Afgørende anmeldelse fra Dansk Bibliotekscenter:

Folke Møller, Carsten: Trækfugle

Anvendelse/målgruppe/niveau

Bogens dystre ydre sender klart signal om, hvem bogen henvender sig til: unge fra 12 år. Skriften på forsiden ligner grafitti og desuden står der øverst "vold, had og kærlighed", og det handler det om.

Beskrivelse

Forfatterens tidligere ungdomsromaner er i den muntre stil, her er temaet mere alvorligt. Vi følger 3 unge med forskelligt udgangspunkt i 9. klasse på en efterskole.

Rasmus er fra et hårdt kriminelt miljø, hvor vold er løsningen. Han vil starte på ny, men det er sværere end ventet. Tristan er den gyldne dreng alle elsker, og som scorer pigerne og efterlader brudte hjerter til hobe. Josefine er den overlegne smukke pige med fast kæreste hjemme. Det bliver et år, der kommer til at ændre deres liv helt, og som modner og ændrer deres syn på sig selv og andre.

Handlingen beskriver mest skolens sociale liv med fester, kæresteforhold, gruppedannelse osv. En stor konflikt opstår mellem byens unge og skolens unge, jalousi blandes ind, og det hele ender i et ragnarok af vold - og mord.

Der krydsklippes hele vejen mellem personerne, samtidig med at forfatterens stemme anes i baggrunden - måske som en af eleverne? Sproget er nutidigt, hurtigt og præget af slang, men virker ægte. Man gribes af de unges skæbne, selv om historien ikke er helt troværdig, og man undres over, hvor de voksne er i den grumme historie.

Sammenligning

Mange andre bøger handler om disse typiske ungdomstemaer, men sjældent så råt og brutalt beskrevet.

Samlet konklusion

Bogen skal nok fange målgruppen. Den tager de unges problemer alvorligt.

- DBC, Tove Delica

Hello!!!!

I am very interesting you, i want to get to know you better if you not mind, please answer me and i will tell you more about myself. I would like to have correspondence with you on regular e-mail.

Please reply only to my personal e-mail:  iruska29@gmail.com

I give you the address.

I hope to see today your letter.

Irina.

Om torsdagen bliver jeg vækket af en sød sygeplejerske, og jeg er sådan set ved ret godt mod den morgen. For jeg er ganske sikker på, at dette blot er en lille episode, som snart er overstået. Jeg tror faktisk ikke engang for alvor, at der er noget problem længere.

Men efter morgenmad og bad kommer alvorens grumme ansigt omsider frem. Det er tid til mit livs første møde med en talepædagog. Lægerne på Neurologisk er i gang med at undersøge deres test og prøver, men det er ligesom konstateret, at jeg lider af afasi - eller at sproget er gået i stykker.

Det giver besvær med at finde ord, danne sætninger, læse, stave og forstå andres tale. Derfor skal talepædagogen nu vurdere, hvor omfattende skaderne egentlig er. For det er jo i princippet ligegyldigt om de fysiske skader er store eller små, hvis alting virker. Eller hvis ingenting virker.

Hun tester mig på en række forskellige måder. "Fortæl mig om den eller den sætning er rigtig." Hvilket ord der passer til denne sætning og den slags. Det er ligesom at være med til den udvidede danskprøve i Sandholmlejren, tror jeg. Nogle giver mening, andre ting er sort snak. Men ligesom til eksamen vil man jo bare så gerne levere de rigtige svar. Man er jo ikke dum. Vel?

Men så finder hun en stofpose frem. Den indeholder ti almindelige ting, som skal være med til at bevise, hvor skidt det står til.

"Hvad er det?" spørger hun med Piet van Deurs-stemme og tager den første ting op af posen og stiller den midt på bordet foran mig.

Jeg aner ikke, hvad den hedder. Jeg aner simpelthen ikke, hvad den hedder. Jeg stirrer tomt på den uden at finde ordet. Jeg kan sagtens genkende den, og jeg ved da SELVFØLGELIG, hvad det er. Men jeg aner ikke, hvad den hedder. Jeg aner det ikke!

"Den er hvid," siger jeg efter lang tids betænkning. "Og der skal kaffe i den. Og den har en hank."

"Ja," medgiver hun og nikker. "Men hvad hedder den?"

Vulkaner eksploderer i mit hoved. Jeg elsker mit sprog, og jeg bilder mig selv ind, at jeg er god til at bruge det. Og så aner jeg ikke, hvad den... ting... hedder. Et kort sekund sortner alting for mig, men så bider jeg tænderne sammen og kigger op fra tingen på bordet og ryster på hovedet.

"Jeg aner det ikke," indrømmer jeg stille og bander den almindelige hvide kop langt væk. En kop! Og jeg kender ikke ordet. Ligesom jeg ikke kender fleste af de almindelige ting i hendes pose. Skruetrækker. Ske. Kam. Kun to af tingene kan jeg sætte ord på.

Det er i lige præcis det øjeblik, at det går op for mig, hvor skidt det står til. Mere skal der skam ikke til. En hvid kop. Men så forstår jeg det også. Og det går op for mig, at jeg skal arbejde benhårdt med mit sprog for at få det til at virke igen. Men også at det KAN lade sig gøre.

For den gode nyhed er, at hun er meget fortrøstningsfuld. Jeg er allerede kommet langt de første 24 timer, og med hårdt arbejde kan jeg forhåbentlig komme helt i mål igen. Det beslutter jeg på stedet at kæmpe for. Jeg VIL vinde - og jeg TROR på det.

En times tid senere vil jeg med Barack Obamas ord digitalt mejsle min tro på sejr ind på Twitter/Facebook. Jeg tænder computeren og ved, at jeg vil bruge Obamas mest berømte ord. Men jeg kan ikke huske dem. De er væk, ligesom den hvide kop.

Google og mig leder sammen efter ordene. Jeg kan godt huske ordet "yes" (jeg startede trods alt med kun "ja" tilbage et døgn tidligere) - og selv om jeg ikke kan skrive Obamas navn, så leder jeg efter lang tids rodet søgning frem til sætningen "Yes we could". Det er tæt på, men det er ikke helt rigtigt. Men omsider givet forsøget det sidste skridt til målet, så jeg kan bruge Obamas håbefulde ord.

"Yes... Yes we can. Yes we can. Oh... ;-)" - skriver jeg på Twitter/Facebook. Det giver endda næsten mening. Sådan da.

De tre ord bliver mit kampråb de følgende måneder. Jeg beslutter, at jeg vil blive rask. At jeg vil have alle mine ord tilbage. At jeg vil have mit liv tilbage. At jeg aldrig vil være i tvivl om ordet "kop". At jeg VIL vinde. Og selv om det bliver hårdt, og selv om det ikke er sjovt hele tiden, så tror jeg på, at det nok skal lykkes. Der mangler stadig noget den dag i dag. Men selv den sidste kop skal nok finde plads i min hjerne. Selvfølgelig skal den det!

Yes We Can!

.

Del 1 - Ja: http://blog.tv2.dk/folke/entry314847.html

Del 2 - Ecuador: http://blog.tv2.dk/folke/entry318357.html

De første to timer af mit nye liv (så er der syv tilbage) er temmelig forvirrende. Min skadede hjerne vil nemlig meget gerne - om man så må sige - slå hjernen lidt fra, og det får den også lov til fra tid til anden.

Der er en sværm af sygeplejersker og læger, da jeg ankommer til sygehuset. Jeg kan stadig kun sige "ja", og da de ikke kan finde mine kort i lommerne, så får jeg et af de armbånd, der identificerer patienterne med CPR-nummer og navn. Selv i dag giver det lidt gåsehud at se det, fordi det beviser, hvor slemt det egentlig var. "031208-6XX1 - Uidentificeret, Mand" står der, ligesom på skiltet på den pose med mine værdier, de samler sammen efter at have klippet i mit tøj (se ovenfor).

Men de er enormt søde og tilsyneladende kompetente nede på skadestuen, selv om jeg ikke følger med i alle undersøgelserne, fordi mit hoved er træt, og jeg bare gerne vil sove. Det er ret forvirrende, for jeg er inde og ude af bevidsthed og ser bl.a. en CT-scanning, en generel undersøgelse, en køretur med seng gennem underjordiske gange med en sød kvindelig portør (det ser man ikke ret tit), før jeg på et eller andet tidspunkt lander på Neurologisk Afdeling.

Det er her, jeg kommer rigtigt til mig igen. Der er gået lige godt to timer, og den fysiske lammelse i højre side er gået væk igen, hvilket en kvindelig læge konstaterer med et smil. Jeg har også fået flere ord tilbage, selv om det er ekstremt svært at sige noget fornuftigt. Jeg bliver hurtigt frustreret, da jeg ikke kan kommunikere med en sygeplejerske, og det hjælper ikke rigtigt at skrive til hende, selv om jeg med fagter får lov til at låne en kuglepen og gult papir. Lige præcis på den afdeling undrer det mig stadig i dag, at hun ikke forstår, at jeg har svært at ved at tale...

Men først og fremmest vil jeg jo gerne give besked til min familie og venner om min tilstand. Det er svært, at når man ikke kan sige hverken sit eget eller andres navne. Jeg åbner i desperation min bærbare og logger på nettet med mit 3G-modem. Jeg kan åbenbart godt huske mit password, selv om jeg ikke aner, hvad det er, da jeg forsøger at gentage det mundtligt.

Men nu går det lidt for stærkt. Jeg finder nemlig samtidig min mobil frem i posen og ser en besked fra min chef, der ligesom alle mulige andre er bekymret over, hvor jeg er blevet af. På det tidspunkt fatter jeg ikke, hvor slemt det er fat med mig, men det er tydeligt nu, når man forsøger at læse mine ord.

"Ude... Hospitalet i Odense, læge i ud, blodpropper... kh C"

Det er en af mine første beskeder. Tilsvarende mærkelige meldinger kommer på mobil og Messenger til andre den dag. Jeg kan tydeligt huske, at det faktisk gav mening, da jeg skrev dem. Jeg kunne godt forstå, at jeg manglede mange ord, og derfor forsøgte jeg at nøjes med præcise ord, som folk kunne forstå. Det lykkedes tydeligvis ikke. Senere skrev jeg følgende på Twitter/Facebook:

"Carsten is a strange, its close to that. Fuck. Sorry is all. Love :-)

Hmm... ja... strange er vist et temmelig præcist ord.

Jeg lukker computeren - og nu får jeg besøg. Jan fra afdelingen er den første, der dukker op med et venligt ansigt, og det er en skøn oplevelse. Jeg insisterer på, at vi sætter os ud på gangen, mens Jan forklarer, hvordan de har opdaget, hvor jeg er. Kort efter dukker også Christina og Søren fra afdelingen op, og det er dejligt at se dem, selv om jeg forsøger at fremstå som en engelsk verdensmand, der kan klare alt. Jeg mangler virkelig mange ord, og jeg bliver også vred over det, men jeg tror da i det mindste, at mange af mine sætninger giver mening. Jeg finder først meget senere ud af, hvor slemt det faktisk var, og hvor mange af mine sætninger nærmest var volapyk.

Det lykkes mig at få Jan til at kontakte min mor, men det viser sig, at hun allerede er på vej. I mellemtiden ringer Kitt, der vil vise sin nye baby frem og ikke aner noget om min tilstand. Jeg kan hverken tale eller forstå hende, så den opgave ryger over til Christina.

Men bortset fra det, så gider jeg ikke snakke om mig selv, så jeg går (muligvis) i gang med at fortælle historien om Simons søster, der lige er blevet bidt af en haj i Ecuador dagen før. Jeg kan (blandt mange andre ord) ikke finde ordet Ecuador. Men jeg griber det gule papir - og skriver "Ecuador". Jeg har papiret ved siden af mig lige nu, og det ser fint ud, det ligner endda min håndskrift. Ecuador, står der. Men selv efter at have skrevet ordet, kan jeg ikke sige det. Det er fandme mærkeligt.

Og det er omtrent der, det så småt begynder at gå op for mig, at det ikke går rigtig godt. Min mor kommer og så kommer bl.a. min far og min gravide søster og kæresten og Jasper, som jeg (viser det sig senere) kalder Joachim under hele besøget. Jeg gør mit bedste for at agere som den mest rolige og ubekymrede af alle. Heldigvis går det ikke op for mig, HVOR dårligt jeg taler på det tidspunkt, for så var min egen illusion nok bristet...

Men det bekymrer mig, at jeg ikke kan sige "Ecuador", selv om jeg kan skrive ordet. Selv når folk gentager ordet, kan jeg simpelthen ikke fange det. Men alt i alt tror jeg, at jeg er sluppet billigt. Jeg kan trods alt sige det meste, tror jeg, og det er jo nærmest bare et lille ildebefindende, som næppe kan tage mere end et par dage at komme over.

Det er først dagen efter, at det for alvor går op for mig, at der er noget helt galt i min hjerne...

I dag har jeg netop fået den utroligt vigtige "lektørudtalelse" på min nye bog. Det er en slags kombineret referat og anmeldelse for bibliotekerne - og eftersom bogen primært skal sælges til bibliotekerne, er det rigtigt vigtigt, at den bliver god, at alderen ikke er for høj, at både piger og drenge gider læse osv.

Her er den fulde udtalelse:

Anvendelse/målgruppe/niveau

Ungdomsbog til både piger og drenge fra 12-13 år


Beskrivelse

Den første bog om hovedpersonen Lucas - Knuser dit hjerte kom i 1999, siden fulgte i 2002 I krig og kærlighed . Her kommer den tredje bog om Lucas og hans problemer med kærligheden.

Lucas er startet i 1.g. Han er kæreste med den skønne Vanessa og han er kommet sig over sin gamle flamme Julie. Eller er han nu også det? På studieturen til Paris sættes han på prøve, da Julie pludselig er meget tæt på. Ud over kærlighed og  utroskab, fortæller historien også om kortspil, som spilles nat og dag!

Historien er som i de tidligere bøger i serien fortalt i et nutidigt og letflydende sprog. Der er mange dialoger og talesprog. Målgruppen vil hurtigt falde til i stilen. Som voksenlæser virker noget af historien lidt fortænkt og lidt for kunstig, men jeg tror ikke, at det vil påvirke de unge læsere. Bøgerne i serien kan sagtens læse uafhængigt af hinanden.

Bogen har et fint fængende omslag med fotos af de to piger - sat op som hjerterdame i et kortspil.


Sammenligning

Romanen minder i stil meget om de to tidligere bind i serien: Knuser dit hjerte og I krig og kærlighed . De tre bøger kan sagtens læses hver for sig. Bogen er en typisk nutidig ungdomsroman og minder i stil om mange af de bøger, der i forvejen står på "ungdomshylden".


Konklusion

En ungdomsromen skrevet i en nutidig og frisk sprogtone om kærlighedens mange luner. En roman som kan læses af både piger og drenge, hvoraf de fleste sikkert kan sætte sig ind i situationen.

Lotte Lykke Simonsen, DBC

- Well, det kunne være meget dårligere ;-)