkert også været blevet mindre problematisk, hvis Israel bevidst i alle årene havde ført en politik, som skulle sikre, at landets arabiske minoritet kunne føle sig som en velkommen del af det israelske samfund og ikke som andenklasses borgere, men det er desværre heller ikke sket.
I den sammenhæng må man naturligvis heller ikke lukke øjnene for, at Israel i samfulde seks årtier - otte hvis vi regner tiden før statens oprettelse med - har været i krig med sine arabiske og palæstinensiske naboer. Den situation spiller naturligvis også ind på landets behandling af sin egen arabiske minoritet. Den situation har andre vestlige demokratier også stået overfor og løst den lige så dårligt. Mest oplagt er sammenligningen med USA, som under Den anden Verdenskrig internerede sine borgere af japansk oprindelse i lejre. Så det er oplagt, at sikkerhedsproblemer oveni ikke gør en i forvejen kompliceret demokratisk og problematisk borgerretssituation nemmere at løse.
* * *
Læs hele artiklen ovre på min hjemmeside:
http://www.steffen-jensen.dk/dan/blogartikler/274--israels-medfodte-personlighedsspaltning/
JERUSALEM (18.04.2011): "For the sake of his sorrowful passion! For the sake of his sorrowful passion!" Ordene gentages gang på gang med en alvorsfuld mine, mens den amerikanske pilgrim retter på det store trækors, som skærer ham ind i skulderen, og slæber det videre hen ad brostenene. Amerikaneren er præst, og med ham er en del af hans menighed. Lidt nede ad den smalle gade får en anden lov til at bære trækorset.
Gadens navn er "Via Dolorosa" - "Lidelsens Vej" i Jerusalems Gamle Bydel. Den samme vej som Jesus for 2000 år siden angiveligt selv skulle være gået på sin sidste skæbnesvangre vandring fra domfældelsen i den romerske Antoniafæstning lige udenfor Tempelpladsen til bakkerne udenfor bymuren, hvor romernes titusindvis af henrettelser af jøder - kriminelle, ballademagere, oprørere og formentlig også en masse uskyldige - foregik.
Det her er en alvorlig sag. At gå med korset ad samme rute som Jesus selv gjorde. Tættere kommer disse troende kristne pilgrimme næppe nogensinde deres frelser... i fysisk forstand i hvert fald.
* * *
En påske-historie fra Jerusalem ovre på min hjemmeside:
http://www.steffen-jensen.dk/dan/blogartikler/272--med-korset-ad-via-dolorosa/
JERUSALEM (15.04.2011): Hun bliver kaldt "regimets ansigt udadtil". I hvert fald er det almindeligt accepteret, at Boutheina Shaaban taler på den syriske præsident Bashar al-Assads vegne. Derfor lyttes der, når hun taler. Hun begyndte som oversætter for den tidligere præsident Hafez al-Assad, Bashar's far, blev derefter minister, og tituleres nu som medie- og politisk rådgiver for den syriske præsident.
Efter en flodbølge af uroligheder og opstande har skyllet hen over den arabiske verden, og det ene årtier lange diktatur efter det andet bukker under for folkelige krav om mere frihed og demokrati, var det naturligvis imødeset med store forventninger, da de syriske myndigheder efter begyndende uroligheder i Syrien inviterede til pressemøde med Boutheina Shaaban.
I starten kørte talskvinden naturligvis løs på sædvanlig "arabisk autopilot" med de forventelige udfald imod "fremmede, udenlandske kræfter", der trak i trådene og "uansvarlige medie-organisationer" som inspirerede til opstande, uro og undergravende virksomhed. Selvom den slags automatsnak, tåbelig som den er, kan være alvorlige og skadelige nok i sig selv, hvis der er nogen, der tror på det, så er den forventelig, og der er næsten ikke længere nogen, der tager det alvorligt. Det er ligesom et nødvendigt forspil, inden en arabisk leder eller officiel talsperson får sig talt varm, og når frem til det, det egentlig handler om..
Det der var interessant ved Boutheina Shaabans pressemøde var mere, at hun nok så diskret og underspillet også fik antydet, at præsidenten godt kunne forstå den utilfredshed, der ulmede i den syriske befolkning, og at der nu ville blive sat ind med reformer og lempelser. Blandt andet ville der blive løsnet op for Syriens undtagelseslovgivning og stramme censurlove og begrænsninger i pressefriheden.
Det var i det mindste en åbning.
Man burde naturligvis have fået en mistanke, da talskvinden påstod, at regimet præcist var i gang med gennemgribende reformer, som nu desværre måtte indstilles, fordi situationen pludselig var blevet så ustabil.
Hallo?!? Efter 11 år, hvor meget lidt er sket, skulle Bashar al-Assad-regimet tilfældigvis lige have været midt i en afgørende reformproces præcist på det tidspunkt hvor vreden og frustrationerne i landet nåede eksplosionspunktet? Måske et lidt for underligt sammentræf.
* * *
Læs mere ovre på min hjemmeside:
http://www.steffen-jensen.dk/dan/blogartikler/270--har-bashar-al-assad-forpasset-chancen-/
