Tirsdag, 10. november 2009 kl. 15:56 / klima, miljø, politik
Der var store forventninger til den første uge af november.
For sidste gang inden klimatopmødet i København i december skulle embedsmænd fra de 192 lande, der er en del af FN's klimaforhandlinger, mødes i Barcelona. Få dage forinden var der EU-topmøde og dermed mulighed for, at de fastlåste klimaforhandlinger kunne få et skub i den rigtige retning ved, at EU-landene lagde en sæk penge på bordet. Weekenden efter skulle verdens 20 største økonomier mødes i St. Andrews i Skotland, og her ville penge til klimaforhandlingerne også være på bordet. Og hvis nogen skulle være i tvivl, så er det helt store problem i forhandlingerne lige nu at få industrilandene til at fortælle, hvor mange penge de vil bidrage med. Så der var med andre ord tale om en uge, hvor kalenderen så meget gunstig ud.
Men det gunstige blev ved kalenderen - der kom meget lidt konkret ud af de højt profilerede møder. For det første kom der ikke en eneste Eurocent på bordet under EU-topmødet i Bruxelles. Man anerkender ganske vist, at EU-kommissionens bud på det samlede prismærke for en klimaaftale nok er rigtigt. Kommissionen vurderede tidligere i år, at en aftale ville koste op mod € 50 mia. om året fra 2020 i offentlige penge, og at der på den korte bane frem mod 2012 ville være brug for € 5-7 mia. om året. Men her er der tale om, hvad der skal kradses ind af penge på verdensplan. EU's ledere ville ikke på topmødet lægge sig fast på - eller komme med et bud på - hvor stor en del af de penge, der skal komme fra EU's kasser.
Dermed var der ingen penge på bordet da forhandlingerne startede i Barcelona om mandagen, og allerede fra første dag begyndte det at gå skævt. De afrikanske delegerede truede med at boycotte forhandlingerne, fordi de var bange for at de rige lande var begyndt at lave studehandler. Tirsdag erkendte Storbritanniens miljøminister Ed Milliband, at "FN forhandlingerne går for langsomt, de går ikke godt", og torsdag lod FN's klimachef Yvo de Boer en bombe sprænge: i et interview sagde han, at der kan gå op mod et år efter topmødet i København, før de retlige dele af en aftale kan være på plads.
Endelig var der så G20-topmødet i Skotland. Her kom der heller ingen penge på bordet. Kun en anerkendelse af "behovet for en omfattende og hastende opskalering af finansieringen", hvad det så end betyder.
Så klimaforhandlingerne ser ud til fortsat at hænge fast i et dødvande. For selv om der vil være en række møder på topniveau inden selve klimakonferencen i december, så er vurderingen blandt danske regeringskilder, at der først kommer penge fra EU på det EU-topmøde, der finder sted midt under selve klimakonferencen i december.
Spørgsmålet er så, om der kan gøres markante fremskridt på de andre vigtige områder som reduktioner af CO2-udslip og hjælp til klimavenlig teknologi til u-landene. Næste søndag samles en lang række lande i København til en forpremiere på klimakonferencen. Det kan vise sig at blive overordenlig vigtigt. For med FN kørt ud på et sidespor (de har som nævnt signaleret, at de mere eller mindre har opgivet København), så ligger ansvaret mere end nogensinde i Danmarks hænder.
Lars Løkke Rasmussen og Connie Hedegaard har 27 dage.
Mandag, 26. oktober 2009 kl. 15:00 / klima, miljø, politik
Om kun seks uger lyder startskuddet til den internationale klimakonference i København. I løbet af de seks uger skal der ske markante fremskridt i forhandlingerne, hvis ikke den stort anlagte konference skal ende i uforpligtende hensigtserklæringer. For efter den seneste runde delforhandlinger i Bangkok i starten af oktober stod det lysende klart, at de løbende forhandlinger ikke bevæger sig tilstrækkelig hurtigt. Derfor meldte statsminister Lars Løkke Rasmussen da også ud i weekenden, at han nu personligt vil forsøge at få forhandlingerne til at skifte gear gennem en række personlige videomøder med stats- og regeringsledere verden over. Initiativet kalder han Copenhagen Commitment Circle Analysen er ganske enkelt, at så længe forhandlingerne kun kører på embedsmandsniveau, så når man ikke så langt inden december, at en aftale kan besegles i København.
Ordene fra statsministeren faldt lørdag morgen på Christiansborg under en konference for klimapolitikere fra hele verden. Men udover den forstærkede mødeaktivitet, så bider iagttagere mærke i en anden ting: nemlig et skift i retorikken omkring, hvad det rent faktisk er, der skal vedtages i København. Hidtil har det heddet, at der skulle laves en ratificerbar, international juridisk bindende aftale - med andre ord: en international lov. Det ville betyde, som ved alle andre love, at stater der overtræder loven og fx udleder mere CO2 end aftalt ville kunne pådømmes sanktioner. Men de seneste uger er der sket noget. Nu taler man ikke alene om en juridisk aftale - man taler om en politisk aftale, der så senere skal gøres juridisk. Forskellen er først og fremmest, at man ikke kan straffe nogen for at overtræde en politisk aftale, hvilket gør den meget mere spiselig for de store lande eksempelvis USA. Én af deltagerne i weekendens konference var manden bag den amerikanske klimalovgivning, Ed Markey, og da jeg spurgte ham om, hvilken type aftale, han ville foretrække, kom han med et stærkt forsvar for en politisk aftale:
"Alvoren i truslen mod planeten er nu så stor, at når et land først har forpligtet sig vil hele dets omdømme afhænge af det, for det de gør, vil være en faktor i resten af planetens skæbne. Jeg tror, at der på en måde vil komme juridiske forpligtelser, om at der bliver vedtaget nye love i hjemlandene. Men ethvert land, der vil være et respekteret medlem af verdenssamfundet efter København vil være forpligtet af det, de siger, resten af deres politiske karriere.
TV2: Det lyder mere som en politisk aftale end en juridisk bindende aftale?
Det er starten på en proces, der vil føre til juridisk bindende aftaler over hele planeten. Men uanset om det er fuldstændigt afsluttet i København, så vil løfterne - især fra dem der udleder flest drivhusgasser - være bindende på den måde, at et land ikke vil kunne vende ryggen til de løfter de har givet til planeten."
Hvor Danmark står er mindre klart. I lørdags sagde Lars Løkke Rasmussen:
"Vi skal have en politisk bindende aftale, der virker med det samme. Vi kan ikke vente. Verden skriger på, at vi handler nu. Aftalen må være forpligtende og konkret, og den juridiske implementering må allerede ske fra januar 2010."
Det har politikere i oppositionen og flere miljøorganisationer tolket som om, at han her åbner for, at Københavner-aftalen kan være politisk, og så kan de juridiske detaljer forhandles på plads i løbet af 2010. Derfor har socialdemokraterne kaldt ham i samråd i Folketinget om sagen, de vil have svar på, hvor den danske regering står.
Om de får det, er nok mindre sandsynligt. Ifølge kilder i Venstre, så er statsministeren meget opmærksom på "ikke at klatre så højt op i træet, at man ikke kan komme ned igen," og at "en ikke-bindende aftale også skal kunne sælges som en succes." Det vil sige, hvis man melder fuldstændig firkantet ud og siger, at kun en juridisk aftale vil være en succes, så har man et problem, hvis det viser sig ikke at kunne lade sig gøre.
Der er seks uger tilbage til topmødet, og det vil være de resultater, som statsministeren kan forhandle på plads i løbet af disse uger, der vil afsløre, hvilken aftale vi får i København.
OPDATERING 28. oktober: Efter et møde i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn melder Lars Løkke Rasmussen nu klart ud: "Statsminister Lars Løkke Rasmussen tror ikke, at der kan laves et fuldt "folkeretligt bindende regime" på klimatopmødet i København. "Det er ikke vores vurdering, at det kan lade sig gøre til sidste detalje i København," siger han."
Tirsdag, 15. september 2009 kl. 21:42 / klima, miljø, politik
På tirsdag vil statsminister Lars Løkke Rasmussen tale til verden. Nærmere bestemt til en forsamlet flok af verdens stats- og regeringschefer, der er i New York forud for FN's generalforsamling, der åbner onsdag. Det er FN's generalsekretær Ban Ki-Moon, der har taget initiativ til at samle den eksklusive flok for at sætte fokus på klimaforhandlingerne, og at Danmarks statsminister som én af de få udvalgte skal tale her, er resultatet er benhårdt diplomatisk arbejde fra dansk side. Lars Løkke Rasmussen vil bruge lejligheden til at minde sine kolleger om, at klimaforhandlingerne har en deadline, og den deadline er klimatopmødet i København til december.
Der er nemlig enighed om, at klimaforhandlingerne lige nu hænger fast i et hængedynd af nærmest endeløse diskussioner om fodnoter og indskudte forbehold i den efterhånden gigantiske forhandlingstekst - den tekst der gerne skal blive til en traktat til december. Der er med andre ord brug for noget, der kan trække forhandlingerne ud af dette hængedynd, og den danske regering håber på, at det kan ske gennem en række højt profilerede møder i USA den kommende uge. Man vurderer nemlig, at for at de formelle forhandlinger, der foregår på embedsmandsniveau, skal rykke sig, så kræver det stats- og regeringschefernes aktive engagement. Altså mere end blot end en skåltale efter tirsdagens møde - jo stærkere budskabet bliver på tirsdag, desto stærkere et signal er det til forhandlerne om at få barberet ned i den omfangsrige forhandlingstekst under de næste måneders forhandlinger. Eksperter vurderer ligefrem, at tirsdagens møde vil være en kritisk milepæl i bestræbelserne på at få en klimaaftale til december.
Derfor flyver klima- og energiminister Connie Hedegaard allerede på torsdag til New York for at tage hul på en uge med intenst klimadiplomati. Torsdag og fredag afholdes der møde i det såkaldte "Major Economies Forum", og i den kommende weekend skal hun mødes med ministre fra de lande, der har været en del af den såkaldte "Grønlandsdialog", hvor Danmark har fløjet repræsentanter fra nøglelande op til Grønland for med egne øjne at se på konsekvenserne af klimaforandringerne i form af smeltende gletsjere. Mødet vil også få besøg af Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blair. Herefter følger så altså FN chefens klimamøde tirsdag og næste lørdag mødes verdens tyve største økonomier - G20 - mødes i Pittsburgh. Et møde, der først og fremmest vil handle om finanskrisen, men også et møde hvor det er klimaforhandlernes håb, at man vil begynde at forklare, hvordan man har tænkt sig at finde penge til at finansiere den klimaaftale, der efter alle vurderinger vil komme til at koste et astronomisk milliardbeløb.
Endelig vil Connie Hedegaard tage kontakt til medlemmer af det amerikanske senat. Som jeg skrev i mit seneste blogindlæg, så er den helt store bekymring i den danske regering lige nu, at amerikanerne ikke får vedtaget deres egen klimaaftale inden december, og at det vil gå ud over mulighederne for at opnå en global klimaaftale. Lige nu ligger bolden hos det amerikanske senat, og her kunne Washington Post i søndags fortælle, at de demokratiske senatorer John Kerry og Barbara Boxer har udskudt en planlagt lancering af et klimalovforslag til senere på måneden. Noget man tolker som et krisetegn.
Så den kommende uges hektiske aktivitet i New York, Washington og Pittsburgh kan vise sig helt afgørende for at få klimaforhandlingerne tilbage på sporet. Det er de rigtige mennesker med de rigtige titler, der mødes inden for kort tid, muligheden kunne ikke være mere oplagt. Bolden er altså givet op - men hvis den tabes på gulvet, er det tvivlsomt, om man kan nå at samle den op igen inden december.
OPDATERING torsdag 17-09-2009: En artikel i dagens udgave af det amerikanske TIME magazine http://www.time.com/time/health/article/0,8599,1924295,00.html?xid=rss-topstories må være bekymrende læsning for de danske klimaforhandlere. Lederen af det demokratiske flertal i senatet, Harry Reid, er citeret for at sige, at en amerikansk klimalov med CO2 kvoter må vente til efter, at præsident Obamas sundhedsreform og bankreform er forhandlet på plads, og at det godt kan vente til næste år. Hvis det bliver til virkelighed, kan det vise sig katastrofalt for ambitionerne for at få en klimaaftale på plads i København. For hvis der ikke ligger amerikansk lovgivning klar, der indeholder CO2 begrænsninger, så er vurderingen, at så vil de amerikanske forhandlere ikke sige ja til CO2 begrænsninger i en global aftale. Sporene fra 1997 i Kyoto skræmmer ganske enkelt: her blev de amerikanske forhandlere underkendt af senatet, da de vendte hjem med Kyoto-aftalen. Og hvis ikke amerikanerne er indstillede på at få CO2 begrænsninger ind i en global aftale - som jo er det helt helt centrale - ja så bliver der sandsynligvis ingen aftale.