George P. Pelecanos: Som brødre
Oversat af Steen Fiil. 284 sider, 299 kr. Forlaget Klim
Fem ud af seks stjerner
Den magtfulde sorte bandeleder Granville Oliver er fængslet for mord, og anklageren går efter dødsstraf.
Derfor har Oliver hyret privatdetektiven Derek Strange til at opklare sagen og undersøge beviserne. Alt tyder nemlig på, at gangsteren er blevet stukket af sin højrehånd, Phil Wood, der har slået en handel af med politiet.
Et nøglevidne i sagen viser sig at være Woods ekskæreste, Devra Stokes. En på sin vis retskaffen kvinde, der prøver at komme på ret køl og føre en normal tilværelse sammen med sin lille søn - og den plan kan meget nemt gå i vasken, hvis hun taler med Strange.
For mens den hårdkogte og kejtede detektiv bearbejder Devra, lægger magtfulde personer i Washingtons underverden hårdt pres på hende for at få hende til at holde kæft. Og efterhånden som opklaringsarbejdet og sagen mod Oliver skrider frem, går det op for Strange, at han står midt i et giftigt sammenrend af skrupelløse personer, der kan starte et blodigt bandeopgør.
Hårdkogt spænding
Pelecanos' fortælling er fundamentalt spændende og eminent godt skruet sammen.
Og selv om romanen er et fornemt afsluttende bind tre i den 53-årige forfatters trilogi om Washington D. C.- detektivenStrange, kan nye læsere snildt begynde her.
Som forfatter står Pelecanos solidt plantet på skuldrene af hårdkogte landsmænd som Raymond Chandler og James Ellroy - kolleger, der også leverer stærkt samfundskritiske fortællinger med afsæt i bagsiden af den amerikanske drøm.
' Som brødre' er meget mere end endnu en krimi eller spændingsroman i strømmen af bøger. Den er et vedkommende værk med sin helt egen insisterende stemme.
Og det anbefales varmt at lytte med.
Ryu Murakami: I misosuppen
Oversat af Mette Holm 208 sider, 269 kr. Forlaget Klim
Fem ud af seks stjerner
20-årige Kenji er guide i Tokyos natteliv og bliver hyret af amerikaneren Frank, en overvægtig og urovækkende turist med hud som vinyl og lyst til at se det hele.
Undervejs på turen rundt mellem lingeri-barer og peep-show bliver Kenji bekymret for, om Frank mon har noget med det brutale mord på en gymnasiepige at gøre.
Udflugten med Frank bliver til tre døgn, der langt overgår Kenjis ( og læserens) værste mareridt. Uden at røbe for meget kan det afsløres, at Frank er en af litteraturhistoriens største psykopater - helt på linje med Patrick Bateman fra Bret Easton Ellis' ' American Psycho'.
Sand perle
' I misosuppen', der er fra 1997, er Ryu Murakamis første bog på dansk, og der er tale om en sand perle inden for 1990' ernes bloddryppende voldsæstetik. Ryu Murakamis prosa er skarp som et samuraisværd, og bogens 269 sider rummer ikke én eneste kedelig sætning.
Og nej, Ryu har intet til fælles med efternavnsbroderen Haruki, ud over at han fortjener et lige så stort publikum herhjemme.
Onsdag, 27. januar 2010 kl. 16:59 / bøger, kultur
Et par links, der sætter yderligere perspektiv på debatten om, hvorvidt svenske Stieg Larsson selv skrev sine tre bestsellere - eller om han fik hjælp fra kæresten Eva Gabrielsson, sådan som vi drøftede det i dagens program:
http://go.tv2.dk/video.php/id-28093922.html
Larssons tidligere kollega Anna-Lena Lodenius genkender Larsson særlige sprogbrug som yndlingsord m.m. i bøgerne. Hun nåede selv at skrive en bog sammen med journalisten og forfatteren, der døde i 2004, og redegør for sine synspunkter på sin blog:
http://annalenalodenius.blogspot.com/2010/01/skrev-eva-gabrielsson-stieg-larssons.html
Og mens en anden tidligere kollega, Anders Hellberg, er manden, der i den svenske avis Dagens Nyheter fremkom med påstanden om, at Larsson ikke kunne skrive, tager forlægger Eva Gedin til genmæle samme sted. Artiklen med diskussionen er oversat til engelsk:
http://www.dn.se/dnbok/people-close-to-millenium-author-reject-claims-that-stieg-larsson-could-not-write-1.1032411
Eneste nulevende person, der kan besvare spørgsmålet om, hvor meget Larsson selv skrev, er Eva Gabrielsson. Hun valgte i tirsdagens udgave af Politiken at afsløre, at hun ikke nøjedes med at læse korrektur.
http://politiken.dk/kultur/article887609.ece
Ane Sjølin og jeg har netop anmeldt Jan Sonnergaards nye roman i Go'Morgen Danmark. Bogen udkom 15. oktober. Her er min anmeldelse, som blev bragt i Ekstra Bladet fredag d. 16. oktober.
Jan Sonnergaard: Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom
248 sider, 269 kr. Gyldendal
Seks ud af seks stjerner
Efter tre monumentale novellesamlinger fordelt over en godt og vel tiårig periode debuterer Jan Sonnergaard som romanforfatter i en undergangstruet fortælling fra 1980'erne. Et årti, der hos Sonnergaard består af lige dele apokalypse, dekadence og hedonistiske udskejelser.
Fortællingen tager sin begyndelse ved en studenterfest. Der bliver drukket igennem og snavet i krogene, som det sig hør og bør, men stemningen er hverken præget af begejstring eller optimisme. Ingen taler om fremtiden, for den eksisterer ikke i romanens kuldslåede tidslomme. Alene tanken om uddannelse er tabu, og karriere er ikke-eksisterende som begreb i den centrale personkreds' ordforråd.
I baghovedet lurer nemlig atomtruslen. Tanken om bomben, der på et splitsekund kan udrydde menneskeheden, kræver, at livet leves i nuet.
En trussel der betyder, at selv en undermåler som Vilhelm kan få et sympatiknald, og som konstant vækkes til live af konflikten -en abstrakt international krise mellem supermagterne, der ligger som en understrøm gennem romanen.
Tæskes ihjel
I logisk forlængelse af den sortsynede grundklang afgår fortælleren ved døden i løbet af den ordknappe romans første tredjedel. Han bliver tæsket ihjel af det, der ligner en skinhead, men viser sig at være en urobetjent.
Det forhindrer ham dog ikke i at fortælle videre fra en alvidende position -et af de virtuose greb, Sonnergaard ubesværet tager om sin beretning, der er struktureret som en nedtælling fra 20 mod nul.
Gulddrengene
Fra det hinsides tager fortælleren os med på et overdrev, hvor yuppier og punkere sniffer igennem side om side, og hvor Rolex-ure i massivt guld, Porsche 911'er og Dom Perignon behandles med dekadent skødesløshed af gulddrengene fra Café Victor.
Sonnergaard strør gavmildt om sig med referencer til bl.a. Joy Division, The Smiths og Kraftwerk -ligesom også hjemlige ikoner som Dan Turèll og Poul Borum optræder.
Romanen slår Sonnergaards position som unik og uomgængelig fast med syvtommersøm. Og bogen er langt mere end et vrængende generationsportræt for den nu midaldrende 80'er-ungdom.
Den er i mindst lige så høj grad et vink med en vognstang til vores finanskrisemessende samtid i dønningerne fra de grådige 90'ere og tidlige 00'ere.
Stor, stor litteratur.
