Fredag, 23. december 2011 kl. 16:08 / sosu
Af alle danskere går mit varmeste juleønske til en ganske særlig gruppe mennesker: plejepersonalet.
Jeg sad forleden på en afdeling for demente på et plejehjem i Nordsjælland, og i løbet af den time, jeg sad og holdt min elskede plejemor i hånden, uden at hun var i stand til at huske mit navn, fik jeg en smagsprøve på, hvad Danmarks plejere leverer hver dag året rundt 24 timer i døgnet.
For en formentlig ussel løn sad Irene, som jeg formoder er sosu-assistent, og beroligede 90-årige Kristine, der ikke ønskede andet end at dø.
Hjælp mig Gud, hjælp mig Gud, lød hendes utrættelige klagesang, når hun da ikke direkte bad Irene om at kaste hende i en sø.
Ved min side sad min Ellen og døsede, men også hun lever i et fængsel af lidelse og forvirring: Hvor skal jeg hen? Hvad laver jeg her? Skal jeg blive her? Ved min mor og far, at jeg er her?
Lidt mere liv var der i Ido, en lille sej skabning, der med sin rolator som kampvåben angreb frokostens kvalitet og råbte som en anden bedstemor med slag i: I serverer det samme hver eneste dag! Og så på tørt rugbrød! I kan få én på øjet!
Tragikomiske scener fra den udslusningszone mellem liv og død, der hedder plejehjem, og jeg sendte Irene og hendes kolleger en varm tanke. Irene, hendes kolleger og alle de mennesker rundt om i Danmark, der passer de syge og de gamle, I er Danmarks sande helte.
Dér sad Irene og beroligede gang på gang den martrede Kristine - som for øvrigt selv har været sygeplejerske - og hver gang virkede det lige forgæves. Alligevel holdt Irene aldrig op med at gøre det, der er hendes job og moralske pligt: Kærligt og beskyttende var hun omkring Kristine, mens Ido tog sig af at formane den nye i fællesstuen, altså mig: Nu går du ikke fra Ellen uden at sige det til personalet! Ellers er der jo ingen til at tage sig af hende!
Den tanke slog mig, at det kræver en høj grad af selvdisciplin og moral at udføre et plejearbejde dag ud og dag ind. Her er ingen projektører og intet bifald. Det må være fristende at smutte udenom. At tage en ekstra pause i kaffestuen for at slippe for lidelsen. Jeg forestiller mig de potentielle konflikter på den type arbejdspladser. Hvem lader sig friste af personalestuen? Og hvem insisterer på at pleje fra morgen til aften, selv om resultatet som i tilfældet med visse demente kan synes så uhåndgribeligt?
Min pointe her er, at mit personlige juleønske i særlig grad går til jer sygeplejersker, sosu'er og hjælpere. Alle jer, der bruger jeres liv på at være noget for de allersvageste. I er simpelthen så seje!
Må I få en rigtig glædelig jul!
Onsdag, 30. november 2011 kl. 12:11 / krævementalitet
Vi må gøre op med vores krævementalitet, lyder det fra Karen Hækkerup, hvortil Johanne Schmidt-Nielsen straks svarer, at vi da ikke har en sådan mentalitet. Imens skændes Joachim B. Olsen og Özlem Cekic om fattige, og sådan kan man blive ved med at pege fingre ad hinanden.
Dertil har jeg et - synes jeg selv - konstruktivt forslag: Glem den strittende pegefinger og hank op i dig selv. "Dig" som i "alle borgere i Danmark".
Vi står midt i en økonomisk, politisk og kulturel krise. Verdens førende kultur gennem mange år, den vestlige, vakler. Vi ser os udfordret af andre kulturer, som engang selv var supermagter og nu er klar til at rykke ind i verdens midte igen efter års pause. På mange måder virker denne rotationsordning naturlig. Kloden roterer. Kulturer fødes, blomstrer og dør, det gør mennesker også, intet varer evigt, rotation og forandring er et grundvilkår.
Dette skal dog ikke være nogen undskyldning for ikke at kæmpe imod undergangen. Tværtimod siger jeg: hvis vi skal gå ned, så lad os gå ned med værdighed og maner. Lad os i undergangens stund vise, at vi er gjort af et fornemt stof.
Hvordan viser man så det?
Ja i stedet for at skændes om hvis skyld det hele er kunne vi hver især beslutte os for at yde vores ypperste. Enhver kan blive sit eget bud på en bedre verden. Fra det sekund vi slår øjnene op om morgenen kunne vi spørge os selv: Hvad kan mit bidrag være til verden i dag?
Venner! Det kan jo objektivt ikke modsiges, at vi er blevet en krævernation. Vi er EKSTREMT forkælede borgere i et på mange måder ekstremt priviligeret land. Det siger jeg ikke for at pege fingre ad nogen. Der er masser af gode grunde til, at vi er blevet sådan, og det tjener ikke noget formål at finde ud af, hvem der er mest "skyldige" eller mest "krævende".
Men nu er tiden kommet til at sige som Kennedy: Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land. Og jeg tilføjer: og for dine medmennesker.
For eksempel: Tag kun imod offentlige ydelser, hvis du absolut ikke kan klare dig uden. Hjælp din nabo, hvis din nabo har hjælp behov. Er du rig, så del ud af din rigdom: invester og få din formue til at blomstre. Besøg venner og familie på hospital og plejehjem. Og hjælp personalet, hvor du kan, når du nu alligevel er der.
Vær hver eneste dag en glæde for dine medmennesker. Tænk hele tiden på, hvordan du får smilet frem hos dem du møder. Sig noget pænt til din kollega. Fortæl din chef hvor taknemmelig du er for dit arbejde.
Smil når du er i Netto eller Irma. Hold øje med de gamle damer, der ikke kan nå den øverste hylde og løb hen til dem for at tilbyde din hjælp.
Vink venligt til bilisten, der holder tilbage for dig. Pas kærligt på dine bløde medtrafikanter. Skær vrede ned til et absolut minimum og spred din kærlige energi, hvor du kan. Spørg altid hvad du selv kan gøre bedre, frem for at påpege andres fejl.
For nylig landede midt i vores kultur et af de budskaber, som syntes sendt fra Vorherre. En amerikansk-kinesisk kvinde, der kaldte sig selv for Tigermor, skrev en bog om vestlig versus kinesisk børneopdragelse. Hendes budskab faldt på et meget tørt sted. Hun siger: kræv det bedste af dine børn, ros dem ikke for en grim tegning, men spørg om de ikke kan gøre det bedre. Hun tilføjede også klogt: du må selvfølgelig ikke nedgøre dit barn. Det handler om at få barnets fulde potentiale frem, for her i livet klarer man sig godt, hvis man er dygtig. Og dygtighed kræver flid,disciplin, arbejde, fokus.
Mange i vores kultur blev fornærmede og forfærdede. Vi skal sørme ikke have kinesiske opdragelsesmetoder ind i vores hjem, for ingen vil dog frivilligt traumatisere sine børn. Men det var slet ikke sådan vi skulle læse budskabet. Vi skal ikke være kinesere. Men et lille strejf af tigermor ville gøre underværker i danske hjem, hvor middelmådighed for ofte ophøjes til genialitet. Vi bruger jo heller ikke karry i alle vores retter, som inderne gør, selv om vi har overtaget dette krydderi fra dem. Dosering er af afgørende betydning for det samlede resultat.
Jo, vel er vi da blevet for slappe og for magelige, for forkælede og for krævende. Kom nu, det kan enhver da se med et minimum af selvindsigt. Men drop det med at finde en syndebuk. Skrid straks til hovedrengøring i stedet. Den indre rengøring, som kan få vores nation til at blomstre, uden at vi efterlader en kirkegård med syndebukke bag os.
Let måsen, medborger, jeg glæder mig til at møde en masse smil derude!
Torsdag, 10. november 2011 kl. 09:48 / italien
Min mands stemme er helt trist i telefonen.
- Det er jo alle vores år sammen, siger han nærmest melankolsk ved tanken om, at Silvio Berlusconi ser ud til at være fortid i italiensk politik.
Lad det straks være sagt, at min mand bestemt ikke hører til Berlusconis tilhængere, men hans konstatering af sammenfaldet mellem vores ægteskabs længde og Silvios politiske karriere viser, hvor voldsomt Italien har været præget af denne mand. Ja, hans navn er nærmest synonym med Italiens historie i de seneste to årtier.
Nu ser det så ud til, at vi står ved vejs ende. Eller rettere: Silvio synger på sidste strofe.
Det kunne være en fest for det stigende antal italienere, der er trætte af ham. Men på få timer er hans afgang blevet vendt til en højdramatisk situation, hvor Italien bløder økonomisk. Det er som billedet i Nanni Morettis film om Berlusconi, Il Caimanno, hvor Berlusconi i slutningen af filmen forlader et brændende land bag sig.
Hvor profetisk!
Jeg skælver på afstand. Italien er et land, der sætter sig i blodet. Jeg har boet der, siden Silvio føjede politiker til sit allerede guldrandede visitkort. Jeg fandt min mand i Italien og har født mine to børn i Rom. Så Italien er ikke bare landet, jeg har fortalt danske avislæsere og tv-seere om. Det er på alle måder en del af mit liv. Derfor niver det i hjertet, at finansmarkederne nu viser Italien ryggen med risiko for, at de mange hårdtarbejdende og idealistiske italieneres arbejde gennem generationer eroderer.
Italien er meget bedre end Berlusconi. Landet vrimler med højt begavede ildsjæle, der trods enorme vanskeligheder udretter daglige mirakler.
Italienerne er et dannet, sofistikeret folk med en forbløffende evne til at drømme og stile højt.
Over for skønheden står imidlertid udyret. Det er som om universets gode og onde kræfter har valgt Italien som epicenter for deres finalekamp. Mafiaen inficerer landet, især i syd, og magtfulde politikere forsøger knap at skjule deres groteske grådighed, mens de lader hånt om fællesskabet.
Når Italien skal forsøge at ryste sig fri af Silvios skygge i de kommende år, er der især et område, jeg vil følge tæt: medierne. Ikke kun fordi jeg som journalist har en naturlig interesse for aviser og tv, men fordi Berlusconis kamp om magten især har udspillet sig i æteren og på avisernes papir.
Da jeg for 18 år siden interviewede en italiensk chefredaktør om italiensk journalistik og dens indlysende problemer med at fremstå objektiv og "angelsaksisk" sagde redaktøren, at ethvert land har de medier og de journalister, det fortjener. Med det mente han, at journalister vokser op ad et lands egen muld og dermed repræsenterer det pågældende lands kultur og værdier.
Hvis man skal dømme Italien på landets medier, så ser man en nation, som er opdelt i lejre, der ikke taler med hinanden og ikke forsøger at forstå hinandens bevæggrunde og argumenter. Og hvad værre er: disse lejre eller fraktioner er ikke bange for at fortie oplysninger og manipulere fakta for at få verden til at se ud på en måde, der stiller egen lejr i bedst muligt lys.
I disse så dramatiske dage går mit spinkle håb derfor især på, at italienske journalister vil gå foran i kampen for det Italien, der skal rejse sig af de ruiner, Silvio efterlader.
Journalister må ikke blive brikker i et magtspil. Vores ideal må være at afdække virkeligheden, uanset hvem virkeligheden er til fordel eller ulempe for. Journalister må ikke være partisaner.
Men det har journalisterne været i Silvios Italien. Alle har taget stilling. Nogle for. Andre imod. Men ingen har evnet det neutrale.
I enhver krig er sandheden det første offer, som man siger. Af det mundheld kan man læse, at Silvios Italien har været et land i krig.
Det er mit håb, at tv og aviser vil gå foran på vejen mod fred.