Før EM startede tillod jeg mig at vurdere de enkeltes lande muligheder. Blandt andet troede jeg på et dansk titelforsvar, hvilket så langt fra kom til at holde stik.
Godkendt var dog mine fire semifinalehold, hvor jeg havde givet adgang til Frankrig, Island, Polen og Danmark.
Når jeg kunne komme så galt af sted med Wilbek og drengene, havde det noget at gøre med, at jeg antog, at Frankrig som olympiske- og verdensmestre ville mangle lidt motivation, og at det samme ville gøre sig gældende for Balic og hans slæng, der ifølge mig sled sig selv op i forsøget på at vinde VM på hjemmebane.
Den tankegang holdt vist lige knapL. Nu skal Europas i særklasse bedste mandskaber så duellere igen, og jeg kan da godt afsløre, at Frankrig er min klare favorit.
Men hvad skete med mine nationale favoritter?
Ja, en femteplads kan jeg vel ikke tillade mig at være fuldstændig utilfreds med, og det ville jeg heller ikke have været, hvis jeg havde på fornemmelsen, at vort landshold havde taget ét eller flere skridt i den rigtige retning.
Den fornemmelse har jeg slet ikke. Snarere tværtimod. Tiden for forandring er kommet, så de kommende mesterskaber kan signalere fremskridt, frem for stilstand eller tilbagegang.
Først og fremmest er tiden - igen - kommet til at gøre op med tanken om, at vi danskere kan præsentere seksten spillere, der kan vise sig frem, når de bedste skal dyste.
Landsholdet skal have en fast stamme. Jeg skal med andre ord have nogenlunde styr på, hvem der er i den danske startopstilling, og hvem der afløser hvem. Holdet skal have en styrmand. I min bog hedder han Bo Spellerberg. Hvorfor har Kolding-spilleren dog så kort snor i landsholdsammenhæng. Han er landets bedste spilstrateg. Det kan simpelthen ikke passe, at han ikke kan blive tildelt mere ansvar.
En klar spillestrategi opstår kun, når formidlingen går gennem en stamme, der derved opnår det kendskab til hinanden, der er så afgørende i spillet med de mange detaljer.
Fremtidigt kan landsholdet heller ikke møde op til mesterskaber med blot ét forsvarssystem. Der må og skal lægges et offensivt system ind, så landstræneren har flere taktiske knapper at trykke på, så vore modstandere får mere at tænke over end blot at forholde sig til et variabelt 6:0 forsvar.
Èn af de helt store forskelle, på nationer som Frankrig, Kroatien, Polen målt op mod Danmark, er fysikken. Derfor bliver det afgørende, at Spellerberg & Co kan spare nogle kræfter, og det sker altså bedst ved at kontrollere den kontrafase, der tidligere var en dansk paradedisciplin, men som har været en sørgelig mangelvare her i Østrig.
Hvis brugen af Kasper Nielsen og Lars Jørgensen er det, der smadrer de hurtige opløbs muligheder, ja, så er her endnu et argument for alternative forsvarssystemer.
Jeg vil ikke gå ind i en kritik af landstrænerens holdudtagelse, for jeg er enig med ham i det meste. Dog vil jeg slå fast, at jeg har svært ved at baggrunden for udtagelsen af Henrik Knudsen. Syvogfyrre - 47 - minutter var, hvad der blev til slutrundedebutanten. Så havde det været bedre at have sendt bud efter en Jesper Jensen i min optik.
Fremtiden bliver udfordrende. Især efter Kasper Hvidts farvel. Hvor ville jeg dog ønske, at det kunne blive midlertidigt, så vore meget talentfulde - men helt urutinerede - efterfølgere kunne dygtiggøre sig med den ro i sindet, at den tidligere anfører ville være klar til de store turneringer.
Det kan godt være, at landsholdets målsætninger skal have et eftersyn, nu hvor så afgørende en position som målmandsposten svækkes.
Først og fremmest skal der dog gang i ny måde at tænke opbygning af landsholdet på.
Danmarks sidste kamp ved dette EM vil gå over i historien. Ikke så meget fordi Danmark vandt kampen 34-27, men i langt højere grad fordi landsholdets anfører - Kasper Hvidt - meddelte sin retræte.
Beslutningen kom som et chok for mig, og jeg ser anførerens farvel som et meget stort tab for landsholdet. Ikke fordi de unge målmænd, der nu skal tage over, ikke har masser af kvaliteter, men det forekommer mig at være for tidligt, at talenter som Niklas Landin, Jannick Green, Anders Pedersen og Tim Winkler skal stå uden en erfaren mand omkring sig.
FCK-målmanden har ikke alene betydning, når en landskamp er i gang. Han er - om nogen - manden, der via sit enorme ambitionsniveau, sikrer at alle har den ultimative fokus på de forestående opgaver. Sådanne personligheder kan et hold ikke få nok af, fordi de er med til at sætte de normer og standarder efter hvilke, et team arbejder.
Det er her et hold kan hente de sidste procenter i kunnen, koncentration og udførelse, og det er næsten altid de procenter, der skiller vindere fra tabere.
Derfor er det et smerteligt tab, Ulrik Wilbek og landsholdet har lidt i dag, og uden at male fanden på væggen, vurderer jeg, at Hvidts beslutning kommer på det værst tænkelige tidspunkt.
Selv om Niklas Landin her i Østrig spiller sin anden slutrunde, er det en målmandsduo - hvem det så end måtte blive - stort set uden international erfaring, der skal løfte en kæmpearv fra en af dansk håndbolds allerstørste personligheder.
Det kan ikke undgå at give landstræneren søvnløse nætter, og det ville være en gave, hvis Wilbek kunne lave én eller anden aftale med sin nu tidligere anfører om akut hjælp i tilfælde af skader til de åbenlyse afløsere Niklas Landin og Jannick Green.
Desværre tror jeg ikke det er en mulighed, for Kasper Hvidt er et meget tænkende menneske, der ikke kommer med så afgørende en beslutning, uden at den er gennemtænkt.
Farvellet blev en triumf for Kasper Hvidt. Han afløste Niklas Landin efter 16 minutter og fra da af lukkede han af for de spanske skytter, og resten var kun et spørgsmål om sejrens størrelse.
For lige at sætte en streg under sine ekstraordinære kvaliteter, snuppede anføreren tre straffekast og krydrede sine mange redninger med præcisionsudkast på højniveau.
Én spiller vil kunne huske Kasper Hvidts farvelkamp i lang tid. Torsten Laen spillede sin hidtil bedste landskamp og nettede otte gange på ligeså mange forsøg.
Respekt for landsholdets evne til at finde koncentration, nerve og inspiration til at spille et skuffende spansk mandskab helt af banen.
Herfra skal lyde en stor personlig tak til Kasper Hvidt for alt, hvad han har givet dansk håndbold. Han har sat standarder, der bliver svære at nå, men for den næste generation kan jeg blot konstatere:
Gør jer umage og giv jeres talent de allerbedste chancer. Det er nemlig nøjagtig, hvad Kasper Hvidt gjorde.
Fakta først: Kroatien vandt en aldeles fortjent sejr og sikrede sig adgang til kampen om EM-medaljer.
Ligeså faktuelt: Danmark spillede sin hidtil bedste kamp her i Østrig. Det var en fornøjelse at følge holdet, der både forsvars- og angrebsmæssigt kom rigtig godt i gang mod et meget motiveret kroatisk landshold.
Kampens helt store profiler var desværre iklædt farverne, der ikke matchede de danske. Mirko Alilovic og Ivano Balic styrede på hver sin banehalvdel begivenhedernes gang.
I målet tog Kroatiens nye målmandskonge totalt modet fra det vi på hjemlige breddegrader kalder "verdens bedste fløje." De var svære at få øje på, da 300-kampsjubilaren Lars Christiansen, Anders Eggert og Hans Lindberg på skift brændte gyldne chancer.
At chancerne kom på fløjene var ikke nogen overraskelse. Kroaterne har det med at "bakke op", og mulighederne var resultatet af et i lange perioder godt dansk angrebsspil.
Med Bo Spellerberg i startopstillingen var der næsten garanti for, at det danske stregspil blev sat i scene, og det udnyttede Michael Knudsen til overbevisende første 30 minutter.
På den anden banehalvdel huserede en vis Ivano Balic. Før slutrunden var det min vurdering, at den lille strateg ville have svært ved at motivere sig til et europamesterskab, men jeg skal da love for, at jeg tog fejl.
Han var en fantastisk inspirator for sine kammerater og der blev delt sukkerballer ud til dem alle, men især til de to backs Duvnjak og Buntic, der hamrede skiftende danske målmænd ud af rektanglet.
Balic gjorde, hvad der passede ham, og selv om den danske defensiv startede godt, var det tydeligt, forsvaret ikke magtede opgaven med at styre Balic, stregspillet han kreerede omkring Igor Vori, og de mange krydsløb han lagde op for sine backs.
Var det ikke fløjenes dag, kneb det også gevaldigt for både Kasper Hvidt og Niklas Landin. Nuvel, de fik i perioder ikke hjælp, men det er nogle gange en målmands lod. Hvidt fik ikke fat i noget fra starten, og blev afløst af Landin, der heller ikke magtede opgaven i starten, men som senere fik pænt fat, og det var en overraskelse, at Hvidt sluttede kampen i det danske mål.Normalt får et hold altid godt med chancer i kontrafasen, da kroaterne ikke er kendte for det ultimative returløb. Mulighederne kom og blev enkelte gange udnyttet, men de hurtige opløbs spil er ikke organiseret godt nok på landsholdet netop nu.
Derfor måtte Mikkel Hansen og hans kammerater bruge rigtig mange kræfter på at score i spillet seks mod seks, og det var kræfter, der manglede, når Lars Jørgensen & Co skulle forsvare mod en modstander, der var dem fysisk overlegne.
Jeg kan på ingen måde klandre vort landsholds vilje og fight. Da der blev sagt farvel til muligheden for et titelforsvar, skete det i en flot håndboldkamp, hvor selv gode danske dyder ikke rakte.