En galeanstalt. Jeg kan ikke finde bedre ord for det netop overståede klimatopmøde. Ikke fordi, der var noget galt med deltagerne og deres holdninger. De havde nok deres grunde. Men hele set-uppet er forhåbentligt set for sidste gang.
Timelange køer for at komme ind. Så lange, at metrostationen Bella Center i perioder måtte lukke. FN tog ansvaret til sidst. Alt for mange var tilmeldt og skulle akkrediteres efter sikkerhedsgodkendelse for at komme ind.
Torsdag, da regeringecheferne begyndte at strømme til, blev journalister og fotografer nærmest lukket inde. FN tog ansvaret. Efter et par frustrerede morgentimer lykkedes det for det danske udenrigsministerium at få hævet den nye mur til de folkevalgte.
Sikkerheden i Bella Centret? Der skete ikke noget med nogen. Bortset fra Venezuelas chefforhandler, der selv valgte at skære sig i hånden i sit eget drama for at illustrere sin protest.
Torsdag i minutterne efter topmødeåbningen kunne jeg som reporter have klappet FN's generalsekretær på ryggen. Jeg førte en kort samtale med Al Gore om et interview. Som eneste reporter med kameramand blandt de mange hundrede lige der.
Ikke så stor en præstation, som det kunne lyde. Vi var bare gået derhen. Andre medier har næppe i deres vildeste fantasi kunnet tro, at det kunne lade sig gøre. Men det kunne det, som var det i Folketinget. Tak for det.
Fredag aften stod jeg derimod med fotograf sammen med flere hundrede andre og så først den franske præsident Sarkozy gå forbi. Nogle minutter efter Storbrittaniens Gordon Brown Så den tyske kansler Merkel med EU-toppen. Og sidst præsident Obama sammen med Lars Løkke. Alt i almindelig medievandvid og tumult med helbredet på spil, når mængden satte sig i bevægelse for at få det rigtige billede eller den kommentar, der aldrig faldt.
Jo, det bedste ord var en galeanstalt.
Sådan har Lars Løkke og Connie Hedegaard sikkert også følt det. Men da de skal leve videre i systemet, får vi dem aldrig til at sige det. Bevares, de lavede fodfejl. Især statsministeren.
De undervurderede kineserne og troede amerikanerne var det største problem. Og bragte sig i en position, hvor alle kunne være enige om, at danskerne med manglende mødeledelse var de største idioter.
Den såkaldte danske tekst var en katastrofe. Brokkehovederne havde nu noget at hænge sig i. Og det hjælp jo ikke, at Lars Løkke varslede en ny tekst. Først i den midterste weekend. Så mandag. Så tirsdag og så onsdag. Torsdag morgen sagde Connie Hedegaard, at nu kommer den. Og Lars Løkke havde den med i inderlommen. Men den kom aldrig.
Det største brokkehoved over dem alle var G-77 landenes chefforhandler Lumumba. Han havde strålende 14 dage i mediernes centrum. Personligt havde jeg lejlighed til at interviewe ,manden adskillige gange. Trciket var at tiltale ham "your excellency", så var der øjenkontakt.
Han nåede at sammenligne den europæiske holdning til Afrikas klimaproblemer med holocaust. Og havde sikkert andre udbrud, der i vores øjne gjorde ham til pauseklovn.
Men det var han så sandelig ikke. Undervurderet fra begyndelsen og klart på Kinas side.
Kineserne ville ikke. Obamas interesse var ligeledes til at overse. For ham var tidspunktet forkert. Sundredsreformens videre gang i Kongressen havde klart førsteprioritet af de indenlandske amerikanske slagsmål.
Lars Løkke var derfor chanceløs. Men han skulle måske have skjult det bedre.
Og klimaet? Svaret blæser i vinden.
Nu mødes de igen i Bonn og om et år i Mexico. God vind til Svenning og de andre af mine fortræffelige kolleger på TV2's udlandsredaktion. Selv håber jeg at kunne holde mig til den indenlandske andedam.
Der er de da heldigvis kun tossede en gang imellem.
Bedste hilsner Peter
Ugens store historie på Christiansborg er naturligvis det nu helt formelle samarbejde mellem Socialdemokraterne og SF. Mellem Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal.
De radikale er valgt fra. Forløbet har været i gang længe. Og nu praler parterne endda af, hvordan de radikale er vraget gennem en proces på mere end et år. I al hemmelighed. Margrethe Vestager skulle nødigt opdage noget, men lulles ind i tryghed under den faste ugentlige slapperas mellem hende og Helle Thorning på sidstnævntes kontor.
Margrethe Vestager føler sig givetvis svigtet, men spørger man socialdemokraterne, så er hun selv ude om det. Arrogant, bedrevidende er nogle af ordene. Hun må ændre attitude, er en anden sætning fra en ledende socialdemokrat, der rummer det samme. De radikale skal kende deres plads, når de kun har fem procent af stemmerne. Hvis det går højt.
Og lad det være sagt straks: Helle Thorning-Schmidt kan ikke blive statsminister uden et opgør med Margrethe Vestager. SR-aksen spillede fallit ved sidste valg og selv om krisen kradser, finansminister Claus Hjort Frederiksen sveder og statsminister Lars Løkke Rasmussen mest er sur og vrangvillig over for Christiansborg-journalisterne, så er der ikke et folkeligt oprør mod den metaltrætte regering. Helle Thorning-Schmidt bliver ikke pr. automatik båret ind i statsministeriet. Hun skal handle og det har hun gjort.
Men det er måden opgøret med Vestager har fundet sted på, der er gal. Helle og Villy har nemlig brug for at få Margrethe med på ministerholdet. Det er bedre for dem at have de radikale inde i teltet og pisse ud end det omvendte.
I stedet giver de nu vrangvlllige radikale alle de gode argumenter for at holde sig væk fra regeringen. Det kan godt være, at Margrethe savner magt, indflydelse og ministerbil fra taburetplaceringen, men selv hun må nu kunne forstå, at hun kun bliver tredje hjul på giggen, lyder det fra den radikale højrefløj.
Hånligt taler S-SF-rådgiverne om, at de radikale ikke har andre steder at gå hen. De radikale kan ikke andet end pege på Helle Thorning-Schmidt som statsminister og så er den ikke længere.
"Vil Margrethe da vælte Helle Thorning-Schmidt? Hvad er alternativet?", lyder argumentet med himmelvendte øjne over min vankundighed, når jeg spørger til, hvor klogt det er, at de ligefrem hænger de radikale ud.
Det er her, det naive kommer ind. Helle Thorning-Schmidt, Villy Søvndal og alle deres rådgivere har midt i al virakken de seneste dage afsløret, hvor vigtig det er med regeringsbærende erfaring fra tidligere også i opposition, når man lægger strategien. Foreløbig har de opført sig, som var det magtkamp i DSU.
Har de slet ikke tænkt på, at en regering Helle Thorning-Schmidt også skal føre politik? Som statsminister skal hun lede landet og det er noget mere ansvarsfuldt end at stå i spidsen for oppositionen, hvor alt det, der ikke bliver til noget, kan markedsføres som det mest populære.
De får næppe flertal alene uden de radikale. Og hvad så? Helle Thorning-Schmidt kan lave sit regeringsgrundlag med Villy, men det giver jo ikke flertal for skatteplanens vigtigste punkter uden forhandling - og den har de to jo sagt ikke kommer til at finde sted.
Altså må de banke de radikale på plads ved at true med valg. Sådan siger rådgiverne.
Men den form for politisk poker kan de radikale. Det ligger i partiets dna og hele historie. Tungen på vægtskålen og alt det der. Det lille midterparti har savnet det i ni år efter systemskiftet i 2001, som en narkoman efter suset fra sit junk. Nu kommer chancen og mulighederne for igen for at være mere vigtige end syv-otte mandaters numeriske vægt. Helle og Villy kommer til at true Margrethe længe. Hun lægger sig ikke sådan lige ned.
Hvordan tror de to, deres vælgerne vil reagere på det? En udsigt til et valg igen efter en måned på grund af ultimative krav? De vil blive sure på de radikale, javist, men samtidig vil Helle-Villy stå med en politisk krise, hvor kronen øjeblikkelig vil komme under pres. Hvor Nationalbanken sandsynligvis derfor må hæve renten både en, to og tre gange og diverse økomiske eksperter alee af den grund vil tale om flere arbejdsløse i titusindvis, fordi Helle ikke regerer, men spiller magtspil.
Medierne vil massivt vende sig mod Helle og Villy i den situation. Deres egne vil vakle og valgtruslen opløse sig som skrigeri uden vilje. Man spørger bare ikke vælgerne igen efter en måned.
Helle og Villy kommer til at forhandle efter valget, hvis de radikale spiller videre, som de er begyndt. Også selv om der som nævnt også er magtkamp og vaklen i det parti, men Helle og Villy kan ikke satse på, at det vil ende med radikal accept af at være stemmekvæg.
Som led i det hele er Helle begyndt at fable om samarbejde med Dansk Folkeparti. Som om, at Pia Kjærsgaard vil tage sig mindre betalt end Margrethe Vestager. Og som om Dansk Folkeparti vil hjælpe Helle Thorning-Schmidt til at blive på statsministerposten, hvis hendes regering kommer i knibe.
Et eller andet sted må vrøvlet holde op. Måske ved de det godt selv, de to. Så tager jeg det med det naive i mig igen. Men så går Helle og Villy til valg på en løgn.
Mit bud i dag er derfor, at Margrethe "får noget" i løbet af de to år, der stadig er til næste valg. Helle og Villy har på papiret fem milliarder i overvægt - merfinansiering - i deres skatteplan. Økonomerne vil kalde det papirpenge, men det er nok til, at de radikale kan få hævet topskattegrænsen med 10.-20.000 kroner. Så kan Johanne Schmidt-Nielsen og de måske også nødvendige mandater fra Enhedslisten få til dem på overførselsindkomst, så man kan hævde balancen er i orden.
Til gengæld er der så en del af S-SF rådgiverne, der må "glemme" nogle af deres hånsord, men de kan så gøre Churchills ord til deres: Jeg har ofte måttet æde mine ord i mig igen, men i det store hele har det været sund og nærende kost".
Bedste hilsner Peter
Vi skal have is i maven, sagde finansminister Claus Hjort Frederiksen, da han fremlagde sit forslag til finansloven næste år med det historisk høje underskud på 86 mia. kr.
Han lignede dog langt fra selv en kølig politiker. En lille serviet var ikk nok til at tørre sveden af panden. Og da finansministeren lagde jakken, føjede den svedgennemblødte skjorte kun yderligere til indtrykket.
Okay, det var nok de mange tv-lys, der havde skylden. Men i sjælden grad var det også nødvendigt med præcise ord fra regeringen. Tiden er ikke til dumsmarte bemærkninger, som dengang daværende finansminister Thor Pedersen talte om, at prognoserne nærmest pegede på, at Danmark endte med at eje hele verden.
Nu betyder forslaget til finanslov for næste år, at hver dansker kommer til at skylde 30.000 kr. mere, siger den liberale tænketank Cepos. Den slags kan man altid regne sig til. Personligt satser jeg på, at min pensionskasse køber nogle af de nye statsobligationer, så jeg kan låne af mig selv. Det er altid de svageste i samfundet, der mest kommer til at betale, når Riget fattes penge. Regningen for statsunderskuddet ender i børneværelset eller hos mine børnebørn.
Mere præcis er finansministeriets egen opgørelse af, at hver gang statskassen bruger seks kroner, får den kun fem kroner ind i skatter, moms og alt det andet. Ikke underligt, at forretningen Danmark halter og Claus Hjort Frederiksen havde sved på panden. Den slags regnestykker betyder ophørsudsalg på det lokale butiksstrøg, men heldigvis er alle enige om, at afgrunden for statskassen er langt væk. Vores fælles kreditværdighed er noget større end flertallet af kunder i Roskilde Bank. Endnu.
Det er blevet bortforklaringernes finanslov. Claus Hjort Frederiksen talte og talte om alt det, regeringen havde sat i værk i aftaler med kommuner, regioner og andre politiske partier, først og fremmest Dansk Folkeparti. Om forklaringen holder, er nok mest et spørgsmål om politisk overbevisning.
Socialdemokraterne og SF har som nok bekendt i næsten et år talt om mindst tre gange så høje ekstra offentlige investeringer som regeringen. Den folkelige opbakning til det bliver alt iberegnet nok sværere og sværere, når statskassen savner klangen fra klingende mønt. Tiden går. Måske er det endda nu for sent med den strategi, selv om 150.000 ledige til næste år stadig er et vægtigt argument. Det tager jo tid, fra milliarderne bevilges, til mureren starter cementblanderen.
Omvendt er det heller ikke nemt for regeringspartierne at holde fast i, at næste års skattelettelser til de mest vellønnede i dette samfund er vejen frem. Underskuddet taget i betragtning. Kampen om den offentlige mening bliver benhård i den valgkamp, der forlængst er i gang, selv om statsminister Lars Løkke Rasmussen nok venter mindst et år, før han bimler med valgklokken.
I sjælden grad var finanslovsforslaget uden egentlige nyheder - bortset altså fra de blodrøde underskudstal større end forventet. Men reformer er lagt på hylden. Ordet handlingslammelse vil gå igen i kritikken. Regeringen vil svare med at kalde sin politik for snusfornuft og helst tale om noget andet. En burka kan også bruges til at gemme ubehagelige kendsgerninger.
Det hele ender i begyndelsen af november med et af de kendte forlig med Dansk Folkeparti. Støttepartiets finansordfører Kristian Thulesen Dahl taler allerede om at fremrykke sygehusbyggeri og investeringer. Så får han og regeringen endnu en gang taget lidt af trykket fra oppositionen.
Finansloven bliver endnu dyrere. Men hvis vi skal tro politikerne på en måde, så vi bliver rigere allesammen.
Bedste hilsner Peter