Bloggen lukker, Læs mere

Heidi Frederikkes blog

Søndag, 6. juni 2010 kl. 11:01 / vm

VM - jeg glæder mig!

10 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven

Det startede for mange år siden - tilbage i 1986. Jeg var otte år gammel, og Danmark var væltet af fodboldfeber og Michael Laudrup-mani.

Sepp Pionteks undertipppe purke pryglede Skotland, Uruguay og Tyskland, og så var der dømt Danish Dynamite i lille Danevang. Jeg husker det som noget stort - noget rigtigt stort. Det var det, der blev talt om. ALLE VEGNE.

Det var også her, fodboldfanatismen fedtede sig ind i mit liv. Ikke som noget nørderi, men som den glæde og det sammenhold, der automatisk følger i kølvandet på 11 mand i rødt og hvidt og en læderkugle.

Nu står vi her igen - overfor et VM, hvor Dannebrog skal blarer sammen med 31 flag. Og jeg glæder mig. Bare sådan grundglæder mig. Også selvom Danmark har spillet skidt i samtlige testkampe op til startskuddet i Sydafrika om en lille uges tid.

VM i fodbold er det største. Ikke bare for os fodboldentuiaster. Men set med sportsbriller generelt. Ingen begivenhed kan samle så mange tv-seere og fans verden over.

Og jeg håber, at vi på TV 2 kan være med til at gøre den danske fodboldfest endnu mere speciel end nogensinde før. Ikke kun når Danmark spiller, men også når de andre lande kæmper deres chance Sydafrika. Verdens største profiler er samlet - de fleste af dem i hvert fald. Og vi kan se frem til underholdning i absolut topklasse.

Vi har kridtet sko, støvler og de høje hæle. Banket et vanvittigt lækkert studie op i Skuespilhuset i København. Sendt vores stærkeste hold til Sydafrika. Dækket op til folkefest på Kvæsthusmolen udenfor skuespilhuset og på Store Torv i Århus. Vi vil sammen med Skuespilhuset give Jer seere og fodboldfans en VM-slutrunde i særklasse og på en måde, vi aldrig har oplevet i Danmark før.

8000 mennesker er der plads til på Ofelia Beach, som Kvæsthusmolen er omdøbt til. Og I er allesammen inviteret. Det er nemlig ikke kun Morten Olsen og hans trup, der skal præstere i Sydafrika. Det skal vi herhjemme også. En folkefest i Danmark vil nemlig uden tvivl smitte vigtigt af de mange kilometer mod syd, hvor holdet har brug for al den opbakning, de kan få.

Jeg glæder mig til at se Jer på Ofelia Beach, og jeg glæder mig til VM.

Lad os håbe, at vibrationerne fra 1986 finder vej til 2010. Lad igen Danevang blive overdryppet af Danish Dynamite, og lad os krydse fingre for, at Olsens tropper gør en skidt generalprøve til en flot premiere i Sydafrika.

Det er lige om lidt. Vi ses.

Heidi Frederikke

Tirsdag, 6. april 2010 kl. 13:23 / sport

Guld til FCK?

6 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven

Hvad så OB - er I ved at sende guldet til hovedstaden???

Fynboerne fløj - nu falder de. OB har holdet - eksperterne udråbte dem til sæsonens bedste bud på en mester. De var også på nippet til at gøre det selv - eller gjorde det rent faktisk.

Nu roder "de striwrede" rundt med en møgdårlig start på foråret, og nu går snakken ikke længere på guldmedaljer og førsteplads. Det ædle metal er de selv ved at sende lige i synet på FC København, og det øverste plads i tabellen har løverne allerede ædt.

Albani-byen må endnu engang konstatere, at der er lang vej til det mesterskab, som så småt var begyndt at drysse guld udover de gader, hvor HC Andersen løb rundt i spæde træsko for mange år siden.

Det er også efterhånden mange år, siden OB sidst skrev under med "Danmarks Bedste", når de tjekkede ind på de forskellige stadions. 1989 var året, hvor både jeg og mange mange andre så fynboerne slå AGF og dermed sikrede sig det danske mesterskab. Jeg stod i hjørnet på den tribune, der i dag hedder "Stiften". Det var dengang, hvor Carlsberg ikke engang overvejede, at købe et stort sponsorat i klubben. Det var dengang tribunerne var gamle og skæve og Thomas Helveg ung og upcoming star. Det var dengang, Lasse Skov spillede back og Lyngby stadig var i toppen af den bedste række!

Det er mange år siden.

2010. Et typisk fynsk forår kan man kalde det! Det er sket så ofte før, at OB har spillet et fantastisk efterår og så går ned, når træerne springer ud. Samtidig lugter de københavnske løver lange lunser af guld, og brølet har lydt på Østerbro, hvor hjørnetænderne løber i vand.

Jeg tror, FC København gør det igen. Vinder det danske mesterskab. De er stærke. De er stabile. Og der er ikke noget støj.

I OB ser det ud til, at meget af efterårets succes lå på Djemba-Djembas skuldre. Nu er midtbanemotoren ude med en skade. Og det gør ikke kun ondt på ham selv, men på hele holdet. OB har overhovedet ikke fundet hverken form eller fødder i foråret. Og så kan man ikke vinde mesterskabet. Heller ikke selvom man skulle gå hen og være heldig. Og slet ikke når FC København har snøret både støvler og selvtillid.

FCK ser ud til at ha' gearet og holde det, mens OB har knas med kæden. Utaka er uskarp, det er svært at se en toptunet afløser til Djemba-Djemba på midtbanen, og back-kæden knirker.

Omvendt vrider FC København i øjeblikket deres trøjer i succes. 3-0 i Farum (og så var nederlaget til FCN i Parken vist glemt), en Pospech der sprudler, en pludselig evne til at vinde stort og en Santin der har fundet vejen til målet.

Som det ser ud nu, så synes jeg, det lugter lidt af guld i København!!!

Heidi Frederikke

Torsdag, 25. marts 2010 kl. 21:59 / sport

Brøndby bløder!

9 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven

Auri jublede, som havde han vundet Champions League. Spillerne fra HB Køge glemte for en stund alt om nedrykning. Brøndby var halshugget med 3-1. Vestegnen blødte. Doktor Bjerregaard bevægede blegt fingrene henover læberne. Faxe-tribunen var hullet som en emmethalerost. Rasende fans stimlede sammen foran hovedindgangen til stadion, og knap halvanden time senere var Kent Nielsen fyret som træner i Brøndby IF.

Længe har den ellers stolte blå-gule skude mistet maling og motorstyrke. Hvad der før var et bundsolidt hangarskib, er i dag en gennemhullet gummibåd, som selv de mest hardcore fans forlader, inden den endnu er gået under.

Det er hårde ord, men jeg mener, de er sande.

Siden Michael Laudrup har Brøndby kun været skyggen af skyggen af sig selv. Tom Køhlert har formået at rette op på den slingrende cykel. Men nu er Brøndby tilbage, hvor hænderne har sluppet styret, og kæden er knækket. Vi må bare håbe, at de har husket hjelmen. For lige nu er Danmarks måske mest stolte klub ved at drøne ud over kanten!

Ingen sportsdirektør, ingen træner, ny direktør (igen) og en hovedsponsor, der har valgt at stoppe i utide. Manglende resultater, manglende selvtillid og manglende overskud.

Det virker uoverskueligt, og hvor pokker skal man næsten begynde for at genvinde balancen på den københavnske vestegn??? Jeg tror, man er nødt til at begynde helt forfra. Der hvor det hedder med støttehjul og et kosteskaft bag sadlen. Så er opgaven bare nu at finde ud af, hvem der skal holde med sikker hånd, så cyklen ikke vælter.

Og det er et spørgsmål, der kræver et stort svar eller måske endnu bedre - et modspørgsmål, der lyder: Hvem skal IKKE holde i kosteskaftet??? Og det er et ømtåleligt emne i klubben, der kalder sig en forening. For i mange år har det været Per Bjerregaard, der har været faderen, der sørgede for, at sønnike ikke faldt og slog knæene. Men er doktoren stadig manden, der kan sikre patienten nul huller???

Jeg er i tvivl. Det må jeg indrømme, og det er jo ikke nogen hemmelighed, at mange Brøndbyfans og fodboldeksperter har stillet netop det spørgsmål, siden Meulensteen forlod Brøndby IF for to år siden.

Noget endeligt svar på ovenstående spørgsmål skal jeg ikke komme med. Men på gangene i Brøndby er man nødt til at finde en løsning - og måske er det Bjerregaard selv, der skal mærke efter, om tiden er kommet til, at han forlader sit livsværk for ikke at slå det ihjel.

Der er i hvert fald ingen tvivl - patienten bløder!

Heidi Frederikke

1
23456...42Næste »



Sporten

Mine favoritter