Israels er racistisk. Derom hersker der ingen tvivl.

At det er et tabu at diskutere åbent, det er der nu absolut ingen tvivl om.

Det beviste en samlet flok delegerede fra EU, på åbningsdagen af Durban 2 konferencen i Geneve.
"Hvad er forskellen på det her og jødestjernen?"

Citat, Christine Bjerregård, fra DR, efter at hendes pas er blevet mærket med et nærmest usynligt rødbedefarvet mærkat, ved en israelsk grænseovergang i 2008. Et mærke der skal vise andre israelske betjente og toldere, at hun er "palæstinenservenlig".
En dyster dag for ytringsfriheden. Anderledes kan det næsten ikke siges.

Mahmoud Ahmadinejad, en mand der ikke selv er nogen stor fortaler for ytringsfrihed, fik i dag en dosis af sin egen medicin.

Moral er godt og dobbeltmoral er dobbelt så godt, skulle man tro at den kære Ahmadinedjad tænkte, før han trådte op på talerstolen.

Men lige så uenig man kan være i mandens dispositioner i hans hjemland, lige så enig bør man være i hans pointer i talen.

Hans pointe som er... Israel er bygget på racisme og had til mennesker der ikke er som sine egne.

Hvordan kan man på en konference, der handler om racisme, vælge at ignorere en allieredes dispositioner gennem de sidste 60 år og udvandre i det grimmeste mediestunt i nyere tid?

Det er et spørgsmål, der bliver svært at svare på for de delegerede.

Desværre har Israel eneret, på at være uden for kritik. Israel er det eneste land, hvor man i dag kan affærdige alle kritiske spørgsmål, med et hurtigt spørgsmål tilbage: "Er du antisemit?" Og for mit eget vedkommende kan jeg kun sige, hvis man som modstander af zionisme, er antisemit; så er jeg uden tvivl antisemit.

Man kan undre sig over den absolut ukritiske tilgang til problemet Israel og den måde landet driver det internationale samfund rundt i manegen. Trods utallige FN resolutioner der pålægger Israel at behandle palæstinenserne som ligeværdige mennesker, trodser Israel det internationale samfund.

Man kunne så argumentere for at at de utallige FN resolutioner, var et bevis på bekymring fra det internationale samfund. Men nej. At man gang på gang stiller krav, der ved brud ikke bliver mødt med en konsekvens, det forpester hele processen med at stille Israel til ansvar for sine ugerninger. Lige så vel som det giver Israel carte blanche til at fortsætte.

Man hører tit at Israel er et demokrati. Og det er også ganske rigtigt. Det er bare et demokrati kun for jøder. Derfor pointen om at Israel er racistisk. Man hører tit folk spørge om jøderne ikke har ret til et sted at være. Jo, bare ikke på bekostning af andre. Så når vi nu har lavet den enorme brøler, at placere en stat midt i et andet folks hjem, så bør vi kunne stille en vis mængde krav til samhørigheden mellem de to.

I Danmark og mange andre lande, tager man per refleks israelernes parti. Man taler om dem som driftige og demokratiske. Som venlige og imødekommende. Ikke nødvendigvis forkert, der er bare mange andre sider man glemmer at skele til.

Man taler om palæstinenserne som terrorister. Som selvmordsbombere. Uvidende om at den første selvmordsbomber var en jødisk bosætter ved navn Baruch Goldstein, der dræbte 30 palæstinensere i en moske i Hebron. Og at det faktisk først var i starten af 1990'erne, efter denne massakre, at palæstinenserne tyede til aktioner af lignende karakter.

Man glemmer hvem man træder på i sin ukritiske tilgang til nationen Israel og de zionistiske bevægelser. Man træder på et folk, der har set sit hjem brænde foran sig og forsvinde, gennem de sidste 60 år.

2 folk. 1 regering. Det er situationen i Israel/Palæstina i dag. Det er definationen på apardheid. Det er selve konteksten i Oslo aftalen, som ellers blev rost til skyerne. Havde det været alle andre lande end Israel der var bannerfører for en sådan politik, ville der lyde et ramaskrig i verden. Nu er der kun en skræmmende stilhed.

Durban 2 var en mulighed, for at få en debat omkring racisme.

Hvis ikke den debat bliver ført åbent, så har den ingen fremtid. Og det er i virkeligheden Vesten der krænker ytringsfriheden, ved ikke at lade et helt folk komme til orde.

At man så ikke bryder sig om Mahmoud Ahmadinejad, skal ikke ødelægge hans pointer.

Jeg har nu for 3. gang hørt hans tale i Geneve på Haaretz.com. Den var nu ikke så slem. Utroligt at man kan lade sig fornærme, af noget der grundlæggende er så korrekt.

I øjeblikket foregår der et magtpolitisk spil, som ville kunne forære vores alles fadbamse Lars Løkke Rasmussen, et sæt nøgler til det famøse Marienborg. Alle store festers sommerparty-hus.

Lad os dvæle lidt ved cult-shakerens gøren og laden, de sidste år. Og huske på vores fantastiske minder og oplevelser sammen med ham. Fra dengang verden var af lave, da Fogh styrede baren og malerhjernen fra Græsted bare var stamgæst. Fra tiden hvor liberalisme var den nye socialisme, og hvor en AK i hånden, bare var en stiv mands druk-leg. Hvor Pia K, som Jokeren, skreg "hvor du fra" og folk helst skulle svare alt andet end sandheden. Da den stangstive ronkedor cyklede tur med Rynkeby. Da en 3 dages brander med Brigge fra Farum, gjorde Lucky Look Mentol så forvirret, at han med en Parker-pen og et ninjahug fjernede 2/3 af landets kommuner, bare for at kunne holde styr på dem. Jamen selv byturene med den omvandrende kop-holder Søren Pind, var noget for sig. Det var møderne i Snapsetinget dagen efter også. Lidt af en skam vi stadig har til gode at se, billederne af en storprustende Birthe Rønn på flugt fra pressen, snuble i en af Bubbibjørnens talrige brækklatter, bestående af supersaft.

Oh minder, oh Lars... Vores kære kommende statsminister. SKÅL!
Nu håber vi ikke de serverer for mange drinks i statsministeriet. For så bliver pilsner-pumaen hængende i mange år endnu.

http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2009/03/30/185403.htm?rss=true


Den israelske hærs audiatørkorps, har i dag valgt at lukke sagen om mulige nedskydninger af børn og civile, under den seneste konflikt i Gaza.

Man er i den israelske hær nået til den konklusion, at trods israelske soldater er øjenvidner og at palæstinensere i hobetal står klar til at berette om historier, er der i bedste Anders Fogh "look a like" stil, absolut intet at komme efter.

Israeli Defence Force er en skandale. En samling af verdens mest formørkede religiøse tosser. Selvfølgelig skal det gå galt, når man slipper dem løs på deres ærkefjender.
Ydermere kommer det såkaldte midterparti, Arbajdernes formand, forsvarsminister Ehud Barak, med en skinger udtalelse, citat: "Vi har en hær, der er den mest moralske i verden, fra generalstabschefen og ned til den sidste soldat."
Sørgeligt sørgeligt.  Her er et link til den israelske avis Haaretz, som sammen med en række engelske aviser og blandt andet danske DR1, bragte billeder fra endeløse rækker af huse, hvor der var lavet jødisk racistisk grafitti.

http://www.haaretz.com/hasen/spages/1059513.html
Blandt andet blev der i et hus, hvor 30 palæstinensere blev dræbt, skrevet "Arabs need to die", og "Make war, not peace".
Israeli Defense Force, så sandelig moralens vogtere.

At man i Danmark i 2009 kan blive dømt for terrorstøtte fordi man samler penge ind til FARC og PFLP er fuldstændigt forrykt. Lad mig med det samme omskrive det… At man i 2009 kan blive dømt for terrorstøtte, fordi man samler ind til en FARC støttet radio og et PFLP støttet plakattrykkeri er fuldstændigt forrykt.

 

Dette indlæg handler ikke om hvor vidt FARC, PFLP eller PKK er terrorbevægelser, men om hvornår man direkte støtter terror.

For alle disse bevægelser har både en anerkendt og lovlig politisk del, samt en guerilla bevægelse som er alt andet end lovlig.
FARC (Columbias Revolutionære Væbnede Styrker) har stærke bånd til Columbias Kommunister og den politiske del af FARC kæmper for at alle mennesker i Columbia kan blive ligestillet. Alt dette ud fra kommunistiske idealer. Om man er enig eller ej, bliver man nødt til at forholde sig til at den politiske del af FARC, er noget helt andet end guerilla delen af FARC. Den del der dominerer kokain markedet i Columbia, samt bortfører og kidnapper folk i fortjenestes øjemed.

Man må derfor huske på, at hvis man som dansker ikke støtter FARC med våben, ammunition eller direkte donationer til guerillahæren, så støtter man ikke terror. Hvis man derimod specifikt støtter en radiostation, så støtter man en politisk kamp, som er lige så legal, som hvis Nordkorea sender et TV signal der kan modtages af Sydkoreanere.
PFLP (Folkefronten Til Palæstinas Befrielse) har en broget historie. Op gennem 1970’erne og 1980’erne var terrordelen af bevægelsen den langt mest synlige, mens den politiske i dag er klart mest dominerende.

PFLP er en dominerende del af PLO, som de fleste nok husker Yassir Arafat var leder af.

Billedet af en smilende Bill Clinton bag Arafat, mens han iført sit hvid/røde partisaner klæde underskrev Oslo aftalen er vel noget vi alle husker.

Man kan ikke sige væbnet PFLP uden også at sige politisk PFLP.

Derfor skal man som med FARC, forholde sig forskelligt til de forskellige grene. For mens den væbnede del af PFLP betror sig i mord på civile og tilfældige terrorangreb; gør den politiske del sig i opbygning af de få tilbageværende palæstinensiske områder, gennem skoler og sociale projekter.

Hvis man direkte støtter PFLP med våben eller penge, så støtter man terror. Om man er politisk enig eller ej.

Derimod, støtter man et plakattrykkeri, så den politiske del af PFLP kan komme ud med sine budskaber om et frit Palæstina, så støtter man ikke terror. Så støtter man et politisk budskab.

Værd at huske på, er det faktum at PFLP bare prøver at hævde sin suverænitet af et område, som palæstinenserne gennem international lov er berettiget til.
PKK (Kurdistans Arbejderparti) kæmper med både politiske og voldelige midler for et frit Kurdistan, eller som minimum for kurderes ret til at leve frit i Tyrkiet.

Bevægelsen har haft en kort levetid, trods mange års undertrykkelse af kurdere både i Tyrkiet og i Irak. Og man anser bevægelsen som en terrororganisation, trods sine klare politiske mål og undertrykkelse fra skiftende regimer i Tyrkiet og Irak.

PKK minder i stor grad om PFLP. For trods af en væbnet fløj, gør bevægelsen meget for bevarelse af den kurdiske identitet. Det gøres gennem lokalpolitiske tiltag bl.a. undervisning på kurdisk og bevarelse af sproget trods tyrkisk modstand.

Hvis man støtter bevarelsen af en kurdisk identitet, ved at hjælpe den politiske del af PKK bør man ikke dømmes for terrorstøtte. Dette udsagn bakkes op af at den danske regering gennem mange år, har ladet en PKK støttet TV station, det famøse ROJ TV, have sin sendetilladelse i Danmark.

ROJ TV har godt nok ikke sendt fra Danmark, men fra Belgien hvor ROJ TV’s studie ligger. Men det ændrer ikke på at det er gennem Danmark, at TV stationen har sin mulighed for at sende til kurderne.
Hvor ledes kan man som stat, bestemme hvornår en bevægelse er en terrororganisation?

Hvornår er det ikke bare en frihedskamp?

Frihedskamp eller terrorisme? En ting er sikkert, når man støtter disse bevægelsers politiske dele, bør man ikke kunne straffes gennem terrorlovgivningens paragraffer.

Muhammedkrisen var for alle en surrealistisk oplevelse. En bizar tango, med religionen som fører. Vi mente alle at det kun kunne være muslimer, der blev forargede over ytringsfriheden. At muslimer var en gruppe der ikke kunne se hele billedet og ikke forstå vigtigheden i, at alle kan udtrykke deres klare mening om verdens tilstand.

Men nu byder også de ellers så "frihedselskende" jøder op til dans. De lader sig nu også forarge over at folks meninger er anderles end deres. Lader sig forarge over at folk tegner dem, i deres pinligste øjeblikke.
Hvis ikke man kan kritisere Israel for deres opførsel overfor palæstinenserne, folket Israel har fordrevet fra deres land, så er vi virkelig ude på et sidespor. Israels kamp mod Palæstinenserne er ved at udvikle sig til udryddelse i sin reneste form. Palæstinensernes landområder er nu 100% besat af Israel. Fra Middelhavet til Jordan. Og dette prøver den israelske stat at skjule, ved at tale om Vestbredden og Gaza som frie palæstinensisk styrede områder. Ved at statsstyre de Israelske medier og skoler, således at ingen i lokalområdet er klar over hvad der sker med naboerne. Samt ved at styre resten af verden gennem AIPAC. En organsisation enhver siddende Amerikansk præsident skal sværge sin troskab til.

Den israelske hær er idag gennemsyret af religiøse folk, der ser deres værnepligt og udsendelse til krigshærgede områder som et kald fra Gud. Og ser lemlestelsen af arabere, børn som civile, som det utimative bevis på deres styrke som jøder.  Selv Hamas' mørkeste folk, kommer til at fremstå som fredselskende buddister i dette selskab.

Israelerne har brug for alt det modspil vi kan give dem. Specielt nu hvor de har valgt en højreregering, der får Foghs Danmark til at ligne de rene bolsjedrenge. Israelerne bør ikke længere være fredet fra alt kritik. De bør holdes ansvarlige for deres handlinger. Og de skal ikke have lov til at knægte ytringsfriheden, med deres sædvanlige argumenter om at de der kritiserer jøder, er antisemitter.
((FN's Menneskerettighedsråd er i skrivende stund ved at beslutte, at det ikke er tilladt at æreskrænke religioner. En fuldstændig absurd tanke, at menneskerettigheder nu skal beskytte hele samfund og religioner. Absurd at menneskerettigheder nu kan bruges mod det enkelte menneske, i en religions tjeneste.))