/ramble on

Jeg er tilsyneladende sådan en, man skal synes, det er synd for. Det huer mig ikke, men jeg har oplevet det flere steder - også her på Tv2. Det skyldes nok mest min tidligere blogstil, hvor jeg slet ikke sorterede i, hvad jeg lukkede ud, og derfor var mere sårbar end godt måske var.
Jeg er dog ikke den samme, som jeg var for to år siden. Muligvis har psykolog-damen hjulpet på selvmedlidenheden, muligvis er jeg bare blevet ældre og mere hård. Men du skal dælme ikke synes, det er synd for mig.

Jeg er hvem og hvad jeg er - noget af det er min egen skyld, noget mit eget ansvar, og resten er ingens skyld eller ansvar, det er bare sådan som tingene har flasket sig. Sådan er livet. Det er ikke mere synd for mig end for så mange andre.

Jeg gennemgår for tiden nogle helt store, grundlæggende eksistensielle spørgsmål i mit sind (med andre ord, jeg er specielt fucked for tiden), men det er forhåbentlig bare et stykke af den vej, jeg er på i livet.

Store ord klokken før tolv, og store tanker - men det faldt mig sgu lige ind.
Behandl alle som du selv vil behandles, er det ikke sådan, det er?
Jeg er okay. Eller, jeg skal nok blive det. Jeg er en stor pige, jeg kan godt klare det. Men jeg kan ikke klare medlidenheden i folks øjne. Ja, jeg er førtidspensionist, ja, jeg har en utæt psyke, so what? Jeg er stadig et menneske ligesom alle andre. Enhver har sit, ikke sandt?

/ramble off

I dag tog jeg et par alt for store gummistøvler på og hoppede ud i sneen i mine forældres have.
For nogle dage siden vågnede jeg på psykiatrisk modtagelses kliniske grund, og et par dage forinden gjorde jeg det samme. Ind og ud og ind igen. Vinteren har bidt sig fast i mig, og gjort min sjæl kold og mit hjerte mørkt og tomt.
I dag vågnede jeg på forældrenes grund, og solen kærtegnede mine øjenlåg. Jeg satte en kande kaffe over og gik ud for at ryge en smøg, da jeg opdagede at mine ben blev varme i solen.
En ny fornemmelse skyllede indover mig, og jeg fandt fars gummirøjsere frem. "Hvor skal du hen?" spurgte han mig, og jeg svarede: "Ud og kigge efter vintergækker!" Han grinede af min barnlige kådhed, og fangede straks kameraet og klikkede løs af mig, der spjættede omkring i den alt for dybe sne med alt for høje forventninger til flora på denne årstid.
Jeg var næsten også ligeglad med, hvad jeg fandt, for fuglene sang og katten rullede sig på terrassen i forårskådhed.

Jeg har lært at sætte pris på denne årstid. Før var jeg kun til sommer, men foråret har sneget sig op på en delt førsteplads. Alt er på spring, og vildskaben ligger lige under sneen.
Jeg undgår nok ikke depressioner fremover, men i dag er jeg lykkelig.
Og jeg fandt en vintergæk OG en erantis... Snottede, forkomne eksemplarer, men de var der. Lige ved siden af sneen.

Jeg er en af dem, der ikke rigtigt kendte til Tenacious D, før jeg i en efterbrandert så The Pick Of Destiny, altså en af dem, vi hader - men ikke desto mindre er jeg VILD med filmen. Dette endda til trods for, at jeg aldrig har set hele filmen i ét stræk, grundet tømmermænd eller skævhed eller blot ren utilgængelighed af filmen (jeg ønsker mig den i fødselsdagsgave, så er det sagt).

Engang imellem bliver jeg så begejstret for et stykke musik eller en film, at jeg er nødt til at dele det med jer tv2'ere, og P.O.D. ryger med i denne kategori. Det er nemlig både en pissesjov film og et genialt soundtrack.
Jack Black er ikke bare en fed skuespiller-slash-hvad-det-nu-er-han-er, han er også en genial musiker.

Mit yndlingsnummer på soundtracket - og mit yndlingssted i filmen - inkluderer et showdown med selve Djævlen, men for dem, der er uvisse grunde endnu ikke har set mesterværket P.O.D., vil jeg ikke afsløre mere, og nøjes i stedet med at spille et nummer fra starten af filmen, hvor Black møder sin rockskæbne, Kyle Gass.

Nogle vil kalde det blasfemi, jeg synes det er fedt.
Rocking and fucking rolling!
Ja sorry, men jeg fandt lige soundtracket på cd til en halvtredser i går, kan ikke få armene ned!

Se den. :)