Der er kun én ting der skræmmer amerikanere mere end et nyt terrorangreb. Og det er højere skatter.
Skat er i det hele taget aldrig fjernt fra den amerikanske, politiske debat. Det er som om, der er et svælg mellem skat på den ene side og befolkningen på den anden side. Det er som om ”det offentlige” er fjenden. Nogen, der vil tage folks surt sammensparede penge fra dem.
Vi er kommet til Albuquerque i staten New Mexico på vores tur gennem landet. Og her foregår der to ting, som er værd at bemærke: Dels er vi kommet midt i den årlige ballon-festival, hvor kæmpe varmluftsballoner konkurrerer om at have de flotteste udsmykninger. Og hver morgen og hver aften igennem en uges tid bliver ballonerne sendt af sted op mod den blå ørkenhimmel.
Den anden store begivenhed er et besøg af den ene af præsidentkandidaterne, John McCain, som taler på det lokale universitet.
Som sædvanlig er de politiske løfter næsten lige så højtflyvende som varmluftsballonerne. Men man hører sjældent noget om, hvordan der skal betales for alle løfterne.
Uden for mødesalen, hvor McCain skal tale, møder vi nogle af de mennesker, som skal ind og høre, hvad han siger. De er inviterede, så man må formode at de alle sammen er enige med McCain. Og de siger alle som én, at de er imod skat – i hvert fald hvis de stiger og bliver brugt til noget, som de ikke er enige i eller får noget ud af.
Når dem, vi taler med, hører vi er fra Europa er de interesserede i at vide, hvordan vi kan holde ud at betale så meget i skat, som man gør i Europa og især i Skandinavien. De ved godt, at vi til gengæld får en masse ”gratis”: Sygesikring, skolegang osv. Men de synes godt nok, vi betaler meget i skat. De synes, at pengene ligger bedst i deres egne lommer, og de skal nok selv bestemme, hvad pengene skal bruges til.
Tre af dem, vi taler med, fortæller at deres familie kom fra henholdsvis Danmark og Sverige. Den ene kan oven i købet tale en lille smule svensk, og han besøger tit sin familie i Lund. De er alle sammen glade for, at deres forfædre besluttede sig for at rejse til USA. Og en væsentlig grund til deres glæde er, at de i USA slipper billigere i skat og selv kan bestemme, hvordan de vil bruge deres penge.
Uden for mødesalen, hvor McCain taler, er der protester fra et par dusin studerende på universitetet, som tydeligvis støtter Barack Obama. Så det er ikke alle, der mener at skat er noget skidt. Men Obama er klog nok til at træde forsigtigt. Han kan ikke sige, at han vil hæve skatterne, for så har han ingen chance for at vinde valget den 4. november.
Der er ét emne, som næsten altid dukker op i den amerikanske valgkamp – og det er retten til at bære skydevåben.
Vi er nået til Midway i Missouri – sådan cirka midtvejs mellem USAs to kyster. Langt nok fra bylivet til at her er en mand er en mand og en hest er lige så nødvendig som en cowboyhat.
Og så er her skydevåben. Et stort skilt med ordene: Gun Show fanger vores opmærksomhed. Og aldrig har jeg set så mange skydevåben samlet ét sted.
Tusindvis af dem til salg. Revolvere og pistoler, halvautomatiske og dem man kun har set i gamle westerns. Amerikanerne elsker deres skydere. Nogen bruger dem jagt, andre til at beskytte sig selv om deres familie. Men ét ord går igen, når man spørger amerikanerne om skydevåben og det er: Frihed.
Frihed er et magisk ord for amerikanerne. De vil ikke have indblanding fra det offentlige, og de vil ikke have indblanding fra naboer og andre. De vil have frihed. Og nogen påstår endda, at når amerikanerne har ret til at bære våben, så er for at beskytte sig – ikke bare mod ”naboen” – men mod overgreb fra regeringen.
Og de har grundloven på deres side. Der står nemlig højt og tydeligt: the right of the People to keep and bear arms shall not be infringed. (…folkets ret til at eje og bære våben må ikke krænkes)
Men hvad man glemmer i farten er, at sætningen begynder således: A well regulated militia being necessary to the security of a free State… (altså: [Eftersom] En velreguleret hær er nødvendig for at sikre staten …. må folkets ret til at eje og bære våben må ikke krænkes)
Det fortolkes som at alle har ret til at eje og bære våben. Emnet er dukket op i store annoncer, som mistænker Barack Obama for at være imod våben.
Der begås omkring 17.000 mord om året i USA i henhold til Justitsministeriet. Det er ca. fire gange flere end i Danmark målt pr. 100.000 indbyggere, Omkring syv ud af 10 mord begås med et skydevåben og dertil kommer at der bruges skydevåben i ca. hvert fjerde overfald.
Det er selvfølgelig også grunden til, at mange ønsker et våben – de vil beskytte sig mod at blive overfaldet eller slået ihjel. Og de, der går ind for våben siger, at hvis man gør skydevåben ulovlige, så er det kun de kriminelle, der er bevæbnet.
Folk på våbenmessen, vi besøger, er venlige – men lidt mistænksomme over for os. De ved, at mange er imod skydevåben – især hvis man er europæer. De synes, vi virker som om vi altid ved bedst, og at altid ved, hvordan de som amerikanere skal styre deres land.
Og sådan er det måske også.
Nu skal vi længere mod syd – ned mod ørkenen i New Mexico.
Vi er nået til Saint Charles i staten Missouri på vores vej fra Chicago til Sedona i staten Arizona. Saint Charles er en hyggelig lille by nordvest for storbyen St. Louis. Vi skal mødes med et ægtepar, som har mærket den økonomiske nedtur i USA. Matt er bygningshåndværker og hans kone, Deanna, har lige åbnet sin egen forretning.
Men inden da får jeg lige tid til at mødes med min fætter Brad, som bor i St. Louis sammen med sin kone og deres to små børn. Vi har begge travlt, så det bliver kun til en kop kaffe på en kaffebar. Brad er snarere min granfætter end min fætter. I USA kalder man det "third cousin once removed" - hans farmor var min fars kusine - og han tilhører den gren af familien Silberbrandt, som emigrerede til USA. Han er hjerneforsker på Washington University Hospital i St. Louis, og så er han Obama-tilhænger. Det er de fleste i denne del af staten Missouri. Og Brad er bange for, at hans favorit vil tabe til John McCain. Brad synes, de sidste otte år med præsident Bush har været ødelæggende for landet. Han er sikker på, at Obama vil kunne rette op på USAs blakkede ry i udlandet. Men han mener, der stadig er amerikanere, som ikke vil stemme på ham, fordi han er sort.
Meningsmålingerne viser, at det kun er mellem to og fem procent af amerikanerne, som siger at de ikke vil stemme på en sort kandidat. Men Brad siger, at tallet kan være skævt, fordi folk ikke vil indrømme at de er racister. Til gengæld, siger jeg for at berolige ham, så ville mindst halvdelen af de 2-5 procent alligevel ikke stemme på en demokrat - uanset hudfarve. Brad kigger på mig, som om han undersøgte min hjerne, hvad han måske også gør. Vi aftaler at ses snart, og han skynder sig tilbage til jobbet, mens jeg gør klar til at mødes med Deanna og Matt, ægteparret som vi skal interviewe.
De er også Obama-tilhængere, selvom de ikke går ind for den store økonomiske hjælpepakke, som kongressen har vedtaget. De synes det er forkert at nogle mennesker skal have økonomisk hjælp, hvis de ikke har betal deres termin.
Interviewet blev godt, og Scott og jeg starter bilen og kører vestpå mod Kansas City. Men vi skal også redigere indslaget, så vi når kun halvvejs - til Midway i Missouri, hvor vi ser et kæmpeskilt med ordene "Gun Show". En stor salgsudstilling med skydevåben i alle kalibrer. Vi gør holdt for at tale med amerikanere, som elsker deres skydevåben.