Torsdag, 19. november 2009 kl. 20:48 / sport
De er blevet kaldt meget gennem tiderne. Sorte Svin er standard og ordet skandaledommer er af en sådan beskaffenhed, at de fleste sågar kan sætte melodi på.
Uden dem ingen kamp, og så er det vist slået fast, hvor vigtige mændene og kvinderne i både sort og - efterhånden alle mulige andre farver - er.
Lad mig samtidig slå fast, at denne artikel ikke er skrevet for at nedgøre dommerne - for det er dem, det drejer sig om, men snarere for at give et konstruktivt bidrag til en diskussion, som allerede har ligget gemt i for lang tid.
Faktum er, at alt for mange eftermiddage og aftener i håndboldens daglige liv går med at diskutere, hvor elendige opmændenes præstationer har været.
To elementer passerer uvilkårligt revy, når jeg lader tankerne fare forbi de kampe, jeg har set i denne sæson: Bundniveauet er ikke eksisterende, og dommernes evne til at skabe ensartethed - så spillere og trænere kan genkende linjen fra sidste weekend - er en sørgelig mangelvare.???
Jeg er fuldstændig overbevist om, at samtlige aktører forsøger at gøre deres ypperste, og derfor er det altså ikke mangel på vilje, men snarere mangel på evner og erfaring.
Kigger jeg på spillets umiddelbare interessenter - dommerne og de to hold - er forskellene skræmmende. Den ene - holdene - møder op med en hærskare af hjælpere: Assistenter, læger, fysioterapeuter, mentalcoaches og jeg skal give dig. Den anden - dommerne - kommer med sig selv og en udsending, der i bedste fald skal forsøge sig med lidt karaktergivning efter festen.
Når festen er forbi går et større analysearbejde i gang hos holdene. Video, restitutionstræning, personlige samtaler og eventuelle konsekvenser heraf omgærdet af generel forberedelse frem mod næste kamp hører til dagens orden, mens den hos dommerne står på dagens uorden: et ikke for langt evalueringsmøde og derefter ud på vort lille lands så mørke veje.
Enhver kan sige sig selv, at det ikke går i længden, ligesom alle ved, at en stor del af denne diskussion vil komme til at dreje sig om ressourcer.
Derfor bør følgende indgå i fremtidige diskussioner. Listen er ikke i prioriteret rækkefølge!
* Profilanalyser af den enkelte dommer. Hvem dømmer bedst sammen? Som Morten Olsen så rigtigt siger: Ingen skal forvente, at jeg udtager den bedste spiller på hver plads. Jeg udtager dem, der fungerer bedst som hold! Sådan bør det også være, når vi skal finde ud af, hvem der har størst mulighed for at fungere sammen.
* Giv løn efter fortjeneste. Spillerne på et hold får heller ikke samme løn. Løn er og bliver en motivationsfaktor.
* Lav talentudvikling. Ældre og rutinerede dommere bør have perioder med ligaernes nyeste skud på fløjtestammen. Ulrik Wilbek slipper heller ikke Mikkel Hansen løs uden en Jesper Jensen ved sin side.
* Giv dommerne adgang til fysiske trænere, mentaltrænere med mere. "Hvor skal pengene komme fra" vil nogen spørge. Lad dommerne selv være med til at betale i fællesskab med klubberne.
* Lad de bedste dommere, dømme de største kampe. Ja, jeg kender modargumentet: Hvordan skal vi uddanne dem, hvis de ikke får lov? Dertil er bare at sige: Talentudvikling er ikke på dagsordenen, når pokaler skal finde ejermænd.
* Spar ressourcer og lad være med - i perioder - at sende observatører ud til vores bedste og mest rutinerede dommere. Koncentrer arbejde og ressourcer på dem, der har mest behov for hjælp.
* Lad lige børn lege bedst, når det gælder evaluering. Vore bedste dommere skal have kompetent modspil, når de skal udfordres i forhold til deres præstationer.
* Brug ny teknologi. Headset er kommet for at blive, og jeg gider ikke høre på ligegyldige argumenter for det modsatte.
* Sats på kommunikation. Som i alle livets forhold er og bliver evnen til at skabe forståelse et absolut must.
Jeg siger ikke, at ovennævnte løser alle problemer. Slet ikke. Men tiden er kommet, hvor snak og fyråb skal afløses af handling.
Kunne noget af dette bruges til at gøre opgaven nemmere med at udklække bedre fløjtenister har jeg opnået, hvad jeg satte mig for.
God kamp til alle!
Fredag, 13. november 2009 kl. 13:26 / håndbold
I fodbold er det navne som Wembley Stadium i London, Parc des Princes i Paris, Stadio Giuseppe Meazza i Milano, Olympia Stadion i Berlin, Camp Nou i Barcelona og Estadio Santiago Bernabéu i Madrid. I den hjemlige andedam er navnene Brøndby Stadion med Faxe-tribunen og Parkens Nedre C.
I håndboldens noget mindre verden er det Ostseehalle i Kiel, Color Line Arena i Hamburg, Palau Blaugrana i Barcelona og Pescenica Sport Dome i Zagreb.
Fælles for dem alle er en fantastisk stemning blandt de hundredetusinder af tilskuere og fans, der vil give deres højre – og i nogle tilfælde – venstre arm for at se netop deres hold vinde.
I de to store idrætsgrene tales der ofte om henholdsvis tolvte- og ottende- manden som garanten for både underholdning og i de allerfleste tilfælde points.
Statistik lyver sjældent – med mindre man sætter sig ind i skidtet – og det må jeg med skam meddele, at jeg ikke har.
Lad mig blot konstatere, at det meget ofte viser sig, at holdene fra de ovennævnte hjemmebaner som oftest kan smykke sig i sejrens laurbær.
Og hvorfor nu al den snak om hjemmebaner og ekstra mænd, der viser vej til sejr?
Simpelthen fordi den forgangne weekend gav et par eksempler på, hvor stor betydning det her noget valne begreb opbakning har.
Danmarks to repræsentanter i herrernes Champions League havde, hvad jeg vil benævne, identiske opgaver. Koldings danske mestre var oppe mod et af verdens top-tre-hold, THW Kiel, medens vicemestrene fra FCK duellerede mod et andet fra verdens top-tre-gruppe, Hamburg.
Det blev to fuldstændig forskellige kampe.
I Kolding, hvor hallen var fyldt til bristepunktet, blev publikum belønnet med en herrefight, der sjældent ses på dansk grund. Spillerne blev til gengæld belønnet med et engagement og lydtæppe, man normalt skal sydover for at opleve, og jeg er ikke i tvivl om, at kulissen, stemningen, infernoet om noget var baggrunden for, at Bo Spellerberg og hans kammerater gjorde det umulige muligt: tvang Thierry Omeyer, Daniel Narcisse og alle de andre verdensstjerner så tæt på nederlagets afgrund, som disse sejrsvante karle så sjældent kommer.
I Farum Arena, hvor Kasper Hvidt er nødt til at tage sine venner med, når der står Champions League på spisesedlen - den normale hjemmebane på Jens Jessens Vej, Frederiksberg duer ikke til international håndbold – var kontrasten til at få øje på.
En Farum Arena, der på TV virkede kold og kedelig, fordi mangelen på idrættens føde – tilskuere, følelser og alt det, der følger med, når mennesker får lov til – for en stund - at smide hæmninger og begrænsninger ad hækkenfeldt til - var en sørgelig mangelvare.
Martin Boqvist og resten af FCK-mandskabet fik læsterlige klø, og jeg havde undervejs rigtig ondt af københavnerne, fordi de var ladt helt alene i den mennesketomme hal, hvor alt hvad lydkulissen gengav, var opildningsråb og jubelsange med tydelig tysk accent.
Jeg er overbevist om, at Kolding har en mentalitet og sejrsvilje, der vil bære holdet langt i rigtig mange svære situationer. Jeg er også overbevist om, at FCK har sine mangler på netop det mentale område, og det bliver Magnus Anderssons opgave at løse det problem.
Til gengæld er jeg særdeles overbevist om, at FCK ville have klaret sig langt bedre, hvis holdet havde spillet for en kulisse som den i Kolding. Og omvendt, at Kolding havde fået det en del sværere, hvis de havde skullet byde Kiel op til dans i en forladt Farum Arena.
Og du, kære læser, vil nok spørge: Har tilskuere og atmosfære virkelig så stor betydning? Svaret er helt simpelt:
Meget mere, end du aner!
Torsdag, 5. november 2009 kl. 14:51 / tennis
Hele Danmarks lille Caroline - alle er åbenbart på fornavn med det polske tennisvidunder - Wozniacki rangerer nu på linje med nationens allerstørste.
Første dansker i en US Open-finale, kvalifikation til Sony Ericsson Championships i Doha, Qatar, hvor verdens otte bedste samles for at få fingre i præmiesummen på 22.7 mio. danske kroner, nummer fire på verdens-ranglisten, ja, hjerte hvad vil du mere?
Alle kaster sig i grus for det 19-årige tennisvidunder. Ikke mindst direktøren for kvindernes turnering - WTA - Stacey Allister - der hylder Wozniacki for hendes "never give up attitude and mental strengthness".
Anledningen er til at få øje på. Vi husker alle, da Caroline Wozniacki tumlede rundt og lavede mærkelige bevægelser, inden hendes krampesyrede krop tvang hende til at segne om.
Ingen kunne være i tvivl om, at hun havde behov for hjælp, men i den hvide sports mærkelige kodeks er der klare regler for sligt. Wozniacki havde nemlig tidligere i kampen fået behandling for kramper, så logikken siger selvfølgelig, at når hun får dem anden gang, ja, så må det da for hulen være hendes eget problem.
Sådan er reglementet hos Stacey Allister og hendes tennisdarlings: Du kan da ikke komme med det samme problem to gange!
I det hele taget har WTA-systemet klare regler. Spillerne kan ikke selv lægge en årsplan. De skal deltage i så og så mange turneringer.
Nu hjælper det så heller ikke, at farmand Piotr har den holdning, at hans datter ikke kan spille for mange kampe på en sæson, så hun mødte op i Doha med en lårskade, der tydeligt generede tennisvidunderet, og som efter al sandsynlighed var med til at sætte de mange forskelligartede kramper i gang.
Nu var Caroline Wozniacki ikke den eneste med skadesproblemer, da verdens otte bedste kvindelige tennisspillere samledes for at tage sigte mod sæsonens sidste pengepræmier.
Russiske Dinara Safina og hviderussiske Victoria Azarenka viste stor søstersolidaritet, da de fulgte Wozniackis eksempel og sagde tak for kaffe, inden turneringen var færdigspillet, ligesom blandt andre Serena Williams må have købt hele restlageret af kinesio-tape for at gennemføre sine kampe.
The Sony Ericsson Championships var et studie i, hvor sygt hele systemet er bygget op.
Efter en lang og udmarvende sæson, skal sheiker og sponsorer lige have den sidste dosis spektakel, inden Stacey Allister og hendes følge kan sige tak for en fantastisk indsats, hvor de overhovedet ikke har taget hensyn til spillernes ve og vel.
Det er de samme ansvarlige - arrangører og sponsorer - der med himmelvendte øjne vil kaste al snak om doping i både syntetisk og almen hardcourt, græs og grus.
Ingen skal undre sig, efterhånden som dopingspøgelset bliver en del af det tenniscirkus, som så åbenlyst ingen interesse har for de spillere, de driver rundt på alverdens tennisarenaer.
I min bog åbenbarede kampene på Khalifa International Tennis Complex i Doha, Qatar, at de aldrig burde have været spillet.
Dertil var aktørerne for udbrændte og skadede. Jeg skal overlade til tennisfolket at bedømme kvaliteten i de enkelte kampe.
Hvad jeg ikke overlader til tennisfolket er konstateringen: at hvor der er mange penge at hente, vil mange gøre meget for at få deres del af kagen.
Det enkelte menneske er naturligvis altid personligt ansvarligt.
Til gengæld kan regler være så tåbelige og lokkemad være så attraktiv, at der bør arbejdes med begrebet medskyldige.
Især hvis der i fremtiden skulle dukke eksempler på dopingsnyd op blandt kvindelige tennisspillere!