Jeg har ikke været på nettet i meget lang tid, så undskyld mig hvis mit indlæg er en lille smule outdated, men nu er jeg jo kendt for ikke at lade en chance gå forbi for at brokke mig, så skik følge....

Jeg er helt sikkert med på vognen af dem der synes det er rigtig synd for Finn Nørbygård at han har tabt en masse penge, det er da ikke rart at blive taget ved røveren på den måde, og pokkers ærgeligt er det da, når man har knoklet mange år for at samle sammen, det er jeg helt med på.

Der hvor min kæde springer af, er når manden står og hælder tudekiksevand ud af ørerne over, at han er nødt til at køre i en Fiat istedet for en Mercedes, og bo i et helt almindeligt rækkehus. Jeg kan da godt se at det er ærgeligt og så videre, men at det ligefrem afstedkommer støtteshows der skal hjælpe den ludfattige komiker, er måske nok lige i overkanten.

Utrolig mange mennesker ville være mere end lykkelige for den leasede Fiat, og et fint rækkehus, så måske der var rigtig mange andre der burde støttes inden ham?. Der er stadig mennesker der bor på gaden, og mennesker der ikke har salt til et æg, så det er ikke fordi der mangler anledninger til støtteshows.
Bare lige mine tanker omkring det

Eddi

Selv om det efterhånden er ved at være længe siden jeg har blogget, betyder det ikke at jeg helt har opgivet ævred. Der er ingen der behøver fejre de har fået mig ned med nakken, eller noget som helst i den dur, der er bare sket så forfærdelig meget på ret kort tid, så bloggen har ikke lige været det der har haft højeste prioritet den sidste lange tid.

De fleste interesserede har vist fået at vide at vi har fået en lille velskabt dreng. Han er nu omkring en måned gammel, og han fungerer ganske efter bogen, og selv om det har kostet omkring 4 måneder på hospitalet for konen, er vi rimelig enige om at det har været det hele værd, når vi kigger på vores lille nye guldklump.

Udover familieforøgelsen er der jo sket en helt masse andet på de måneder jeg ikke har blogget, og en lille opdatering skal mine få, men fantastiske læsere da ikke snydes for:

Den førtidspension jeg efterhånden har ventet temmelig mange år på at få, er igen, trods løfter om det modsatte, startet forfra, så det er stadig helt iorden at kalde mig "bums," eller "BistandsEddi," eller hvad jeg efterhånden har læst herinde af synonymer for min status her i samfundet.
Pigerne bliver store og tumler rundt. Så sent som i går, måtte vi bestille en ambulance til den "store," der havde besluttet sig for at slå hovedet ned i kanten af en brosten. Der stod et mindre springvand op af blod, og uden at kigge yderligere på det, fik jeg lagt pres på, og vi fik ringet 112.
Til alt held kunne falckfolkene og jeg selv derefter konstatere at deres køretur havde været rimelig forgæves, da det bare var et lillebitte sår, der tilfældigvis sad lige på et blodkar, og det var så det der gav den voldsomme blødning.
Lidt flov og meget lettet takkede jeg de fli<x>nke ambulancereddere, der heldigvis ikke havde noget imod ulejligheden, og på den måde endte den historie jo godt.

Alt herhjemme er blevet hverdag igen: Ungerne trives, Konen er vokset sammen, og alt er klart til den næste omgang af ulykker, der sikkert venter rundt om hjørnet, sikkert på at jorde os atter en gang, men også på at gøre os stærkere og minde os om, at vi skal nyde den tid vi har sammen, for man ved aldrig hvornår det hele ender.

Knuz
Eddi

Ja, jeg har skam også gode dage :)