Onsdag, 10. marts 2010 kl. 19:27 / cykling, paris nice
Jeg kunne i hvert fald godt have brugt noget skov på mandagens etape. Det var helt vildt, som det blæste. Samtidig kørte vi på nogle veje, der normalt nok kun bliver brugt til traktor kørsel. Derfor blev det en super stressende dag, men en masser af styrt. Der var heldigvis ikke nogen fra os der styrtede, men det var tæt på mange gange. Jeg ved ikke hvor tit jeg måtte blogge begge mine bremser. Til sidst blev feltet splittet i sidevind, jeg sad lidt for lang tilbage, så der røg forhåbninger om mit samlede klassement. Heldigvis havde vi Jens Voigt frem i forreste gruppe og Frank kort efter i anden.
I går blæste det stadigvæk en halv pelikan. Hvilket betød, at det nok engang blev en stressende etape. Alle 170 ryttere i feltet ved, at de skal sidde i første eller anden række. Det er der jo kun 10-20 ryttere der kan, alt efter vejens bredde. Derfor var denne dag lige, som den foregående, en lang kamp for at sidde frem. Positionskampen svarer lidt til den positionskamp der er, når vi kører ind til en spurt. I stedet for de sidste 20 km, er det bare hele dage. Man ved nemlig aldrig hvornår feltet splitter. Et styrt, vejen der drejer bare en anelse, en lille by hvor man svinger 3-4 gange. Det skete dog aldrig, og feltet kom samlet hjem til massespurt.
I dag begyndte det at sne, imens vi sad og spiste morgenmad. Stemningen faldt i takt med de dalende snefnug. Der blev ikke bedre vejr på vej til start, snare tværtimod. Sneen begyndte at lægge sig på vejen. Vi talte om, at ASO burde korte etapen ned. Vores australske rytter Richie mente, at man helt skulle aflyse. Gustav derimod mente, at vejret ikke var så slemt. Hvilket blev mødt med store protester fra os andre. I kære læsere, ved garanteret hvor farligt det er med bilkørsel og sne, især efter den lange vinter i Danmark. På racercykel, med en dæk brede på 23 mm, er det livsfarligt. Heldigvis valgte arrangørerne at korte etapen 50 km ned. På det nye start sted, var der ikke faldet sne. Så selvom vejret ikke så lovende ud fra morgenstunden, blev det faktisk meget godt cykelvejr. Til trods for temperaturen igen i dag ikke kom over 5 grader. Med 4 km igen af etapen, var der en lille stejl stigning, hvor den gule trøje blev sat en lille smule. Derfor har Jens den gule trøje nu, så i morgen står den på arbejde i front for os. Det gjorde den nu også i dag, de første km var der heftig angrebs aktivitet. Her lå Didier, Gustav, JJ og jeg og rykkede med. Således der ikke kørte en gruppe på mere end 6 ryttere, uden vi havde nogen med. Efter en times hård kørsel fik 3 ryttere hul, herefter var det "bare" at beskytte Jens og Frank.
En sjov lille bonus info fra i dag er, at etape vinderen er feltets yngste rytter og den nye gule trøje feltet ældste, 19 års forskel. Jeg tror dog jeg undlader, at fortælle Jens, at han teoretisk kunne være far til etape vinderen.
Chris Anker Sørensen
Tirsdag, 9. marts 2010 kl. 12:38 / cykling
”puha troede at det var forår nu”. Ja det var min tanke, da jeg startede prologen i Paris-Nice. Med temperaturer omkring 2-3 grader og en bidende vind, var det rigtig koldt. Følte ikke rigtig, at det spillede, var lige som benene ikke rigtig fungerede i kulden. Men det gik dog ikke helt skrækkeligt, men heller ikke imponerende, mistede omkring 40 sekunder til vinderen og blev 70 tror jeg nok.
Prolog dage er altid lange. Vi står typisk op ved otte tiden, spiser morgenmad og tager så ud og triller en lille tur ved ti tiden. Dette kan lyde lidt paradoksalt, da man sikkert vil tænke, det er med at have så mange kræfter, til prologen om eftermiddagen, som muligt. Men kroppen bliver alt for dvask hvis man ikke kører ud, så man næsten ikke kan få gang i den senere på dagen. I går startede jeg kl. 15:28. For at man ikke skal have frokosten siddende oppe i halsen, spiser vi små 4 timer før start. Dvs. jeg spiste kl. 11:30 i går. Nogle gange kan det være svært, at få spist nok til frokost, da man stadigvæk er mæt ovenpå morgenmaden. Vi tog af sted kl. 12 ud til starten. Så sidder man ellers bare og slår tiden ihjel i bussen, indtil man skal varme op. Opvarmning starter typisk en time før start. I perioden frem til man skal ud på hometrainerne, er der altid en anspændt stemning hos nogle og knap så anspændt hos andre. Gustav hører til den første kategori. Han ryger helt ind i sin egen lille verden og er super fokuseret.
Jens Voigt er også meget fokuseret. Men han lader tit op med, at fortælle et par jokes og spille lidt game boy. I søndags, var hans opladning en lang tale han holdte for vores nye australier Richie Porte. Hvor i han berettede om hvor gammel og slidt han er. ”Jeg er for gammel til det her, gider ikke denne kulde mere”. Richie gav ham selvfølgelig ret og kunne godt forstå, at en mand på 38½ årig er lidt slidt. Derfor var han lidt forundret, da vi hørte at Jens var blevet toer. Den mand er imponerende. Han var da også selv rigtig godt tilfreds, han kørte perfekt og Lars Boom var bare bedre på dagen. Eneste skår i glæden var at løbs arrangøren i resultatlisten havde skrevet, ”løbets ældste mand blev en flot nummer 2”. I den sammenhæng blev det forslået, at lige som der er en hvid trøje til bedste unge rytter, burde der være en grå trøje til bedste rytter over 35 år.
Med disse ord og et håb om fortsat solskin, men gerne lidt højre temperaturer og lidt mindre vind, vil jeg slutte for denne gang.
Chris Anker Sørensen
Lørdag, 6. marts 2010 kl. 18:31 / cykling, paris nice
I skrivende stund sidder jeg på et Novotel i udkanten af Paris. I morgen starter Paris-Nice, som er årets første rigtig store løb for mit vedkommende. Faktisk er det, årets første store etapeløb, da "Tour de Down Under", på trods af status som Pro Tour, endnu ikke har status som et stort løb blandt os ryttere. Derfor er Paris-Nice altid et rigtig hårdt løb, da alle ryttere kommer top motiverede. For holdene er det også et vigtigt løb, da arrangørerne er ASO, som også arrangere Tour de France. Så et godt resultat her, kan være et godt udgangspunkt for, at få en invitation til Touren. Især i år hvor reglerne er ændret, så kun de 14 bedste hold fra sidste års Pro Tour er direkte inviteret, imod 20 sidste år.
I sidste indlæg berettede jeg om at formen var ved at være der. Det fik jeg bekræftet i de to endagsløb jeg har kørt siden. I søndags kørte jeg et løb omkring Montilimar i Frankrig. Her kørte holdet for mig. Det er altid super fedt når, man har fem holdkammerater der ofre alt for en. De kørte virkeligt stærkt og vi svang takt stokken over løbet. Desværre fulgte jeg ikke det flotte arbejde til dørs. Jeg prøvede ellers at angribe mange gange, og kom da også af sted i en 8 mands gruppe. Fra denne angreb jeg på sidste stigning med 5 km igen og kørte alene. Desværre var der for stor enighed bagved, så der blev samling på det hele og løbet endte i en spurt blandt 25 mand. Her blev jeg nummer 19.
I onsdags kørte jeg GP Friulli i Norditalien. Her tog jeg arbejdstøjet på og førte for Matti. Matti er ved at være oven på igen efter, at have været sygdomsplaget her de seneste uger. Er rigtig glad på hans veje, da jeg tror, at han kan kører et top resultat hjem i Milano San Remo og de efterfølgende brostens klassikere. Tilbage til løbet, der fik jeg en rigtig god gang træning ud af, at sidde og knokle i front. Desværre vandt Matti ikke, et styrt 400 meter før mål blokerede hans vej, så han måtte nøjes med en fjortende plads.
I formiddags var vi hele holdet ude og kører prologen til i morgen. Det er en rigtig hård rute. Der umiddelbart burde ligge fint til Frank Schelck, som er vores kaptajn i løbet her. Han gav os i hvert fald køretur i dag. Han ser bare så ubesværet ud når han kører op af, og jeg blev helt bange for at formen var forsvundet. Heldigvis synes Jens Voigt og JJ også, at han havde kørt rigtig stærkt. Så vi blev enige om, at vi er gode og Frank bare er rigtig rigtig god i tiden, så det lover godt for løbet. Ruten er ikke særlig teknisk og bortset fra de sidste 2 km (ud af i alt 8) er der ikke en meter fladt. Man starter med at kører op af en brostens bakke. Hvorefter man kører ud på normal vej, hvor det fortsætter op af en lille km. Efterfølgende er det enten op eller ned, indtil de altså afsluttende flade km.
Med venlige hilsner
Chris Anker Sørensen