Så er det ved at være sidste omgang for mit vedkommende i Vancouver. Vi er på vej ud for at lave det næstsidste indslag. Det skal sendes torsdag morgen, og når fredagsindslaget er i kassen, giver jeg flammen videre til den gode Anders Breinholt, der napper den sidste uge i Canada.
Og hvad står den så på i dag? Jeg kan ikke sige så meget, andet end at jeg tidligere på dagen har lavet nogle meget ømme optagelser, hvor jeg kun er iført boksershorts. Fotograf-Jesper er endnu ikke kommet sig helt over oplevelsen, men jeg satser på, at han har fået tilstrækkeligt med ilt om et kvarter, hvor vi skal filme resten af indslaget. Det inkluderer det canadiske flag, en flok svenskere, måske noget rejesalat, kasket, skibukser og kampråb. Andet kan jeg ikke sige! Lad det være en cliffhanger. Mest af alt fordi, jeg pt. ikke aner, hvordan det hele skal ende...!
Så snart vi er færdige, skal vi speed-klippe, kaste os ud i en bil, køre til curlinghallen, stille grej op og håbe på, at vi er klar før at kvindernes kamp mod Rusland er færdig. Så vi forhåbentlig kan få dem med live i Go' morgen Danmark lidt efter 7. Det er kl. 22 herovre. Gisp, gru og pust.
Og så mangler jeg bare at finde ud af, hvad jeg skal lave til det sidste indslag, der skal laves i morgen og sendes fredag. Nå, det satser jeg på, at jeg kan nå, når jeg sover...
Kvarteret er gået, vi skal køre.
Ses i fjerneren.
Morten
Hej hej i det danske!
Så er det blevet mandag i Vancouver, og mens jeg skriver dette, bliver det tirsdag i Danmark. Og hvad er der så sket siden sidst? Meget!
Dagen i går startede kl. 9.30, hvor vi skulle lave prøve på, om vi kunne sende fra en restaurant på 42. etage om aftenen (morgen i Danmark). Vi fik hul igennem og drønede så ellers videre i programmet. Vi skulle ud og se speedskating.
Jeg havde en idé om at få lokket nogle af tilskuerne til at heppe på Cathrine Grage. Jeg havde lavet en masse fine skilte med billeder af hende, slogans a la "Cathrine for president" osv. Det gik sådan set fint nok, men endnu engang var vejen derhen ganske lang!
For det første sendte vores GPS os til den anden ende af byen (eder og forbandelser!), og da vi så endelig fandt skøjtehallen, var der ikke rigtig nogen, der vidste, hvor de dersens fra fjerneren skulle henvende sig. Og henvende sig skal man! Hvis man optager et nanosekund uden at have fået tilladelse til det, eller optager et sted, hvor man ikke har fået lov, så ryger jorden ud af sin bane, man bliver skudt i knæene og får tæv under fødderne med canadiske egetræer - og i parentes bemærket bliver man nok også sendt hjem i unåde.
Eller - der var sådan set rigeligt, der vidste, hvor de der fra fjernsynet skulle henvende sig, hvis de skulle optage selve løbene inde i hallen. Men uha, PUBLIKUM??? Vil I filme PUBILKUM? Gisp, gru og panderynker! Måtte vi det? Kunne vi det? Og havde vi tilladelse til det? Det er meget mærkeligt, for vi har adgang til stort set alle steder, hvor der skal være fire bombehunde, der har snuset til ens ben, før man må entrere. Men filme ude foran en skøjtearena blandt "almindelige" mennesker, DET var virkelig at strække reglerne til det yderste.
Nå, men efter at have stavret rundt i 45 minutter med 50 kilo udstyr på nakken, lykkedes det hele endelig! Vi fik sunget nationalsang med en gruppe tjekker, uddelt flyers til hollændere, canadiere og amerikanere og trykket hånd med en gruppe japanere. Og ikke mindst justitsminister Brian Mikkelsen! ...og så blev jeg interviewet til norsk tv (!?)
Så var det ellers hjem - forbi McDrive, sen frokost i bilen og til pressecenteret for at klippe. Vi landede klokken 16, og da alle vores indslag helst skal sendes hjem til Danmark kl. 20.00 (05.00 dansk tid), da de skal tekstes, havde vi travlt!
Indslaget blev færdigt, det blev sendt hjem, og alt var sådan set fint - lige indtil telefonen ringer, og manageren fra restauranten fortæller os, at vi desværre ikke kan sende fra 42. etage alligevel. Det er Valentines Day, og det lille hjørne vi skulle bruge, var lige blevet optaget. Argh, gru og tænders gnidsel! Der var sådan ca. halvanden time til, at vi skulle sende hjem til Danmark.
Nå, men så måtte vi jo bare finde på noget bedre! Jeg klippede billeder ud af curlingpigerne og satte dem fast på min computerskærm.
Og imens gik Jesper på jagt efter et bord, en stol og et glas rødvin, vi kunne stjæle. Og pludselig sad jeg bænket foran den olympiske flamme med et Valentines-bord fyldt med fem curlingpiger og vin i glasset. Så kunne det næsten ikke blive bedre. Det eneste der manglede var så, at vi blev smidt væk af security, da det vist ikke var den helt officielle måde at lave liveindslag på. Slet ikke når vi havde trukket 15 meter forlængerledning gennem forhallen for at få strøm til vores kameraer og sendeudstyr...
Men for en gang skyld gik intet galt. Vi fik sendt, klokken blev 22.00, og så var der sådan set kun tilbage at drikke en fadøl og pakke sammen. Resten af flokken tog på restaurant, men da jeg nåede hotellet kl. 23.00 var jeg klar til indlæggelse, så jeg nappede en bakke take-away med op på værelset og var sådan set klar til at kaste mig hovedkulds ud i noget med dyne. Lige indtil... Aaaaargh! Min telefon var forsvundet!!! Og så kunne jeg ellers glad gå gennem Vancouvers gader klokken næseblod for at opspore min telefon - uden held i øvrigt. Indtil jeg som sidste forsøg gik ned i parkeringskælderen og ringede til telefonen. Og pliiing lød det inde fra bilen. Eneste problem var, at Jesper havde nøglerne og sad på en restaurant et eller andet sted, jeg ikke kunne overskue at finde.
Så langt efter midnat lagde jeg mig til at sove og vågnede til 11 ubesvarede opkald og 8 SMSer, da telefonen endelig blev lukket ud. Et par stykker fra mig selv, og resten fra Go' aften Danmark, der vist gerne ville ha' haft en linie igennem til Canada kl. 8 om morgenen... Ups :o)
Nå, tiden går, og Jesper sidder endnu engang på den anden side af væggen og er ved at indspille dagens optagelser. Jeg har været på date med curlingpigerne! Du kan se resultatet tirsdag morgen i Go' morgen Danmark. Vi har fem timer til at blive færdige, og så skal vi ud til noget, der hedder Heineken House for at sende live til Danmark. Så mon ikke, der kommer en enkelt beruset hollænder eller to med i programmet i morgen? Jeg satser!
Vi ses i fjerneren.
Morten
Hej i det danske!
Er lige kommet tilbage til pressecenteret efter den VILDESTE fest. Den fortæller jeg om om lidt. Men først bliver jeg lige nødt til at runde dagen i går af. Jeg skrev jo på bloggen, at det havde været en rutschebanetur af Glamour'ske dimmensioner, hvor vi havde været igennem hele følelsesregisteret for at ende med glædestårer og mande-krammer, efter et slettet interview med Kronprinsen pludselig dukkede op igen i 11. time. Og der sluttede min blog. Men det gjorde mareridtet så ikke!
Efter vi havde fundet indslaget, jublet, taget billeder og skrevet blog, gik ALT galt - igen! Computeren brød sammen, det samme gjorde kameraet, som vi skulle have billederne ud af, vi fik lavet en fejl 40 eller to, og pludselig blev minutterne MEGET dyre. Vi skulle sende indslaget hjem til Go' morgen Danmark SENEST kl. 06.00 dansk tid. Da klokken var 7.30 klippede vi stadig, og klokken 7.37 skulle jeg sende live et eller andet sted ude fra byen, som vi endnu ikke havde fundet. AAAAaaaargh!
Så med en maks puls på 450 måtte vi improvisere, og vi endte med at lave en reportage fra vores redaktionslokale. Indslaget med Kronprinsen blev skubbet til senere i udsendelsen, og så snart jeg var færdig med min gennemstilling, klippede vi videre. Kl. 8 var indslaget ENDELIG færdigt, og vi fik sendt det hjem. Og mens vi krammede og brød sammen i krampe-glæde-gråd endnu engang, kom opkaldet fra Odense: Indslaget er fint, der er bare 8 sekunders sort skærm midt inde i det. AAAAAARGH x 2!!!
Det viste sig så at være de billeder, der skulle forklare en hel passage i interviewet med Kronprinsen, hvor vi snakker om Australiens heldige guldmedalje i 2002. Australiens speedskater ligger sidst, men lige før målstregen skvatter ALLE - på nær ham! Der var på det tidspunkt fem minutter til, at indslaget skulle sendes, så det resulterede i panikagtige telefonsamtaler mellem Hovedbanegården, Odense og Vancouver. Problemet var, at Anders og Kamilla havde reklameret for indslaget, så vi kunne ikke droppe det.
Det hele ender så med, at de gode og MEGET snarrådige folk på Hovedbanen klipper dækbilleder fra tidligere i indslaget ind i det 8 sekunder lange hul. Og de er færdige noget nær 30 sekunder før, de trykker play. Desværre kom skøjtebillederne aldrig på, men indslaget blev sendt, og samtlige var vist klar til akutindlæggelse og piller med røde trekanter på pakken... Vi fik indslaget hjem, gennemstillingen kom igennem, og der er nok ikke nogen, der har opdaget noget, andre end os selv. På grund af heltmodig indsats af gode folk i Vancouver, Odense og København. Men puha, det var dælme en hård fødsel. Så jeg så syner, da jeg 00.30 fandt en åben kinerser og bestilte et eller andet aftensmad, jeg ikke aner, hvad var.
Men hey! Festen! Det var jo den, jeg kom fra! Den foregik på en pub i Vancouver, og var fantastisk. Vi så åbningsceremonien sammen med det halve Canada og en god håndfuld mennesker fra resten af verden. Det var fantastisk. Og hvis man leder efter den olympiske ånd, hvor alle er venner på trods af hudfarve, nationalitet og socialstatus, så var den der. Lige der. På pubben i Vancouver. Du kan se en fyldestgørende reportage fra festen og fadøllet i OL Studiet lørdag kl. 18.25.
Nu skal fotograf-Jesper og jeg bare have redigeret færdig, og SÅ står den fadøl igen. Men desværre ikke så mange, for kl. 9.25 Vancouver-tid skal jeg vist igennem på TV 2. Ifølge en mail jeg lige har opdaget i min mailboks. Hvorfor læser jeg også mails på alle tider af døgnet?????
Vi ses i fjerneren.
Morten
