OL bliver i 2016 afholdt i Rio de Janeiro, besluttede den Internationale Olympiske Komité fredag aften. Til lykke til Brasilien, som helt fortjent lægger sand til legene. Jeg glæder mig rigtig meget til at se beachvolley på sit fødested - Copa Cabana :-)

Hvorfor tabte Chicago? Nogle hævder at det amerikanske mediecirkus blev for meget. At Obamaernes personlige/private taler blev for pladderromantiske.

Hvorfor blev det næsten Madrid? Den mangeårige IOC-præsident og nuværende æresmedlem Samaranch plederede dybfølt for at give OL til hans hjemland. Madrid fik flest stemmer i første afstemningsrunde, men det var ikke nok i den direkte kamp mod Rio.

Hvorfor var Tokyo ude af billedet fra starten? Nok fordi Asien netop har afholdt OL (Beijing 2008) og der nok ige skal gå nogle mgange, før det kommer tilbage på det kontinent.

Hvorfor vandt Rio de Janeiro? Sportspolitisk interesserede hævder at det skyldes deres gode planlægning og det faktum, at OL aldrig er blevet afholdt i Sydamerika (OL i Mexico 1968 som det tætteste, men Mexico regnes til Mellemamerika på de kanter.)Umiddelbart efter resultatet forelå fredag aften, hørte jeg den bedste forklaring: "Det var da fordi Pelé valgte at give interview til Go'aften Danmark som det eneste medie. Det kan Oprah og Fru Obama lære noget af".Jeg takker for tilliden, men tror alligevel ikke vi har SÅ meget indflydelse.

Gense det fantastiske interview her: http://go.tv2.dk/video.php/id-25431842.html

Så blev vi hårdkogte tv-folk børn igen. Hvorfor? Ingen ringere end verdens bedste fodboldspiller Pelé kiggede forbi studiet.

Den 68-årige brasilianske sportslegende Pelé lagde tirsdag aften sin vej forbi tv-studiet på Hovedbanegården - og hvilken ære. Alle...A L L E kiggede benovet på den lille mand, da han stille og roligt spadserede gennem vores studie. I et studie, hvor ingen normalt gør notits af notabiliteter, måtte selv notabiliteterne æde al ære og bede om en autograf.

Pelé er en helt igennem rolig, veltalende og smilende aldrende herre - som slet ikke lader sig mærke med sin alder. Han skriver endda pænt autograf nr. 1.000 den dag, blot forbi man beder ham om det. Hvad er det der giver ham denne aura? At han er den eneste fodboldspiller, der har vundet VM tre gange? At han har verdensrekorden for højeste målscore-frekvens (0,93 mål pr. kamp gennem sin professionelle karriere)? At der er lavet et væld af film om ham? At han tager sig tid til at tale med fodboldspirer overalt i verden?Eller er det fordi han giver alle på sin vej et lille stykke af det gode Brasilien? Det tror jeg bestemt. Legenden sender en lille stråle smil afsted mod dig, kigger dig mildt i øjnene og lader dig føle at du da er ligeså vigtig som alle andre.

Det er Pelé, jeg taler om - verdens bedste fodboldspiller. Hvilket enestående menneske! Du kan se Michèle Bellaiche interviewe ham onsdag kl. 18.25 i Go'aften Danmark.

Da jeg var barn oplevede man jævnligt folk, der havde trådt i en hømhøm. Det lugtede, men hømhømmen forsvandt - i nogle tilfælde dog først efter at gulvtæppet var blevet vasket.

Da jeg så blev lidt ældre blev det for meget for nogle mennesker - der åbenbart havde jokket lidt for meget i hømhømmer - for de begyndte at sætte små dannebrogs-flag i hundenes efterladenskaber. Det var mægtig festligt at se på sådan 100 meter fortov, med tre-fire små flag plantet derudaf. Det blev til en hel national manifestation og jeg tror faktisk folk fik renere skosåler efter indsatsen.

Da jeg var noget ældre end ung, var der så nogle, der fandt på at hundens ejer kunne putte hømhømmen i en lille pose og smide den ud i nærmeste skraldespand. Det var smart - og i dag er det kun folk, der bevæger sig for langt ud i rabatten, der får lort på skoen.

Hvor lang tid tager det sådan en hundelort at blive opslugt af naturen? 1-2 måneder før den er helt væk? 2 sekunder, hvis posen bliver brændt af på en forbrændingsanstalt?

Efter jeg er blevet far går jeg rigtig mange ture med barnevogn. Og det undrer mig at der er hundeejere, som åbenbart vælger at sætte sig mellem to stole. Hunden sætter sig jo der, hvor den kan komme til det og gør, hvad hunde nu gør. Hundejeren gør så, hvad han bør gøre, når hunden har gjort hvad den gør - ejeren samler hømhømmen op i en pose. Og det er så her - kære læser - at det begynder at tilte for nogle, for det næste hundejeren så burde forventes at gøre, er at kaste hømhømmen i en skraldespand. Men sådan går det ikke altid.

Hvordan kan det være at nogle hundeejere - efter møjsommeligt at have samlet hundens afføring op i en pose - vælger at smide posen MED LORT på fortovet???? Jeg mener; hvis de bare havde ladet hunden lægge sin kage i naturen, ville den være væk i løbet af 1-2 måneder (nogle gange hurtigere, hvis gulvtæppet vaskes først). Men når den er samlet op i en pose og smidt på fortovet, kan den jo ligge der i århundreder (eller hvor lang tid, der nu går før plastic er nedbrudt).

Hvorfor ikke smide posen i skraldespanden? Jeg begriber det ikke.

Der er langt fra Valby til Randers - men turen var det hele værd, for målet var at komme til koncert med den legendariske kvartet Kraftwerk. Lørdag aften spillede de udenfor Randers' nye kultursted Værket.....navnemæssigt meget passende.

Kraftwerk er pionerer indernfor den elektroniske musik og blev dannet i 1970 - det er 39 år siden!!! Og de findes endnu (sådan nogenlunde). I mellemtiden er der kun et enkelt af de oprindelige fire medlemmer tilbage - grundlæggeren Ralf Hütter - der så har erstattet de tre andre bandmedlemmer med nogle yngre modeller.

Kl. 22.45 gik Kraftwerk på scenen i let vind og støvregn. Et rødt lys bragede ud og kastede fire mandskygger på det tæppe, der dækkede hele scenen. Tonerne fra deres klassiker "Mensch Maschine" strømmede ud i hovederne på publikum. Med ét blev jeg kastet 27 år tilbage, til dengang i 1983 dén LP storhittede i Storbrittanien og i nogen grad herhjemme. En LP, der blev udgivet i 1978, men først blev et hit 5 år senere.

En knastør og minimalt afstemt perfekt elektronisk lyd flød ud af højttalerne (og som én i mit følge konstaterede: hvordan kan de lave højttalere så små i dag og stadig få det til at lyde godt?). Hvilken befrielse der stadig kan skabes god koncertlyd, tirsdagens miserable Madonna-lyd i Parken taget i betragtning. Kraftwerk spillede stort set hele repertoiret af egne klassikere, som: "Computerliebe", "Radioactivity", "Neonlicht", "Das Model", "Showroom Dummies", "Computerworld", "Tour de France", "Musique Non Stop", "Expo 2000" og naturligvis "The Robots", der aldrig bliver spillet med Kraftwerk selv på scenen - de er erstattet af fire robotter (halb mensch, halb ding).

Kraftwerk var ikke det første band, der skabte musik, der var 100% elektronisk. Men de var de første, der fik det til at lykkes så perfekt (som kun tyskere kan) at det bragte dem til tops på alverdens hitlister. Således blev deres gennembrudshit "Autobahn" råspillet på amerikanske discoteker i 1974, på trods af at det varer hele 22 minutter og starter med lyden af en dør, der smækker, en VW-motor der starter, dyt dyt og så en robotstemme, der messer "aaaaaautooooooo baaaaaahn".Var det ikke for inspirationen fra Kraftwerk, havde verden næppe hørt kunstnere som Jean-Michel Jarre, Pet Shop Boys, Human League, Nine Inch Nails samt iøvrigt al hip hop-musik med beats-samples, house-musik og trance. Kraftwerk beviste at synthesizere og sequencere kunne fungere som selvstændige instrumenter.

Kraftwerk har stædigt holdt fast i et univers af beundring for teknologiske landvindinger, at menneske og maskine er i symbiose. Dog heller ikke uden en distanceret ironisk humor, iblandet en advarsel om, at teknikken basalt er god - det er først når mennesket misbruger teknikken, det går galt. Her er Kraftwerk ikke bleg for at nævne atomkraftværkerne Chernobyl, Harrisburg og Sellafield.

Publikum var med 100% fra første tangent-tryk til det sidste. Men vi er også taknemmelige og kan samtlige syntheserede håndklap udenad, så helt galt kunne det ikke gå.Den sidste fjerdedel af konceten var tilføjet et nyt aspekt, som ikke var med i deres seneste danske koncert i KB-hallen i 2004. Publikum fik udleveret pap/plastic-briller og så var der ellers 3D-effekter på den kæmpe bagskærm. Fantastisch - efter 39 år tilføjer Kraftwerk stadig nye elementer til deres ellers stereotype performance.

Jeg har været på halen for Kraftwerk siden starten af firserne, trods deres arrogante måde at behandle fans på - de udgiver måske en plade hvert 7. år.....måske. Efter koncerten lørdag er jeg stadig på halen for deres tysk perfektionerede minimalistisk robotiske musik - Kraftwerk kann immernoch.

Uh, jeg glæder mig!Her til morgen vågnede jeg op med "gonna mess you up with my love" på repeat i mit hoved. Min krop er i gang med en fuld transformation fra leverpostejsfarvet gennemsnitsdansk (med et peakende udbrud på 0,1 på den åbne Fest-skala), til disco-stud iført glitter og alternative armbevægelser - Vogue!

I aften gæster Madonna nemlig Danmark for anden gang i hendes mere end 25-årige karriere. Senest var for tre år siden i Horsens og i aften besøger hun København. Jeg ved hvad jeg går ind til: I 2006 medbragte Madonna hele sin monstrøse scene, mindst 48.000 dansere, mandshøje flyvende kupler med rhinsten og en kæmpe pakke af hendes musikale bagkatalog. Det var en koncert foran 80.000 mennesker på en mark i Horsens. Problemet var dér, at de 75.000 af publikummerne enten ikke kunne høre koncerten, ikke kunne se den eller endog kunne ingen af delene. Det bar anmeldelserne voldsomt præg af.

Jeg var så usigeligt heldig at kunne stå helt upfront - jeg mener HELT upfront - kun 7 meter fra pop-ikonet og for mig var det et underholdningsbrag af dimensioner. Nuvel, Madonna er ikke verdens bedste sanger - but do I care? Nix, for jeg overdøvede selv hendes sang - alle sange og tekster har vi hørt så ofte, at man kan dem i søvne.Men hvad Madonna ikke har i sangtalent, har hun til gengæld i at opsætte et show af ekstreme dimensioner. Vi er her fuldt på højde med Sigfried & Roys Las Vegas-cirkus, hvor de de hvide tigre og andre dyr er skiftet ud med top-profesionelle dansere, i et gennemkoreograferet show. Og 51-årige Madonna danser selv med det meste af tiden.

Det er imponerende. Og jeg forventer også at lyden i Parken i aften vil være langt bedre end i Horsens. "Living in a material world" - jeg har fundet glitteret frem og venter på Madonna Cirkus :-)

Jeg er næppe den eneste, der skriver om Michael Jackson og jeg ER ikke den eneste, der netop har set mindehøjtideligheden for Michael Jackson fra Staples Center i LA. Jeg er næppe heller den eneste, der sidder med denne mærkelige følelse.

Mit forhold til MJ stoppede egentlig en gang i firserne og jeg syntes Thriller var et skod-album (giv mig Off The Wall og Bad, som er langt mere funky plader). På trods af vores brud, fik den megen medieomtale mig alligevel til at se mindehøjtideligheden. Og som næsten altid, når jeg ser amerikanske shows, er det med den ironisk distancerede afstand til alt deres overdimensionerede hejs. Nu med et lig i guldkiste på scenen!!

Men for pokker....jeg er en voksen hårdhudet mand med et hjerte af sten, og alligevel duggede mine hornhinder gentagne gange. Jeg kæmpede desperat imod med henslængte kommentarer til min kæreste som; "hvor er folk gode til at klappe lavt og andægtigt", "Brooke Shields er nu også en sød pige. Lad hende få forældremyndigheden"....men det hjalp dælme ikke meget.Hvor var det bevægende, da Jermaine Jackson sang den smukke/melankolske Chaplin-sang Smile. Og jeg gik da helt i brædderne, da MJs datter Paris sagde at hendes far altid har passet godt på sine børn.

Mindehøjtideligheden blev vel Michaels Jacksons største show og han er nu ikoniseret for altid. Stort og bevægende, nøjagtig som de pompøse numre MJ glædede sine fans med. Pludselig har You Are No Alone en helt anden lyd - nummeret vil for mig altid være en storladen hyldest til en afdød.....der fik jeg sørme noget i øjet igen....

Man kunne mærke den sorg og det afsavn børnene, familien, venner og millioner af fans verden over føler. Den stemning væltede ud af skærmen, som en flod af tårer.Jeg er næppe heller den eneste hårdhudede mand med et hjerte af sten, der fik en klump i halsen her til aften.

Endelig blev det netop dén weekend i juli - den weekend jeg har ventet på i næsten et år. Den gule fest, den ypperste præstation af mand på maskine, eneren blandt cykelløb - Tour de France bliver kørt igen.

De næste tre uger vil jeg sidde klinet til tv-skærmen, så meget det nu kan lade sig gøre, for at sluge så mange minutter jeg kan af løbet. For mig er Tour de France det allerstørste eksempel på, hvor godt teknik, udstyr og rå muskelkraft kan spille sammen. Og det er SÅ små ting, der er afgørende for, hvem der vinder etaperne - det bliver djævelsk :-)

I år - mere end længe - er der åben kamp om, hvem der ender som den hurtigste mand i Paris. Alberto Contador ER min og bookmakernes favorit, men hvor god er han? Jeg venter ligeså nervepirrende dyster, som da vi for to år siden så danske Michael Rasmussen udfordre og besejre netop Contador. Ærgerligt at tour-arrangørerne derefter ombestemte sig og smed Michael ud af løbet - men det var dengang.

2009-udgaven byder på spændende udfordrere og jeg er langt fra sikker på at Contadors unge ben vil kunne svare på alle udfordringerne. Jeg vil se spydstik fra Cadel Evans og Andy Schleck over de tre uger. Derimod tror jeg ikke på Carlos Sastre, Denis Menchov og Andreas Klöden, som jeg ikke venter kan bære byrden over så lang tid med de mange forskellige udfordringer. Jo, jo - de vil give os underholdende øjeblikke, men det er ikke en af dem, der ender i gult. Men hvad kan Contadors holdkammerater Levi Leipheimer og tourkonge Lance Armstrong stille op? Jeg nægter at tro at Armstrong har tænkt sig blot at være vandbærer for Contador.

Og så har vi jo tre interessante danske navne med i løbet; den erfarne slider Nicki Sørensen, den unge bjergspecialist Chris Sørensen og den hurtige Brian Vandborg.

Det bliver grimt, det bliver godt og det bliver rigtig gult - hurra!!!

Forleden var jeg til et brag af en koncert i Parken. Det var med det - efterhånden - legendariske elektro/pop/rock-band Depeche Mode. 30 år på bagen og stadig i stand til at rive publikum med sig - eller ihvertfald de fleste publikummer.

Jeg vil gerne nyde koncerten så tæt på som muligt og byder der sig en mulighed, køber jeg billet til at stå allerforrest. Dvs. i den særlige indhegning, koncertarrangørerne etablerer helt upfront, som arbejdsområde, hvis der sker ulykker e.l. (der kunne man tidligere stå, hvis man kom i god tid til koncerterne, men nu sælges pladserne til en lidt forhøjet pris).

Man betaler en højere pris for at kunne stå tættere på og i en begrænset menneskemængde med plads til dans, høje armbevægelser og i mulighed for at gå lidt væk og trække frisk luft. Og her er det så jeg begynder at undre mig for just foran mig og min kæreste stod to mænd (midt i trediverne) og var plakatstejleberusede. De forsøgte ubehjælpeligt at klappe på de rigtige tidspunkter, danse og endog blinke til de nærmest piger. Men ingen af delene havde de succes med. Det var sjældent håndfladerne nåede hinanden til klapsalver, dansen foregik som regel på mine fødder, hvorefter de måtte skubbes væk og det med blinkeriet til tøsene, var det vist kun mig, der så!

Normalt ville jeg blive sur over at få spoleret min koncertoplevelse, men disse to fyre var så ufrivilligt kiksede at jeg måtte le. Men jeg begriber dem ikke. Jeg kan sagtens forstå, hvad der får voksne menesker til at sidde parat ved billetlugen for at købe de eftertragtede Inderplæne-billetter (udsolgt efter ca. 20 minutter) et halvt år i forvejen og til en forhøjet pris. Men jeg begriber ikke, hvorfor man så drikker sig så patte-lam at man ikke opdager en dkid af hvad man har betalt for, når man endelig er nået frem til koncerten.

Var det ikke nemmere og billigere at købe en pose pilsnere og sidde derhjemme og se en Depeche Mode-DVD? Så slap man også for at skulle finde en taxa hjem og vågne med tinitus dagen efter (uden at vide hvorfor).