Brandstrup om klimaet

D�dvande

bounce@tv2.dk (brandstrup.om.klimaet) — Tue, 10 Nov 2009 15:56:37 +0100

Der var store forventninger til den første uge af november.

For sidste gang inden klimatopmødet i København i december skulle embedsmænd fra de 192 lande, der er en del af FN's klimaforhandlinger, mødes i Barcelona. Få dage forinden var der EU-topmøde og dermed mulighed for, at de fastlåste klimaforhandlinger kunne få et skub i den rigtige retning ved, at EU-landene lagde en sæk penge på bordet. Weekenden efter skulle verdens 20 største økonomier mødes i St. Andrews i Skotland, og her ville penge til klimaforhandlingerne også være på bordet. Og hvis nogen skulle være i tvivl, så er det helt store problem i forhandlingerne lige nu at få industrilandene til at fortælle, hvor mange penge de vil bidrage med. Så der var med andre ord tale om en uge, hvor kalenderen så meget gunstig ud.

Men det gunstige blev ved kalenderen - der kom meget lidt konkret ud af de højt profilerede møder. For det første kom der ikke en eneste Eurocent på bordet under EU-topmødet i Bruxelles. Man anerkender ganske vist, at EU-kommissionens bud på det samlede prismærke for en klimaaftale nok er rigtigt. Kommissionen vurderede tidligere i år, at en aftale ville koste op mod € 50 mia. om året fra 2020 i offentlige penge, og at der på den korte bane frem mod 2012 ville være brug for € 5-7 mia. om året. Men her er der tale om, hvad der skal kradses ind af penge på verdensplan. EU's ledere ville ikke på topmødet lægge sig fast på - eller komme med et bud på - hvor stor en del af de penge, der skal komme fra EU's kasser.

Dermed var der ingen penge på bordet da forhandlingerne startede i Barcelona om mandagen, og allerede fra første dag begyndte det at gå skævt. De afrikanske delegerede truede med at boycotte forhandlingerne, fordi de var bange for at de rige lande var begyndt at lave studehandler. Tirsdag erkendte Storbritanniens miljøminister Ed Milliband, at "FN forhandlingerne går for langsomt, de går ikke godt", og torsdag lod FN's klimachef Yvo de Boer en bombe sprænge: i et interview sagde han, at der kan gå op mod et år efter topmødet i København, før de retlige dele af en aftale kan være på plads.

Endelig var der så G20-topmødet i Skotland. Her kom der heller ingen penge på bordet. Kun en anerkendelse af "behovet for en omfattende og hastende opskalering af finansieringen", hvad det så end betyder.

Så klimaforhandlingerne ser ud til fortsat at hænge fast i et dødvande. For selv om der vil være en række møder på topniveau inden selve klimakonferencen i december, så er vurderingen blandt danske regeringskilder, at der først kommer penge fra EU på det EU-topmøde, der finder sted midt under selve klimakonferencen i december.

Spørgsmålet er så, om der kan gøres markante fremskridt på de andre vigtige områder som reduktioner af CO2-udslip og hjælp til klimavenlig teknologi til u-landene. Næste søndag samles en lang række lande i København til en forpremiere på klimakonferencen. Det kan vise sig at blive overordenlig vigtigt. For med FN kørt ud på et sidespor (de har som nævnt signaleret, at de mere eller mindre har opgivet København), så ligger ansvaret mere end nogensinde i Danmarks hænder.

Lars Løkke Rasmussen og Connie Hedegaard har 27 dage.

Ny klima-retorik

bounce@tv2.dk (brandstrup.om.klimaet) — Mon, 26 Oct 2009 15:00:09 +0100

Om kun seks uger lyder startskuddet til den internationale klimakonference i København. I løbet af de seks uger skal der ske markante fremskridt i forhandlingerne, hvis ikke den stort anlagte konference skal ende i uforpligtende hensigtserklæringer. For efter den seneste runde delforhandlinger i Bangkok i starten af oktober stod det lysende klart, at de løbende forhandlinger ikke bevæger sig tilstrækkelig hurtigt. Derfor meldte statsminister Lars Løkke Rasmussen da også ud i weekenden, at han nu personligt vil forsøge at få forhandlingerne til at skifte gear gennem en række personlige videomøder med stats- og regeringsledere verden over. Initiativet kalder han Copenhagen Commitment Circle Analysen er ganske enkelt, at så længe forhandlingerne kun kører på embedsmandsniveau, så når man ikke så langt inden december, at en aftale kan besegles i København.

Ordene fra statsministeren faldt lørdag morgen på Christiansborg under en konference for klimapolitikere fra hele verden. Men udover den forstærkede mødeaktivitet, så bider iagttagere mærke i en anden ting: nemlig et skift i retorikken omkring, hvad det rent faktisk er, der skal vedtages i København. Hidtil har det heddet, at der skulle laves en ratificerbar, international juridisk bindende aftale - med andre ord: en international lov. Det ville betyde, som ved alle andre love, at stater der overtræder loven og fx udleder mere CO2 end aftalt ville kunne pådømmes sanktioner. Men de seneste uger er der sket noget. Nu taler man ikke alene om en juridisk aftale - man taler om en politisk aftale, der så senere skal gøres juridisk. Forskellen er først og fremmest, at man ikke kan straffe nogen for at overtræde en politisk aftale, hvilket gør den meget mere spiselig for de store lande eksempelvis USA. Én af deltagerne i weekendens konference var manden bag den amerikanske klimalovgivning, Ed Markey, og da jeg spurgte ham om, hvilken type aftale, han ville foretrække, kom han med et stærkt forsvar for en politisk aftale:

"Alvoren i truslen mod planeten er nu så stor, at når et land først har forpligtet sig vil hele dets omdømme afhænge af det, for det de gør, vil være en faktor i resten af planetens skæbne. Jeg tror, at der på en måde vil komme juridiske forpligtelser, om at der bliver vedtaget nye love i hjemlandene. Men ethvert land, der vil være et respekteret medlem af verdenssamfundet efter København vil være forpligtet af det, de siger, resten af deres politiske karriere.

TV2: Det lyder mere som en politisk aftale end en juridisk bindende aftale?

Det er starten på en proces, der vil føre til juridisk bindende aftaler over hele planeten. Men uanset om det er fuldstændigt afsluttet i København, så vil løfterne - især fra dem der udleder flest drivhusgasser - være bindende på den måde, at et land ikke vil kunne vende ryggen til de løfter de har givet til planeten."

Hvor Danmark står er mindre klart. I lørdags sagde Lars Løkke Rasmussen:

"Vi skal have en politisk bindende aftale, der virker med det samme. Vi kan ikke vente. Verden skriger på, at vi handler nu. Aftalen må være forpligtende og konkret, og den juridiske implementering må allerede ske fra januar 2010."

Det har politikere i oppositionen og flere miljøorganisationer tolket som om, at han her åbner for, at Københavner-aftalen kan være politisk, og så kan de juridiske detaljer forhandles på plads i løbet af 2010. Derfor har socialdemokraterne kaldt ham i samråd i Folketinget om sagen, de vil have svar på, hvor den danske regering står.

Om de får det, er nok mindre sandsynligt. Ifølge kilder i Venstre, så er statsministeren meget opmærksom på "ikke at klatre så højt op i træet, at man ikke kan komme ned igen," og at "en ikke-bindende aftale også skal kunne sælges som en succes." Det vil sige, hvis man melder fuldstændig firkantet ud og siger, at kun en juridisk aftale vil være en succes, så har man et problem, hvis det viser sig ikke at kunne lade sig gøre.

Der er seks uger tilbage til topmødet, og det vil være de resultater, som statsministeren kan forhandle på plads i løbet af disse uger, der vil afsløre, hvilken aftale vi får i København.

OPDATERING 28. oktober: Efter et møde i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn melder Lars Løkke Rasmussen nu klart ud: "Statsminister Lars Løkke Rasmussen tror ikke, at der kan laves et fuldt "folkeretligt bindende regime" på klimatopmødet i København. "Det er ikke vores vurdering, at det kan lade sig gøre til sidste detalje i København," siger han."

First we take Manhattan

bounce@tv2.dk (brandstrup.om.klimaet) — Tue, 15 Sep 2009 21:42:34 +0200

På tirsdag vil statsminister Lars Løkke Rasmussen tale til verden. Nærmere bestemt til en forsamlet flok af verdens stats- og regeringschefer, der er i New York forud for FN's generalforsamling, der åbner onsdag. Det er FN's generalsekretær Ban Ki-Moon, der har taget initiativ til at samle den eksklusive flok for at sætte fokus på klimaforhandlingerne, og at Danmarks statsminister som én af de få udvalgte skal tale her, er resultatet er benhårdt diplomatisk arbejde fra dansk side. Lars Løkke Rasmussen vil bruge lejligheden til at minde sine kolleger om, at klimaforhandlingerne har en deadline, og den deadline er klimatopmødet i København til december.

Der er nemlig enighed om, at klimaforhandlingerne lige nu hænger fast i et hængedynd af nærmest endeløse diskussioner om fodnoter og indskudte forbehold i den efterhånden gigantiske forhandlingstekst - den tekst der gerne skal blive til en traktat til december. Der er med andre ord brug for noget, der kan trække forhandlingerne ud af dette hængedynd, og den danske regering håber på, at det kan ske gennem en række højt profilerede møder i USA den kommende uge. Man vurderer nemlig, at for at de formelle forhandlinger, der foregår på embedsmandsniveau, skal rykke sig, så kræver det stats- og regeringschefernes aktive engagement. Altså mere end blot end en skåltale efter tirsdagens møde - jo stærkere budskabet bliver på tirsdag, desto stærkere et signal er det til forhandlerne om at få barberet ned i den omfangsrige forhandlingstekst under de næste måneders forhandlinger. Eksperter vurderer ligefrem, at tirsdagens møde vil være en kritisk milepæl i bestræbelserne på at få en klimaaftale til december.

Derfor flyver klima- og energiminister Connie Hedegaard allerede på torsdag til New York for at tage hul på en uge med intenst klimadiplomati. Torsdag og fredag afholdes der møde i det såkaldte "Major Economies Forum", og i den kommende weekend skal hun mødes med ministre fra de lande, der har været en del af den såkaldte "Grønlandsdialog", hvor Danmark har fløjet repræsentanter fra nøglelande op til Grønland for med egne øjne at se på konsekvenserne af klimaforandringerne i form af smeltende gletsjere. Mødet vil også få besøg af Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blair. Herefter følger så altså FN chefens klimamøde tirsdag og næste lørdag mødes verdens tyve største økonomier - G20 - mødes i Pittsburgh. Et møde, der først og fremmest vil handle om finanskrisen, men også et møde hvor det er klimaforhandlernes håb, at man vil begynde at forklare, hvordan man har tænkt sig at finde penge til at finansiere den klimaaftale, der efter alle vurderinger vil komme til at koste et astronomisk milliardbeløb.

Endelig vil Connie Hedegaard tage kontakt til medlemmer af det amerikanske senat. Som jeg skrev i mit seneste blogindlæg, så er den helt store bekymring i den danske regering lige nu, at amerikanerne ikke får vedtaget deres egen klimaaftale inden december, og at det vil gå ud over mulighederne for at opnå en global klimaaftale. Lige nu ligger bolden hos det amerikanske senat, og her kunne Washington Post i søndags fortælle, at de demokratiske senatorer John Kerry og Barbara Boxer har udskudt en planlagt lancering af et klimalovforslag til senere på måneden. Noget man tolker som et krisetegn.

Så den kommende uges hektiske aktivitet i New York, Washington og Pittsburgh kan vise sig helt afgørende for at få klimaforhandlingerne tilbage på sporet. Det er de rigtige mennesker med de rigtige titler, der mødes inden for kort tid, muligheden kunne ikke være mere oplagt. Bolden er altså givet op - men hvis den tabes på gulvet, er det tvivlsomt, om man kan nå at samle den op igen inden december.

OPDATERING torsdag 17-09-2009: En artikel i dagens udgave af det amerikanske TIME magazine http://www.time.com/time/health/article/0,8599,1924295,00.html?xid=rss-topstories må være bekymrende læsning for de danske klimaforhandlere. Lederen af det demokratiske flertal i senatet, Harry Reid, er citeret for at sige, at en amerikansk klimalov med CO2 kvoter må vente til efter, at præsident Obamas sundhedsreform og bankreform er forhandlet på plads, og at det godt kan vente til næste år. Hvis det bliver til virkelighed, kan det vise sig katastrofalt for ambitionerne for at få en klimaaftale på plads i København. For hvis der ikke ligger amerikansk lovgivning klar, der indeholder CO2 begrænsninger, så er vurderingen, at så vil de amerikanske forhandlere ikke sige ja til CO2 begrænsninger i en global aftale. Sporene fra 1997 i Kyoto skræmmer ganske enkelt: her blev de amerikanske forhandlere underkendt af senatet, da de vendte hjem med Kyoto-aftalen. Og hvis ikke amerikanerne er indstillede på at få CO2 begrænsninger ind i en global aftale - som jo er det helt helt centrale - ja så bliver der sandsynligvis ingen aftale.

Obamas problemer bekymrer i K�benhavn

bounce@tv2.dk (brandstrup.om.klimaet) — Tue, 18 Aug 2009 13:37:35 +0200

De er bekymrede lige for tiden i Connie Hedegaards klima- og energiministerium. Eller måske skulle man tilføje ekstra bekymrede, for med kun fire måneder tilbage til klimatopmødet i København kan det vel undre de færreste, at folk i det ansvarlige ministerium er en smule bekymrede for, om det hele nu falder på plads. Nej, den ekstra bekymring skyldes de indenrigspolitiske problemer, som den amerikanske præsident Barack Obama slås med i disse uger. Et af hans centrale valgløfter var en gennemgribende reform af USA’s sundhedsvæsen. Et sundhedsvæsen der bygger på private forsikringsordninger, og hvor næsten 50 mio. mennesker står uden dækning. Imidlertid er Obamas reformplaner løbet ind i voldsom modstand – der er ikke længere nogen, der strøer palmeblade for hans fødder, når han kommer for at forklare, hvorfor reformerne er nødvendige – og præsidenten er fanget i en speget indenrigspolitisk hårdknude.

Og hvorfor bekymrer det så i Danmark. Jo, sundhedsreformen er ikke det eneste store projekt på præsident Obamas dagsorden. Næste punkt er at få gennemført lovgivning, der begrænser udslippet af drivhusgasser i landet, der udleder mere CO2 pr. indbygger end noget andet land. Lovforslaget er fremsat i repræsentanternes hus af Henry Waxman og Edward Markey, men på grund af betydelig modstand fra flere republikanere (og demokrater i industritunge stater) og den magtfulde amerikanske industrilobby, så kommer denne lovgivning ikke langt uden at præsident Obama kaster sin betydelige indflydelse og personlige prestige ind i kampen. Problemet er her, at præsidenten kan risikere, at have brugt så mange kræfter – politisk kapital – på at få gennemført den førnævnte sundhedsreform, at det bliver særdeles vanskeligt for ham, at kaste sig ud i et nyt krævende projekt umiddelbart bagefter.

Og det er hér, at den danske bekymring ligger. For selv om de indledende forhandlinger frem mod topmødet i København sådan set kører stille og roligt derudaf, så er der desperat behov for, at nøglelandene snart begynder at bevæge sig. I sidste uge sluttede endnu en runde del-forhandlinger i Bonn, og her var vurderingen fra både FN’s forhandlingsleder Yvo de Boer og flere miljøorganisationer, at det stadig går alt for langsomt. Den forhandlingstekst, der blev fremlagt i maj, er hen over sommeren blevet tidoblet i omfang pga. de mange indkomne forslag, og de løbende forhandlinger risikerer at blive kvalt i teknikaliteter. Derfor håber alle, at de afgørende lande som USA og Kina snart vil komme med nogle indrømmelser, der for alvor kan bringe forhandlingerne fremad, og for USA’s vedkommende skulle der gerne ligge en amerikansk klimaaftale inden de afsluttende forhandlinger går i gang i København i december.

For sporene skræmmer. Da den nuværende klimatraktat blev underskrevet i 1997 i Kyoto var USA faktisk én af medunderskriverne, men da den amerikanske regering skulle have aftalen ratificeret, kunne præsident Clinton ikke mønstre det nødvendige flertal i senatet, og USA har derfor stået uden for de internationale klimaforpligtelser. Hvis ikke historien skal gentage sig, kræver det en handlekraftig præsident Obama. En præsident der ikke har brugt al sin politiske goodwill på at få vedtaget en sundhedsreform.

Benl�s i Bonn

bounce@tv2.dk (brandstrup.om.klimaet) — Fri, 12 Jun 2009 22:29:48 +0200

I dag sluttede to ugers intensive forhandlinger i Bonn. Hovedstaden i det tidligere Vesttyskland har nu i to uger dannet rammen om forhandlinger mellem embedsmænd fra hele verden. Forhandlinger, der gerne skulle bane vejen frem mod en klimaaftale i København til december. Det udkast til en aftale som FN fremlagde i begyndelsen af maj - forhandlingsteksten - er nemlig fyldt med blanke felter, hvoraf mange skal fyldes ud i løbet af de næste fem måneder, sådan at topmødet i København kan fokusere på de allersidste og mest kontroversielle punkter. Både forhandlere og iagttagere slår fast, at hvis ikke disse forhandlinger, der går forud for københavner-topmødet, giver resultat, ja så bliver der ingen aftale i København.

Det store problem lige nu er, at alle lurepasser: det er som et kaotisk skakspil med talrige spillere, hvor alle diskuterer, hvis tur det er til at trække. Forhandlingerne er nemlig som forbundne kar: hvis man skal kunne gøre fremskridt på ét område, så kræver det, at der først har været bevægelse på et andet.

Et eksempel: lige nu er der mange af de industrialiserede lande i den vestlige verden, der mener, at det er de store u-landes (fx Kina, Indien og Brasilien) tur til at vise god vilje og forpligte sig til noget. Omvendt svarer u-landene, at de først vil bevæge sig, når i-landene sætter beløb på, hvor meget de er villige til at betale u-landene for deres udgifter til at bekæmpe klimaforandringer. Det anslås, at udgifterne til at bekæmpe konsekvenserne af de stigende temperaturer vil udgøre omkring 250 mia. dollars fra 2020. Om året. De penge skal komme fra de industrialiserede lande, og nu kræver u-landene altså at få at vide, hvor meget de har tænkt sig at diske op med, før u-landene fortælle, hvad de har tænkt sig at gøre (fx undlade at fælde regnskov, der absorberer store mængder co2). Derfor havde mange håbet på, at det møde, der fandt sted samtidigt, mellem EU's finansministre kunne give forhandlingerne et skub i den rigtige retning. Håbet var, at EU ville løfte sløret for, hvad unionen har tænkt sig at bidrage med helt kontant, men det skete ikke.

Heller på den front der handler om begrænsninger af co2-udslip var der megen bevægelse. EU har gjort det klart, at man ikke har tænkt sig at lægge nye mål på bordet, før store forurenere som fx Japan også gør det. Derfor havde FN's klimachef Yvo de Boer bedt både Rusland og Japan om at fortælle, hvor meget de har tænkt sig at reducere deres udslip inden 2020. Men uden held - Japan sagde, at de har tænkt sig at reducere med 8%, og sat i forhold til, hvor forhandlingerne trods alt er nået til, må det nærmest betragtes som en vittighed. De Boer kritiserede også de industrialiserede lande under én kam for ikke at møde de krav som er opstillet i rapporten fra FN's klimapanel - den rapport der danner udgangspunktet for klimaforhandlingerne, og som fastslår, at temperaturstigningerne skal holdes på maksimalt 2 grader, hvis ikke konsekvenserne skal blive uoverskuelige.

Forhandlerne mødes igen i Bonn til august, og hvis dét møde skal føre nogen vegne, må embedsmændene have noget med i posen fra deres regeringer. Det betyder for den vestlige verdens vedkommende, at to store møder henover sommeren skal give resultater: EU-topmødet i næste uge, hvor Sverige overtager formandskabet for unionen, og det topmøde mellem verdens otte største økonomier (G8), der finder sted i L'Aquila i Italien i juli.

EU og de store økonomier er lokomotivet, der skal drive forhandlingerne fremad, og hvis ikke disse to topmøder kaster resultater af sig, så er der stor risiko for at næste forhandlingsrunde i Bonn også ender i benlås,

Opr�bet fra K�benhavn

bounce@tv2.dk (brandstrup.om.klimaet) — Wed, 27 May 2009 14:50:54 +0200

700 erhvervsledere fra hele verden, der i tre dage har holdt konference i Bella Center i København, har netop pakket deres tasker for at rejse hjem igen. Kort forinden afleverede de et dokument til Danmarks statsminister Lars Løkke Rasmussen. Dokumentet er det, som arrangørerne af konferencen kalder ”The Copenhagen Call” – opråbet fra København. Det er erhvervslivets bud på, hvad der efter deres mening skal stå i den klimaaftale, der efter planen skal falde på plads samme sted – i Bella Center – om mindre end syv måneder.

Opråbet har seks punkter:

1)      En klimaaftale skal indeholde omfattende krav til reduktion af drivhusgasser (CO2 og ækvivalenter). Mindst en halvering af udslippet i 2050 og ”ambitiøse” reduktioner i 2020.

Ved ikke at sætte tal på reduktionen i 2020 kryber erhvervslederne behændigt uden om en af de allervarmeste kartofler i klimadebatten lige nu: hvor meget der skal reduceres med i den nærmeste fremtid. EU har forpligtet sig til en 20 % reduktion, som man vil forøge til 30 %, hvis der kommer en global klimaaftale i København til december. Men Kina og senest FN i sit udspil til en forhandlingstekst har krævet en 40 % reduktion fra de industrialiserede lande, noget som EU-kommissionens formand José Manuel Barosso afviste at imødekomme, da jeg interviewede ham om det. Han slog fast, at det ikke er EU’s tur til at komme med nye tal, det er USA, Japan og Canada, der må på banen, sagde han.

2)     Klare regler og kontrolforanstaltninger. Det skal være helt klart, hvilke spilleregler, der gælder i den globale konkurrence, og der skal være effektive muligheder for at kontrollere, at der ikke er nogen lande, der lader deres virksomheder ”snyde” ved ikke at skulle leve op til samme skrappe miljøkrav som deres konkurrenter fra andre lande.

Det var vel det krav, der blev nævnt flest gange i løbet af konferencens tre dage. Virksomhederne er ganske enkelt hunderædde for at investere millioner af kroner i nye, grønne og energieffektive teknologier, hvis ikke de kan være helt sikre på, at deres konkurrenter følger de samme spilleregler. Helt konkret sagde DONG’s administrerende direktør Anders Eldrup på en pressekonference med bl.a. Connie Hedegaard, Al Gore (USA’s tidl. vicepræsident) og Ban Ki-moon (FN’s generalsekretær), at de sådan set har teknologien til at gøre deres traditionelle, kulfyrede energiproduktion mere klimavenlig, men de tør ikke kaste sig ud i investeringerne, før der ligger en forpligtende global klimaaftale. Synspunktet blev dog udfordret af én af deres egne. Shai Agassi – det er ham IT-milliardæren, der er i gang med at opbygge et el-bils netværk i Danmark – revsede sine kolleger og sagde, at man ikke altid kan vente på, at nogle andre rykker først. Han sammenlignede det med pladeindustrien, der i årevis holdt fast i cd’en, mens forbrugerne for længst var rykket videre til mp3 – noget de har tabt et astronomisk milliardbeløb på.

3)     Incitamenter til at omstille sig til en kulfattig økonomi og produktion. Der skal etableres et globalt marked for handel med CO2-kvoter.

Handelen med CO2 kvoter er hidsigt debatteret. Mange kritikere mener, at det slet ikke er tilstrækkeligt motiverende for virksomhederne at skære ned, og at de kan betale sig fra at forurene. Idéen bag kvoterne er, at der skal være en dobbelt motivation for virksomhederne: for det første at virksomhederne vil holde sig inden for deres kvoter, fordi det er dyrt at skulle ud og købe sig ekstra kvoter. For det andet, at virksomhederne – forudsat at kvoterne er tilstrækkeligt dyre – rent faktisk vil kunne tjene penge på at udlede mindre end deres kvote tillader dem, fordi de så kan sælge de ubrugte kvoter videre. Kritikerne vil hellere have, at man kort og godt beskatter CO2 udledning meget hårdere, fordi man efter deres mening giver et meget mere kontant incitament til virksomhederne til at skære ned, og at kvotehandelssystemet ganske enkelt er for ugennemskueligt. Andre igen ønsker, at man kort og godt sætter et absolut maksimum på udledning målt i tons CO2-ækvivalent, og at en overskridelse skal medføre hårde bøder.

4)     Udvikling af nye, grønne teknologier støttet af offentlige myndigheder. Der skal indgås offentlig-private partnerskaber til udvikling af ny teknologi, og det offentlige skal forpligte sig til at skabe marked for grønne løsninger.

Det sker allerede, men erhvervslederne vil have, at en klimaaftale skal forpligte landene til at gøre det i stor stil. Et eksempel på disse partnerskaber er den offentlige forskningsinstitution Risø DTU, der sammen med virksomheden Mekoprint Electronics har udviklet solceller af plastik, der er mange gange billigere end de traditionelle silicium-solceller og derfor kan blive et gennembrud for udbredelsen af solenergi, der i lang tid har stået i skyggen (så at sige) af vindenergien. Et eksempel på markedsskabelse er når kommuner forpligter sig til at aftage vindenergi og opstille nye vindmøller. Det er med til at skabe et marked for netop vindmøller. I den forbindelse er det værd at bemærke, at vindmøllegiganten Vestas faktisk kritiserede den danske regering for at svigte netop det, da virksomheden for nyligt bebudede at godt 1.200 medarbejdere i Danmark skal fyres. Her sagde Vestas’ personaledirektør Roald Steen Jakobsen, at regeringen ikke i tilstrækkelig grad har sikret efterspørgsel på vindmøller og vindenergi i Danmark. Det har regeringen ved flere lejligheder blankt afvist senest på konferencen her, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen sagde, at vindmøllevirksomheden blot på almindelige markedsvilkår har tabt ordrer til andre som eksempelvis Siemens.

5)     Afsætning af penge til udvikling af teknologier til klimatilpasning.

Selv hvis der indgås en global klimaaftale i København, der effektivt reducerer verdens CO2-udslip, så er vi for længst forbi det punkt, hvor klimaforandringer kan undgås. FN’s klimapanel opererer nu med et scenarie, hvor en klimaaftale kan sikre, at temperaturen på verdensplan højst vil stige med 2 grader. Selv om det ikke lyder af meget, så vil konsekvenserne alligevel være dramatiske: vandniveauet i verdenshavene vil stige og vi vil i Danmark komme til at opleve hyppigere og voldsommere regnskyl. For Danmarks vedkommende vil teknologier til klimatilpasning, derfor eksempelvis være metoder til at aflaste vores kloaksystemer, der slet ikke kan modtage de store regnmængder, og det vil være nye digesystemer i lavtliggende områder som Vadehavet i Sønderjylland. Ligesom med de nye grønne teknologier ønsker erhvervslivet, at det offentlige skal indgå partnerskaber med private virksomheder for at udvikle disse løsninger.

6)     Nye måder til at beskytte verdens skove.

Træer binder CO2 og reducerer dermed klodens CO2-udslip. Derfor er den skovrydning, der foregår i u-landene, en alvor medårsag til den globale opvarmning. Nogle af de virksomheder, der var til stede på konferencen, har specialiseret i eksempelvis at udvikle simple metoder for bønder i u-landene til at få mere ud af deres landbrugsjord, så de ikke behøver at fælde så meget skov.

Dokumentet med de seks punkter blev altså overrakt til Lars Løkke Rasmussen. Folkene bag arrangementet havde sagt til os fra pressen, at det ville blive overrakt i en fornem læderindbinding, men ved overrækkselsen endte det med bare at være tre stykker almindeligt a4-papir. Om det så skal tages som et udtryk for, at ”The Copenhagen Call” ikke blev så ambitiøst som forventet skal stå hen i det uvisse. Men både Løkke Rasmussen og FN’s chefforhandler Yvo de Boer kvitterede for indholdet og sagde, at der var tale om et imponerende stykke arbejde.

Nu er ønskerne så afleveret, og bolden for alvor på politikernes banehalvdel. Fra nu og frem mod klimatopmødet i København i december forestår et marathon-forløb med møde på møde. Allerede i næste uge skal der forhandles på embedsmandsniveau i Bonn i Tyskland, og sommeren kommer til at byde på både et EU-topmøde og et topmøde blandt verdens største industrilande – G8. Hvert af disse møder skal give ét eller andet delresultat. For hvis ikke så vil man skubbe en stadig større ophobning af uafklarede spørgsmål foran sig, der hvert især vil gøre håbet om en aftale i København en lille smule mindre.

Nedt�llingen til K�benhavn er for alvor i gang

bounce@tv2.dk (brandstrup.om.klimaet) — Sun, 24 May 2009 21:34:48 +0200

Da jeg for seks år siden læste i USA, havde jeg en løbende debat med en af mine amerikanske venner, som vi aldrig nåede til nogen konklusion på. Den handlede om, hvorvidt han som studerende virkelig havde brug for en pickup truck – det er en firehjulstrækker med lad i stedet for bagsæde, som amerikanerne er helt vilde med. Han forsvarede sig altid med, at man aldrig ved, hvornår man kan få brug for at flytte rundt på ting. Jeg husker ikke, at han på noget tidspunkt rent faktisk gjorde brug af den mulighed.

Problemet med amerikanernes forkærlighed for de store biler er, at en pickup lige som andre firehjulstrækkere kører ufattelig kort på literen. Min kammerats kunne ikke engang præstere 7 km/l ved blandet kørsel. Og ingen amerikanske politikere har kunnet drømme om at foreslå skrappere krav til energieffektivitet i den amerikanske bilpark.

Indtil nu. For i sidste uge blev et lovforslag, der for første gang stiller – efter amerikanske forhold – store miljøkrav til bilerne. Det er ganske vist kun et krav om, at nye biler mindst skal kunne køre omkring 15 kilometer på en liter, men fordi det kommer ud af den ellers så klimaskeptiske amerikanske kongres, og fordi det rent faktisk ser ud til at blive vedtaget, så er det store nyheder.

Og det er kun én ting i en række begivenheder de seneste par uger, der understreger, at nedtællingen til klimatopmødet i København for alvor er i gang. FN har lige offentliggjort den tekst, der skal danne udgangspunkt for forhandlingerne om en klimaaftale i København til december, og netop i disse dage mødes hundredvis af verdens førende erhvervsledere til en konference – World Business Summit – i Bella Centret i København. En konference vi dækker intensivt på TV2 News.

I dag åbnede FN’s generalsekretær Ban Ki-moon og USA’s tidligere vicepræsident Al Gore mødet. Og især fra Ban Ki-moon lød der en klar opsang til de forsamlede erhvervsbosser: ”I har et kæmpe ansvar for at løse klimaproblemerne”. Både direkte ved at finde på nye, mindre forurenende måder at producere på, men også indirekte ved at påvirke de politikere, der om mindre end syv måneder i det selv samme Bella Center skal nå til enighed om en global klimaaftale.

Konferencen i København skal munde ud i, at man på tirsdag overrækker statsminister Lars Løkke Rasmussen en række anbefalinger i fornem læderindpakning. Nu skal de næste dage vise, om indholdet kan stå mål med indpakningen. Blandt deltagerne i konferencen er trods alt repræsentanter for nogle af verdens allermest forurenende og energiforbrugende virksomheder.