Onsdag, 27. januar 2010 kl. 16:59 / bøger, kultur
Et par links, der sætter yderligere perspektiv på debatten om, hvorvidt svenske Stieg Larsson selv skrev sine tre bestsellere - eller om han fik hjælp fra kæresten Eva Gabrielsson, sådan som vi drøftede det i dagens program:
http://go.tv2.dk/video.php/id-28093922.html
Larssons tidligere kollega Anna-Lena Lodenius genkender Larsson særlige sprogbrug som yndlingsord m.m. i bøgerne. Hun nåede selv at skrive en bog sammen med journalisten og forfatteren, der døde i 2004, og redegør for sine synspunkter på sin blog:
http://annalenalodenius.blogspot.com/2010/01/skrev-eva-gabrielsson-stieg-larssons.html
Og mens en anden tidligere kollega, Anders Hellberg, er manden, der i den svenske avis Dagens Nyheter fremkom med påstanden om, at Larsson ikke kunne skrive, tager forlægger Eva Gedin til genmæle samme sted. Artiklen med diskussionen er oversat til engelsk:
http://www.dn.se/dnbok/people-close-to-millenium-author-reject-claims-that-stieg-larsson-could-not-write-1.1032411
Eneste nulevende person, der kan besvare spørgsmålet om, hvor meget Larsson selv skrev, er Eva Gabrielsson. Hun valgte i tirsdagens udgave af Politiken at afsløre, at hun ikke nøjedes med at læse korrektur.
http://politiken.dk/kultur/article887609.ece
Ane Sjølin og jeg har netop anmeldt Jan Sonnergaards nye roman i Go'Morgen Danmark. Bogen udkom 15. oktober. Her er min anmeldelse, som blev bragt i Ekstra Bladet fredag d. 16. oktober.
Jan Sonnergaard: Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom
248 sider, 269 kr. Gyldendal
Seks ud af seks stjerner
Efter tre monumentale novellesamlinger fordelt over en godt og vel tiårig periode debuterer Jan Sonnergaard som romanforfatter i en undergangstruet fortælling fra 1980'erne. Et årti, der hos Sonnergaard består af lige dele apokalypse, dekadence og hedonistiske udskejelser.
Fortællingen tager sin begyndelse ved en studenterfest. Der bliver drukket igennem og snavet i krogene, som det sig hør og bør, men stemningen er hverken præget af begejstring eller optimisme. Ingen taler om fremtiden, for den eksisterer ikke i romanens kuldslåede tidslomme. Alene tanken om uddannelse er tabu, og karriere er ikke-eksisterende som begreb i den centrale personkreds' ordforråd.
I baghovedet lurer nemlig atomtruslen. Tanken om bomben, der på et splitsekund kan udrydde menneskeheden, kræver, at livet leves i nuet.
En trussel der betyder, at selv en undermåler som Vilhelm kan få et sympatiknald, og som konstant vækkes til live af konflikten -en abstrakt international krise mellem supermagterne, der ligger som en understrøm gennem romanen.
Tæskes ihjel
I logisk forlængelse af den sortsynede grundklang afgår fortælleren ved døden i løbet af den ordknappe romans første tredjedel. Han bliver tæsket ihjel af det, der ligner en skinhead, men viser sig at være en urobetjent.
Det forhindrer ham dog ikke i at fortælle videre fra en alvidende position -et af de virtuose greb, Sonnergaard ubesværet tager om sin beretning, der er struktureret som en nedtælling fra 20 mod nul.
Gulddrengene
Fra det hinsides tager fortælleren os med på et overdrev, hvor yuppier og punkere sniffer igennem side om side, og hvor Rolex-ure i massivt guld, Porsche 911'er og Dom Perignon behandles med dekadent skødesløshed af gulddrengene fra Café Victor.
Sonnergaard strør gavmildt om sig med referencer til bl.a. Joy Division, The Smiths og Kraftwerk -ligesom også hjemlige ikoner som Dan Turèll og Poul Borum optræder.
Romanen slår Sonnergaards position som unik og uomgængelig fast med syvtommersøm. Og bogen er langt mere end et vrængende generationsportræt for den nu midaldrende 80'er-ungdom.
Den er i mindst lige så høj grad et vink med en vognstang til vores finanskrisemessende samtid i dønningerne fra de grådige 90'ere og tidlige 00'ere.
Stor, stor litteratur.
Ane Sjølin og jeg har netop anmeldt Benn Q. Holms nye roman i Go'Morgen Danmark. Bogen udkom 1. oktober. Her er min anmeldelse, som blev bragt i Ekstra Bladet på udgivelsesdagen.
Benn Q. Holm : Den gamle verden
288 sider, 299,95 kroner. Lindhardt og Ringhof
Fem ud af seks stjerner
En falleret britisk rockstjerne med midtvejskrise og en ung, jødisk-amerikansk kvinde i Europa. To personer, der ikke har meget til fælles, men som udgør den dynamiske duo i Benn Q. Holms kontinentale kammerspil 'Den gamle verden'.
Det falmede idol Dean stikker selvransagende af fra en sørgelig comeback-turne, mens juristen Ashlyn jagter sin families historie. Undervejs braser de to skæbner ind i hinanden på deres europæiske odysse -med overraskende udfald.
Går nye veje
47-årige Holm er ellers især kendt for suveræne skildringer af københavner-skæbner i bøger som de kollektive fortællinger 'Hafnia punk' (1998) og 'Album' (2002) samt senest den fortættede 'Københavns mysterier' (2008).
Men med 'Den gamle verden' vender Holm blikket udad og lægger stemme til skiftevis 41-årige Dean og 25-årige Ashlyn, der begge skildres usentimentalt og med dygtigt doseret sarkasme.
Det klæder forfatteren, at han geografisk går nye veje ved at hudflette det klassiske sammenstød mellem den nærmest naivt uforfærdede amerikaner og et skyldtynget Europa, der stadig slikker de mentale sår efter nazismen.
Stort slægtstræ
Især den konstant kværnende, indre monolog er vellykket. Anderledes er det med skildringen af Ashlyns slægtshistorie, der opremses med gammeltestamentlig omhu.
Mindre kunne have gjort det, uden det var gået ud over romanen, som samlet set er et nybrud i forfatterskabet. Et bogstaveligt talt grænseoverskridende bud på en samtidsroman, der veloplagt lader kulturer, tidsaldre og personer støde sammen.
