Nu vil kommunerne lukke de sikrede institutioner. De mener at de får for lidt for de ca. 7.500 kr. om dagen det koster at have de unge der.
I stedet foreslår de at de unge skal tage ud i ødemarken med en jægersoldat eller anden erfaren person, som skulle give dem nye input.
De forstår ingenting.
Man kan ikke forvente positive resultater ved hver sag, når vi er derude, hvor at indespærring er eneste option. På den wiki-database som jeg driver i samarbejde med nogle Amerikanere, så har vi registreringer om næsten 1.000 afsonings-/rehabiliterings-sytemer. Konklusionen er at de virker dårligt uanset om vi indespærrer folk ude i en skov, på efter efterskole med hegn omkring eller ej, i et fængsel eller i en boot camp.
En overlevelsestur, som i USA markedsføres som ”vildmarksterapi” for at retfærdiggøre en dagspris på 400 dollars virker i øvrigt på en anden målgruppe, nemlig et menneske som er fanget i dagligdagens stress suppleret med lidt misbrug af alkohol- eller stoffer. Et sådan menneske bør som os alle hive stikket ud og få skoven til at virke som en mur. En mur som holder dem væk fra misbruget, men så sandelig også en mur, som holder den grumme virkelighed væk fra dem. Men opholdet bliver kun en succes, hvis personen er indstillet på forandring for der skal arbejdes hårdt på det personlige plan, fordi at når skoven forlades så venter samme sociale forhold derhjemme. Dvs. de samme faktorer som forårsagede misbruget vil trofast vente på den afgiftede person.
Vi skal have disse overlevelsesture, men de skal drives af offentlige misbrugscentre og de enkelte unge skal have en voksen fra husstanden med, så der er en voksen der kan coache når de kommer hjem til alle fristelserne.
Nok om overlevelsesture. Hvad kan vi gøre for at fjerne presset fra de sikrede ungdomsinstitutioner og stoppe praksis med at sende unge i voksenfængsel hvilket er på kant med internationale konventioner som vi har skrevet under på?
Der hvor at der skal sættes ind er i kommunerne og de skal have nogle flere værktøjer og penge til løfte opgaven, men de skal også have hjælp.
En hjælp som de skal have af befolkningen. Vi har brug for en generation af mennesker som skal have en større forståelse af de konsekvenser der sker af deres handlinger og hvilke parametre som ligger til grund for en dom fra vores retsvæsen. Der har aldrig været større afstand mellem befolkningen og domstolene.
Vores magt er tredelt og i pensum for en ungdomsuddannelse bør kendskab til aktuelle sager, deres behandlinger og resultater medgå. Alle der har modtaget undervisning ved at den undervisning som virker bedst er den undervisning som er ”hands-on”. Derfor bør vi rekruttere de unge til at afgøre sager med unge på anklagebænken. Sager hvor vi taler om butikstyveri, vandalisme og mindre slagsmål.
Og der er rigeligt at tage af. Vi kan blot gå til den nærmeste folkeskole og finde eksempler på både vandalisme og vold. Ja selv lærerne får tæv. Der skal simpelthen indføres en slags værnepligt for unge, der trækker frinummer til forsvarets dag. Trækkes der frinummer, så skal man enten være jury-medlem i 5 sager eller være forsvarer eller anklager i 2 sager. Møder kvinder ikke op til forsvarets dag, så er det deres værnepligt.
Men at få en masse mennesker til at dømme er ikke nok. Vi har også brug for at gøre brug af moderne konsekvenser og en kommunal kriminalforsorg:
Et fælles træk for mange unge voldspersoner er at de mangler empati. Der er sket et svigt et sted, hvor at 10-24 måneders ventetid på en paragraf 50 rapport som i princippet skal laves før at der kan ske sociale tiltag heller ikke har gjort sagen bedre. En fast bestanddel af en dom ved en domstol for unge bør derfor være at sige undskyld. Først og fremmest undskyld til den part som det er gået ud over, men også undskyld til gerningspersonens egne forældre, da vi taler om at vise de unge hvor mange at deres handlinger egentlig rammer.
Sekundært så skal domstolen sørge før at de unge fastholdes i deres netværk. Langt de fleste unge er velfungerende mennesker og alle har i deres netværk positive rollemodeller. Det er ikke ensbetydende med at unge skal fastholdes i eget hjem for enhver pris, men vi må indføre et opgør med trafikken til et opholdssted i den anden del af landet. Opholdsteder som for størstedelen godt nok gør et godt og solidt arbejde, men der er også steder hvor at stedet drives af en psykoanalytiker med to aftenskoletimer som deres uddannelsesgrundlag. Der er ingen landsdækkende standard for hvad der forventes af et opholdssted eller et behandlingshjem, hvilket har vist sig at være en ladeport på vid gab for diverse halvreligiøse aktører og deciderede plattenslagere. I stedet skal hver kommune have sin efterskolelignende institution, hvor at den sociale indsats overfor beboerne så forstærkes med de kræfter som er i den lokale familieafdeling, der kender beboerne i forvejen.
Når de skal holdes i lokalområdet kan man bruge konsekvenser som samfundstjeneste. Vi taler om at fjerne affald, forhøje støjvolde og diger eller fordybe overløbsbassiner i teams, så de lærer at samarbejde. Disse teams kunne suppleres med velfungerende unge, som så skulle modtage betaling for deres arbejde. Vi ved at uanset hvordan at vi samler vanskelige unge, så skaber vi en negativ synergi, når det sker. Der vil være sager, hvor at konsekvensen kunne blive blødere f.eks. i form af at skulle tage ned i en børnehave og læse historier for børn, hvis vi taler om f.eks. butikstyveri begået at et ungt menneske som egentlig vil have hjælp. Hjælpen skal gives, men konsekvensen skal stadig være der for at sende et signal om døren til hjælpen står åben uden at der skal begås kriminelle handlinger.
Der er selvfølgelig unge som ikke skal færdes ude om natten, hvis de skal passe deres uddannelse og et offer for gadevold skal heller ikke kunne møde sin voldsmand på gaden. Derfor må vi supplere med såkaldt geo-fencing, som er en GPS-fodlænke der kodes til at den unge kan færdes indenfor et område som rummer hjem, skole, arbejde og fritidsaktivitet, men også et område som kan blive mindre forskellige tidsrum f.eks. når samfundet dikterer at den enkelte unge skal motiveres til 8 timers søvn. Hvis den unge piller fodlænken af eller forsømmer opladning, så koster det en overnatning i den lokale detention første gang, to overnatninger anden gang osv. Budskabet vil sive ind.
Det er i øvrigt ikke kun den dømte som skal behandles. Ved enhver dom skal der kobles et team af to familievejledere på de enkelte familier. Et sådan team kan betjene 10 familier og det er således langt billigere end at indespærre en person. De skal kunne trække på en social- og sundhedshjælper, hvis det drejer sig om mangel på basal struktur i hjemmet i form af rengøring eller madlavning.
Sidst og ikke mindst bør en konsekvens rumme et element af at de dømte selv skal være jurymedlemmer når de øvrige konsekvenser er afsonet. Der skal være en gulerod. Hvis de dømte udfører deres konsekvenser, så er straffeattesten blank. Mennesker begår af natur fejl, men hvis de angrer deres gerninger og udfører pålagte opgaver, så skal vi i et kristent samfund kunne tilgive.
Et tilbagevendende spørgsmål er den kriminelle lavalder. Indfører vi en kommunal kriminalforsorg med en målsætning om at unge helst skal afsone i lokalområdet, så kan denne godt sænkes. I dag risikerer de at spørgsmål om deres tvangsfjernelse afgøres af yngstemand på socialkontoret jf. Politiken.
Ved at have nogle effektive stopklodser før at vi taler om at indespærre unge på sikrede institutioner, så vil vi få lige så få indsatte sådanne steder som i de andre nordiske lande. Vi er dem som fængsler flest unge i norden i forhold til landets befolkning.
Siden årtusindeskiftet har det handlet om at vi har kopieret USA’s strategi fra 1900’erne om at vi skal straffe hårdt. I USA har man indset skadesvirkningerne af et årti, hvor at man forsøgte sig med at fængsle sig ud af problemerne og man er i gang med at rette op med mange tomme ungdomsfængsler til følge.
Vi er ikke kommet så langt ud. Vi kan vende skuden.
Men det kræver at kommunerne og ikke mindst staten, der sidder på pengene følger eksperternes råd som alle siger det samme på verdensplan i stedet for at forfalde til hvad der kan sælges som et populært budskab på fjernsynet i form af 5 minutters forargelse.
Er dette muligt eller styrer hensynet til taburetkløen for meget?
Kilder:
Kommuner, Luk institutionerne (TV2)
Børn bøder for socialrådgivernes svigt (Politiken)
Danske unge sidder oftere bag tremmer (Urban)
Så er året 2008 overstået. Når vi ser tilbage på situationen ved årsskiftet 2007, så er forskellen at vi er i gang med at overstå en økonomisk krise. Ellers er der ikke sket noget.
Vi er stadig i gang med en endeløs krig i Afghanistan som ikke kan vindes uanset hvor meget vores modige og tapre soldater vinder. For de andre lande udfører ikke deres dele af arbejdet. Der er tragisk, at vi sender unge pligtopfyldende mennesker ud for at løse en opgave og som de løser så flot selvom at de har lidt grusomme tab for så at lade det hele falde på gulvet, når opgaven er løst og andre lande skulle have over. Det er meningsløst og nu sker der så heldigvis det at USA endnu engang må komme de nølende nationer til udsætning som så mange gange før, så forhåbentlig vil 2009 blive et vendepunkt.
Men på mange andre områder skete der ikke noget. Der er stadig boligkvarterer hvor at borgerne ikke kan færdes trygt. Der er stadig eksempler på at unge under 15 år reelt er politiske fanger, når deres fremtid alene skal afgøres af om der på det tidspunkt på året, hvor at deres skæbne skal afgøres er penge i kassen. Penge i en mængde som afhænger af hvilket politisk flertal, som er i kommunekassen.
Der er andre lande, hvor at man efter årtier med nul- tolerance og indespærring af vanskelige unge for at sikre sikkerheden i samfundet er kommet til en erkendelse af at det simpelthen er både nyttesløst og virkningsløst at fjerne den ene efter den anden fra samfundet uden at gøre noget ved årsagen. En årsag, som skal findes i de sociale sammenhænge hos den enkeltes familie, men også i det lokalsamfund, som tingene finder sted i.
I en stat som Michigan har man erkendt at pengene simpelthen ikke er til strategisk indespærring af alle som overtræder loven. Man lukker de store ungdomsfængsler og laver dagsbehandling. Problemer har rod i lokalsamfundet og skal løses i lokalsamfundet. Det er set i lyset af at vi her i landet lader tingene stå til indtil at der ingen vej er udenom en døgnanbringelse, hvor at 5.000 kr. pr. døgn ikke er sjælden set, at hjemmesiden www.retsreformnu.dk blev oprettet.
Vi skal ikke straffe unge hårdere end voksne for den samme lovovertrædelse, som det f.eks. er sket, når unge under 18 år får 2 års ungdomssanktion og en myndig i samme sag blot får nogle få måneder.
Vi skal blot have et system, som giver en konsekvens ved første lovovertrædelse og et belønningssystem, som sikrer den unge blank straffeattest når denne vel at mærke afleverer et stykke arbejde.
Vi skal have et system, hvor at den unge kan blive i sit sociale netværk og dette netværk skal hjælpe til med at rette tingene op igen.
Vi venter nu på gud hvor mange år på en kommissions udspil på hvad man skal gøre ved kriminelle unge alt imens at man rundt om i verdenen kan se det ene efter det andet innovative forsøg på at komme videre. Der ligger allerede en omfangsrig Maryland rapport på mere end 600 sider, som man kunne have plukket fra.
Der er tale om stilstand og ansvarsfraskrivelse. Alt imens smider unge deres fremtid på gulvet og almindelige Danskere bliver ofre for lovovertrædelser.
2008 var også året hvor at de unge i København igen fik et ungdomshus. Der blev ro i København. Byen har ikke godt af at de unge færdes på åben gade. Det er måske ikke en god slutning på historien rent moralsk, men borgerne kan da i det mindste være i fred. Og de lokale borgeres vel må vejes over alt andet. De kom til at leve i en krigszone og det var ikke landet værdigt.
Internationalt skete der heller ikke så meget. Der var de sædvanlige naturkatastrofer, terrorangreb og krige. Der sker ikke mere før at befolkningerne i de forskellige lande får nogle penge at til at tage deres fremtid i egne hænder. Det er lidt svært for dem at se hvorfor at det skulle være nødvendigt, når vi kommer ned og laver det ene projekt efter det andet baseret på vores forestillinger om hvordan at tingene skal være. Fremtiden er nok at man laver mikrolån, så den enkelte familie kan drive forretning, som de kan leve af. Et lån – ikke en gave, så der er noget forpligtende.
Er der noget positivt at sige om 2008 som på det personlige plan foruden det glædelige markering af vores kobberbryllup også rummede komplicerede tandoperationer, tab af et familiemedlem noget før end forventet, en påkørsel af en spritbilist og nu senest her ved indgangen til 2009 isolation fra familien fordi at man vil håndhæve fartgrænserne så vi alle skal købe computere for at kunne se hinanden via internettet, da transporttiden ellers vil umuliggøre at vi ses mere end en eller to gange om året?
Dybest set ikke. Det blev til sidst et år som skulle overstås.
Må 2009 blive et bedre år.
Vi har set flere sager, hvor at unge mennesker er rejst til fremmede lande og er kommet i klemme.
Senest kører sagen imod Amanda Knox nede i Italien, men der skal mindre end et mord til at ødelægge hvad der skulle være en stor oplevelse for den unge.
En interesseorganisation, som ser efter rettigheder for Asiater, der besøger USA stiller således spørgsmålet om hvorvidt at værtsfamilierne overhovedet checkes.
Are Foreign Exchange Students Safe?
Den stakkels pige blev placeret hos en person med en plettet straffeattest.
Men sagen står ikke alene. Vi taler også om sex-overfald:
U.S. Targets Sex Abuse Of Exchange Students
Ikke kun egentlige udvekslingsophold indeholder potentielle udfordring for befolkningen i det land som besøges. Også ved sprogrejser er der problemer. Således har vi fra de nordiske lande efter de svenske mediers opfattelser et dårligt ry på Malta:
EF student's death in another country shifts focus on Malta, by Kurt Farrugia, 10 August 2007
Dette problem ses også her i landet, hvor en meget stor del af befolkningen har svært ved at kapere at nogle unge fra andre kulturer har et noget alternativ syn på lov og orden. Ret beset så opfører de unge sig kun som om at de er hjemme og det oprører befolkningen på Malta stort set lige så meget som visse unges med anden etnisk oprindelse end dansk oprører os med deres opførelse.
Amerikanerne forundres over Amanda Knox sagen. Et nærgående TV-program gennemgik de beviser som politiet havde næsten et år efter hendes arrestation og fandt utallige fejl og mangler.
En Laura kommenterer: i am so confused as to why the exchange students were in a private apartment…i was under the assumption that the programs would put them up in school housing.why not a secure and monitored environment? i place some blame on the exchange program, and the school…kids this age still need much guidance, especially in such a new environment, so far from home…
Sådanne kommentarer får mig til at tro at de slet ikke forstår at Campuses og universiteter kan være konstrueret på anden måde end et aflukket område med eget politi. For hvad er de vant til. Jo, mange af deres High Schools are konstrueret som fængsler (faktisk af de samme artiktekter.) Man skal have passerseddel for at lade vandet under en time, hvis man bliver stoppet på vej til toilettet. I over halvdelen af staterne rækker forældrenes ansvar ud over det 18'ende år. Forældrene kan blive dømt som medansvarlige for juniors gerninger, hvis de f.eks. er vidende om dennes drikkeri. (Grænsen er 21 år, medmindre at man melder sig til hæren). Derfor kan man mange steder se unge accepterer selv hårde straffe for at være taget med en enkel øl eller to blot for at undgå at forældrene bliver informeret.
Amanda Knox sagen har fået en del til at nægte hvorfra at de kommer:Seattle exchange student reflects on Knox/Seattle stigma
Måske får sagen samme virkning for udvekslingsstudenter som Woodward-sagen. Den er så gammel af de fleste ikke kan huske den. Her er et resume: En ung engelsk pige kommer til USA under Reagan tiden hvor MADD, som er en forældre organisation imod al drikkeri for unge under 21 havde vind i sejlene. Her bliver hun ansat som barnepige for et rigt ægtepar, som også havde et barn de kunne vise frem. Kort sagt nogle temmelig fraværende forældre. Men hun levede ikke som de indfødte. Hun gik i byen en gang imellem. Da det lille barn døde så blev hun dømt efter en paragraf, som ville give mellem 15 år og livsvarigt. Man fandt hende udsvævende efter Amerikanske forhold. Dommen blev omstødt og hun blev udvist. Dermed umiddelbart punktum og så alligevel ikke. I 2007 sagde en af de ledende specialister om sagen af moderne retsmedicinske teknikker ville have frikendt hende.
Det var en sag som gav et vink med en vognstang til europædiske unge om at holde sig væk. På samme måde vil Amanda Knox sagen fortælle lidt om hvor godt at Italienerne husker at Amerikanske soldater dræbte en Italiensk spion i Irak og at de prøvede at sætte det Italienske domstolsystem ud af kraft i forbindelse med Achille Lauro sagen. Udefra ligner sagen en simpel hævnaktion. Ingen regner med at de Italienske myndigheder overhovedet kan tåle at hun bliver frikendt når de har holdt på hende et helt år før at de rejste tiltale. Hele sagen hviler på et forhør hvor at hun ikke havde adgang til juridisk assistance.
Hvor stiller det danske unge?
Jo, formentlig skulle de helt lade være med at studere eller læse i udlandet. Der er simpelthen for mange risisi med hensyn til juraen. Derudover så lover mange rejseselskaber mere end de kan levere.
Sidst og ikke mindst kan de blive nød til at opgive for meget af dem selv. Mange unge tager f.eks. til Australien. På trods af at en ombudsmand har givet et klart mandat til at de ikke skal bære uniform, så står de unge ikke på deres ret. Dermed udsletter de deres egen identitet og den pris kan få betydning for dem, når de vender hjem til vores noget overlegne kultur.
En hjemmeside som bla. refereres i Wikipedia kommer således med en række emner, som de unge bør tage stilling til før at de vælger at tage ud:'
Sprog-rejser, Center-valideringLæs den, forstå den og erkend det gamle ordsprog: Øst, vest - hjemme bedst.