Bent Nyegaard

Debat udbedes

bounce@tv2.dk (bent.nyegaard) — Tue, 02 Mar 2010 12:27:57 +0100

I England hedder det "Question Time", når borgere udfordrer politikere. I vores egen lille andedam lader vi Clement Kjærsgaard udfordre magtens folk, når DR2 torsdag aften blænder op for "Debatten".

Kald det, hvad du vil, men debatteret bliver der og det for fuld udblæsning.

Det - debat for fuld udblæsning - trænger vi til i dansk håndbold, og det kan kun gå for langsomt med at komme i gang.

Skriften på væggen er til at få øje på. Det herrelandshold, der så smukt henrykkede en hel nation i Lillehammer for blot to år siden, står pludselig med store problemer i jagten på fortsat at tilhøre håndboldens verdenstop.

Situationen er ikke mindre bekymrende for vore bedste ligaklubber. Koldings mestre og FCK's vice-ditto klarer sig - for nu at sige det pænt - mindre godt i den fornemmeste turnering af alle - Champions League.

Fem udekampe har givet nederlag på tilsammen fireoghalvtreds mål - 54! - til det bedste, de næsten forsvarende europamestre kan mønstre. Godt nok mod svære modstandere som Ciudad Real, THW Kiel, Zagreb, Barcelona og Hamburg, men alligevel. Det burde give grobund for alvorlig eftertanke.

Jamen, forandrer håndboldverdenen sig da så eksplosivt på bare to år, eller er der noget, jeg har misforstået?

Nej, totalt misforstået har jeg det nok ikke. Det er vigtigt at huske, at vi beskæftiger os med en type sport, hvor marginaler hører til dagens (u)orden. I forhold til de glade dage i Lillehammer har vort landshold sagt farvel til holdets bedste forsvarsspiller - Joachim Boldsen - og ikke mindst til en historisk redningsprocent på over fyrre fra Kasper Hvidt.

Ikke nok med det. Spillet bliver stadig fysisk hårdere og hårdere, ligesom tendensen til offensivt forsvarsarbejde er under stadig udvikling.

Dermed øges kravene til både det kollektive og individuelle spil og læsere af mine klummer vil vide, at jeg stædigt efterspørger mere struktur og kollektive aftaler i vort landsholds angrebsspil, ligesom det forekommer fattigt endnu en gang at møde frem til et mesterskab med blot ét forsvarssystem. Læg dertil, at det kniber voldsomt for vore spillere at udvikle individuelle færdigheder, der sætter dem i stand til at løse opgaver i mand-til-mand-spillet.

Groft sagt har vi ingen, der evner at finte sig forbi sin umiddelbare modstander, og det er et stort handicap ikke bare for landsholdet men såmænd også for diverse klubhold.

Vi har haft en tendens til national selvforståelse - jeg iberegner gerne mig selv - gående ud på, at vor generelle håndboldkultur stortrives, fordi store som små talenter har fantastiske muligheder for udvikling, da der selv i landets mindste flækker findes både håndboldhaller og engagerede ledere.

Selvforståelsen fandt åbenbart disse muligheder tilstrækkelige til en fortsat jagt på medaljer, når verdens bedste satte hinanden stævne.

Den toppede nok i Lillehammer i starten af 2008, og mens vi har jublet, har vore konkurrenter step by step gjort, hvad de kunne for, igen at konkurrere med os.

Vore øjne har måske været så tillukkede, at vi ikke har opdaget, at tidligere håndboldstormagter igen viser tænder.

Ruslands Medvedi - Polens Kielce - Kroatiens Zagreb - Sloveniens Gorenje møder frem med mandskaber, hvor vore bedste kort kommer - ja, netop til kort. Læg dertil franske Montpellier og ungarske Veszprem, der nok har været der hele tiden, men som fuldender det billede, vi i lille Danmark har mistet øjnene for.

Når jeg ikke nævner Tyskland og Spanien - der hver stiller med tre hold i Champions League - er det fordi, at netop de nationer, har vi altid haft den allerstørste respekt for.

Vore islandske, svenske og norske venner står heller ikke stille, og vi kan roligt forberede os på, at den dominans vi - gennem længere tid - har udøvet i vennekredsen, står for skud. I Østrig var vi reelt chanceløse mod Island.

Hvad der generer mig i endnu højere grad er, at vi ikke har en diskussion om hele moletjavsen.

I Danmarks anden nationalsport - fodbold - suser de rundt og diskuterer som bare fanden om "den røde linje" i fodboldspillernes opdragelse. Skal de danske landshold spille som vort A-landshold? Skal Morten Olsen være trendsætteren, når nu han har ansvaret for vort A-landshold? Ja, det skal han så åbenbart, men diskuteret har de altså!

Og nu kan jeg også læse, at mangen en fodboldfagmand sågar har været på inspirationstur - i blandt andet Barcelona - for at sætte yderligere tanker i gang.

I håndbold har vi ingen diskussioner, ingen inspirationsture. Det er efterhånden et særsyn at se en dansk ligatræner, når der spilles EM og VM!

Herhjemme sværger vore allerbedste mandskaber Kolding, FCK, AaB og Bjerringbro-Silkeborg stadig til 6:0 forsvaret. Jeg ved godt, at det ikke behøver, at være defensivt, men det er det i de danske udgaver. Og det er heller ikke sådan, at 6:0 i min optik bør skrottes, men offensive alternativer bør være en del af strategien.

Et eksempel. I Frankrig kræver man, at ungdomsholdene veksler mellem offensive og defensive forsvarssystemer. Netop Frankrig er i særklasse nationen - ja, med de mange titler - men også med det allerbedste forsvar. Jeg siger ikke, at der er en rød tråd i det, men muligheden eksisterer.

Skal jeg/vi tage pejling efter de nationer, der netop nu sætter dagsordenen - Frankrig og Kroatien - giver det stof til eftertanke, at begge nationer har deres bedste defensiv i en offensiv udgave.

Her har jeg taget udgangspunkt i herrehåndbolden. Nøjagtig de samme problematikker gør sig gældende på spindesiden.

Kom i gang DHF. Vær rede Wilbek og Pytlick.

Og ligeså vigtigt: vær beredt, Ingemar L, Magnus A, Peter B, Carsten A og alle vore andre ligatrænere, når diskussionen - forhåbentlig inden længe - tager form.

Nyt�nkning, tak

bounce@tv2.dk (bent.nyegaard) — Sun, 31 Jan 2010 15:06:32 +0100

Før EM startede tillod jeg mig at vurdere de enkeltes lande muligheder. Blandt andet troede jeg på et dansk titelforsvar, hvilket så langt fra kom til at holde stik.

Godkendt var dog mine fire semifinalehold, hvor jeg havde givet adgang til Frankrig, Island, Polen og Danmark.

Når jeg kunne komme så galt af sted med Wilbek og drengene, havde det noget at gøre med, at jeg antog, at Frankrig som olympiske- og verdensmestre ville mangle lidt motivation, og at det samme ville gøre sig gældende for Balic og hans slæng, der ifølge mig sled sig selv op i forsøget på at vinde VM på hjemmebane.

Den tankegang holdt vist lige knapL. Nu skal Europas i særklasse bedste mandskaber så duellere igen, og jeg kan da godt afsløre, at Frankrig er min klare favorit.

Men hvad skete med mine nationale favoritter?

Ja, en femteplads kan jeg vel ikke tillade mig at være fuldstændig utilfreds med, og det ville jeg heller ikke have været, hvis jeg havde på fornemmelsen, at vort landshold havde taget ét eller flere skridt i den rigtige retning.

Den fornemmelse har jeg slet ikke. Snarere tværtimod. Tiden for forandring er kommet, så de kommende mesterskaber kan signalere fremskridt, frem for stilstand eller tilbagegang.

Først og fremmest er tiden - igen - kommet til at gøre op med tanken om, at vi danskere kan præsentere seksten spillere, der kan vise sig frem, når de bedste skal dyste.

Landsholdet skal have en fast stamme. Jeg skal med andre ord have nogenlunde styr på, hvem der er i den danske startopstilling, og hvem der afløser hvem. Holdet skal have en styrmand. I min bog hedder han Bo Spellerberg. Hvorfor har Kolding-spilleren dog så kort snor i landsholdsammenhæng. Han er landets bedste spilstrateg. Det kan simpelthen ikke passe, at han ikke kan blive tildelt mere ansvar.

En klar spillestrategi opstår kun, når formidlingen går gennem en stamme, der derved opnår det kendskab til hinanden, der er så afgørende i spillet med de mange detaljer.

Fremtidigt kan landsholdet heller ikke møde op til mesterskaber med blot ét forsvarssystem. Der må og skal lægges et offensivt system ind, så landstræneren har flere taktiske knapper at trykke på, så vore modstandere får mere at tænke over end blot at forholde sig til et variabelt 6:0 forsvar.

Èn af de helt store forskelle, på nationer som Frankrig, Kroatien, Polen målt op mod Danmark, er fysikken. Derfor bliver det afgørende, at Spellerberg & Co kan spare nogle kræfter, og det sker altså bedst ved at kontrollere den kontrafase, der tidligere var en dansk paradedisciplin, men som har været en sørgelig mangelvare her i Østrig.

Hvis brugen af Kasper Nielsen og Lars Jørgensen er det, der smadrer de hurtige opløbs muligheder, ja, så er her endnu et argument for alternative forsvarssystemer.

Jeg vil ikke gå ind i en kritik af landstrænerens holdudtagelse, for jeg er enig med ham i det meste. Dog vil jeg slå fast, at jeg har svært ved at baggrunden for udtagelsen af Henrik Knudsen. Syvogfyrre - 47 - minutter var, hvad der blev til slutrundedebutanten. Så havde det været bedre at have sendt bud efter en Jesper Jensen i min optik.

Fremtiden bliver udfordrende. Især efter Kasper Hvidts farvel. Hvor ville jeg dog ønske, at det kunne blive midlertidigt, så vore meget talentfulde - men helt urutinerede - efterfølgere kunne dygtiggøre sig med den ro i sindet, at den tidligere anfører ville være klar til de store turneringer.

Det kan godt være, at landsholdets målsætninger skal have et eftersyn, nu hvor så afgørende en position som målmandsposten svækkes.

Først og fremmest skal der dog gang i ny måde at tænke opbygning af landsholdet på.

Hvidts farvel

bounce@tv2.dk (bent.nyegaard) — Sat, 30 Jan 2010 16:38:50 +0100

Danmarks sidste kamp ved dette EM vil gå over i historien. Ikke så meget fordi Danmark vandt kampen 34-27, men i langt højere grad fordi landsholdets anfører - Kasper Hvidt - meddelte sin retræte.
Beslutningen kom som et chok for mig, og jeg ser anførerens farvel som et meget stort tab for landsholdet. Ikke fordi de unge målmænd, der nu skal tage over, ikke har masser af kvaliteter, men det forekommer mig at være for tidligt, at talenter som Niklas Landin, Jannick Green, Anders Pedersen og Tim Winkler skal stå uden en erfaren mand omkring sig.

FCK-målmanden har ikke alene betydning, når en landskamp er i gang. Han er - om nogen - manden, der via sit enorme ambitionsniveau, sikrer at alle har den ultimative fokus på de forestående opgaver. Sådanne personligheder kan et hold ikke få nok af, fordi de er med til at sætte de normer og standarder efter hvilke, et team arbejder.

Det er her et hold kan hente de sidste procenter i kunnen, koncentration og udførelse, og det er næsten altid de procenter, der skiller vindere fra tabere.

Derfor er det et smerteligt tab, Ulrik Wilbek og landsholdet har lidt i dag, og uden at male fanden på væggen, vurderer jeg, at Hvidts beslutning kommer på det værst tænkelige tidspunkt.

Selv om Niklas Landin her i Østrig spiller sin anden slutrunde, er det en målmandsduo - hvem det så end måtte blive - stort set uden international erfaring, der skal løfte en kæmpearv fra en af dansk håndbolds allerstørste personligheder.

Det kan ikke undgå at give landstræneren søvnløse nætter, og det ville være en gave, hvis Wilbek kunne lave én eller anden aftale med sin nu tidligere anfører om akut hjælp i tilfælde af skader til de åbenlyse afløsere Niklas Landin og Jannick Green.

Desværre tror jeg ikke det er en mulighed, for Kasper Hvidt er et meget tænkende menneske, der ikke kommer med så afgørende en beslutning, uden at den er gennemtænkt.

Farvellet blev en triumf for Kasper Hvidt. Han afløste Niklas Landin efter 16 minutter og fra da af lukkede han af for de spanske skytter, og resten var kun et spørgsmål om sejrens størrelse.

For lige at sætte en streg under sine ekstraordinære kvaliteter, snuppede anføreren tre straffekast og krydrede sine mange redninger med præcisionsudkast på højniveau.

Én spiller vil kunne huske Kasper Hvidts farvelkamp i lang tid. Torsten Laen spillede sin hidtil bedste landskamp og nettede otte gange på ligeså mange forsøg.

Respekt for landsholdets evne til at finde koncentration, nerve og inspiration til at spille et skuffende spansk mandskab helt af banen.

Herfra skal lyde en stor personlig tak til Kasper Hvidt for alt, hvad han har givet dansk håndbold. Han har sat standarder, der bliver svære at nå, men for den næste generation kan jeg blot konstatere:

Gør jer umage og giv jeres talent de allerbedste chancer. Det er nemlig nøjagtig, hvad Kasper Hvidt gjorde.

Farvel titelforsvar

bounce@tv2.dk (bent.nyegaard) — Thu, 28 Jan 2010 23:35:51 +0100

Fakta først: Kroatien vandt en aldeles fortjent sejr og sikrede sig adgang til kampen om EM-medaljer.
Ligeså faktuelt: Danmark spillede sin hidtil bedste kamp her i Østrig. Det var en fornøjelse at følge holdet, der både forsvars- og angrebsmæssigt kom rigtig godt i gang mod et meget motiveret kroatisk landshold.

Kampens helt store profiler var desværre iklædt farverne, der ikke matchede de danske. Mirko Alilovic og Ivano Balic styrede på hver sin banehalvdel begivenhedernes gang.

I målet tog Kroatiens nye målmandskonge totalt modet fra det vi på hjemlige breddegrader kalder "verdens bedste fløje." De var svære at få øje på, da 300-kampsjubilaren Lars Christiansen, Anders Eggert og Hans Lindberg på skift brændte gyldne chancer.

At chancerne kom på fløjene var ikke nogen overraskelse. Kroaterne har det med at "bakke op", og mulighederne var resultatet af et i lange perioder godt dansk angrebsspil.

Med Bo Spellerberg i startopstillingen var der næsten garanti for, at det danske stregspil blev sat i scene, og det udnyttede Michael Knudsen til overbevisende første 30 minutter.

På den anden banehalvdel huserede en vis Ivano Balic. Før slutrunden var det min vurdering, at den lille strateg ville have svært ved at motivere sig til et europamesterskab, men jeg skal da love for, at jeg tog fejl.

Han var en fantastisk inspirator for sine kammerater og der blev delt sukkerballer ud til dem alle, men især til de to backs Duvnjak og Buntic, der hamrede skiftende danske målmænd ud af rektanglet.

Balic gjorde, hvad der passede ham, og selv om den danske defensiv startede godt, var det tydeligt, forsvaret ikke magtede opgaven med at styre Balic, stregspillet han kreerede omkring Igor Vori, og de mange krydsløb han lagde op for sine backs.

Var det ikke fløjenes dag, kneb det også gevaldigt for både Kasper Hvidt og Niklas Landin. Nuvel, de fik i perioder ikke hjælp, men det er nogle gange en målmands lod. Hvidt fik ikke fat i noget fra starten, og blev afløst af Landin, der heller ikke magtede opgaven i starten, men som senere fik pænt fat, og det var en overraskelse, at Hvidt sluttede kampen i det danske mål.Normalt får et hold altid godt med chancer i kontrafasen, da kroaterne ikke er kendte for det ultimative returløb. Mulighederne kom og blev enkelte gange udnyttet, men de hurtige opløbs spil er ikke organiseret godt nok på landsholdet netop nu.

Derfor måtte Mikkel Hansen og hans kammerater bruge rigtig mange kræfter på at score i spillet seks mod seks, og det var kræfter, der manglede, når Lars Jørgensen & Co skulle forsvare mod en modstander, der var dem fysisk overlegne.

Jeg kan på ingen måde klandre vort landsholds vilje og fight. Da der blev sagt farvel til muligheden for et titelforsvar, skete det i en flot håndboldkamp, hvor selv gode danske dyder ikke rakte.

Drama - som s�dvanlig

bounce@tv2.dk (bent.nyegaard) — Tue, 26 Jan 2010 23:35:46 +0100

Danmark mod Norge bliver aldrig et håndboldmæssigt skønmaleri. Til gengæld bliver det grimt, fysisk, intensivt og ufatteligt spændende. Og med det helt store plus, at Wilbek og hans drenge som oftest vinder.
Således også her i Wien, hvor Norge styrede begivenhederne, og Danmark tog sejren.

Det er i sådanne kampe, at marginaler er noget, der skal tages meget alvorligt, og dansk bannerfører i den disciplin var ingen ringere end landsholdets anfører Kasper Hvidt, der stod helt forrygende, da "krigen" gik ind i sin afgørende fase.

Mod Rusland hjalp han sin unge kollega Niklas Landin frem til en overbevisende præstation, men her da landsholdet kiggede direkte ind i et EM-exit, var det chefen selv, der ragede kastanjerne ud af ilden i den kamp, Danmark kun førte, da kampen blev fløjte af.

Tidligere stillede jeg spørgsmålstegn ved Hvidts vildskab. Det behøver jeg ikke efter aftenens kamp, hvor anføreren var tilbage for fuld damp. På et tidspunkt truede han sågar med at fjerne "sit" mål her i Wiens kæmpestore arena.

Foran Hvidt kæmpede det danske forsvar som bersærker. Jeg synes stadig, at midtersektionen med Kasper Nielsen og Lars Jørgensen går for langt frem, for landsholdets helt store problem hed Kristian Kjelling, der spillede en pragtkamp, inden han - ligesom de fleste af hans kolleger - gik fuldstændig "døde" rent konditionelt.

Angrebsspillet var nok en gang usammenhængende, ustruktureret og uden det aftalesæt, der normalt kendetegner et godt håndboldhold.

Derfor blev det svært for samtlige danske bagspillere, sådan for alvor at komme ind i kampen. Alligevel lykkedes det landstræneren at finde et par mål hist og pist. Bo Spellerberg finurligt, Henrik Knudsen med et par gennembrud og Thomas Mogensen for fuld udblæsning, da det var allervigtigst.

Kun Mikkel Hansen formåede vedvarende at være en trussel for en godt organiseret norsk defensiv med en ypperlig Steinar Ege som sidste skanse.

Udvisninger måtte blive en afgørende del af denne totale fysiske udladning. Det blev en fordel for Danmark, der kampen igennem var skarpest til at spille i under- og overtal.

Flere kloge hoveder - inklusiv landstræneren - har påpeget den danske bredde som landsholdets måske allerstørste styrke. Jeg ved ikke, om det holder hele vejen, men i kampen mod Norge var det tydeligt, at Mikkel Hansen & Co havde lige nøjagtig de flere hænder, der kan afgøre håndboldkampe.

De rød/hvide lever. Nu er det alt eller intet torsdag mod Kroatien. Et hold, der ligesom Danmark, mangler at vise det spillemæssige format.

Den kamp vender jeg tilbage til i morgen.

Danmark lever igen

bounce@tv2.dk (bent.nyegaard) — Mon, 25 Jan 2010 23:33:01 +0100

Var der spekulationer om landsholdets overlevelsesmuligheder her i Østrig før kampen mod Rusland, blev de hurtigt gjort til skamme.

Ser jeg lige bort fra kampens første tre minutter, hvor russerne kom farende og sikrede sig en tremåls-føring, var det en kamp med dansk styring af begivenhederne.

Vel lavede forsvaret omkring Niklas Landin fejl, men med russernes evindelige søgen mod centrum af banen - det har de gjort de sidste tyve år - var det en forholdsvis let opgave for Lars Jørgensen og Kasper Nielsen at dæmme op for den russiske systematik.

Det gav samtidig vort landshold mulighed for at træne kontrafasen, og den fungerede i rigtig mange tilfælde udmærket.

Efter angrebsspillets nedtur mod Island var det en fornøjelse at se det fungere så fornemt, som tilfældet var mod russerne. Fart, tempo, aftaler iblandet kreativitet var pludselig dagens orden, og det klædte i den grad spillet.

Også kampgejsten var tilbage. Hvor jeg savnede den mod Island, var det opløftende at se den tilbage hos vore spillere, da det virkelig gjaldt.

På bænken så jeg også en langt mere aggressiv landstræner, der reagerede hurtigt på de allerfleste udfordringer.

En af dem havde Ulrik Wilbek taget på forhånd. Valget af Landin fra start var overraskende men helt i orden, og den unge mand tog sin chance på fornemste vis. Vist var der bolde, han burde have reddet, men sådan vil det altid være.

Som spilstyrer kom Bo Spellerberg hurtigt i sving, da Thomas Mogensen lavede et par fej. Og jeg gentager gerne, hvad jeg har skrevet før. Kolding-spilleren skal have mere spilletid. Han er manden med klart det største overblik. Og så lige en Wilbek klassiker. Spellerberg så ikke banen i anden halvleg=514;

Thomas Mogensen vendte overraskende tilbage i anden halvleg og rettede op på første halvlegs misforståelser, og det kunne være, at landstræneren efter første halvleg havde vurderet, at russerne ikke kunne true landsholdet, og at han derfor ønskede at give Mogensen muligheden for at komme positivt ud af kampen.

Også Michael Knudsen viste storform efter den evindelige diskussion om hans helbredstilstand, ligesom Kasper Nielsen spillede én af sine allerbedste landskampe nogensinde. GOG-spilleren brillerede især i rollen som manden med de afgørende afleveringer til både streg og fløj, og det er jeg ikke forvænt med at se.

Kampen mod Norge bliver naturligvis en helt anden, men det var uhyre vigtigt for landsholdet at tanke selvtillid før braget mod vore nordiske brødre.

Jeg tillader mig en vis tilbageholdenhed med for mange roser. Kampen mod Igrupolu & Co mindede i ubehagelig grad om matchen mod Serbien. Også russerne leverede en pinlig og uengageret indsats, der for enkelte spilleres vedkommende - læs Igropulo- havde karakter af svigt.

Hvidts og Wilbeks vildskab

bounce@tv2.dk (bent.nyegaard) — Mon, 25 Jan 2010 14:50:21 +0100

Begge er vindere. Begge er kloge. Begge er til tider bindegale. Faktisk har gode mennesker omkring landsholdet på et tidspunkt måttet skille de kloge, bindegale vindere fra hinanden for at genoprette en eller anden form for orden i det danske landsholds omklædningsrum.
Er der to mennesker, der sætter dagsordenen i dansk herrehåndbold, er det Ulrik Wilbek og Kasper Hvidt. Begge store personligheder og begge med det der udefinerbare vinderinstinkt, der skiller vindere fra tabere.

Begge har gennem karrieren - udover mange andre kvaliteter - haft temperamentet som forbundsfælle.

Jeg er ikke i tvivl om, at netop temperamentet har været en helt afgørende faktor for d'herrer Wilbek og Hvidt.

Hvem har ikke brug for vildskab og følelsesudladninger udover det sædvanlige, når fysiske damptromler kommer farende med små runde tingester smurt ind noget klisterværk, og man kun har sig selv og sin krop for at forsvare et beskedent rektangel på 3 gange 2 meter. Og husk lige på, at damptromlerne må udvise truende adfærd og springe helt tæt på dig, inden de sender klisterværket af sted med en hastighed på godt og vel 100 km i timen.

Og hvem forstår ikke behovet for ophidselse, krigeriske dans og følelsesmæssige udbrud som konsekvens af flere hundrede marginalafgørelser fra både spillere og dommere, der lige netop maler det billede, der kort efter giver dig laurbær eller torne.

Måske er netop temperamentsspørgsmålet hovedproblematikken, når jeg skal finde en forklaring på landsholdets miserable forestilling mod Island.

Det forekommer mig, at hverken Kasper eller Ulrik sådan rigtig har meldt sig ind i det EM 2010, der nu truer med at sige farvel til vort landshold, inden turneringen for alvor kommer i gang.

Lad mig lige slå fast, at det med at komme i gang - på håndbolddansk - betyder semifinale, og hvad deraf gives af muligheder.

Hvidt havde ikke hystadens sans for dramatik, da han optrådte i Linz. Han plejer at være langt mere følelsesladet, langt mere aggressiv. Ikke at han ikke var motiveret, men det var mere den gode, søde og rare landsholdsanfører, jeg iagttog. Kan det have noget med hjemkomsten til hans elskede København, nærheden til familie og venner at gøre? En - ubevidst - form for falden en lille smule til ro?

Jeg tror det ikke. Alle, der kender Danmarks ubestridte bedste målmand ved, hvilket kæmpeambitionsniveau, han har. Og ikke mindst hvilke sindssyge store krav, han stiller til sig selv.

Fakta er dog ikke til at komme udenom. Landsholdets anfører har ikke været i nærheden af niveauet fra Lillehammer, hvor han - om nogen - var manden bag de danske guldmedaljer.

Heller ikke landstræneren virker til at være helt sig selv. Det er ikke den aggressive Wilbek, der ufortrødent søger, til han finder de vinderformler, der gennem årene har gjort ham til vort lands mest vindende træner nogensinde.

Jeg har tidligere kritiseret Wilbek for at reagere for hurtigt. For at skifte alt for meget rundt på sine spillere, men her i Østrig oplever jeg en langt roligere træner, der giver sig længere tid til omtanke, end nogensinde før, og som mod Island havde resignationens åg hængende over sit hoved.

Eksempelvis i udskiftningen af en vis Hvidt.

Hvis jeg har ret. At batterierne for temperamentsudfoldelse er sat en smule på stand-by hos vore to største personligheder. At den sult, der antænder den indre glød, ikke næres, er det noget kammeraterne omkring dem - sikkert ubevidst - har bemærket.

Det kunne være årsagen til, at landsholdet lige netop nu mangler de procenter, der skiller vindere fra tabere.

Total nedtur

bounce@tv2.dk (bent.nyegaard) — Sat, 23 Jan 2010 23:15:42 +0100

Helt uforståeligt klappede Kasper Hvidt og hans holdkammerater fuldstændig sammen, da de havde en gylden chance for at komme flyvende ind i mellemrunden.

På en aften, hvor intet fungerede, ydmygede et toptændt islandsk landshold Danmark, der ikke en gang havde gejst til for alvor at byde sin modstander trods.

Jeg mindes ikke at have set en ringere præstation af vort landshold i Ulrik Wilbeks regeringstid. Angrebsspillet bød kun i ganske få perioder på noget, der lignede struktur. Når det var tilfældet kom de danske fløje til rimelige afslutninger. Alt andet var ikke eksisterende. Det usammenhængende, individualistiske angrebsspil resulterede i et hav af frikast, der fuldstændig tog tempo og struktur ud af spillet.

Dermed døde det danske stregspil, hvor det hører til en absolut sjældenhed, at hverken Michael Knudsen eller Torsten Laen kom til nævneværdige afslutninger.

Trioen Thomas Mogensen, Mikkel Hansen og Kasper Søndergaard - der blev tilgodeset med masser af spilletid af landstræneren - viste kun i glimt kvalitet. Især Thomas Mogensen som dirigent magtede slet ikke opgaven. Flensborgspilleren virkede usikker, og han formåede ikke, at få hverken Mikkel Hansen eller Kasper Søndergaard sat i scene.

Det hjalp en smule, da Bo Spellerberg overtog dirigentstokken, men også han forfaldt hurtigt til individuelle løsninger, og så var det en let opgave for et meget aggressivt islandsk forsvar at sætte rekord i frikast, der helt tog modet fra opgivende danske bagspillere.

Også kontrafasen - der startede flot - forsvandt helt som kampen blev ældre, og så var det tilbage til det angrebsspil, der ikke fungerede. Derfor den pauvre score på sølle 22 mål. Jeg mindes ikke - i nyere tid - at have registreret en så lav score.

Var spillerne uskarpe, var det heller ikke Ulrik Wilbeks bedste aften. Normalt ville landstræneren blive ved med at prøve forskellige spillere indtil han fandt en opstilling, der fungerede.

Det skete ikke. Jeg fatter ikke, at Bo Spellerberg ikke fik dirigentstokken, når nu det aldrig blev Thomas Mogensens aften. Mads Nielsen blev heller ikke tilgodeset i en anden halvleg, hvor Danmark skabte utrolig lidt.

Forsvarstaktisk havde Wilbek ingen ideer. Opgaven var ikke let, for hverken Kasper Hvidt eller Niklas Landin hjalp synderligt til, og Danmark har generelt haft et målmandsproblem her i Østrig. Flere løsninger kunne have været i spil. Enten et mere defensivt forsvar, hvor paradespillet kunne have hjulpet målmændene - eller et offensivt forsvar, så vore målmænd kunne have fået nogle nye områder at tage bolde fra, der - måske - kunne have bragt dem tilbage i kampen.

Respekt for Island. Træner Gudmundsson havde på fornemste vis banket mod, gejst og stolthed ind i sine spillere, der ellers har haft svære timer ovenpå nedturene mod både Østrig og Serbien.

Han så også rigtigt, da han bragte Aron Palmarsson i spil i stedet for en bleg og uskarp Snorri Gudjonsson. Den kun 19-årige Kiel-spiller gjorde ondt på det danske forsvar og var sammen med Arnor Atlason, Gudjon Valur Sigurdsson og - ikke at forglemme - målmand Gustavsson, sit holds bedste.

Hviledagen i morgen giver Wilbek, Bredsdorff-Larsen og spillerne mulighed for en ny opladning til kampene i mellemrunden. Der bliver rigeligt at diskutere.

Sluttelig lige et hip til den svenske dommerduo. De virkede slet ikke til at have niveau til en EM-slutrunde, og skabte langt mere usikkerhed end sikkerhed hos aftenens aktører. Og det er definitivt ikke deres opgave.

Trylleriernes aften

bounce@tv2.dk (bent.nyegaard) — Thu, 21 Jan 2010 22:39:57 +0100

Anders Eggert og Hans Lindberg blev aftenens helt store profiler, da Danmark problemfrit - og med den elegance og arrogance som ofte præger mestre - sikrede sig adgang til EM's mellemrunde.

Kloge hoveder havde udråbt fløjene som dem, der kunne gøre ondt på et serbisk forsvar, som ofte giver plads udad i banen, og de kloge fik ganske ret.

Det førte til opvisning i fløjafslutninger af en sjælden høj karat. Kunstnerne hed Eggert og Lindberg, og godt nok fik de ikke bolden til at sige ord, men deres ekvilibrisme var en fryd for ethvert håndboldøje med hang til tryllerier.

Kunstnernes hovedroller er defineret på forhånd, men ingen spiller store roller uden opbakning fra resten af ensemblet, og her fik fløjvirtuoserne serveret replikkerne som på et sølvfad. Bo Spellerberg især, men også Kasper Søndergaard, Mikkel Hansen og Thomas Mogensen var tjenende ånder, der skabte muligheden for denne fantastiske opvisning, som jeg ikke kunne undgå at blive i godt humør over.

Var der tryllerier på serbernes banehalvdel, var der rå kraft iblandet gedigent strategisk overblik på den danske.

Landstræneren havde valgt en tilbagevenden til guldduoen fra Lillehammer - Lars Jørgensen og Kasper Nielsen - i et forsøg på at genføde den defensiv, der ikke har set alt for godt ud de seneste fire landskampe. Genfødsel er måske så meget sagt. Dertil var modstanden for svag denne torsdag aften i Linz.

Men en tilbagevenden til taklinger, samarbejde, indbyrdes forståelse og fysisk overskud, skal jeg da love for var dagens orden i den danske defensiv. Ikke mindst Lars Jørgensen lyste op som indpisker og strateg, og det kan få stor betydning for vort landshold de kommende ti dage.

Ulrik Wilbeks drenge spillede en første halvleg af sjælden høj kvalitet, og allerede efter ti minutter var en fire-måls føring en realitet. På godt angrebsspil og flot kontraspil blev den føring udbygget til 13-7 efter 25 minutters spil, og allerede her var klasseforskellen til at få øje.

Hvor ramt vore modstandere var, ses måske bedst af, at træner Hasanefendic alene i første halvleg benyttede fire forskellige spilstyrere.

De sidste tredive minutter blev ingen åbenbaring. Danskerne skruede en smule ned for charmen, men serberne var slet ikke i stand til at profitere af noget som helst.

Sejren og måden den blev til på lover godt for EM's videre forløb. Allerede efter to kampe kan jeg konstatere, at Ulrik Wilbek råder over langt flere spillere på højniveau i forhold til vore konkurrenter i denne indledende runde.

Det får vi syn for i landsholdets næste kamp, hvor modstanderen er arvefjenden fra Island.

Den kamp vender jeg tilbage til i morgen.

Imens vil jeg nyde resten af aftenen her i Linz. Og ikke mindst de mange tryllerier, Anders Eggert og Hans Lindberg begunstigede mig med.

Dansk pligtsejr

bounce@tv2.dk (bent.nyegaard) — Tue, 19 Jan 2010 21:05:43 +0100

Helt som forventet startede det danske herrelandshold med en sejr over de østrigske værter i åbningskampen her i Linz.

Det tog Ulrik Wilbeks drenge lidt tid at sætte sig på kampen mod et heroisk kæmpende hjemmehold, der imponerede med den forventede fight, men også med de ligeså forventede mangler rent håndboldmæssigt.

Forsvaret - centreret omkring midtstopperne Lars Jørgensen og Michael Knudsen assisteret af Kasper Nielsen - manglede autoritet gennem hele kampen. Østrigernes absolut bedste spiller - Victor Szilagy - gjorde hvad der passede ham, og det var ikke så lidt. Enten lagde han bolden forbi Kasper Hvidt eller også snød han Jørgensen, Knudsen og Nielsen med finurlige indspil til skiftende stregspillere.

Forsvarsproblemerne var dog ikke til så megen gene, at det så ud til at bekymre en meget afslappet Ulrik Wilbek, der virkelig gav sine forskellige opstillinger masser af tid til at finde sammen.

Det resulterede for det allermeste i fint dansk angrebsspil, hvor Thomas Mogensen fik vist i hvor høj grad, han nyder det ansvar, landstræneren har tildelt ham i Jesper Jensens fravær. Flensborg-spilleren leverede sin hidtil bedste landskamp, hvor han ikke alene gav prøver på sin skudstyrke, men også fik vist overblik både i forhold til stregspillet omkring klubkammeraten Michael Knudsen og Kasper Søndergaard.

Kolding-spilleren fik ikke noget gennembrud, men spillede med både autoritet og kløgt.

Kontrafasen fungerede ikke optimalt. Mulighederne var mange, og i glimt fik Lars Jørgensen og Kasper Nielsen den til at fungere, men i for mange tilfælde endte anstrengelserne uden de ønskede gevinster.

Åbningskampe har aldrig været landsholdets livret. Tre af de sidste fire er tabt, men her i Østrig var modstanden dels for ringe og dels besidder landsholdet anno 2010 så megen kvalitet, at der skal mere end modstanderens fight og energi til for alvor at ryste vore forsvarende europamestre.

EM-forsvaret er i gang. Den første hurdle er vel overstået. De følgende udfordringer vil kræve væsentligt mere af Mikkel Hansen & Co.

Jeg er overbevist om, at landsholdet er klar til at yde mere, end tilfældet var denne tirsdag i Linz.

EM-guld igen

bounce@tv2.dk (bent.nyegaard) — Mon, 18 Jan 2010 20:59:59 +0100

Jubeloptimist, nationalist og hvad der ellers kan findes af negativt ladede ord, ligger garanteret lige for på manges læber, når min vurdering om Danmarks muligheder her i Østrig, bliver læst.

Jeg skal være den første til at indrømme, at det er et dristigt gæt, men på den anden side, forekommer det mig, at rigtig mange ting kunne ende i Wilbeks og det danske landsholds favør.

Ingen tvivl om, at Frankrig og Kroatien er et par af de helt store favoritter. Især Claude Onestas tropper giver ikke pengene mange gange igen for et spil på dem som europamestre.

Når jeg alligevel fravælger Frankrig denne gang, er det fordi selv franskmændene må og skal give plads til næste generation efter triumferne i både Beijing og Zagreb.

Det kunne passende blive i 2010 i Østrig, og det kan betyde lidt motorhakken hist og pist og dermed farvel til endnu en titel.

Kroaterne har også et flot mandskab, men jeg vurderer, at - om ikke alt - så rigtig meget krudt blev brændt af, da Balic og hans svende gav alt for nationen på hjemmebanen for et år siden.

Holder den vurdering, åbner det grangiveligt vejen for et gedigent og godt dansk mandskab, der som allerstørste plus har en kolossal bredde, der altid vil være en massiv fordel i disse slutrunder, hvor holdene brænder otte kampe af på mindre end to uger.

Men lad mig lige give et turneringsoverblik. Fire hold skal pakke kufferterne meget hurtigt. Et hold fra hver gruppe bliver sorteper, og de fire sorte bliver, Ukraine, Østrig, Ungarn og Sverige.

Det giver en mellemrundegruppe 1 med Danmark, Island, Serbien, Norge, Rusland og Kroatien. Udover Danmark har jeg stor fidus til Island, og selv om kroaterne sandsynligvis har fire points med over i gruppen, ser jeg ikke noget problem i, at både Danmark og Island slår sidste års VM-finalister.

Kasper Hvidt og de rød/hvide napper førstepladsen med Island som toer.

I den anden mellemrunde hedder holdene Frankrig, Spanien, Tjekkiet, Tyskland, Polen og Slovenien. Selv om Thierry Omeyer og "Les Bleus" ikke vinder turneringen, er der ingen tvivl om holdets plads i semifinalen. På bekostning af så velrenommerede håndboldnationer som Tyskland og Spanien, ser jeg VM-treerne fra Polen som holdet, der følger Frankrig til EM-semifinalerne.

Med verdensmestrene som etter og polakkerne som toer, giver det følgende semifinaler: Danmark-Polen og Island-Frankrig.

To revancheopgør, hvor Island skal forsøge at hævne nederlaget i OL-finalen i Beijing, og hvor Lars Jørgensen & Co skal revanchere sig for semifinalenederlaget ved VM i Kroatien.

Danmark får sin revanche, mens Island nok en gang må strække gevær mod de stærke franskmænd.

Finalen? Ja, Wilbek taber ikke finaler, så summa summarum: Danmark forsvarer sin EM-titel fra 2008 i Norge.

Tid til eftertanke

bounce@tv2.dk (bent.nyegaard) — Mon, 28 Dec 2009 11:53:31 +0100

Sådan forudså jeg stillingen, når grundspillet sluttede 10. april 2010:

1. FCK 2. BSV 3. AaB 4. Kolding 5. Skjern 6. GOG 7. Aarhus 8. Tvis 9. Mors-Thy 10. Nordsjælland 11. Viborg 12. Fredericia 13. Lemvig 14. Ringsted

Nytåret er tiden for indrømmelser og eftertanke. Indrømmelser fordi masser af ord, meninger og holdninger måske lige knap havde den skarphed, jeg kunne have ønsket. Eftertanke fordi den er nødvendig, når jeg skal finde vejen frem.

Ved indgangen til håndboldsæsonen 2009-2010 gav jeg mit bud på udgangen af sæsonens Jack&Jones Ligaen. Du, kære læser, kan andetsteds på denne side se, hvad jeg er ude i.

Faktisk var mit udgangspunkt - billedlig talt - et fodboldhold i en 4-3-3 opstilling. Godt nok vendt en smule på hovedet, for jeg forudså fire mandskaber på toppen.

Fire hold, der ville sætte deres helt egen dagsorden, var scenariet. Østpå ville Kasper Hvidt og FCK angribe skånselsløst både nat og dag. Fra nord ville Peter Bredsdorff og Kristian Kjelling angribe med våben, der ville få folk til at spærre øjnene op. Trekantområdet, personificeret af intet mindre end de danske mestre fra Kolding, ville spy ild, så Jens Boesen og Bo Spellerberg ville være frygtet af alle. Og i det midtjyske kunne Carsten Albrektsen og Mads Nielsen ikke leve med endnu en sæson uden europæiske opgaver.

Kun makkerparret Bredsdorff/Kjelling har ikke levet op til mine forventninger. Skader har præget sønnerne fra nord, men alligevel tillader jeg mig en vis skuffelse og gør samtidig opmærksom på, at blot to points skiller dem fra en plads i mit foretrukne angreb.

Nuvel, BSV har klart distanceret både Dan Hammer og Don Ø, mens de har været optaget af opgaverne i Champions League og en finansiel krise, der har taget hårdere end ventet på den ellers så succesfulde duo.

GOG holder stædigt fast i retten til at konkurrere med de bedste. Imponerende i forhold til den hverdag, de har måttet leve med i en ekstraordinær svær tid. Dog er jeg ikke i tvivl om, at vi er i gang med at overvære sydøsfynboernes sidste krampetrækninger set i forhold til dansk håndbolds absolutte top. Desværre.

På midtbanen ser både Skjern og Aarhus ud til at være i vanskeligheder, og det er overraskende. Aarhus, med Rene Hamann-Boeriths i spidsen, har haft en rædselsfuld halvsæson, hvor holdet har leveret den ene elendige præstation efter den anden.

Ude vestpå - i Skjern - kan jeg garantere for, at Carsten Thygesen ikke er tilfreds med at skulle vurdere tingene i forhold til rækkens niendeplads. Skader hos både Rune Ohm og Jesper Jensen har ikke gjort livet lettere hos "de grønne". Tilgangen af Per Leegaard ser dog ud til at have givet holdet en vitaminindsprøjtning af de store, og med Claus Møller Jacobsen i absolut storform er det alt for tidligt at afskrive klubben med de stolte traditioner.

Respekt for indsatsen hos Tvis, Nordsjælland, Viborg og Mors-Thy. De fire hold har på hver deres måde gjort det bedre end godt. Alle fire var langsomme startere, men alle har vist at have kvaliteter, jeg ikke havde tiltroet dem. Bagude var det klart, at Fredericia, Lemvig og Ringsted ville få det svært. Overraskende for mig, at Lemvig slet ikke har formået at markere sig. Til gengæld så det længe ud til, at både Fredericia og Ringsted kunne kravle højere op, men de seneste runder har klargjort, at det ikke bliver muligt.

Selv om det er tid for indrømmelser og eftertanke holder jeg - stædig som jeg er - fast i det meste.

For to holds vedkommende må jeg dog give fortabt. Aarhus kommer ikke med i slutspillet og Lemvig rykker direkte ud.

To definitive fejl udi forudsigelser af fjorten lever jeg med.

Bliver det til en del flere, når det nye års fjerde måned er halvt omme, bliver det virkelig tid til eftertanke for mig.

De skal forsvare EM-guldet

bounce@tv2.dk (bent.nyegaard) — Tue, 22 Dec 2009 10:59:01 +0100

Mange, for ikke at sige alle, husker den fantastiske weekend i januar 2008 i norske Lillehammer, da dansk herrehåndbold for første gang nogensinde kunne træde op på EM-turneringens allerøverste trin.

Det var historisk dengang, og det er historisk nu, fordi Kasper Hvidt & hans kammerater skal i gang med forsvaret af de guldmedaljer, der på så fantastisk en måde blev erhvervet i Norge.

Om nøjagtig 29 dage går det hele i gang, når Ulrik Wilbek og hans udvalgte seksten løber ind i Intersport Arena i Linz for at sikre sig de første points imod værtsnationen Østrig.

Og hvem skal så deltage i det titelforsvar?. Ja, det offentliggør landstræneren om få timer på et pressemøde i Nyborg, men det er kun rimeligt, at den gode Wilbek lige får et par råd med på vejen, inden har lægger sig helt fast på de drenge, der får mulighed for at trække de rød/hvide trøjer over hovedet i Østrig.

For syv dage siden udtog Ulrik Wilbek en bruttotrup på otteogtyve mand, og jeg var noget overrasket over udeladelsen af tre spillere, jeg gerne havde set landstræneren have haft med i sine overvejelser.

AaB's Henrik Mølgaard har gennemgået en imponerende udvikling de senere år, og det var blandt andet ham, der satte sit helt personlige præg på tingenes orden, da Kolding vandt det danske mesterskab tidligere på året.

Skjerns Claus Møller Jacobsen har gjort det fantastisk efter sin hjemkomst. Som én af de få tilbagevendte er det lykkedes Møller Jacobsen at holde sit høje niveau. Han mestrer de fleste af spillets facetter. Det være sig skud, gennembrud kombineret med evnen til at gøre andre bedre.

Begge har yderligere den kvalitet, at de er såkaldte tovejs-spillere.

Den tredje savnede er Bjerringbro-Silkeborgs Christian Back. Han har spillet en halvsæson på meget højt niveau. Vel kokser det med mellemrum forsvarsmæssigt for den teknisk begavede fløjspiller, men ikke nok til ikke at inddrage ham i en så stor trup.

På nogle få pladser skal landstræneren i tænkeboks.

Med Jesper Jensen ude - han kommer tidligst med i mellemrunden efter sin operation - skal Ulrik Wilbek finde et supplement til Thomas Mogensen på playmakerpladsen. Her ville det have været rart med typer som Henrik Mølgaard og Claus Møller Jacobsen. Med dem ude bliver det Daniel Svensson, der får tjansen. Daniel er uomtvisteligt et kæmpetalent, men for mange skader og for lidt seriøsitet har kostet den boldbegavede skytte for mange timer udenfor i stedet for på banen.

Stregspillet er også en ekstra tanke værd. Michael V. Knudsen giver sig selv. Torsten Laen og Rene Toft er kandidaterne til at supplere Knudsen. Wilbek ville gerne have testet Toft, men en skade forhindrede det. Laen har gjort det fint på sit til tider knapt så velfungerende klubhold i Berlin. Laen er mit valg. Også fordi jeg stadig tror på, at han kan bidrage med sin forsvarsrutine, selv om det ikke lykkedes for ham i Kroatien

Fysik var Wilbeks nøgleord, da hans landshold for en god måneds tid siden havde fået smæk af Tyskland. Derfor er der god mening i at tage fysikken over alle, Kasper Nielsen, med. Sammen med Lars Jørgensen kunne det blive til en gendannelse af den bastion, der stod så stålsat ved EM i Norge.

Hvis vort landshold virkelig forsvarer guldmedaljerne og gentager kunststykket vil det være en sensation. Mindre kan gøre det. Kommer Wilbek og hans drenge hjem med medaljer, vil smilet også være stort hos mig

Wilbeks seksten i oversigtsform:

Målmænd: Kasper Hvidt og Niklas Landin

V. Fløje: Lars Christiansen og Anders Eggert

H. Fløje: Hans Lindberg og Lasse Svan.

Stregspillere: Michael V. Knudsen og Torsten Laen

V.Backs: Bo Spellerberg, Mikkel Hansen og Mads Nielsen

H. Backs: Kasper Søndergaard.

Playmakere: Thomas Mogensen og Daniel Svensson.

Forsvarere: Lars Jørgensen og Kasper Nielsen.

Jesper Jensen bliver spiller nummer sytten. Hvis alt flasker sig for Skjern-spilleren kommer han med i mellemrunden.

Reserver: Rene Toft og Mads Christiansen.

H�bet brast

bounce@tv2.dk (bent.nyegaard) — Tue, 15 Dec 2009 17:45:15 +0100

Selv om det danske kvindelandshold leverede en absolut godkendt præstation mod de dobbelte russiske verdensmestre, var det på ingen måde nok til at sikre en dansk semifinaleplads.

Den tog Ludmila Postnova og hendes veninder for øjnene af en flok dybt skuffede danske spillere.

I en flot håndboldkamp sad jeg for det meste med en fornemmelse af, at der skulle godt med danske mirakler til, hvis Fru Fortuna skulle vippe kampen til fordel for pigerne i hvidt og hvidt.

På dagen var russerne en klasse bedre end Jan Pytlicks opkomlinge. Ikke mindst bredden på det russiske hold var afgørende, da Danmark nok en gang måtte lægge al ansvaret på for få spillere.

Hovedproblem nummer et for Louise Mortensen og hendes medspillere stod lysende klart kort ind i kampen. Angrebsspillet havde for få deltagere. Især de to venstrehænder - Line Jørgensen og Camilla Dalby - var overmatchede, og med dem under vanlig standard, krævedes alt for meget af Louise Mortensen og Trine Troelsen.

Bevares, de kæmpede og spillede flot, men det var kun et spørgsmål om tid, hvornår vore to hovedaktører på den russiske halvdel ville løbe tør for kræfter.

Hovedproblem nummer to for Jan Pytlick denne aften stod i de to mål. Karin Mortensen og Christina Pedersen magtede ikke at spille op med Ina Suslina i det russiske mål, der et stort antal gange tog modet fra skiftende danske afsluttere.

Med et mangelfuldt angrebsspil kombineret med tab af målmandsduellen blev handicappene simpelthen for store i forhold til opfyldelsen af drømmen om en plads i VM-semifinalen.

Al respekt for Evgeni Trefilov og hans unge mandskab. Var kontrafasen tidligere en dansk paradedisciplin, skal jeg da love for, at der i dag blev givet undervisning i, hvordan russerne ønsker, den skal se ud i fremtiden. Som hvirvelvinde kom de unge russere farende, og adskillige gange var - maksimalt kæmpende - dansk spillere overladt til statisternes rolle, når russerne havde passeret skiftende danske målmænd inden noget, der lignede dansk forsvar, var kommet på plads.

Nederlaget til Rusland var alligevel en opmuntring for landstræneren og hans landshold. Det var lykkedes for parterne at grave sig op efter det gigantiske mentale hul, de blev efterladt i hin minderige eftermiddag, da Angola skabte én af VM's største sensationer.

Den sensation bliver til dansk håndboldhistorie. Ingen tvivl om det.

Håbet er som bekendt altid grønt. Denne aften blev det - for en periode - slukket af et russisk mandskab, der klart overstrålede et kæmpende men mangelfuldt dansk landshold.

Europa skifter ud

bounce@tv2.dk (bent.nyegaard) — Mon, 14 Dec 2009 12:36:41 +0100

I dagens kvindehåndbold foregår en kolossal udskiftning. Nye skal tage over, hvor de gamle slap, og at det ikke er nogen nem opgave, giver VM i Kina masser af eksempler på i disse dage.

Uden at have decideret forsket i det tror jeg, at det er muligt at opdele en landsholdskarriere nogenlunde sådan her.

0-25 kampe - velkommen - 25-50 - nu er du ved at finde ud af, hvad der foregår - 50-75 - det, du kan mærke på dine skuldre, er et begyndende ansvar - 75-100 - du tilhører nu stambesætningen og ved helt nøjagtigt, hvad der forventes af dig - over 100 - i den klub har du og dine kammerater totalt ansvar for, at der er styr på tingene både på og udenfor banen.

Hvis ovennævnte kan accepteres er der en forklaring på, at - ikke alene - det danske - men adskillige nationer ved dette det 19 VM i Kina har problemer i forhold til både egne - det er her det mentale kommer ind - og omgivelsernes - tilskuere, dem er der ikke alverden af, og pressens - det er dem, der skaber krav udefra - forventninger.

Fakta er nemlig, at det er en flok uhyre urutinerede mandskaber, der for manges vedkommende er i gang med det helt store generationsskifte. Et par tal vil give en fornemmelse for, hvor lidt rutine Europas kvindelige håndboldnationer møder frem med.

Tager vi Danmark først, viser det sig, aldersgennemsnittet er på 25.6 år, og gennemsnit på antal spillede landskampe ligger på 54.8, før turneringen her i Kina gik i gang. Nærmere studie afslører, at blot fem danske spillere ligger over 50 kampe, hvis I accepterer, at Louise og Christina Pedersen ikke tæller med på henholdsvis 52 og 51 kampe.

Danmarks konkurrenter ser ikke meget anderledes ud. De fleste ligger på omkring de danske gennemsnit. To nationer ligger klart under dansk gennemsnit. Frankrig - hold øje med dem i fremtiden - og Østrig.

Favoritterne fra Norge og Rumænien er klart turneringens mest rutinerede. Norge med talværdier på 26.6 og 87.6, mens Carmen Amareie og hendes hold mønstrer 26.8 og 66.1.

Morgendagens modstander Rusland ligger under Karin Mortensen & Co. 24.5 på aldersgennemsnit og 53.3 på antal spillede kampe.

Statistik har djævelen skabt, og tal alene gør det naturligvis ikke. Evner, talent, trænere og lederes dygtighed og mange andre elementer spiller naturligvis ind, men at det er meget unge mandskaber, der er ved at forme kvindehåndboldens fremtid, er der ingen tvivl.

For Danmark er netop talentudvikling et område, hvor vi mener at have specielle kompetencer, og jeg er heller ikke i tvivl om, at der er stort potentiale i Jan Pytlicks piger.

Jeg er heller ikke i tvivl om, at der er brug for fokus på talentudviklingen, for meget tyder på, at vore konkurrenter også er godt i gang. Og tiden er definitivt kommet til at spekulere i yderligere udvikling. Blandt andet må og skal vi have kigget på mere offensive forsvarstyper.

Lærte vi ikke andet af kampen mod Angola, så fik vi da lært det, at vi skal kunne noget mere. I begge ender sågar!

Apropos Angola. Deres aldersgennemsnit er på 23.8 år og de har et gennemsnit på 15.4 i antal spillede landskampe :-)

Vort eget herrelandshold ville nogen måske spørge. Ja, det indeholder et gennemsnit på 27 år og 103 på gennemsnit af landskampe.

�rtiets undervurdering

bounce@tv2.dk (bent.nyegaard) — Sun, 13 Dec 2009 18:00:40 +0100

Jeg er ikke helt sikker på, at det er gået op for mig, at vort kvindelandshold søndag, den 13. december 2009 spillede en historisk semifinalemulighed ud af hænderne på sig selv, på landsholdet og dermed på Danmark.

Når det gik så galt, er jeg heller ikke i tvivl om, at det skyldtes en undervurdering af - ligeså - historiske dimensioner. Nej, nej, ikke noget med at pigerne og deres træner ikke gjorde alt for at forberede sig optimalt. Ikke noget med, at de ikke kæmpede og ikke ville. Nej, mere i retning af at komme ind til en kamp, hvor du end ikke har overvejet muligheden af at tabe. Når så du skal forsøge at forlige dig med det, der altså ikke kunne ske, er det hulens svært. Ikke alene på banen, men også udenfor. På bænken, hvor kampe med mellemrum både vindes og tabes.

Størst lå undervurderingen i det, der foregik inden kampen. Holdudtagelsen, hvor Jan Pytlick så bort fra Louise Mortensen og Maibritt Kviesgaard.Jeg vil godt vædde med, at de to piger kunne have spillet denne kamp. Havde det været en semifinale, ville de garanteret have været udtaget. Landstræneren ønskede simpelthen at spare to af sine trumfkort, fordi heller ikke han - i sin vildeste fantasi - havde forestillet sig, at det kunne gå galt mod Angola.Forståeligt nok. Jeg ville have gjort det sammen i hans sted.

Nu gik det ikke bare galt. Det gik helt ad Pommern til. Faktum er nemlig, at alt hvad der skete i den landskamp så ubetinget foregik på afrikanerens betingelser. De fik lov at spille håndbold og vise, hvor meget de egentlig kan, når de ikke bliver generet. De styrede hele det taktiske spil, og viste hvor dygtige de er, og det er faktisk ikke så lidt endda. Imens lod et defensivt og passivt dansk forsvar sig drive rundt i et spil, hvor de passive blev sat til vægs af de aktive.Havde Danmark ikke lært lektien på egen banehalvdel, skal jeg da love for, at der blev givet undervisning, når det foregik på angolesernes halvdel. Her blev de danske piger nemlig udfordret på både bevægelse, aggressivitet og ikke mindst energi. fatteligt, at vores landstræner ville se på det igennem hele kampen.

Mod Frankrig, der udfordrede Angola på både bevægelse og aggressivitet lavede de et hav af tekniske fejl. Jeg ved godt, at Danmark ikke er Frankrig og at de franske piger er meget dygtige i netop forsvarsspillet, men at der overhovedet ikke blev forsøgt noget offensivt hos dansken er for mig bare et udtryk for, at man heller ikke på den danske udskiftningsbænk havde tænkt det utænkelige: At landsholdet kunne tabe til Angola.

Tre gange i træk har Danmark været i en favoritrolle. Tre gange har landsholdet ikke evnet at leve op til den rolle. Mod Sverige betød det intet. Og det kunne ses. Mod Østrig betød det alt. Og det kunne iagttages i en overnervøs første halvleg. Mod Angola var vigtigheden ikke til at overse. Og det var til at få øje på, da Jan Pytlick og hans piger spillede den ringeste landskamp, jeg kan mindes.

Spekulationer og gætterier kan nu forenes frem mod kampen tirsdag mod Rusland. Én ting er sikkert. Her er Jan Pytlick og Danmark ikke i favoritrollen. Her vil ingen undervurdering være mulig. Forhåbentlig med en dansk genrejsning til følge.

Som nat og dag

bounce@tv2.dk (bent.nyegaard) — Sat, 12 Dec 2009 16:29:45 +0100

Efterveerne fra nedturen i den betydningsløse kamp mod Sverige havde åbenbart ikke forladt de danske følelser, da landsholdet indledte mellemrunden med kampen mod Østrig.

Et mærkeligt nervøst - overtændt? - dansk landshold kunne hverken få styr på forsvar, kontrafase eller angrebsspil. I en hektisk første halvleg var det østrigerne, anført af venstrebakken Stephanie Subke, stregspiller Simona Spiridon og målvogter Petra Blazek, der gjorde ondt på Jan Pytlick og hans piger.

Karin Mortensen blev ladt i stikken fra start, da østrigerne ikke havde problemer med at komme til skud bag en aggressivt spillende Mette Melgaard. I hvert fald lykkedes det ikke Kamilla Kristensen, Line Jørgensen og Trine Troelsen at lukke af for hverken skytter eller den indrykkende streg Simona Spiridon.

Kontrafasen havde ikke bredde nok, og det er stadig et problem, at skiftende stregspillere er for længe om at komme på plads i det danske 4:2 spil.

Angrebsspillet var for stresset. Alt for hurtige og ukoncentrerede afslutninger gav gode redningsmuligheder for Blazek i det østrigske mål. Muligheder hun uden blusel benyttede sig flittigt af!

Det var som om, at spillerne slet ikke kunne forlige sig med tanken om at måltavlen vedvarende viste føring til modstanderen. Konsekvensen var ligetil. Masser af tempo og for lidt omtanke.

Pausen gjorde mærkbart godt på de danske piger. Forsvarsstrategien var ændret. Mere samling på de fire i midten. Mere afventende. Østrigerne bestilte stort set ikke andet end at komme ind over midten, så det var mere et spørgsmål om at være klar til dem, når de kom, end til alt muligt andet.

Forandringen frydede. Især Christina Pedersen i målet, der fik alle muligheder for at spille sig tilbage i turneringen på højt niveau, leverede varen, og så tog det egentlig ikke landsholdet længe at sætte tingene på plads.

Louise Mortensen iscenesatte igen spillet fornuftigt. Trine Troelsen viste nok en gang, at hun er sit holds bedste skytte. Susanne Kastrup fik fortalt landstræneren, at hun er klar til kamp, hvis Mie Augustesen skulle få for mange blunder undervejs. Det skete for Randers-spilleren et par gange, da hun blev totalt snydt på sin fløj.

Også Kastrup lavede en "Mie". Et begreb, der nu står for at lade sin fløj løbe en back-door på sig. Camilla Dalby havde dagen, hvor intet ville lykkes, men vilje viste hun masser af, og så må målene komme næste gang.

Nat blev til dag her i Kina, da landsholdet oppede sig, da det gjaldt allermest. Nu mangler holdet blot at slå Angola for at kvalificere sig til VM's semifinaler.

Den mission mislykkes ikke. Det er der alt for megen substans i Jan Pytlicks "nye" landshold til.

Energibesparelse i Kina

bounce@tv2.dk (bent.nyegaard) — Fri, 11 Dec 2009 10:12:47 +0100

Klimatopmødet i København - det såkaldte COP 15 - lever ikke forgæves. Selv her i Kina - klodens mest energiforbrugende land - er der fokus på at spare på energien.

Ikke kun på CO2-udledning. Nej, her i Jiangsu Provinsen er det d'herrer håndboldlandstrænere, der ønsker at spare så megen energi som muligt. Deres energibesparelse er rettet mod de mennesker, de meget gerne ser have et vist overskud, når VM går ind i sin afgørende fase den kommende uges tid, nemlig deres spillere.

VM er en lang turnering. De fire hold, der finder vej til semifinalen, når op på ti kampe, og det er selvsagt en enorm belastning på blot seksten dage.

Derfor har de fire favoritter til de ti kampe - Norge, Rusland, Rumænien og Danmark - også gjort sig store anstrengelser for at fordele ressourcerne så godt som overhovedet muligt. Og det er jo helt simpelt. Der er kun den energimængde, det enkelte lands seksten spillere kan producere på de seksten dage, et VM varer.

Det er erfarne folk, der har energi som hovedtema her i Kina. Norges Thorir Hergeirsson, Ruslands Evgeni Trefilov, Rumæniens Radu Voina og vores egen Jan Pytlick er i gang med et kulissespil af de helt store.

De har nogenlunde samme opfattelse af tingene, når jeg læser VM's statistik. "Efter de fem indledende kampe må ingen af vore stamspillere have været på banen mere end maksimalt tre timer", tyder meget på de kunne have sagt som med en stemme, hvis de var blevet spurgt til netop denne energistrategi.

Selvfølgelig er der undtagelser. Norges Riegelhuth er lige over fire timer, men det er på en - forsvarsmæssig - ikke særlig belastende fløjplads - og Katrine Lunde har fået lov til at springe efter boldene i knapt tre og en halv time. Hos Rumænerne er der også blevet plads til lidt ekstra energiudladning for Carmen Amareie og spilstyrer Cristina Neagu, ligesom Trefilov har forlangt marginalt mere end de tre timer af Tatiana Khmyrova, Ludmila Postnova og Ektarina Vetkova.

Jan Pytlick, der nok har haft de hårdeste gruppemodstandere, har været den mest omhyggelige - det skulle da også bare mangle, når Danmark arrangerer det store topmøde - med energibesparelsen. Hos ham er det kun Kamilla Kristensen, der har fået lov til at snige sig over de tre timer. Og det med bare seks minutter.

Kulissespillet vil fortsætte i mellemrunden, og det skal blive min påstand, at når VM er overstået vil det blive svært at finde spillere, der har spillet i mere end syv timer.

Misforstå mig ikke. Det er rigeligt på så kort tid, og så har de energibesparende landstrænere jo masser af andre hensyn at tage.

Til for eksempel et spil der kræver masser af finmotorik, samhørighed, indbyrdes forståelse og et væld af spiltaktiske elementer, der svært lader sig træne, hvis kravene til energibesparende tiltage bliver for mange.

Lignende problemstillinger sidder de og bakser med i København netop nu, og det store spørgsmål er, om den danske hovedstad bliver stedet, hvor enighed kan opnås om et slutdokument, der rækker energimæssigt positivt frem mod 2020.

Her i Kina får vi et langt hurtigere svar på, hvem der har været bedst til det med at spare energi. Senest på søndag otte dage ligger slutdokumentet for VM 2009 i Kina klar, når et af de fire ovennævnte lande kan kalde sig selv verdensmestre i håndbold.

Men sikkert også i evnen til at spare menneskelig energi.

Mentalt kollaps

bounce@tv2.dk (bent.nyegaard) — Thu, 10 Dec 2009 17:34:24 +0100

Kampen mod arvefjenden fra Sverige blev et kæmpe antiklimaks for både de danske og svenske spillere. Tysklands totale nedtur mod Frankrig sendte mentale bølger gennem de to nordiske lejre: Pludselig var det fløjtende ligegyldigt med aftenens brag mellem Danmark og Sverige.

Danmark var videre til mellemrunden med de maksimale fire points, og Sverige måtte deprimerede konstatere, at næste station for dem blev den såkaldte Presidents Cup.

Og lad mig lige slå fast, at det altså er flottere at spille mellemrunde end at deltage i Presidents Cup! Sprogligt måske lidt svært at forstå, men sådan er fakta.

Derfor brugte landstræneren og hans følge masser af tid på at ændre på holdkortet, så Majbritt Kviesgaard og Line Jørgensen kunne pausere Jeg vil ikke gennemgå kampen i de store detaljer, men blot konstatere, at Linnea Thorstenson og hendes medsøstre i langt højere grad end Louise Mortensen og hendes ditto forstod at få styr på den mentale parathed, der kræves, hvis man ønsker at præstere på topplan.

Det ønskede - eller magtede - det danske landshold på ingen måde, og derfor blev kampen en sand rædsel at overvære.

Intet fungerede hos Pytlicks piger. Forsvaret sejlede rundt omkring Kamilla Kristensen og Mette Melgaard, og da heller ikke Christina Pedersen i det danske mål fik fat i noget, satte træner Per Johansens piger sig tungt på kampen fra start. Den styring gav svenskerne aldrig fra sig. Dels fordi der var flere defekter i det danske spil. Kontrafasen var fyldt med fejl og det etablerede angrebsspil kom aldrig i nærheden af et niveau, hvor det var funktionsdygtigt.

Flere stamspillere havde det svært uden den totale fokusering. Trine Troelsen spillede langt under standard, Mie Augustesen brændte oplagte chancer, og det mangelfulde stregspil var endnu en gang netop mangelfuldt.

Opmuntringer var der. Louise Mortensen var tilbage, og hun spillede blændende. Både som igangsætter, oplægger og skytte leverede Aalborg DH-spilleren en præstation, der lover godt for hendes indsats i mellemrunden. Og foreløbig må al diskussion om hendes skadede knæ nu forstumme.

Også Camilla Dalby gav prøver på, hvad det er, hun kan med den venstrehånd, og selv om der var forbiere fra Randers-spilleren, var hun klart én af sit holds bedste.

Jan Pytlick forsøgte endnu en gang at få Pernille Larsen og Christina Krogshede spillet ind i turneringen. Det lykkedes ikke, og det er meget tvivlsomt, om de to spillere kommer på banen mere ved denne slutrunde.Ingen tvivl om, at den danske landstræner meget gerne ville have vundet kampen mod Sverige. Det er altid vigtigt at holde fast, når man er kommet i god gænge.

Der er dog ingen grund til at overfortolke, det der skete sidst på aftenen her i Wuxi.

Danmark er i en ønskeposition i forhold til det videre forløb i mellemrunden, hvor modstanderne hedder Angola, Østrig og Rusland.

Med sejre over de to førstnævnte er Trine Troelsen & Co i en VM-semifinale. En drøm Pytlick og hans spillere har næret i lang tid.

Det kan godt få dem til at glemme den jammerlige kamp mod Sverige, hvor den mentale parathed var ikke eksisterende.

Plads til forbedringer

bounce@tv2.dk (bent.nyegaard) — Wed, 09 Dec 2009 16:45:18 +0100

Det vigtigste først: Danmark er klar til mellemrunden ved VM i Kina, Jan Pytlicks piger er sikre på at få mindst to points med til mellemrunden.

Kampen mod de brasilianske samba-rytmer blev ingen elegant dans for de efterhånden sejrsvante håndboldpiger. Der var alt for mange trin, der ikke passede i rette sammenhæng, og det kunne ses igennem stort set hele kampen. Fra starten var det et uoplagt - måske nervøst? - landshold, der forærede Morten Soubaks piger oceaner af plads til at passere Karin Mortensen, der startede i det danske mål. Midterforsvaret centreret omkring Mette Melgaard og Kamilla Kristensen fungerede ikke. Især Kristensen lod sig for let screene væk.

Selv om forsvarsarbejdet var dårligt, fik vort hold masser af kontrachancer, men udnyttelsesgraden var langt fra godkendt. Mie Augustesen ikke alene brændte, men manglede tillige blik for sine medspilleres løb.

For øvrigt en generel tendens hos de danske fløje. De skal være mere opmærksomme på de kammerater, der løber med i den første fase. Har de ikke overblikket, kan de med fordel sætte farten en smule ned. Det vil give dem ekstra mulighed for at vurdere de enkelte situationer bedre. Kontrafasen vinder kampe, og med det målmandspar, og en Karin Mortensen, der er i helt i særklasse, når det gælder udkast, ja, så er det her, de store gevinster kan hentes. Heller ikke angrebsspillet var med den autoritet, jeg har bemærket i tidligere kampe. Bevares, Kristina Kristiansen bevægede sig godt og fik også sat ting i gang, men for mange gange sad jeg med et indtryk af en motor, der godt nok bevirkede, at Danmark kom fremad, men også at en cylinder eller to konstant gav mig indtryk af, at der var huller i vejen. Det er ikke nogen rar fornemmelse.

Opmuntrende var dog indsatsen fra Trine Troelsen - der spillede på højt niveau og indtil videre har lagt det for satsende spil på de hylder, hvor sådant hører hjemme - og Line Jørgensen - der så småt er ved at spille sig godt ind i turneringen, og som også i dag fik vist prøver på det gode skud, jeg ved hun råder over.

Bortset fra starten - og jeg medgiver, at det er der i de fleste håndboldkampe:) - var der ikke for alvor spænding i kampen. Dertil var Brasilien et for ringe mandskab, og det var tydeligt, at så snart træner Soubak skiftede lidt ud, ja, så faldt kvaliteten mærkbart.

Jan Pytlick har rigeligt at arbejde med frem mod mellemrunden. Eksempelvis mangler jeg stadig at se noget kvalificeret dansk stregspil. Det er selvfølgelig ikke blevet lettere med alle de skiftende playmakere, men det er en disciplin, der skal fungere, hvis vi virkelig skal op og bide skeer med de bedste.

Sverige er næste modstander. Jeg har svært ved at se vore naboer hindre maksimumpoints til et dansk landshold, der på en halvsløj dag fik konstateret, at der er plads til forbedringer.