Hej alle,
Efter nogle dage hvor jeg har mærket efter i kroppen, har jeg besluttet mig for at droppe at tage til Ironman Florida den første weekend i november, og i stedet stoppe sæsonen nu. Min venstre akillessene (jeg blev opereret i den højre i 2009) har gjort ondt siden Hawaii, og da jeg løb for første gang på den i tirsdag, blev det markant værre. Derfor giver det ikke mening at prøve at kæmpe noget igennem i Florida, og samlet set kan jeg mærke,at kroppen trænger til en lidt længere rolig periode.
Akillessenen har været lidt trykøm de seneste måneder, men det ikke generet mig før, når jeg har trænet og løbet. Jeg fik den scannet i august, og der var ikke rigtig noget at se på den, men den slags har det med at udvikle sig langsomt, og nu har selve konkurrencen på Hawaii forværret det en hel del. Den seneste uge er det ikke blevet bedre, selvom jeg ikke løb, og da jeg fik ondt af at løbe på den, er det en indikation af, at det ikke er hensigtsmæssigt at løbe.
Vil ikke gå halvt ind i en ironman
Jeg havde valget mellem at prøve at træne op mod Florida med minimal løbemængde og så håbe på det bedste i konkurrencen. Sådan noget havde jeg nok gjort inden et OL eller hvis det skete inden Hawaii. Men her er der en risiko for slet ikke at komme i mål, hvis jeg ikke tør gennemføre pga smerter, at jeg laver et enormt dårligt resultet, hvis jeg ikke kan løbe ordentligt, eller også risikerer jeg at forværre skaden betragteligt. Regnskabet i forhold til de positive ting ved at stille op går bare ikke op.
Incitamentet til at stille op var, at jeg så ville have gennemført den ironman jeg skal efter reglerne, så min kvalifikation (stort set, måske ville der mangle lidt point alt afhængig af resultatet) til Hawaii ville være i hus. Dermed ville jeg kunne planlægge 2012 mere frit, så jeg enten kunne køre en anden ironman eller helt undgå ironmandistancen inden Hawaii.
Rent mentalt er det også rart at få sluttet godt af, så ens sidste race ikke er en fuser, og det var min andenplads i Ironman Arizona sidste år, kun seks uger efter Hawaii, et glimrende eksempel på, men det skal ikke være på bekostning af en eventuel lang skadespause - det vil ikke gavne mig på nogen måde.
Hawaii-refleksioner:
Jeg har selvfølgelig brugt tiden siden Ironman Hawaii på at reflektere over, hvorfor jeg ikke præsterede som jeg havde håbet. I år var der kke noget der gik galt og jeg lavede ingen fejl, som de to sidste år har budt på.
Min konkurrence forløb efter planen, men kroppen kunne ikke præstere på det niveau, jeg ved den normalt kan. Jeg havde ingen uheld undervejs, lavede ingen fejl, jeg fik drukket og spist fuldstændig efter planen og udstyret fungerede som det skulle. Men af en eller anden grund havde kroppen ikke en af de bedste dage, og det er trist, at man lige på sådan en dag skal have en offdag.
Jeg havde egentlig en fin svømning, mit skifte var godt og jeg kom ud på cyklen som 3-4 stykker. Jeg sad hvor jeg skulle og kørte med feltet fra start, dog kunne jeg mærke, at jeg ikke havde så meget overskud som forventet. Der gik ikke længe før jeg kunne mærke små, lurende kramper i baglår og indadførere.
Det var på ingen måde som de kramper jeg oplevede i Abu Dhabi og Aarhus tidligere i år, men mere almindelige kramper som kom og gik gennem hele cykelturen. Det gik fint på de flade stykker, men kramperne satte sig ved accelerationer og 10-15 km før vendepunktet i Hawi satte de sig meget markant. Jeg måtte holde op med at træde nogle sekunder og det betød, at jeg måtte lade gruppen køre. Jeg sad derefter sammen med Frederik van Lierde og Pete Jacobs (den senere nummer 2) og vi kørte med en jævn fart som passede mig fint, men vi mistede tid til de forreste.
Dårlig dag på løbet
På løbet havde jeg ikke meget overskud, så jeg løb relativt defensivt de første 10-15 km, derefter faldt farten gradvist, og de sidste 10 km hjem gik virkelig langsomt.
Kramperne kan være noget salt/mineral ubalance, når kramperne satte sig så tidligt. Det har været et tema gennem sæsonen, så vi kigger nærmere på, hvad det kan være. Ellers må resultatet som nummer 14 nok primært tilskrives en dårlig dag inden for de rammer man nu har af gode og dårlige dage som professionel triatlet.
Der er ingen grund til at dvæle mere ved det. Jeg er selvfølgelig skuffet og lige efter konkurrencen har man følelsen af, at man ikke gider komme tilbage, når det er gået galt to gange i træk. Men omvendt var det med henblik på succes ved Ironman Hawaii, at jeg efter OL skiftede til langdistancerne, så selvfølgelig skal jeg tilbage og se, om jeg kan gøre det bedre næste år.
Bog udkommer den 9. november
Jeg er nu tilbage på Playitas indtil jeg drager mod Danmark for at promovere min bog, der udkommer den 9. november. Den hedder Udfordringen og er skrevet i dagbogsform fra skuffelsen på Hawaii sidste år frem til efter Ironman Hawaii i år. Jeg er i Danmark et par uger i den forbindelse. Den 12. november er jeg med på bogmessen i Forum og bliver interviewet på scenen, og man er velkommen til at komme forbi og hilse på.
Læs mere om bogen her.
Mange hilsner,Rasmus Henning
På vej mod Kona
Hej alle sammen,
Det er på tide med en blog om de seneste par konkurrencer, jeg har kørt, og så resulterede i en sejr i 70.3 Timberman samt en 5. plads i Des Moines' Hy-Vee non-draft OL-race - mit første på distancen internationalt siden OL i Beijing.
70.3 Timberman vandt jeg stort efter at være stukket af på cyklen. Selvom det var et 'must win' race for mig, så var det overraskende for mig, at afstanden blev så stor på cyklingen. Det var vigtigt for mig at teste ting af på cyklingen, hvilket har været et fokuspunkt gennem sæsonen - at finde et højt niveau på cykling. Til gengæld led jeg på løbet, men var så langt foran, at det ikke betød noget. En sikker og dejlig sejr på en super flot rute. Oplevelsen ved at køre race på en smuk rute er væsentlig bedre, når det er et rart sted at være, så det er klart, at man altid ser frem til de flotte og spændende ruter, når man skal i konkurrence.
Træning med Matt Dixon i San Francisco
Mens jeg var i USA mellem Timberman og Des Moines boede hos min nye træner Matt Dixon i San Francisco. Det var en rigtig god måde at få lært hinanden godt at kende på, og vi fik tid til at få snakket alle mulige detaljer igennem. Vi er meget på bølgelængde og vi er et godt match.
Jeg er meget imponeret af hans indsigt i emner hele vejen rundt om en atlet. Hans nøgleområde er træningen, men også udstyr, nutrition, mentalt mindset mv. har han nogle gode indgange til, og for mig som atlet sætter jeg stor pris på at have en person, der kan rumme alle de ting på én gang. Jeg har diverse specialister omkring mig, men det er rart at have ham at kunne vende det hele med.
Top-5 i Des Moines
I Des Moines fik jeg en godkendt 5. plads i min første, internationale konkurrence på OL-distancen i tre år. Heldigvis for mig som ironmantriatlet var cyklingen non-draft, så det var en fordel.
Vandet var så varmt, at det var svømning uden våddragt. Desværre var jeg ikke opmærksom på, at svømningen foregik efter USAT-regler frem for WTC, som jeg er vant til. Mange af de andre svømmede derfor med neoprendragter uden ærmer, mens jeg svømmede med en tekstildragt. Jeg burde have været opmærksom på det og undersøgt sagen, så på dette punkt må jeg også være selvkritisk. Det kom som en stor overraskelse for mig, at vi måtte svømme i neoprendragter, når det nu var et WTC-stævne, men på denne måde får man nogle gange en lille reminder om, at man skal tjekke op på sådanne ting, når man er i konkurrence.
Selvom jeg efter svømningen var et lille stykke efter de forreste var jeg i stand til at bevare roen og koncentrationen ud på de 40 km cykling. Jeg valgte at tage det som en udfordring, at jeg var længere bagud end forventet. Jeg fik da også kørt mig op fra en 22. plads til en 7. plads ud på løbet. Jeg nåede faktisk at tænke tanken, at det var ærgerligt, der ikke var et par omgange mere på cyklingen, fordi jeg lige var ved at komme i gang ved de 40 km.
På løbet kunne jeg godt mærke, at det var lang tid siden med den hurtige overgang fra cyklingen. Jeg kunne ikke løbe ud i 3:00-3:10/km fart som mange af de andre, så jeg mistede tid på første omgang. Men ellers følte jeg mig godt løbende da jeg kom i gang, og sluttede hæderligt af uden at tabe så meget til de øvrige.
Playitas frem til sommeren 2012
Nu er jeg på Playitas igen og er i gang med de sidste træningsuger her inden afrejse til Kona fredag den 23. september. Jeg mellemlander i San Francisco og er 3-4 dage hos Matt, inden jeg ankommer til Kona. Det er meget rart at bide rejsen over og tage lidt af tidszonerne, så man ikke kommer frem til Kona med 12 timers tidsforskel og en lang rejse i kroppen.
Mht. træningen så har svømningen været lidt i baggrunden på det seneste, så der lider jeg lidt i øjeblikket, så det skal jeg have rettet op på inden Ironman Hawaii.Vi har bestemt at blive boende her på Playitas frem til sommeren 2012, fordi ungerne klarer sig fint hernede, fordi jeg kan træne godt hernede om vinteren også og generelt trives Anita og ungerne. Emilie og Caroline er lige startet i skole igen, og de har været meget begejstrede for det, og det er jo rigtig rart som forælder, så vi er glade for beslutningen.
Jeg skriver igen inden den store dag!
Billedet er fra 5. pladsen i Des Moines. Foto: Paul Phillips, Competitive Image
Mange hilsner,
Rasmus Henning
Hej allesammen,
Efter min sejr ved Challenge Fuerteventura 30. april tog familien og jeg til Danmark, hvor vi har været siden begyndelsen af maj. Playitas holder lukket i halvanden måned, mens de foretager en del større renoveringer ogombygninger, og det ville de ikke gennemføre med gæster på resortet. Det gode er, at der kommer flere faciliteter, bl.a. en indendørs hal til boldspil og så bygger de en afvandingskanal, så er der ikke kommer skader ved store regnskyl som i november, hvor resortet blev oversvømmet.
Da de lukker både pool og fitnesscenter, og jeg ikke vil have nogle at træne med, besluttede vi et besøg i Danmark, hvor jeg skal køre race den 3. juli til Challenge Aarhus (1,9 km svøm/90 km cykling/21,1 km løb). Det er nu også et rart tidspunkt at skulle til Danmark og være, når der er dejlig sol og sommer her. Vi bliver i Danmark til og med stævnet i Aarhus den 3. juli, og så tager vi tilbage til Fuerteventura, når Playitas genåbner.
Da vi ikke nogen bolig i Danmark har vi boet nogle dage på skift hos forældrene, og nu bor vi mere fast hos nogle bekendte, inden vi rejser hjem til Playitas i juli.
Periode med nedsat træning efter hård april
De første tre uger af maj efter seneste race på den halve iron-distance har jeg trænet meget lidt. Dels fordi jeg var lidt slidt efter tre halve ironman i april, og når jeg skal være på toppen i oktober er det vigtigt med lidt down time i den her periode af året i stedet for at køre igennem, hvor det kan være svært at holde dampen oppe hele tiden.
Og dels for at give mit højre knæ en smule ro. Jeg havde været generet af lidt smerter i knæet gennem længere tid, og jeg fik scannet knæet, der viste at jeg havde lidt springerknæ i højre knæ. Knæet har haft godt af nogle uger med kraftigt nedsat træning, og så har jeg kunnet holde fokus på mere stabilitetstræning af knæet i perioden.
Træning frem mod Challenge Aarhus 3. juli
Som skrevet før var jeg lidt mørbanket i kroppen efter tre halve ironman på under en måned. Og med tre podiepladser (to top-2 og en sejr) blev der kørt igennem. Nu har kroppen fået ro, og de seneste to-tre uger har jeg fået kørt mængden op og er kommet ind i alle rutinerne igen. Sidste uge løb jeg fx en tur på 16-17 km med lidt under 4.00 i snit uden de mindste problemer. Jeg følte mig i bedre form og mere klar i kroppen end forventet. Formen forsvinder ikke så hurtigt, og når jeg så samtidig er blevet frisk i kroppen, kan jeg præstere rimeligt selvom jeg ikke har trænet særlig meget i nogle uger.
Man kan godt blive lidt ivrig, og jeg begyndte at kigge på om jeg skulle køre et halv ironmanstævne i Italien, da jeg havde en masse positive træningspas, så tingene kører fornuftigt, men friskheden var/er forsvundet lidt, og der er et stykke vej til topformen, men det er naturligt og ikke alarmerende, og det er også planen at den store formtop kommer i oktober til Ironman Hawaii.
Challenge Aarhus på den halve irondistance den 3. juli bliver et rigtig fedt race. Jeg stiller ikke op i Aarhus for at gå top-5 - jeg kører for at vinde. Træningsmængden bliver intensiveret de næste uger, så kroppen kommer helt op i gear igen, og så er jeg klar til at kæmpe om sejren i Aarhus, hvor der kommer mange stærke konkurrenter, bl.a. Martin Jensen.
Åben træning bliver en fed oplevelse
Jeg holder åben løbetræning på onsdag den 8. juni i Dyrehaven nord for København. Det begynder klokken 17.30 ved den røde port ved Fortunen. Se mere info på Facebook, hvor du også skal tilmelde dig, hvis du vil deltage i lodtrækningen om de gaver, mine sponsorer er kommet med.
Arrangementet er inspireret af Lance Armstrong, der flere gange har brugt Twitter til at annoncere åbne træningspas med dem, der følger ham. Det kunne være sjovt at prøve at lave det som en sjov gimmick ud af det og se, om man kan samle folk til en dag i sportens og træningens tegn. Selvom jeg udmærket er klar over, at jeg ikke har samme følge som Lance, vil jeg gerne vise, at triatlon er en åben sport, og at man sagtens kan træne sammen.
Vi konkurrerer jo alle mod hinanden på samme tid på samme sted, og jeg ser det som en god mulighed for at give tilbage til fans og andre interesserede. Jeg kan mærke, at mange følger mig og interesserer sig for mig og min sport, og dette er jeg dybt taknemmelig over.
Under og efter løbetræningen kan man spørge mig om triatlonrelaterede og konkurrencespecifikke råd frem mod de triatlonstævner man eventuelt skal køre i år.Jeg synes, det er super fedt, at sporten boomer i disse år og at folk vil prøve kræfter med tri. Jeg glæder mig til at se så mange som muligt på onsdag.
Da der også vil være lodtrækningspræmier fra nogle af mine sponsorer blandt de tilmeldte, er det vigtigt, at man husker tilmeldingen på Facebook. Vi løber en jævn fart på ca 4:30/km på den legendariske Eremitageløbsrute, som de fleste danskere kender. Den er 13,3 km lang, og de første 10 km løber vi samlet, hvorefter man de sidste 3,3 km kan give den gas, hvis man har lyst til det.
Min (maraton)kone Anita vil gerne tage en gruppe, der løber lidt langsommere, da jeg vil helst ikke vil ekskludere nogen fra arrangementet. Men jeg skal jo stadig træne og have noget ud af turen, og jeg har trods alt et vist løbeniveau efterhånden, hvorfor vi har valgt 4:30 tempoet, hvor mange nok vil kunne være med alligevel.
Anita tager en gruppe med på ca 8 km i et tempo omkring 5.30-5.45/km. Også her skal I melde jer til for at deltage i lodtrækningspræmierne.
Jeg glæder mig til at se jer!
Tjek i øvrigt min nye, fede hjemmeside ud!
Hilsner,Rasmus Henning
På billedet vinder jeg Challenge Fuerteventura den 30. april foran Martin Jensen og Stephen Bayliss.
« Forrige
1
23456...9Næste »
