Så er vi i fuld gang med sidste afsnit. Det er som altid en oplevelse at se, og der er meget, der har ændret sig i løbet af det sidste år. Men nu er denne rejse med "Farvel min elskede" ved at være til ende, og hvis der er noget, der undrer dig eller noget, du har på hjerte, er du velkommen til at skrive til mig eller de andre her bagefter.
Vi ses! :-)

Min mor er senil
min bror er debil
min onkel har lige spist sin bil...

Ca sådan starter et børnerim, min søn for nyligt præsenterede mig for. Og så bliver man ellers ført rundt i en hel familie af sære og skæve eksistenser, men som pointe er den lille twist, at det er egentlig er sært, at fortælleren selv er så normal!

Jeg morede mig meget over dette lille børnerim, for det fik mig til at se lidt indad i min egen familie! Ikke at nogen af beskrivelserne ramte plet, min mor er bestemt ikke senil, tværtimod, og ingen af mine brødre er tilnærmelsesvist debile, men fornemmelsen af, at alle omkring en er skrupskøre, og det egentlig er en lille smule usædvanligt, at man selv er faldet så heldig ud... ja det kunne jeg godt nikke lidt genkendende til. ;-)

Jo, jeg har en helt igennem vidunderlig familie! Vi glæder os altid til at ses, så snart vi kan. Var feks til 50 års fødselsdag for nylig, og næsten hele familien var troppet op. Der blev leet og krammet, alle sørgede for - så vidt muligt - at blive opdateret på alle de løse ender. Der blev præsenteret en ny kæreste, og et par ligeså nye forlovelsesring blev vist frem med røde kinder og strålende øjne.

Og så er der alle tosserierne og det kærlige drilleri, der udspringer af et godt kendskab både til hinandens grænser og rummelighed. Vi er nemlig en flok helt ægte originaler! Ikke to, der er helt ens! Er det ikke fantastisk? Selvom vi genetisk set deler en pæn portion arvemasse, så har vi alle meget forskellige personligheder.
Og en er matematiker, en er landmand, en læser psykologi, en fjerde er pædagog... ja vi præsenterer alle faggrupper på smukkeste vis! Men en ting har vi tilfælles. En stor kærlighed til hinanden, der giver sig udslag i en omsorg og hjertevarme så stor, at ingen (forhåbentlig) føler sig alene.

Jeg sidder lige nu med et stort smil på læben ved tanken om min ene onkel, der til festen viste stort talent i sin forholdsvis nye rolle som bedstefar. Selvom benene var en anelse stivere, end jeg erindrede, kastede han sig kækt ud i fodboldkamp med sit barnebarn. Et scenarie, der både skabte smil og lun latter i krogene.
Jo, det er ikke nødvendigt at være tosset i vores familie, men det hjælper godt på det... ;-)

Jeg sidder just nu og udtænker det ultimative, romantiske forspil. Har allerede fundet en masse raffinerede effekter, der kan sætte krydderi på.

Det skal starte stille og roligt med en masse tæt parallel-bevægelse. Dernæst præsenteres et blidt men insisterende tema, der fortæller, hvor vi er på vej hen.
Alting altereres en smule, hvorefter det ovenstående gentages, men denne gang mere intenst og bevægende.

Som arbejdet skrider fremad, bevæger man sig rundt i alle afkroge, efterhånden som effekterne tages i brug. Som enden nærmer sig, mødes det alt i en højere enhed, alle emner benyttes på en gang, parallel-bevægelse, tema og alterationer.

Som et sidste suk løber det ud i sandet med nogle trinvise, nedagående bevægelser...

Ah, at skrive salmeforspil er en kunst! :-)

(Ps; Dette indlæg er nok mest for musiknørder, men de skal også have lidt at smile ad...)

Der er en ting, som rigtig mange har spurgt mig om;
Hvorfor i alverden gik der tre år; TRE ÅR! før du begyndte at overveje skilsmisse????

Der er ikke noget simpelt svar. Men jeg vil alligevel prøve at forklare nogle af de tanker, jeg har gjort mig hen ad vejen.

Når det udelukkende handler om mit eget liv, er jeg meget hurtig til at handle. Med andre ord; Jeg rider, før jeg har tjekket, om gjorden sidder ordentligt! Jeg er ikke bange for at kaste mig ud i nye projekter inden det hele er tænkt ordentligt igennem, hvilket af og til giver nogle knubs, men for det meste går det rigtig godt. Feks da jeg søgte ind på konservatoriet, vel vidende, at det kunne blive hårdt som alenemor.

I mit forhold til andre mennesker er jeg en tænker og en føler. Ikke altid en heldig kombination, for jeg kan egentlig bruge meget tid på at mærke efter, hvad jeg føler, og derefter dobbelt så lang tid på at gennem-analysere, hvad det betyder. Jeg fornemmer, føler, tænker, spekulerer og mærker så lige efter en ekstra gang, om det nu også kan passe...
Men oftest kommer der noget godt ud af det, for det giver både mig selv, og de mennesker, jeg står i relation til, tid!

Tid til at være i det, vi er i, når vi er i det! Jeg bruger megen tid med min søn, med mine venner, med musik og ikke mindst mig selv. Jeg bruger også så meget tid som muligt sammen med Gud, som jo er en af de vigtigste personer i mit liv. ;-)

Men lige præcis tid er ikke det, vi har mest af, i vores samfund. Og det, at jeg har bedt om tid til træde følelsesmæssigt ud af et hektisk samfund, er der ikke så mange, der forstår.

Tit er der sådan, at når noget går galt i et forhold, og vi bryder med den, vi havde så meget sammen med, så skal vi helst komme videre så hurtigt som muligt. Det har jeg ikke kunnet eller ønsket, for sådan er jeg ikke skruet sammen. Jeg mener heller ikke, det er sundt, for ligesom det tager tid at lære at elske, så tager det også tid at holde op med at elske! Selvfølgelig kan der være forhold, hvor det egentlig har været slut længe, og man bare sammen træder ud af det som en afslutning, men sådan var det jo ikke for mig. Det gik stærkt, alt for stærkt! Pludselig stod jeg mit i den situation, jeg frygtede allermest i hele verden; At være alene med min søn, alene med mit liv og mig selv, og ikke mindst; Jeg var blevet vraget af den jeg elskede allermest i hele verden.

Det første år brugte jeg på at sørge. Jeg græd, jeg skældte ud på Gud, græd lidt mere, nægtede at se virkeligheden i øjnene, for det gjorde bare for ondt. Allerede den gang var der mange, der begyndte at opmuntre mig til at komme videre, og jeg prøvede! Tog på date med en rigtig sød fyr, der blev glad for mig.. og gik i panik! Måtte erkende, at jeg ikke var klar!

Samtidig havde jeg i baghovedet, at som kristen er ægteskabet helligt i mere end én forstand. Og jeg havde lovet at elske min søns far uanset hvad! Det ville jeg da ikke holde op med, fordi han nu tilfældigvis ikke lige elskede mig mere... :-) Jeg vidste med min forstand, at kærlighed er mere end forelskelse, og kunne jeg dog bare få ham til at forstå det også, så ville alt blive godt igen. Forsøgte at leve den bibelske kærlighed ud; Den, der er tålmodig, mild, ikke misunder, ikke praler, ikke bilder sig noget ind, ikke søger sit eget, ikke hidser sig op, ikke bærer nag. Den kærlighed, der tror alt, håber alt og udholder alt! Hvis jeg bare selv kunne efterleve den kærlighed, så ville han selvfølgelig finde ud af, at han ikke kunne undvære mig...

Det andet år brugte jeg på at forsøge at lære mig selv at kende. En dag mødte jeg et menneske, som i stedet for at stille det sædvanlige spørgsmål; "og hvad laver så du?", spurgte; "Hej, hvem er du??" Og jeg måtte erkende, at jeg ikke kunne svare! Jeg vidste det ikke, for jeg havde brugt hele min ungdom på at forsøge at være en kvinde, som en bestemt mand kunne elske. Alle de valg, jeg traf, var tilpasset den dag, han igen ville komme ind i mit liv! De møbler jeg ejede, det tøj jeg gik med, de film jeg så osv. Det skulle være så nemt som muligt for ham at komme ind i mit og Jonas' liv igen.
Den oplevelse fik mig til at stoppe op og tænke. Jeg satte hele parforholds-processen op på en hylde, og begyndte at koncentrere mig om, hvem Lillan var.

Igen en af de ting, der tager tid. Jeg kunne ikke sætte mig ned og beslutte, at nu vil jeg være sådan eller sådan, jeg måtte finde ud af, hvem jeg allerede var! På nøjagtigt samme måde, som man lærer et andet menneske at kende, observerede jeg handlemønstre, fandt ud af, at jeg havde brug for en halv times stilhed om morgenen før jeg vækkede min søn, gav mig til at dyrke min tro og min musik igen, begyndte lige så stille at få smidt de ting ud, der havde været "vores", købte en masse tøj i forskellig stil, og fandt ud af, hvad jeg følte mig bedst tilpas i. Jeg blev vegetar, blev periodisk idealist, (til stor gene for mine omgivelser!) ja jeg eksperimenterede mig frem til at finde den person, der gemte sig under "fru Nielsen".

Og jeg gør det stadig hele tiden, hver dag! Forsøger at behandle mig selv med lige så stor kærlighed, som jeg gør overfor min søn. Og det virker, men det tager tid!


Det tredje år har jeg brugt på at finde mig til rette i mit nye liv. Begynde at sætte pris på det, jeg har, i stedet for at leve i en potentiel fremtid. Og tænk, jeg fandt ud af, at jeg havde det rigtig godt! Jeg er en elsk-værdig person! Er glad for mit liv, stolt af min søn, nyder min familie, har fundet et konstant og holdbart fundament i min tro og har genfundet mit personlige udtryk gennem den musik, der betyder så meget for mig.

Og pludselig en dag vågnede jeg op og kunne mærke, at det liv jeg havde, ville jeg ikke give slip på til fordel for en uvis fremtid med en mand, jeg faktisk ikke længere elskede! Det var en stor dag! Jeg har aldrig følt mig så fri!
Men det var også svært at erkende, at jeg måtte give slip på ham, for det var mit ultimative nederlag, at jeg ikke havde været i stand til at leve den guddommelige kærlighed ud. Jeg var holdt op med at tro, håbe og udholde alt.

Jeg følte, at jeg stod midt i et klinteskred. Møns klint har altid fascineret mig, for af og til sker der små skred, som ingen bemærker, nogle gange sker der store, og hele klinten ændrer udseende. Først virker det så sært bart, når et udhæng pludselig mangler, men med tiden vænner man sig til, at nu ser den altså sådan ud. Og før man ved af det, er der ingen der tænker på, at det nogenseninde har været anderledes.

Mit liv lå der på stranden efter et skred af de helt store, men jeg kunne pludselig se lag af min indre klint, jeg aldrig havde anet var der! I dag er jeg så fyldt af taknemmelighed over de år, der er gået. Jeg takker for alle tårerne, kampene og overvejelserne, for jeg er blevet så stærk, og kender mig selv godt nok til at vide, hvad der har værdi for mig. Jeg kan af og til genkende smerte hos andre, se, når smilet kun sidder på munden, og ikke i hjertet. Og ikke mindst; Fordi jeg tog mig tid til at holde op med elske, kan jeg nu helt og fuldt elske igen uden forbehold! Hvor er det dog en fantastisk verden, vi lever i!

Jeg tæller virkelig dagene i denne tid!
Der er nemlig noget, jeg glæder mig til som et lille barn... Er du skarp, har du sikkert opdaget, at det ikke er jul, jeg tænker på, for der er jo 42 dage til? Nej det, der er i mine tanker, er vintersolhverv!

Selvom det er hyggeligt med stearinlys og vinterhygge i mørket, fungerer jeg altså på visse områder ekstremt dårligt, når de sparsomme lyse timer bliver tilbragt uden for hjemmet. Jeg er faktisk begyndt at spekulere på, hvor det lige præcis er, mine solceller sidder, for jeg er overbevist om, at jeg kører på solenergi!
Så i år ønsker jeg mig en nød-generator til jul! En, jeg kan bruge i hele det mørke vinterkvartal, så jeg ikke skal rende rundt og føle mig som en duracell-kanin på discountbatterier!

Jeg glæder mig som et lille barn til det lyse forår, og når jeg nu desværre ikke er et pindsvin, der kan gå i vinterhi, så må jeg klare mig med standby-funktionen indtil solen igen vinder frem, og mine solceller kan blive fuldt ladt op!

Sol, sol! Kom igen!
Solen er min bedste ven! :-P

Puha. Det var en hård aften at komme igennem. Sad klar i sofaen til aftenens afsnit med mit til lejligheden hørende glas rødvin.
Jeg vidste jo lidt om, hvad det kom til at handle om, men var egentlig ikke forberedt på, at jeg stadig kunne føle nøjagtigt hvad jeg følte den dag, det blev optaget.
Vrede, frustration og sorg vældede op i mig, de store, negativer følelser, som engang fyldte mig helt, men som nu bare er sjældne gæster i mit liv.

Men da jeg så hele situationen, var det svært at ignorere, at sorgen stadig bor i mig. Den er ikke så overvældende mere og forhindrer mig ikke længere i at leve et vidunderligt liv, men lige i aften var den alligevel skræmmende nær. Som en gammel ven, for følelsen var bekendt, men også som en gammel fjende, for jeg huskede også, hvor meget ondt, sorgen har gjort mig.

Og dog kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor stor en sejr, det var for mig den dag. At jeg fik underskrevet papirerne og taget skridt mod et nyt liv i harmoni med mig selv og alt, hvad jeg står for.

En har spurgt mig, hvordan jeg kom om på den anden side af de lange nætter, der, hvor solen igen står op og spreder liv og varme. Jeg har ikke vidst, hvad jeg skulle svare, for af og til føles nætterne stadig lange, men jeg ved nu, at det ikke altid er af samme årsag. Man kan være nået utrolig langt med sit liv, sin selverkendelse, og i det store hele være lykkelig - men stadig ind imellem have en følelse af at sorgen lurer lige om hjørnet. Det handler bare om at foretage en sondring mellem, om det stadig er den samme sorg, eller en ny, der til forveksling kan minde om den gamle.

Uanset hvad, så har en af de væsentligste faktorer i helingsprocessen været tid, tid og atter tid! Tid til at sørge, til at græde og være hudløst ærlig overfor mine nærmeste. Tid til at få sagt de farveller, der skulle siges, men ikke mindst tid til at lade kærligheden til min søns far hele af sig selv. Jeg har aldrig tvunget mig selv ud i tanker om, at nu var det også på tide at komme videre, fordi mine omgivelser forventede det.
Hvert skridt, jeg har taget i den retning er kommet, når min fod var klar til at gå, ikke før. Og jeg skylder stor, stor tak til dem, der har været hos mig hele vejen igennem. Dem, der aldrig bad mig tage mig sammen, når de kunne se, at jeg ikke kunne. Tak til dem, der altid har været klar med et kram, når det hele bare blev for ubærligt.

Når alt kommer til alt, tror jeg, det var rigtig godt for mig at se aftenens afsnit. For jeg blev midt i det hele også mindet om, hvor meget jeg har at være taknemmelig for. Jeg er så taknemmelig for hver eneste dag i den tid, der er gået, for hver eneste tåre og for hver eneste søvnløs nat, for jeg er blevet så meget stærkere af det. Og gennem alt dette har jeg fået knyttet nogle utroligt stærke bånd til venner og familie, der ikke var bange for at se mig i øjnene, når de var røde og ophovnede af gråd, eller for at lægge øre til, når mine ord udsprang af den dybeste sorg og håbløshed. Eller bare være der, når både de og jeg var tomme for både ord og tårer.

Derigennem dukkede solen atter op i mit liv, og jeg nyder nu varmen og lyset.

Indtagelsen af aspargessuppe søndag aften førte til oprør i de indre regioner, oplyser talsmanden for undertegnedes "center for helse og velvære". (Se billede)

Oprøret gav sig udslag i svimmelhed, vaklen og sløret stemme, endvidere overmanding af alle vagter, der måtte opgive at holde sammen på de oprørte tropper, som omgående så sit snit til at flygte ad alle tilgængelige udgange.

Talsmanden for "center for helse og velvære" beklager meget denne højst alarmerende nyhed, men understreger samtidig, at alt atter er under kontrol, og at de undslupne fanger ikke længere er til fare for deres omgivelser.

"Vi håber, dette kan være en lærestreg til ledelsen i toppen, om at stoppe al intagelse af ildesmagende fødevarer for fremtiden", udtaler M.Avesen fra Nielsens nyhedsbureau.

Hav en dejlig tirsdag! ;-)

Sådan en fredag morgen burde være hyggelig og fyldt med glad forventning til den kommende weekend, ikke?
Ja det blev så ikke lige denne morgen hos os!

Vågnede halv seks som jeg plejer, og kunne mærke i hele kroppen, at det er ved at være på de tider, med andre ord; Jeg kunne mærke PMS-monsteret sidde på skulderen og grine mig ind i øret. Nå, tænkte jeg. Det skal ikke slå mig ud, jeg skal bare huske at trække vejret lidt ekstra tungt, tælle til ti om nødvendigt, det plejer at være nok.
Så jeg tog mig et lækkert, varmt bad med nogle dejlige dufte og lidt hyggeligt musik, og gik i mit dejlige køkken for at lave mig en sund og lækker portion morgenmad! Uhmm!

Men nej!!! Jeg skulle jo have taget blodprøver i dag, så jeg skulle være fastende!!! Nå, ud med det dejlige morgenmad, ind og vække knægten... prøver VIRKELIG på at lade som ingenting, selvom PMS-monsteret nu har fået selskab af sin gode ven og fortrolige, Lavt-blodsukker-monsteret!

(Med syngende stemmeføring)"Godmorgen, skat. Du skal oooop!"
Intet svar.
Sætter mig på sengekanten og stryger knægten over håret. (Denne gang med normal stemme) "Godmorgen skat, du skal op , det er fredag." Det er så nu, han plejer at springe op af sengen og styrte ud i køkkenet, klar til ugens bedste dag!
Bare ikke lige i dag! Der er stadig ingen synlig reaktion under batman-dynen.

(Rusker blidt i barnet, mens jeg siger med en noget fast stemme;) "Jonas, du skal altså op nu!"
Han vender sig om mod mig og kigger på mig med et hidsigt ansigtsudtryk og vrisser "MOAR! Jeg drømte altså lige noget rigtig dejligt, og nu kan jeg ikke huske, hvad det var! Og det er DIN skyld!!

(Tæller til ti)
"Jeg ved det skat, men det er altså stå-op-tid." Jeg fremlægger den formildende omstændighed, at det er legetøjsdag i skolen.

"MOAR! Jeg ved jo SLET ikke hvad jeg skal tage MED! MOAAAR! Der er ingen strøm på min gameboy, min store edderkop er gået i stykker ..." og så en længere svada om, hvor skidt det er, at verden har valgt at lave en fredag netop i dag! Og det er alt sammen MIN skyld!

Monstrene gnider sig i hænderne og sender hinanden et indforstået blik... Jeg tæller til tyve og trækker vejret dyyyybt!

Behøver jeg skrive, at det hele spidsede mere og mere til? At de to monstre til sidst klappede i deres små hænder af begejstring over min mere og mere anstrengte ansigtskulør?

Og så er det lige, jeg spørger; Hvorfor er det netop sådan en morgen, hvor man har hele TO uovervindelige faktorer at kæmpe med, at ungen viser sig at være lige så morgensur som grapefrugt med mavebesvær?

Ville det ikke være mere retfærdigt, hvis der var en naturlov, der gjorde alle børn supersøde, når mor har virkelig brug for det??? På samme måde, som vores moderinstinkt slår al rationalitet fra, når ungerne for alvor har brug for en moders forståelse?

Alt endte selvfølgelig godt, vi kom ikke rigtig op at skændes, gik bare og snerrede som to hyperaktive mobiltelefoner sat på lydløs. Og da vi endelig nåede skolen i samme skund som klokken ringede, fik jeg jordens største kram af ham, mens han sagde med høj, klar barnestemme; "Mor, hvor er det godt, vi bare skal hygge os i den her weekend!"

Farvel onde mostre!!!!!
;-)

Det har været en fantastisk weekend!
Tilbragte den sammen med en ven og dennes skønne, skønne datter! Det blev til et par dage med masser af smil, grin og en vidunderlig følelse af at være helt i harmoni.
Lørdag tog vi på en lang skovtur og oplevede efteråret fra sin allersmukkeste side. .. og allermest beskidte! Skønt at blive møjet til i sine fine støvler! :-D
Da så søndag kom, og jeg endelig var hjemme igen, kunne jeg godt nok pludselig fornemme, at jeg har både lårmuskler og mavemuskler! Begge dele var nemlig temmelig ømme af hhv traveturen og den megen latter.

Og i går, mandag, faldt jeg simpelthen i søvn på sofaen midt i tv-avisen! Jonas kom selv kl 8 og spurgte; "hva' mor... skal jeg aldrig i seng???" Så jeg tumlede op af sofaen, puttede knægten halvsovende, og vaklede ind i min egen seng. Da jeg så vågnede kl halv fem, frisk og udhvilet, var der tre ubesvarede opkald og tolv sms'er på min tlf. Undskyld kære ven, som jeg havde lovet at ringe til! :'( Nu ved du, hvorfor!

Og så er det jo pludselig tirsdag! Hvor blev den sidste uge dog af? I aften kommer "farvel min elskede" igen på skærmen, og jeg er ret spændt. Men der har været mange positive reaktioner fra mennesker omkring mig, og en af vores kantinedamer på kons gav mig et stort kram, da hun så mig! Det kan da redde selv en rigtig dårlig dag! :-D

Nu blev det lidt en sludder for en sladder, ikke de store dybe tanker i dag... Men jeg gemmer dem lidt til skolen i dag, for der får jeg nok brug for lidt ekstra tankevirksomhed! Dagens enmne; Retorik, figur og affektlære i barokken. Tag den!
Hav en dejlig, dejlig dag!

Så er det ved at være weekend. :-D
I går lå jeg med høj feber, men den er heldigvis faldet betydeligt. Man bliver bare så frygtlig mat i hele kroppen af sådan en omgang!

Så jeg sidder igen i dag hjemme, og får bragt lidt orden i de mange billeder, jeg tog i Prag i ferien. Sad og tænkte på alle de gode oplevelser. Den allerførste morgen dernede havde jeg fornøjelsen af at se solen stå op iver Terezin, også kendt som Therezienstadtt. Jeg var der for over ti år siden med min efterskole, og allerede den gang gjorde det dybt indtryk på mig at SE og MÆRKE rent fysisk, hvad jøderne under 2. verdenskrig blev udsat for. At de blev jaget, diskremineret, slagtet pga deres racemæssige tilhørsforhold.

Men denne frostklare morgen var der bare så smukt! Hele stedet lå badet i dis, solen var blodrød, og Terezin-korset stod kulsort på denne smukke baggrund. Det satte tankerne i gang...

Alle den smerte, dette sted var vidne til, er forlængst gået i historiebogen, heldigvis ikke i glemmebogen. Og jeg tænkte, at al den smerte, vi oplever i livet, føles ligeså fjern og eventyragtig, når først solen står op igen - i overført betydning. Uanset hvor svære tider vi kommer til at opleve, så er der en ende på natten, og solen VIL stå op igen. Nogle nætter er bare længere end andre. Men en dag vil man stå og se på solopgangen og måske nærmest synes, at livet er smukt.

Jeg er så taknemmelig for alle de tårer, jeg har fået lov til at græde i årenes løb. Hver eneste af dem! For nu, hvor solen igen er ved at stå op i mit liv, kan jeg se, at ingen af dem var forgæves! Også selvom det var hårdt ved min lille dreng. Han kan atadig huske "dengang mor altid græd". Men så husker han tilgengæld også at være taknemmelig for, at det er længe siden, og at vi har det godt nu. Ligesom jeg gør.

Ja, jeg er taknemmlig for mange ting, men mest af alt for, at solen altid står op igen. Det er bare om at vende sig mod solen, og tage imod varmen.

Puha, det var dog en voldsomt dyb refleksion, her lige op til weekenden, men disse tanker gjorde mig utrolig glad, og jeg fik sådan lyst til at dele dem med nogen. :-)

Så er det lige pludselig ved at være nu! I aften er det min tur til at tone frem på skærmen og være med i det univers, der hedder "farvel min elskede".
Kvinden uden "i", kalder Ole mig.. Tak, Ole, men heldigvis her jeg lige nu masser af energ-I! ;-) Så jeg glæder mig til i aften, og er spændt på, hvordan jeg nu bliver taget imod. Har jo fulgt det hele lidt på sidelinjen og haft mulighed for at forberede mig lidt mentalt på, at der er en del opmærksomhed omkring emnet programmet, og det emne, det har taget op.

Så velkommen til min tone-bestrøede verden!
Kærligst, Lillan

Så blev det endelig efterårsferie, og nu tager vi på en længe ønsket og tiltrængt ferie i Prag! Hav det rigtig dejligt her i Danmark mens vi er væk, og god fornøjelse med afsnit fire.
Kærligste efterårshilsener, Lillan.

Jeg føler mig ret privilegeret i denne tid. Jeg kan følge alle de andre på sidelinjen, inden det bliver mig, der kommer i krydsilden. Jeg er spændt på, hvordan det bliver, og om jeg vil blive modtaget med samme varme, som de har oplevet.

Men indtil videre er det altså stadig hverdag for mig. Og hvilken hverdag! Normalt klarer jeg de fleste af dagliglivets strabadser selv. Sådan er det jo at være alenemor. Men oftest mærkes savnet af tosomhed lige netop i de få ting, jeg ikke kan selv!

Jeg har en boremaskine, men er ikke nogen ørn til at bruge den. Jeg ved i teorien, hvordan man sætter lamper op, men tør ikke rigtig røre ved det der strøm. Ting i den dur, ting, man burde have en mand til at klare! Tænk at kunne få lov til at være svag en gang imellem, og se bedende på én, der både kan og vil gøre ens verden et bedre sted!

Denne gang blev det udløst af en lille dum barnecykel, der skulle gøres køreklar til mandag morgen. Formåede egenhændigt at slå bremseklodserne skæve og kludre i at sætte låsen på, ja i sådan en grad, at jeg til sidst sad i skrædderstilling - midt på fortovet - med frustrerede tårer trillende ned ad kinderne! Der ønskede jeg godt nok, at jeg også havde en rod at gå løs på, men mest af alt, at jeg havde haft en, der stille og rolig havde taget skruetrækkeren ud af hånden på mig, og gjort resten ordentligt...

Så sad jeg der med alle mine talenter og havde selv glemt alle mine fine ord om regnbuer. Skørt, ikke?
God torsdag til alle! Lillan

Yes! Jeg bestod min eksamen og fik endda ros! Så er livet ikke så tosset!

At al offentlig transport så rottede sig sammen mod mig i dag, så jeg nær ikke var nået på arbejde, det må man jo tage med... Det har ellers været noget af en dag! Våd, kold, og med tanker, der farer vild i sig selv. Kender I det, at man har så mange tanker i sit hovede, at man slet ikke kan holde styr på, hvad der er skidt og kanel? Det sker ret ofte for mig, især hvis jeg får sovet for lidt, eller har lidt for travlt, og når så begge faktorer er tilstede, ja så kan det kun gå galt. :-(

For at blive afledt lidt, satte jeg mig til at kigge lidt på billeder, jeg har taget og fandt dette. Det er taget for nyligt på en af de sjældne dage, hvor solen skinner i regndråberne. Det så virkelig ud, som om denne regnbue endte lige præcis bag huset foran mit. Det satte for alvor mine tanker i gang, for hvad er det lige, regnbuen repræsenterer?
I bibelen beskrives, hvordan Gud sætter regnbuen på himlen, som tegn på, at han aldrig mere vil oversvømme hele jorden. Tak for det! :-D Og så kom det til mig, midt i al den følelsesmæssige forvirring; Blot fordi man har nogle hårde dage, betyder det ikke, at verden går under! Det står en regnbue og stråler et fantastisk budskab ud til os. Men vi bestemmer selv, om vi vil se regnbuen, eller kun regnen.
Nu er min verden trods alt ikke brudt helt sammen i dag, men jeg har jo været der, hvor dagen i morgen var en overhængende trussel, snarere end en åben mulighed. Og de dage, hvor frustrerede tårer strømmer ned af kinderne, er det bare så svært at se andet end de grå regnmasser! Men for mig er det vigtigt at minde mig selv om, at der rent faktisk er en regnbue, selvom jeg ikke lige kan se den!
Glæden er der et eller andet sted, det er bare med at finde den! Jeg fandt den i et billede i dag. I morgen, kan det måske være i et knus fra min søn, en sms fra en ven, anerkendelse på arbejdet eller i skolen... Disse små opmuntringer har hver deres farve, og tilsammen danner de regnbuen i mit liv. Jeg kan ikke altid se den, men den er der!

Sikken en skøn dag, vi har haft i dag! Sad på en tagterasse og nød udsigten over dejlige Århus. Tænkte på, hvor utrolig stor indflydelse, den der lyskugle har på vores humør. Det er da forunderligt, at den kan lyse ind i selv de mørkeste kroge af sjælen, varme de koldeste følelser og skabe ny glæde...

Jeg hedder Lillan, og du kan møde mig i programmet "farvel min elskede" senere i serien. Men lige nu tænker jeg mest på, at jeg skal til eksamen i morgen! Puha, hvis der er nogen, der gider krydse fingre for mig, så er jeg sikker på, mine nerver tér sig belejligt, når slaget skal stå. ;-)

Rigtig god fredag til alle!