Hej alle,

Efter nogle dage hvor jeg har mærket efter i kroppen, har jeg besluttet mig for at droppe at tage til Ironman Florida den første weekend i november, og i stedet stoppe sæsonen nu. Min venstre akillessene (jeg blev opereret i den højre i 2009) har gjort ondt siden Hawaii, og da jeg løb for første gang på den i tirsdag, blev det markant værre. Derfor giver det ikke mening at prøve at kæmpe noget igennem i Florida, og samlet set kan jeg mærke,at kroppen trænger til en lidt længere rolig periode.

Akillessenen har været lidt trykøm de seneste måneder, men det ikke generet mig før, når jeg har trænet og løbet. Jeg fik den scannet i august, og der var ikke rigtig noget at se på den, men den slags har det med at udvikle sig langsomt, og nu har selve konkurrencen på Hawaii forværret det en hel del. Den seneste uge er det ikke blevet bedre, selvom jeg ikke løb, og da jeg fik ondt af at løbe på den, er det en indikation af, at det ikke er hensigtsmæssigt at løbe.

Vil ikke gå halvt ind i en ironman

Jeg havde valget mellem at prøve at træne op mod Florida med minimal løbemængde og så håbe på det bedste i konkurrencen. Sådan noget havde jeg nok gjort inden et OL eller hvis det skete inden Hawaii. Men her er der en risiko for slet ikke at komme i mål, hvis jeg ikke tør gennemføre pga smerter, at jeg laver et enormt dårligt resultet, hvis jeg ikke kan løbe ordentligt, eller også risikerer jeg at forværre skaden betragteligt. Regnskabet i forhold til de positive ting ved at stille op går bare ikke op.

Incitamentet til at stille op var, at jeg så ville have gennemført den ironman jeg skal efter reglerne, så min kvalifikation (stort set, måske ville der mangle lidt point alt afhængig af resultatet) til Hawaii ville være i hus. Dermed ville jeg kunne planlægge 2012 mere frit, så jeg enten kunne køre en anden ironman eller helt undgå ironmandistancen inden Hawaii.

Rent mentalt er det også rart at få sluttet godt af, så ens sidste race ikke er en fuser, og det var min andenplads i Ironman Arizona sidste år, kun seks uger efter Hawaii, et glimrende eksempel på, men det skal ikke være på bekostning af en eventuel lang skadespause - det vil ikke gavne mig på nogen måde.

Hawaii-refleksioner:

Jeg har selvfølgelig brugt tiden siden Ironman Hawaii på at reflektere over, hvorfor jeg ikke præsterede som jeg havde håbet. I år var der kke noget der gik galt og jeg lavede ingen fejl, som de to sidste år har budt på.

Min konkurrence forløb efter planen, men kroppen kunne ikke præstere på det niveau, jeg ved den normalt kan. Jeg havde ingen uheld undervejs, lavede ingen fejl, jeg fik drukket og spist fuldstændig efter planen og udstyret fungerede som det skulle. Men af en eller anden grund havde kroppen ikke en af de bedste dage, og det er trist, at man lige på sådan en dag skal have en offdag.

Jeg havde egentlig en fin svømning, mit skifte var godt og jeg kom ud på cyklen som 3-4 stykker. Jeg sad hvor jeg skulle og kørte med feltet fra start, dog kunne jeg mærke, at jeg ikke havde så meget overskud som forventet. Der gik ikke længe før jeg kunne mærke små, lurende kramper i baglår og indadførere.

Det var på ingen måde som de kramper jeg oplevede i Abu Dhabi og Aarhus tidligere i år, men mere almindelige kramper som kom og gik gennem hele cykelturen. Det gik fint på de flade stykker, men kramperne satte sig ved accelerationer og 10-15 km før vendepunktet i Hawi satte de sig meget markant. Jeg måtte holde op med at træde nogle sekunder og det betød, at jeg måtte lade gruppen køre. Jeg sad derefter sammen med Frederik van Lierde og Pete Jacobs (den senere nummer 2) og vi kørte med en jævn fart som passede mig fint, men vi mistede tid til de forreste.

Dårlig dag på løbet

På løbet havde jeg ikke meget overskud, så jeg løb relativt defensivt de første 10-15 km, derefter faldt farten gradvist, og de sidste 10 km hjem gik virkelig langsomt.

Kramperne kan være noget salt/mineral ubalance, når kramperne satte sig så tidligt. Det har været et tema gennem sæsonen, så vi kigger nærmere på, hvad det kan være. Ellers må resultatet som nummer 14 nok primært tilskrives en dårlig dag inden for de rammer man nu har af gode og dårlige dage som professionel triatlet.

Der er ingen grund til at dvæle mere ved det. Jeg er selvfølgelig skuffet og lige efter konkurrencen har man følelsen af, at man ikke gider komme tilbage, når det er gået galt to gange i træk. Men omvendt var det med henblik på succes ved Ironman Hawaii, at jeg efter OL skiftede til langdistancerne, så selvfølgelig skal jeg tilbage og se, om jeg kan gøre det bedre næste år.

Bog udkommer den 9. november

Jeg er nu tilbage på Playitas indtil jeg drager mod Danmark for at promovere min bog, der udkommer den 9. november. Den hedder Udfordringen og er skrevet i dagbogsform fra skuffelsen på Hawaii sidste år frem til efter Ironman Hawaii i år. Jeg er i Danmark et par uger i den forbindelse. Den 12. november er jeg med på bogmessen i Forum og bliver interviewet på scenen, og man er velkommen til at komme forbi og hilse på.

Læs mere om bogen her.

Mange hilsner,Rasmus Henning

På vej mod Kona

Hej alle sammen,

Det er på tide med en blog om de seneste par konkurrencer, jeg har kørt, og så resulterede i en sejr i 70.3 Timberman samt en 5. plads i Des Moines' Hy-Vee non-draft OL-race - mit første på distancen internationalt siden OL i Beijing.

70.3 Timberman vandt jeg stort efter at være stukket af på cyklen. Selvom det var et 'must win' race for mig, så var det overraskende for mig, at afstanden blev så stor på cyklingen. Det var vigtigt for mig at teste ting af på cyklingen, hvilket har været et fokuspunkt gennem sæsonen - at finde et højt niveau på cykling. Til gengæld led jeg på løbet, men var så langt foran, at det ikke betød noget. En sikker og dejlig sejr på en super flot rute. Oplevelsen ved at køre race på en smuk rute er væsentlig bedre, når det er et rart sted at være, så det er klart, at man altid ser frem til de flotte og spændende ruter, når man skal i konkurrence.

Træning med Matt Dixon i San Francisco

Mens jeg var i USA mellem Timberman og Des Moines boede hos min nye træner Matt Dixon i San Francisco. Det var en rigtig god måde at få lært hinanden godt at kende på, og vi fik tid til at få snakket alle mulige detaljer igennem. Vi er meget på bølgelængde og vi er et godt match.

Jeg er meget imponeret af hans indsigt i emner hele vejen rundt om en atlet. Hans nøgleområde er træningen, men også udstyr, nutrition, mentalt mindset mv. har han nogle gode indgange til, og for mig som atlet sætter jeg stor pris på at have en person, der kan rumme alle de ting på én gang. Jeg har diverse specialister omkring mig, men det er rart at have ham at kunne vende det hele med.

Top-5 i Des Moines

I Des Moines fik jeg en godkendt 5. plads i min første, internationale konkurrence på OL-distancen i tre år. Heldigvis for mig som ironmantriatlet var cyklingen non-draft, så det var en fordel.

Vandet var så varmt, at det var svømning uden våddragt. Desværre var jeg ikke opmærksom på, at svømningen foregik efter USAT-regler frem for WTC, som jeg er vant til. Mange af de andre svømmede derfor med neoprendragter uden ærmer, mens jeg svømmede med en tekstildragt. Jeg burde have været opmærksom på det og undersøgt sagen, så på dette punkt må jeg også være selvkritisk. Det kom som en stor overraskelse for mig, at vi måtte svømme i neoprendragter, når det nu var et WTC-stævne, men på denne måde får man nogle gange en lille reminder om, at man skal tjekke op på sådanne ting, når man er i konkurrence.

Selvom jeg efter svømningen var et lille stykke efter de forreste var jeg i stand til at bevare roen og koncentrationen ud på de 40 km cykling. Jeg valgte at tage det som en udfordring, at jeg var længere bagud end forventet. Jeg fik da også kørt mig op fra en 22. plads til en 7. plads ud på løbet. Jeg nåede faktisk at tænke tanken, at det var ærgerligt, der ikke var et par omgange mere på cyklingen, fordi jeg lige var ved at komme i gang ved de 40 km.

På løbet kunne jeg godt mærke, at det var lang tid siden med den hurtige overgang fra cyklingen. Jeg kunne ikke løbe ud i 3:00-3:10/km fart som mange af de andre, så jeg mistede tid på første omgang. Men ellers følte jeg mig godt løbende da jeg kom i gang, og sluttede hæderligt af uden at tabe så meget til de øvrige.

Playitas frem til sommeren 2012

Nu er jeg på Playitas igen og er i gang med de sidste træningsuger her inden afrejse til Kona fredag den 23. september. Jeg mellemlander i San Francisco og er 3-4 dage hos Matt, inden jeg ankommer til Kona. Det er meget rart at bide rejsen over og tage lidt af tidszonerne, så man ikke kommer frem til Kona med 12 timers tidsforskel og en lang rejse i kroppen.

Mht. træningen så har svømningen været lidt i baggrunden på det seneste, så der lider jeg lidt i øjeblikket, så det skal jeg have rettet op på inden Ironman Hawaii.Vi har bestemt at blive boende her på Playitas frem til sommeren 2012, fordi ungerne klarer sig fint hernede, fordi jeg kan træne godt hernede om vinteren også og generelt trives Anita og ungerne. Emilie og Caroline er lige startet i skole igen, og de har været meget begejstrede for det, og det er jo rigtig rart som forælder, så vi er glade for beslutningen.

Jeg skriver igen inden den store dag!

Billedet er fra 5. pladsen i Des Moines. Foto: Paul Phillips, Competitive Image

Mange hilsner,

Rasmus Henning

11. april 2011

Hej allesammen,

Jeg har været på farten gennem lidt af USA siden min andenplads i en halv ironman (70.3 California) i lørdags (den 2/4). Først tog jeg med min værtsfamilie fra Ironman Arizona sidste november, familien Fern, fra Oceanside til Phoenix og siden til Texas torsdag, hvor jeg kørte endnu en halv ironman søndag.

En af de fede ting ved at være professionel triatlet er de personer, man møder på sin vej. Familien Fern var min værtsfamilie ved Ironman Arizona i november sidste år, og kørte op til Californien for at hjælpe mig i lørdags, hvilket jeg sætter rigtig stor pris på.

En anden ting jeg elsker ved pro-livet er muligheden for at møde mennesker fra andre kulturer. Jeg har altid været vant til muslimer i Danmark og været vant til andre traditioner og kulturelle forskelligheder og har lært at forholde mig og tage hensyn til det. Familien Fern er jøder, og selvom jeg har rejst meget i mit liv, har jeg aldrig lært den jødiske kultur at kende, og derfor har det også været kulturelt interessant for mig at bo hos dem.

I forhold til familien Fern er det primært omkring maden, at vi er forskellige, da de spiser koshermad - læs mere i linket her.

Det betyder blandt andet, at de ikke spiser svinekød, og da jeg var ude at handle med Stuart forleden, tog jeg en pakke skinke ned i indkøbsvognen, fordi jeg godt kan lidt skinke i en sandwich. Stuart spurgte pænt, om det ikke var bedre at tage en pakke kylling med, og det var det selvfølgelig, jeg havde bare ikke tænkt over det. En anden ting omkring kosher er, at man ikke må blande kød og mælkeprodukter sammen på hverken en tallerken eller i en ret, og det betyder også, at det skal opbevares adskilt.

Så der er særlige tallerker og bestik til de to ting, og det opbevaret i to forskellige skabe og familien har to opvaskemaskiner. Det er jo deres tradition, og det respekterer jeg fuldt ud - det giver bare nogle sjove og lærerige situationer indimellem, som jeg gerne ville dele med jer andre. Det er jo en gave at få lov til at lære fantastiske mennesker fra andre kulturer at kende, og det er en af de ting, som triatlonsporten er så god til.

Californien vel overstået

Perioden mellem Abu Dhabi og Californien har jeg reflekteret en del over. Det var et slag i hovedet at måtte udgå med (stadig) uforklarlige kramper. Det var det race i første halvdel af sæsonen, at jeg var mest sikker på ville passe mig godt, og var mest opsat på at vinde, fordi alle de gode var til start på en distance og i et klima, der passer mig godt. Samtidig har jeg i samtlige sæsoner, hvor jeg har været skadesfri, altid været rigtig god i første stævne i sæsonen, så det ramte hårdere end jeg havde troet, og jeg måtte kæmpe lidt med selvtilliden, da jeg kom tilbage til Playitas og skulle træne igen.

Det var rigtig vigtigt for mig at få lavet et godt resultat i 70.3 i Californien, og bare det at kunne mærke at jeg kunn være oppe blandt de bedste igen var godt, og det gør at jeg kan se mig selv som en kompetent atlet igen. Når man har en dårlig oplevelse handler det meget om ens selvforståelse og tit skal der ikke rettes så meget, før man er tilbage på sporet igen.

Jeg gjorde det rigtig godt under svømningen, var stærk på cyklen, hvor jeg ikke følte, at nogen kunne køre væk fra mig. Mit løb var godt, men der er stadig et stykke vej til en toppræstation på løbet ift hvad jeg ved, jeg kan præstere. Weiss og Schildknecht var begge godt med på løbet, og jeg plejer at kunne løbe mere fra dem, og Potts burde jeg også kunne løbe fra på en bedre dag, så der er flere ting der indikerer, at der er mere i mig.

Dobbelt op på podier

Men en 2. plads ved søndagens halve ironman (1,9 km svømning, 90 km cykling og 21,1 km løb) i Galveston, Texas, er jeg nu helt sikker på at være kvalificeret til årets største mål: Ironman Hawaii den 8. oktober.

Amerikaneren Chris Lieto (nummer 2 ved Ironman Hawaii 2009) vandt konkurrencen efter en super cykeltid på 2:02 for de 90 km, hvor han på løbet formåede at holde mig bag sig.

Det var helt optimalt i dag, og jeg lavede en god præstation. Jeg kunne ikke stille noget op mod Lieto i dag. Det var ventet, at han ville stikke afsted på cyklen, hvor jeg kæmpede bravt for at hænge på i en lille gruppe bagved. Det blev kørt stærkt i dag og det var hårdt til tider, men jeg stillede cyklen sammen med sidste års vinder Terrenzo Bozzone samt Ronnie Schildknecht og Michael Lovato, og vi havde Frederik Van Lierde (vinder i Abu Dhabi 2011) halvandet minut foran os, og Lieto helt i front med ca. 3 minutters forspring, da vi startede på løbet. Jeg kom ud af skiftezonen 10-15 sek efter Bozzone, da jeg tog strømper på, og kunne holde en jævn fart hele vejen.

Jeg hentede Bozzone og løb væk med det samme og så var spørgsmålet kun, om jeg kunne hente Lieto, der havde en kanon cykeltid i benene. Jeg troede, jeg kunne hente 3 minutter på ham, men han løb godt godt i dag. Jeg lå sikkert på andenpladsen mens Tim O'Donnell også løb hurtigt i dag og kom i mål halvandet minut efter mig.

Jeg er rigtig godt tilfreds med konkurrencen og følte mig mindst lige så godt tilpas som sidste uge, selvom jeg kun havde en uges restitution mellem de to race. Jeg er stadig ikke på 100 procent Rasmus Henning-niveau formmæssigt, og selvom jeg ikke tog en sejr i de to race, kører jeg nogle meget respektable og stabile resultater hjem og har dermed fået så mange point til min Hawaii-kvalifikation, at jeg nu er sikret min start til oktober.

Mange hilsner,

Rasmus Henning

Billede af Paul Phillips/Competitive Image

Efter en dejlig juleferie hjemme i Danmark (og sneen) returnerede hele familien til Playitas igen 2. januar, og det er perfekt vejr på 3. uge. Ingen regn, næsten ingen vind, få dage med skyer, og ellers flot solskin det meste af tiden. Det er køligt om morgenen (12-15 grader :-)) og bliver op til 25 grader om dagen.

Jeg får trænet godt for tiden, og der er faktisk mange af de store europæiske kanoner hernede på skift. Af langdistancedrengene er det Raelert-brødrene, Vanhoenacker, Bracht, Raphael, Hellriegel, Stadler, Kienle og Ospaly samt min mangeårige træningskammerat, Marko Albert, mens der af kortdistancegutter har været/eller kommer: Javier Gomez, Daniel Unger + flere tyskere og Rudi Wild.

Jeg har svømmet lidt med 'The Raelerts' og kulturen er, at man træner sammen, hvis det kan flettes ind i de personlige træningsskemaer. Det er dejligt, at der er så mange samlet, og det er inspirerende at være på samme sted. Jeg har mine egne planer, men hvis det passer ind, har jeg det generelt fint med at træne med de andre, men man skal passe på, det ikke bliver væddeløb. Jeg kører mine pas som jeg skal og hvis nogle vil med, så er det hyggeligt. Jeg træner mest med Marko Albert og det danske landshold, når de er her.

Sæsonplan for 2011

Min stævneplan bliver offentliggjort i sin helhed i løbet af ugen, men generelt for sæsonen er, at jeg ikke kører ironman før Hawaii 8. oktober.

Jeg vil efter sidste års oplevelse på Hawaii prøve at lægge et klarere fokus på Hawaii. Jeg er endnu mere motiveret af, at det ikke gik som planlagt sidste år, og selvom jeg ikke følte, at Challenge Roth-sejren i juli påvirkede min Hawaii-forberedelse negativt, kan man ikke udelukke, at det har haft en betydning både fysisk og mentalt.

Jeg har i år valgt at undgå den fulde iron-distance, og håber det det kan være en nøgle til succes. Så er jeg i hvert fald 101 procent frisk fysisk og klar på at hjemtage en stor succes.

Det har været svært at finde en grund til at det gik som det gjorde på Hawaii. Det er velkendt i elitesport - og specielt på Hawaii - at det ofte er nogen uden store sejre i sæsonen, der ender med at vinde. Frodeno i OL-året og Macca sidste år er gode eksempler. Det er naturligt, at man favoriserer dem, der gør det godt i månederne op til, men det er tit dem, der ikke har præsteret i sæsonen, der ender med at hive det ekstra frem på dagen.

Raelert havde presset - Macca havde intet pres

Dybest set handler det om, hvor vigtigt det er at vinde. Hawaii har siden 2009 været mit vigtigste race, og der skal ikke herske tvivl om, at jeg har været og er sulten efter sejren. Det er almindelig kendt, at man føler, man er sikret en godkendt sæson, hvis man har en stor sejr, som jeg havde i Roth i juli. Både ens egne og andres forventninger skrues op med øget stress og jag til følge - og det var sådan det var ved Hawaii 2010.

Det bør ikke være forskellen på succes og fiasko, men kan være det der gør, at man finder det ekstra frem og kan være en del af grunden til, at jeg kollapsede, da det gik skævt allerede fra starten af racet på Hawaii sidste år.

Man så det også ved IronWar 2 mellem Macca og Raelert om sejren. Andreas Raelert havde smadret feltet (og Macca) i Frankfurt, og Macca havde haft en efter hans standarder middelmådig sæson, så ingen troede på ham (jeg havde heller ikke selv Macca som en af favoritterne må jeg beklageligvis indrømme), mens Raelert havde både nationens pres samt mediernes pres, da han blev 3 i 2009.

Fokus på korte konkurrencer

Jeg vil i år frem mod Hawaii fokusere på de korte race, både de halve ironman og et par stykker endnu kortere, for at prøve at genfinde den fart og power som jeg havde med mig fra skiftet fra kortdistance, men som jeg har mistet en del af, og som er vigtig på Hawaii. Især pg.a den første time på cyklingen, hvor der bliver kørt meget stærkt, hvilket kroppen skal kunne håndtere. Det vil være meget tæt i afslutningen også - igen som vi så da Macca vandt, og jeg skal have mere eksplosivitet og temposkift tilbage i kroppen, når maratonløbet skal afgøres.

Det vil være både i træning og i stævner, hvor jeg i konkurrencerne kan bruge det direkte og måle på det.

Ny Shiv er klar på Playitas

Jeg har fået min nye Specialized Shiv, der er køreklar nu med Sram komponenter og Zipp-hjul. Den har været undervejs i en måned og stået tre uger i tolden i Spanien. Meget irriterende. Nu bliver den i Europa, mens jeg har min Shiv fra sidste år i USA (siden IM Arizona) og den bruger jeg ved de to 70.3 jeg skal køre dér (70.3 Oceanside 2. april og 70.3 Texas 10. april).

Der vil Specialized være til stede med deres support truck, så jeg har det optimale setup i de to race. Samtidig har vi et fedt mandskab på Specialized (både atleter og ansatte) og det er rart at jeg kan støtte op om Specialized og den gode gruppe af atleter, vi er.

Jeg havde besøg af to fysioterapeuter fra 4700fys i sidste uge, der lavede en masse EMG-test med mig (muskeltest, fik målt core-stabilitet, løb på løbebånd, hvordan arbejder ryg og mave mv.) Derfor er det også ærgerligt jeg ikke havde min TT-cykel da de var her, så vi kunne have testet på den også.

Vi nåede frem til, at jeg fremover laver de fleste af mine core/stabilitetsøvelser på bold. De rygproblemer, jeg har haft i mange år kunne godt hænge sammen med stabiliteten i min core, så jeg glæder mig til at se, hvordan det bliver de næste måneder.

Abu Dhabi er årets første race - stjernefelt til start

Ligesom sidste år, er årets første konkurrence Abu Dhabi International Triathlon med 3 km svømning, hele 200 km cykling og 20 km løb. Jeg blev 3'er sidste år efter Llanos og Bockel, og feltet er meget stærkt igen i år.

Udover mig selv og Martin Jensen kommer Eneko Llanos, Marino Van Hoenacker, Dirk Bockel, Timo Bracht, Faris Al-Sultan, Raynard Tissink og nok også Pete Jacobs. Det vil endnu engang være årets næststærkeste felt efter Hawaii, og jeg glæder mig.

Jeg var tilfreds med præstation sidste år, hvor jeg havde min nok bedste cykling i sæsonen, mens løbet var lidt under niveau. Jeg har haft langt bedre forberedelser i år med træningen på Playitas, og jeg kører mange lange ture i år inden Abu, hvis jeg ikke gjorde sidste år. Jeg bør være bedre rustet, og jeg plejer at være stærk tidligt på sæsonen.

Tjek også min fanside på Facebook her. Jeg håber du vil synes godt om den!

Mange gode træningshilsner fra

Rasmus Henning

Hej allesammen,

Min familie og jeg flyttede til træningsresortet Playitas på Fuerteventura 1. november, og vi skal være her et halvt år, mens vores nye hus bliver bygget i Hillerød. Der er flere grunde til dette valg, men udover det skønne vejr, der gør det mere fornøjeligt at træne i disse måneder, har vi som familie også prioriteret at få mere tid sammen, og den første måned er gået over al forventning.

Vi er super glade for det hernede. Ingen af os har savnet at være i Danmark endnu, og vi havde regnet med, at ungerne ville savne børnehave og venner, men indtil videre har de klaret det fint. Jeg kunne selv mærke, at jeg var glad for at jeg skulle hertil, og ikke Danmark, efter Ironman Arizona. Vi nyder det gode vejr, og jeg tror ikke jeg har haft lange bukser på siden jeg kom herned!

Vi har ikke samme stramme tidsplan som vi har haft derhjemme, da Anita ikke arbejder og ungerne ikke i institution. Så vi har kunnet stå op, når vi vågner og så lægge en plan for dagen. Pigerne har fået nogle gode legekammerater hos naboerne, der også bor her fast, og der har været mange vi kender hernede allerede.

Min gode ven Brian Dåsbjerg (verdensmester i militær femkamp) har været hernede med sin familie, og vi var 20 mand på terrassen og spise fødselsdagskage da han fyldte år, så vi har rigtig gode forhold hernede.

I gang med at lære spansk

Hvis jeg træner og Anita også har planer, kigger vores barnepige Tanja efter børnene, så vi er generelt godt dækket ind, når jeg skal begynde at træne meget igen (jeg har trænet et minimum efter Arizona).

Pigerne starter nok i skole snart, da der er skolepligt hernede fra man er 5 år, men det hele er på spansk, og selvom børn lærer sprog hurtigt, så kræver det nok at os forældre er med, indtil de får lært at forstå og bruge spansk, ellers kan det hurtigt blive kompliceret. Når først de er trygge ved Playitas og at bo hernede, så kommer det andet nok hurtigt.

Anita og jeg er startet på spansk, hvor vi har en privat underviser en aften om ugen i to timer, hvor vi laver øvelser, snakker spansk og får lektier for. Jeg prøver selv at bruge det så meget jeg kan med personalet, og jeg kan snart nok til, at jeg kan formulere en del sætninger.

Jeg kan dog ikke forstå det så meget endnu, men læreren taler kun spansk, så vi skal nok hurtigt få det lært, og så bliver spansk mit 6. sprog efter dansk, engelsk, svensk, tysk og fransk.

Team Saxobank-Sungard er hernede i øjeblikket på deres to ugers træningslejr, og jeg har fået snakket lidt med danskerne på holdet, blandt andre Brian Vandborg, der er kommet til for nylig, og som jeg ikke har mødt før.

Han er meget sympatisk og han er meget interesseret i triatlon og vil nok gerne prøve kræfter med en jernmand på et tidspunkt.

Oversvømmelser klaret med fælles hjælp

Sidst i november blev Fuerteventura og Playitas ramt af en voldsomt uvejr, der gav store oversvømmelser flere steder på resortet. Et par lejligheder blev helt smadret med væltede køleskabe og møbler, da et dige blev brudt og vandet løb igennem.

Også OL-poolen, fitnesscentret, et par barer og restauranter og receptionen blev ramt, mens vi selv slap for de store skader oppe på hotellet.

De der boede i blok 7 har haft en grim oplevelse og blev evakueret fra deres oversvømmede lejligheder, men for de fleste var det ikke truende for helbred og vores ting og worst case - så får man lidt mindre ud af ferien.

Personalet var jo helt uden skyld i oversvømmelserne og ville stå med et kæmpe oprydningsarbejde alene, men morgenen efter stod stort set alle gæsterne på resortet og hjalp med at få vandet væk ved hjælp af mopper og gulvskrubber. Det var rart at mærke solidariteten og samhørigheden mellem personale og gæster i dagene efter, hvor mange gæster hjalp med oprydningen og med at få tingene tilbage til normalen så hurtigt som muligt, som jo var i alles interesse.

Forældre var i gang i børneklubben, og vi hjalp alle til, selv vores piger på 3 og 5 år var i gang med små strandskovle og skovlede stier rene. Når der kommer noget som det her, som er så meget over the top, binder det folk mere sammen, når man er fælles om oplevelsen, og det endte egentlig med at blive en meget god øvelse i at hjælpe hinanden og lære hinanden at kende på tværs af nationaliteter og personale og gæster.

Jeg hjalp til sportsbaren, poolbaren og fitnesscentret, og hvis man skal se positivt på det, betød det, at jeg fik lært personalet bedre at kende.

Bortset fra at OL-poolens pumpe blev ødelagt og at den har stået tom indtil de får en ny, er alt oppe at køre igen. Alle gjorde en indsats, oprydningen var godt organiseret, og tingene blev gjort i fornuftig rækkefølge.

Ironman Arizona gik optimalt

Jeg blev jo nummer to i Ironman Arizona i tiden 8:10:58. Svømning 47:58, cykling (inkl. 4 min tidsstraf) 4:30:35, maraton 2:48:35. Jeg var knap 4 minutter efter Timo Bracht, der blev nummer 6 på Hawaii i år. Arizona var kun knap seks uger efter Hawaii, og det forløb fuldstændig efter bogen, bortset fra tidsstraffen.

På svømningen kom jeg som ventet afsted med Matt Reed plus et par andre uden mulighed for samlet sejr. Jeg havde besluttet at give den gas fra starten og fik det splittet, så vi kun lå 5-6 sammen, og det var helt perfekt.

Ud på cyklingen havde vi fået 3,5-5 min til Bracht, Rapp og Lieto,og det var et rigtig fint forspring, og mere end på Hawaii. Nok noget tilsvarende til Roth, hvor jeg kom afsted med Jacobs og Llanos. Jeg havde håbet på det, men troede måske mere kun på 2-3 minutters forspring, så det var som det skulle være.

Ud på cyklingen kørte Matt Reed og Everett - efter min mening - en tand for hurtigt de første 20-30 km. Jeg havde fordel af at ligge 10 meter bag dem og skulle ikke tage føringer, så jeg fik en relativt nem rejse rundt på cyklingen. Vi holdt afstanden til de jagende på de første 30 km, og så faldt farten, så det passede bedre til IM pace. Jeg tror, de blev lidt ivrige da det var begges første ironman.

På et tidspunkt faldt farten lidt rigeligt, og jeg kørte frem i front, så de bagved liggende skulle arbejde for at hente os. Lieto, Rapp og Bracht kom op efter 100 km, og selvom de så satte tempoet og Reed og Everett faldt af, hang jeg fint på og kom ikke ud af min comfort zone. Da de kom op skulle jeg bare ind bagved, da jeg gik ud fra, at jeg kunne klare dem på løbet, når jeg var godt cyklende.

Rapp var tilbage i første race efter sit alvorlige uheld i marts og ville gerne føre hele vejen, da han ikke ville kunne løbe fra Timo og mig.

4 minutters straf for drafting

En anden fordel for Rapp var, at han ikke ville komme så meget i problemer med drafting, når vi kørte tre 60 km loops og derfor skulle ligge og overhale age groupere på anden- og tredjeturen.

For det ER altså svært at ligge og holde positionen konstant, når vi cykler på én vejbane i hver retning, og med 2.500 atleter på en 60 km strækning. Vi overhalede hele tiden og skulle ligge og undvige plus tage hensyn til motorcykler med kameraer og dommere.

Ingen af os førende vil drafte med vilje, men når der er så meget trafik, så kan man hurtigt komme ind i draftzonen utilsigtet, hvis den forankørende sætter sig op på cyklen eller drikker, for så tages farten af og man bliver suget tæt på. Og så kan det være, at man ikke når at falde tilbage, selvom jeg synes vi alle sammen lå og prøvede at undgå det.

Det er meget uheldigt at jeg fik en straf, men det sker når ruterne er sådan her og man ligger flere sammen. Jeg fik straffen med 20 km igen, så jeg kunne første stoppe lige inden skiftezonen. Da det skete troede jeg ikke det ville være kritisk, for de andre havde arbejdet meget for at nå op på cyklen, og med den gode cykling jeg havde, troede jeg godt jeg kunne løbe 4 min fra dem, og derfor brugte jeg tiden til at strække ben og ryg og gøre mig klar til løbet.

Mange gode løbepræstationer

Timo løb bare rigtig godt, og det kan sagtens være han havde slået mig selvom jeg ikke fik den 4 min straf.

Jeg løb rigtig fornuftigt - Det var en fed rute med mange sving, og det føltes ikke så langt, fordi der hele tiden skete noget. Det blæste dog meget og der kom en del regn, der slog ind mod en på løbet.

Jeg løb 2:48 og var godt tilfreds med løbepræstationen med baggrund i formen og med de mentale udfordringer jeg har haft siden Hawaii, og hvor jeg var parat til at droppe det 14 dage inden racet, fordi det virkede uoverskueligt.

Derfor synes jeg, at jeg lavede en virkelig god præstation, og faktisk var den tæt på at være lige så helstøbt som i Roth, hvis jeg ikke havde fået tidsstraffen. Var jeg i absolut topform og var vejret var som i Roth, er det klart en sub 8 timer rute. Rekorden i Arizona var 8:13 før, og alle i top-3 kom under. Alene vejret skal nok være de 7 minutter, som Timo manglede for at nå under 8 timer.

Tom Lowe var den store overraskelse med en 3. plads, og jeg havde faktisk ikke set ham som andet end Chrissies kæreste før Arizona. Det var hans ironmandebut og han kørte 8:11, så det er en jeg vil holde øje med i fremtiden.

Han kom forbi mig på løbet, men der lå jeg fint på min pace og jeg fokuserede på mig selv, og hentede ham også igen og løb væk fra ham. Men det var ikke let, og jeg løb hvad jeg kunne til målstregen, hvor han lå og pressede mig 20-30 sekunder bagude de sidste km.

Jeg nåede mit mål om at slutte året med en god præstation, jeg fik givet nok point til at have sikret mig kvalifikation til Hawaii næste år, og fik vist, at jeg kan køre en god ironman.

De bedste hilsner,

Rasmus Henning

Hej med jer,

Her er sidste update inden jeg skal køre Ironman hawaii i morgen lørdag 18.30 dansk tid.

Jeg er klar til at kæmpe med om sejren i Ironman Hawaii lørdag - mit helt store mål og drøm. Træningsmæssigt har det kørt meget ideelt for mig. Modsat sidste år har jeg kunnet følge planen fuldstændig de sidste mange uger uden forstyrrelse. Min cykling har haltet lidt og ikke kørt optimalt, men efter min behandler Bjørn har haft fat i mig, og rettet småting i min ryg og bækkenområde, er det begyndt at gå i den rigtige retning, og jeg er ikke i tvivl om, at cyklingen nok skal sidde der på lørdag. Min svømning og løb sidder hvor det skal. Jeg føler, at jeg er mindst lige så godt forberedt som før jeg kom til skade sidste år, men med den vigtige forskel, at jeg har kunne træne hele vejen frem til stævnet i år.

Stærkeste felt nogensinde

Alle de store stjerner stiller til start, og feltet i år er bredt anerkendt som et af de stærkeste nogensinde - måske endda det allerstærkeste. Mesteren de seneste to år, Craig Alexander fra Australien. Vinderen fra 2007, Chris 'Macca' McCormack, Australien. Sidste års nummer to, amerikanske Chris Lieto og den farlige gruppe af europæere med mig selv og europamesteren på ironman og sidste års nummer 3, Andreas Raelert fra Tyskland i spidsen sammen med toeren fra 2008, Eneko Llanos fra Spanien, tyske Timo Bracht (nummer 6 i 2009) og Dirk Bockel fra Luxemborg (nummer 7 i 2009).

Jeg har været på Hawaii i knap 14 dage nu og er stødt på sine konkurrenter ude på ruten. Nogle har endda trænet med min lille træningsgruppe, der tæller den anden danske proherre i feltet, Martin Jensen, samt Dirk Bockel og et par andre. Vi har lidt tilfældigt mødt nogle af konkurrenterne ved svømmestarten. Den ene dag ved løbetræningen havde Dirk snakket med Macca og Terenzo Bozzone (NZL) om de ville træne med, og det har været fint nok. På løb og svømning har de ikke kunne følge med os på vores programmer, og det koster nok mentalt for dem, mens det kan give os et boost. Den seneste uge har vi dog holdt os sammen i vores lille gruppe og så kun haft nogle danske age groupere med indover træningen.

Alle holder pokerfjæset

Jeg har haft mulighed for at kigge konkurrenterne lidt ud, men alle holder kortene tæt ind til kroppen og vil ikke vise deres sande form og potentiale. Andreas Raelert så vi første gang hernede lidt sent, da han har været i Florida og træne. Jeg har også set Crowie og snakket lidt med dem begge. Alle konkurrenterne ser godt ud og alle virke fitte, og der er ingen af dem, hvor jeg har tænkt, at det aldrig kan blive til noget, så jeg forventer, at alle er på deres højeste niveau, så det bliver en spændende konkurrence. Samtidig har jeg har heller ikke set nogen, der har set skræmmende ud, men igen - alle løber rundt hernede iført deres bedste pokerfjæs.

Lever fint med forventninger

Jeg kan godt mærke, at mange forventer sig meget af mig i år, og det gør jeg også selv. Men jeg kan også mærke hernede, at der er mere pres på flere andre. Jeg er rimelig cool med det, for jeg vil gerne være en favorit, for jeg drømmer jo om at vinde racet. Og så er det svært ikke at være favorit, hvis man går efter at vinde. Jeg glæder mig til at komme ud at vise, at jeg kan det, som både jeg og andre forventer, at jeg kan.

Dybest set er jeg ikke bange for at gå ud på løbet med de andre. Jeg vil have det udmærket med at gå ud på løbet med Chris Lieto omkring fem minutter foran efter cyklingen, for han er den stærkeste i feltet på cyklen, men ikke lige så god på løbet. Det vil være fedt, hvis Crowie er nogle minutter bagud efter cyklingen, for selvom han virker komplet, er det nok på cyklen han er svagest, mens han løber rigtig godt. Raelert er sværere at have med at gøre, og han vil måske angribe på cyklen, hvor han på sine bedste dage nok er stærkere end mig. Han cyklede ultrahurtigt, da han vandt i Franfurt i år, og worst case er, at han har nogle minutter på mig efter cyklingen, for så kan det godt blive lidt farligt. Det er dog langt fra sikkert det sker, og han løb da også 14 minutter langsommere i Frankfurt end jeg gjorde i Roth kort efter.

De største konkurrenter til sejren og podiet

Raelert og Alexander i første lag - kampen om sejren.2. lag - podie contenders: Macca, Marino van Hoenacker (Belgien og satte 4. hurtigste ironmantid nogensinde i Østrig i år), Lieto, Bockel, Bracht, Llanos.

Jeg håber, at den anden dansker, Martin Jensen (VM-bronze på langdistance 2008 og 2009, EM-sølv på lang 2010 og 2. plads i Ironman Louisville 29. august), kommer op fra svømningen sammen med mig og kan sidde på cyklen sammen med mig. Han skal ikke arbejde for mig, men det er rart at sidde med nogen man har et loyalitetsforhold til, da det giver tryghed at have dem tæt på. Jeg håber, det vil gå ham godt, og at han kan komme ind blandt de 10-20 bedste, hvis han pacer den på cyklingen og kan komme i mål på løbet uden at gå ned, selvom det er hans debut herovre og han har en ironman under 6 uger tidligere i benene.

Min hustru Anita er kommet herned, og det er rigtig dejligt. De sidste dage går med at slappe af og lade mentalt op. Jeg håber alle der følger med, får et godt race at se, og at der for første gang nogensinde kommer en dansk vinder!

Se al info om Ironman Hawaii, konkurrenterne og hvor man kan følge racet live på min Facebookfanside (se pressemeddelelse).


Mange hilsner,

Rasmus Henning

Hård ironmantræning på Playitas

Hej alle sammen,

Jeg er pt. på træningslejr på Playitas, Fuerteventura, hvor jeg har selskab af en gruppe atleter, der skal køre ironmanstævnet Challenge Copenhagen den 15. august, bl.a. mine holdkammerater i Sigma Tri Nordsjælland, Ulrik og Andreas Schaarup, der skal køre stafet sammen med mig til Challenge (jeg svømmer, Ulrik cykler og Andreas løber maraton. Hvis alt går vel, håber vi at kunne nå ned omkring Luc van Lierdes verdensrekord på ironman på 7:50:29 fra 1997). Den tidligere professionelle cykelrytter Rolf Sørensen og tidligere prof. golfspiller Steen Tinning er også med. Jeg har fulgt de to i deres ironman-kamp, og det har været spændende at følge deres udvikling.

Et filmhold har fulgt Rolf og Steen, og vi har filmet og lavet interviews hernede i forbindelse med formopbygningen frem mod Challenge. Det går godt med Rolf og Steen. Rolf virker meget ovenpå nu - både mentalt og fysisk, hvor hans svømning og løb ser lovende ud. Steen har haft en svær periode med lidt overtræning, men det virker som om han er kommet ovenpå igen. Den her træningslejr har været god for dem, da de har kunnet fokusere udelukkende på træningen.

Hans Nilsson, en ung og lovende fyr på langdistance, er også med, og ham cyklede jeg med tirsdag. De unge talenter fra udviklingsholdet som jeg står i spidsen for - Team Specialized - Andreas Schilling og Thomas Strange var også med, og pressede mig i svømmetræningen.

Træning i fremgang

Det er rart at få trænet meget, og der er fremgang at spore oven på et svært forår, hvor jeg har haft problemer med ryg/hofte/bækken, og hvor jeg ikke har opnået de ønskede resultater. Løbet er oppe på et fornuftigt niveau, cyklingen går hele tiden fremad og jeg er stabil i svømningen.

Det er nu, jeg lægger en meget hård træningsblok frem mod Ironman Roth den 18. juli. Roth er primært opbygning frem mod Hawaii, der er det altoverskyggende mål - og jeg håber at få et resultat, der er godkendt. Det er ikke sikkert jeg vinder eller kommer på podiet, men det bliver godt at få et race og en konkurrence mod de allerbedste, inden det går løs på Hawaii til efteråret.

Nederst har jeg skrevet min træning i denne uge på Playitas ind.

Trips4tri er godt i gang

Jeg har også brugt tiden på Playitas på at få flere ting på plads til den kommende vinter, hvor jeg flytter herned med familien. Jeg er ved at få godt gang i mit nye firma www.trips4tri.com, og hver gang jeg kommer herned, bliver jeg mere og mere begejstret for resortet. Jeg har en god fornemmelse med hensyn til firmaet og de camps, vi skal arrangere, og jeg tror det bliver en stor succes.

DM på OL-distancen

På søndag skal jeg køre DM på OL-distancen i Guldborgsund. Jens Toft må være den store favorit på hans primære distance efter sejren i DM sprint den 6. juni. Jeg ligger så meget i den tunge ironmantræning nu, at jeg ikke kan forvente at levere et super resultat på OL-distancen på linie med det jeg ellers har præsteret tidligere. Jeg kommer til at kæmpe for en god placering, men har også en målsætning i vinde holdguld med Sigma Tri Nordsjælland sammen med Rasmus Petræus og Jacob Petersen-Bach.Jeg er trænet i bund oven på en uge hernede, så jeg kan ikke forvente at være super frisk på dagen.

Min Specialized Shiv enkeltstartscykel er ankommet til Heino Cykler, og jeg glæder mig som et lille barn til at komme ud og cykle på den om nogle få dage. Jeg har indtil videre i år kørt på Transition modellen.

Træning på Playitas:

Ankom klokken 13 torsdag:3 km svømning og 1 time og 40 min løb.

Fredag:6 timer cykling inkl. halvanden time i ironmanpace til sidst. Dernæst 30 minutter kombiløb og 4 km svømning om eftermiddagen/aftenen

Lørdag:To timers rolig cykling. Styrketræning. Eftermiddag: 5 km hård svømning og 75 minutter løb (4:20 pr km)

Søndag:6 timer cykling inkl. halvanden time i ironmanpace til sidst. Kombiløb 50 min. i 3:50/km.

Mandag:Hviledag. Halvanden times cykling, rul. 5 km svømning i åbent vand. Styrketræning.

Tirsdag:5 timer cykling inkl. 1 time i ironmanpace til sidst. Kombiløb 45 min med 3:35/km. 4 km svømning eftermiddag/aften.

Onsdag:5 timers cykling, jævnt tempo. Roligt løb - en time i 4:15/km. 5 km hård svømning, åbent vand.

Torsdag:Hjemrejse kl 9. 1 times morgensvømning.

Mange hilsner,Rasmus Henning

Hej allesammen,

Jeg har lige været to uger på Playitas, Fuerteventura, hvor jeg rejste hen lige efter min 3. plads ved Ironman 70.3 i Californien. Det var en træningslejr sammen med landsholdet og med fokus på intensiteten, så der har været masser af hård træning.

Et eksempel på en dag med hård træning i alle tre discipliner:

Morgen: Svømmede 3 km i bassin med en endurance-serie, hvorefter vi tog våddragter på og svømmede ca. 2 km i havet med massestarter og hurtige omgange. Det er et meget intensivt svømmepas, og vi svømmede halvanden time i alt.

Derefter cyklede vi kl 11. Det var en rundstrækning på 5,7 km, som vi kørte igennem 4 gange med 5 min rul mellem hver omgang. De tre første som enkeltstart og den sidste som parløb med Martin Jensen. Jeg kørte på 95 procent på de første tre første omgange og den sidste var flat out til der ikke var mere. Der fik jeg en fornemmelse af, hvordan det må være at sidde på hjul af Fabian Cancellara på en holdtidskørsel. På den sidste blev der givet bundgas, når man var i front, og så skulle jeg anstrenge mig for at sidde på hjul.

Senere på dagen var der intervalløb:

Udover opvarmning og afjog bagefter løb vi 5 x 1.000 meter intervaller med 2 min jog imellem. Jeg løb mellem 3.05 og 3.10 pr. km, og det er mere intensiv løbetræning, end jeg har haft siden forløbet op mod OL. Det er godt at have lavet noget, hvor jeg har presset systemet lidt mere, men jeg har samtidig kunnet mærke lidt problemer med hoften de sidste dage og især efter jeg kom hjem.

Min behandler Bjørn Dan Andersen har fulgt mig i flere år og været med når jeg har været til konkurrencer, og jeg har pga meget rejseaktivitet på det sidste ikke været hos ham længe. Jeg var til behandling i går, og der var en del at rette op på i kroppen, sagde han. Nu får jeg i alt tre behandlinger hos ham, inden jeg rejser til USA på onsdag for at konkurrere først ved St. Anthony's, som er en konkurrence på OL-distancen, men med cykling hvor man ikke må sidde på hjul, og så ugen efter er der halv ironman igen, når jeg skal køre Wildflower 70.3:

25. april: St. Anthony's, non-draft OL-distance, Florida

2. maj: Wildflower 70.3, halv ironman

Martin Jensen i forrygende form

Jeg boede på værelse med Martin Jensen de to uger på Playitas og trænede meget med ham. Jeg er meget imponeret af hans nuværende niveau. Han har længe været på højt niveau på svømning og cykling, og nu er løbet også kommet med.

Han har endnu ikke slået mig i konkurrence, men jeg vil ikke blive overrasket, hvis han får mig i år, for lige nu er han rigtig godt kørende, og med hans nuværende form kan han godt kan blive en trussel for mig. Jeg mener stadig, at mit topniveau er højere end hans, men når jeg ikke er i topform mens han er, kan han blive en trussel for mig. Han skal også køre St. Anthony's og Wildflower samt DM i sprint i juni sammen med mig.

Udviklingsteam havde perfekt træningslejr

Jeg står i spidsen for et udviklingsteam under Dansk Triathlon Forbund, hvor jeg er udviklingskonsulent. Det hedder Team Specialized og de unge talenter var med på træningslejren den første uge.

Det var en meget vellykket træningslejr, og det var fedt for mig at se dem i mere udfordrende træning og se hvordan de reagerer og responderer på træningen, når man presser dem i en uge i træk. De præsterede rigtig godt og det var positivt at se hvordan de trænede, specielt på cyklingen, hvor jeg ikke havde så meget kendskab til deres evner, bl.a. fordi vi ikke har kunnet cykle udendørs på vinterens hjemlige træningssamlinger.

Jeg er rigtig godt tilfreds med den kultur vi har skabt i gruppen. Ingen var negative eller brokkede sig over, at det var hårdt. De var selvfølgelig trætte, men de tog det med oprejst pande og holdt humøret højt, og det var dejligt at se, når man træner så intenst i så mange dage og bor fire sammen på et lille værelse. Men de var super gode og det tegner rigtig godt.

Meningen er at det skal være en fødekæde til landsholdet og give bedre muligheder for de bedste talenter vi har i Danmark, og dermed få dem motiveret og udviklet hen imod kommende landsholdsfolk og internationale stjerner. Det er sindssygt spændende at arbejde med talenterne og jeg nyder det.

Ærgerlig dopingsag i dansk triatlon

I påsken kom det frem, at triatleten Bjarne Møller havde taget epo før et ironmanstævne i Sydafrika. Det er en meget kedelig sag, der her rammer dansk triatlon, og jeg vil gerne understrege, at det ABSOLUT ikke er noget, som er acceptabelt i vores sport. Jeg er sikker på, at det er en meget enestående sag, og det var hans værelseskammerat, der opdagede hans dopingbrug og tvang ham til at gå til bekendelse, og det vidner om den kultur der er i triatlon: Doping og snyderi er bare ikke noget vi vil have i vores sport.

Hvis det var min værelseskammerat, der havde gjort det samme, ville jeg også tvinge ham til at melde sig selv. Det er en kedelig plet på dansk triatlon, men Bjarne Møller er ikke nogen stor atlet, og han har også tidligere lavet dumme ting. Så hvis det endelig skulle være nogen, så overrasker det mig ikke, at det er ham.

Specialized Concept Store åbner i dag

I dag fredag den 16. april skal jeg med til åbningen af en Specialized concept store på Åboulevarden, hvor der er et pressearrangement klokken 14. Der kommer to amerikanske professorer, dr. Roger Minkow og dr. Andy Pruitt, for at vise den specielle metode, som Specialized benytter til cykelindstilling, og jeg skal være testperson.

I morgen lørdag åbner butikken, der hedder Ride 4 Fun APS, og ligger på Åboulevarden 3, 1635 København V.

Mange hilsner,

Rasmus Henning

www.rasmushenning.com

Hej alle,

Jeg blev nummer 3 i Californien, som var min første konkurrence i karrieren på den halve ironmandistance (1,9 km svømning/90 km cykling/21,1 km løb). Vinderen blev verdensmesteren på distancen, tyske Michael Raelert, der vandt foran sidste års vinder, Matt Reed fra USA. Jeg havde en halvdårlig dag, hvor min cykling var decideret ringe, mens svømning og løb egentlig var ok.

Jeg havde fået at vide inden konkurrencen, at det normalt var ret koldt at konkurrere i Californien, og vandet var da også kun 15 grader. Det var ikke et problem og jeg kunne svømme med de bedste. Jeg havde netop fået en ny våddragt (Asix) fra min våddragtssponsor Blue Seventy, og selvom jeg ikke havde fået testet den, så føltes den rigtig god. Jeg var 10 sekunder fra fronten efter svømningen, men i skiftezonen havde jeg så kolde fingre, at jeg bøvlede en del med at få min hjelm på.

Offdag på cyklen

Jeg kom derfor ud på cyklingen og skulle kæmpe for at nå op til frontgruppen. Da jeg havde ligget på mellemhånd i lang tid, kom supercykelrytteren Andrew Yoder forbi og han trak mig med op til gruppen. Vi var lige nået op, men så rykkede han igennem på en kort, stejl bakke og splittede det hele ad, og så røg jeg af igen. Min cykling var mildest talt ringe. Jeg sad og rystede på cyklen de første 40-50 km, da luften kun var 10-12 grader, inden solen kom frem.

Det tog en time før tøjet var tørt, og jeg fik faktisk først varme i fødderne efter 2-3 km af løbedelen. Efter en time på cyklen fik jeg så nogenlunde varmen, men jeg havde ingen power og kunne ikke få pulsen op, og jeg havde generelt en ret sløj cykling. Mit halvmaraton var ikke super imponerende, selvom jeg løb 1:14:10 (3:30 i snit pr km), og faktisk løb hurtigere end både Raelert og Reed. Men jeg burde kunne løbe i hvert fald 1:11 på denne rute. Jeg holdt dog en fornuftig og stabil fart rundt og fik pacet den rigtig fint.

Abu Dhabi sad i benene

Jeg er rigtig godt tilfreds med resultatet, men ikke præstationen. Jeg havde håbet at gøre det bedre og løbe med om sejren, men når det ikke kørte bedre er jeg meget tilfreds med at blive nummer tre i et hårdt felt og på en dårlig dag. Det var lidt ventet, at jeg ville få det svært kun to uger efter Abu Dhabi. Jeg har været så muskulært udtrættet af de 200 km cykling, at det påvirkede mig på cyklingen.

Da løbedelen var 21 km, valgte jeg at tage mine lette kortdistance konkurrencesko på, som jeg også har brugt på OL-distancen, og jeg løb godt i dem og holdt teknikken fint. Raelert har trænet i Florida de sidste fire uger og var godt forberedt. Da han blev verdensmester i november smadrede han alle på løbet, mens han denne gang afgjorde det på cyklen. Han har vist fundet sin favoritdistance. Reed er en af de allerbedste i verden på non-draft OL-distance og halv ironman, så det endte med at blive et stærkt podie.

Jeg har været glad for at være i Californien, og der er dejligt i Oceanside, som ligger midt imellem San Diego og Los Angeles. Området er fyldt med små bakker, varieret terræn og stemningen er meget behagelig. Vejret er generelt også godt, selvom der er koldt om morgenen, inden solen kommer frem og varmer luften. Jeg er taget direkte til Playitas, hvor jeg skal træne med landsholdet de næste to uger. Jeg skal lige restituere lidt de første tre dage, før jeg går i gang med tungere træning. Jeg glæder mig meget til en blok med mere stabil og struktureret træning.

Mange hilsner,

Rasmus Henning


Top-3:

Michael Raelert, Tyskland: 3:58:27

Matt Reed, USA: 4:01:17

Rasmus Henning: 4:02:07


Resultater her

Foto: Eric Wynn