Hop til indhold

Michael Kristiansens Blog

Fredag, 6. marts 2009 kl. 13:39 / politik

Farvel til Euroen

38 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven

 

 

 

Der hersker en usædvanlig ond stemning på Christiansborg for tiden. Når man taler med politikere fra begge blokke lægger de ikke skjul på, at det dramatiske forløb omkring skatteforhandlingerne får konsekvenser. Der er krig, og begge parter forventer, at den varer til næste valgdag.

 

Oppositionen føler sig brugt og ikke mindst misbrugt i VK-regeringens taktiske spil, og den sidste rest af tillid til VK-regeringen er nu helt forsvundet.

 

I regeringskontorerne er humøret til gengæld rimelig højt efter måneder med konstante problemer. Ministrene synes, de har sat en stopper for SFs ellers så elegante forvandling til et ansvarligt regeringsparti. Og Helle Thorning har nu definitivt mistet muligheden for at arbejde regeringen ud af kontorerne...

 

Men mens regeringen godter sig, og oppositionen er gået på jagt efter en skattepolitik, så kan regeringen lige så godt indstille sig på den første alvorlige konsekvens af skatteforløbet: Regeringen kan nemlig kigge i vejviseren - måske den over Bruxelles - efter hjælp fra Thorning og Søvndal i bestræbelserne på at afskaffe EURO-forbeholdet. Dermed fortoner en dansk afstemning om EUROen - eller for den sags skyld om nogle af de øvrige forbehold - sig ud i tågerne i denne valgperiode. Og dermed vil VK-regeringen og ikke mindst statsminister Anders Fogh Rasmussen få sig et voldsomt politisk nederlag.

 

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har ellers for længst indset, at han ikke når ret langt uden SF, når det gælder afskaffelsen af de danske EU-forbehold. Derfor har statsministeren også lagt en langsigtet plan, der skulle give SF og Villy Søvndal mulighed for langsomt at nærme sig et EURO-kompromis, som kunne sikre jaet ved en folkeafstemning, formentlig i begyndelsen af 2010. En sådan proces krævede stor tillid. En tillid, der nu må anses for uoprettelig efter statsministerens manøvre med de ultimative krav forud for skatteforhandlingerne. Villy Søvndal har ikke længere noget motiv for at hjælpe Fogh og kan næppe heller længere sikre opbakning internt i SF til et EURO kursskifte. Helle Thorning - som indtil nu har været ekstrem loyal i EU-spørgsmål - kan heller ikke forventes at hjælpe en statsminister, der for et par uger siden viftede hende om næsen med en skatteaftale, for så pludselig at smække døren i.

 

Oppositionen vil næppe på nuværende tidspunkt offentligt og officielt punktere sagen - dertil er risikoen for at virke fornærmet for stor - men statsminister Anders Fogh Rasmussen ved godt, at EU-toget nu er afsporet og  dermed er statsministerens EU-planer definitivt kuldsejlet.

 

Men så er det jo godt der er NATO.

 

Tilbage står kun at lykønske den sædvanlige vinder af gevinst på alle hylder: Pia Kjærsgaard

 

 

 

 




Nyhederne

Mine favoritter